Vanvittig og vidunderlig, fremmedartet og fascinerende. Kathmandu er alt det og meget mere. I Nepals pulserende hovedstad mødes eventyrer, bjergbestigere, gamle hippier og alverdens nysgerrige på Østens mystisk.

Det er et farverigt mix af mennesker, der sammen med en spændende kultur og historie gør Kathmandu til en af verdens mest fantastiske byer. Læs mere om byen i denne kombinerede rejsebeskrivelse og Kathmandu guide.

Thamel – orientering og oplevelser

Dyt båt og masser af trafik. Sælgere, der råber og ikke langt herfra nepalesisk popmusik, som drøner ud af højttalerne. Nej, det er ikke nemt at falde i søvn i Thamels vanvittige kaos, men selvfølgelig skal vi bo, hvor det hele sker; i turistkvarteret, hvor vi kæmper om pladsen i de snævre gader med biler, scootere og cykeltaxier.

Og så er der de mange forretninger, der sælger alverdens ting; tøj, tasker, rygsække, bedeskåle og trekkingudstyr for blot at nævne noget. Vi siger nej og atter nej til de påtrængende sælgere, der står under gadernes blafrende bedeflag i håb om en god handel.

Thamel er stedet, hvor backpackere og andre på lavbudget bor. Det gør vi så også. Sammen med en broget flok af medturister går vi på opdagelse i gaderne, der sagtens kan beskrives som Kathmandus svar på Khao San Road i Bangkok.

kathmandu guide
En af Thamels travle gader

Selvom Thamel primært er for backpacker- og bjergbestigersegmentet, så er vi langt fra de ældste. Adskillige gange ser vi det, der mest af alt ligner gamle hippier, som her mange år efter er vendt tilbage til Kathmandu for at se byen igen.

Hvordan mon her så ud dengang i 60’erne og gad vide, hvad de tænker i dag. Måske er de skuffede, måske ikke, men de er i hvert fald med til at skabe en unik stemning fra en tid, der var engang.

Gaden Thamel Marg er bydelens ryggrad. Her er proppet med mennesker, og man gør klogt i at holde godt øje med den heftige trafik.

Flere gader i den vestlige del af Thamel er heldigvis lukket af for køretøjer, og det er en hel befrielse at slippe for den voldsomme larm. Det er i gågaderne turistkvarteret har sin charme – noget, der ellers kan være svært at finde i Kathmandu.

kathmandu guide
Garden of Dreams i eftermiddagssolen

Garden of Dreams

“Sådan en vil jeg også have”. Nogenlunde sådan kunne feltmarskalen Kaiser Sumsher Rana have sagt, da han efter et besøg i England havde besøgt flere Edwardianske haver.

Og som sagt så gjort. Han lod en af datidens mest berømte arkitekter, Kishore Narsingh, stå for byggeriet og anlægget af det parklignende område, der dengang blev betragtet som en verdens smukkeste haver.

Garden of Dreams kaldes også for De Seks Sæsoners Have. Et navn den har fået efter de seks smukke pavilloner, der hver især repræsenterer en af Nepals seks sæsoner. Byggestilen er typisk europæisk med verandaer, fontæner og pergolaer.

Haven er i dag kun halvt så stor som den oprindelige, men det er en pragtfuld oase i det travle og hektiske Kathmandu. Det er ikke kun et sted for forelskede lokale, men også for turister, der lige tager en puster fra trafikken og den vanvittige larm på den anden side af muren.

kathmandu guide
På vej ned af hektiske Siddhitas Marg

Centrum – Asan Tole & Indra Chowk – orientering og oplevelser

Jeg undres, ryster på hovedet og trækker på smilebåndet. Fra Thamel er vi gået et par kilometer mod syd og står nu i den centrale del af byen ved Asan Tole, som på en eller anden måde ER Kathmandu. Det er et fuldstændig vanvittigt sted, der ikke kan beskrives, men skal opleves.

Asan Tole (Asan Bazaar)

Asan Tole, eller Asan Bazaar, er et historisk handelsområde, der i gamle dage lå på ruten mellem Nepal og Tibet. I dag er den lille plads en del af Kathmandus centrum, men handlen har for længst bredt sig til de omkringliggende gader.

Asan Tole er kaotisk og larmende og har en fortættet og næsten angstprovokerende stemning. Her er ganske enkelt proppet med mennesker – købere og sælgere må dele området med scootere, rickshaws og bedende, der kredser om det lille, men smukke Annapurna-tempel, som glimter i det ene hjørne af pladsen.

Der handles især frugt og grønt, men også klæder, husgeråd og pragtfulde krydderier på Asan Tole og gaderne omkring.

kathmandu guide
Del af tøjmarkedet på Siddhidas Marg mellem Asan Tole og Indra Chowk

Siddhidas Marg

Fra den lille plads følger vi gaden Siddhidas Marg. Undervejs er der flere spændende helligdomme som f.eks. det fine Krishnatempel, men højdepunktet er templet Seto Machendranath, som desværre er lukket af. Vi går ned i gaderne bag templet for at prøve at komme ind ad bagvejen, men desværre uden held.

Til gengæld kommer vi forbi det, der er Kathmandus muslimske kvarter. Muezzinen kalder til bøn ud af vinduet, men det er som om, at islam har svære kår i Nepal, hvor hinduisme og buddhisme står stærkt hos den religiøse befolkning.

Tilbage på Siddhidas Marg står vi nu midt i byens tøjudsalg. Bunker af sarier er til salg, og det samme er bluser, bukser og tørklæder. Selvom her er lidt mere at købe for turisterne, så er dette område af Kathmandu proppet med lokalliv – en eksplosion af indtryk og oplevelser.

Indra Chowk (Indrachok)

Siddhidas Marg ender ved travle Indra Chowk der om muligt er endnu mere larmende end Asan Tole. Vi næsten flygter ind i de smalle bilfri gader, hvor det er helt fantastik bare at gå rundt uden mål. Måske farer du vild ligesom os, men så er du også garanteret store oplevelser.

Vi besøgte bl.a. et buddhistisk tempel og kom forbi skiltemalere og keramikværksteder. Indra Chowk består af en rundkørsel og er et slags trafikknudepunkt i Kathmandu. Du kan se det fine tempel Akash Bhairab (ingen adgang) og herfra er der blot få hundrede meter til Durbar Square.

Legendariske Freak Street var engang fyldt med boder og butikker, der solgte hash

Maru (Old Kathmandu) – orientering og oplevelser

Kathmandus gamle bydel, eller Old Kathmandu, kalder man den store centrale del af byen, der er domineret af Durbar Square.

Rundt om det historiske område er der også smalle smøger og stræder og flere steder spændende baggårde, hvor livet synes at gå sin gang.

Det er et område med masser af lokalliv, og vi går i lang tid uden at møde andre turister. Som en bonus er her så lidt plads, at vi helt slipper for både biler og scootere – det kunne vi også godt have ønsket os omkring Durbar Square og Asan Tole.

Durbar Square

Siden slutningen af 1400-tallet har Nepals kongefamilie haft Durbar Square som deres hjem. Det er et større område med et hav af templer, statuer og helligdomme.

Durbar Square er hektisk, spændende og et must-see i Kathmandu. Et historisk sted, hvor du kommer tæt på Østens mystisk og hvor der hele tiden er noget nyt at kigge på. Læs mere i indlægget Durbar Square.

Freak Street

Det var her hippieruten endte. Lige her på Freak Street. Gaden hedder egentlig Jhochhen Tole, men har fået sit lidt pudsige navn efter de tusinder af hippier og skæve eksistenser, der havde netop dette sted som deres ultimative mål i deres søgen efter en ny verdensorden i 1960’erne og 1970’erne.

Hash var dengang lovligt i Nepal og på Freak Street lå en lang række boder og butikker, der med licens fra regeringen solgte hash.

Det tiltrak hippier fra hele verden, og med de fremmedes ankomst skød bl.a. hoteller og spisesteder op som paddehatte. Gaden var i mange år Kathmandus turistcentrum, men den tid er forbi, og Freak Street er i dag kun en skygge af sig selv.

De smalle gader i Old Kathmandu byder på mange gode oplevelser

Andre steder i Kathmandu

Swayambhunath Stupa

Mine øjne flakker. Hvor skal jeg kigge hen? Den berømte Swayamnhunath Stupa er som resten af Kathmandu: fantastisk og fremmedartet.

Også her er der et hav af mennesker, og igen og igen er det som om, vi står i vejen for de lokale, der går rundt om stupaen, drejer på bedehjulene eller tænder lys og røgelsespinde, som kan ses og lugtes på lang afstand.

Swayamnbunath Stupaen er en populær helligdom for både hinduer og buddhister. Allerede på vejen op til området på den lille bakketop fornemmer vi, at den her oplevelse bliver noget særligt. Trafikken er tæt, og det er tydeligt, at stupaen er en af Kathmandus mest populære helligdomme.

Engang var Kathmandudalen en sø, og det siges, at bakketoppen pludselig dukkede op af vandet. Her opførte man en helligdom og senere den hvide stupa med det gyldne spir og de karakteristiske øjne, der symboliserer den altseende Buddha.

Swayambhunath Stupaen

Swayambhunath Stupaen er i dag på UNESCOs verdensarvliste og består ikke kun af den berømte stupa, men en lang række helligdomme rundt om. Lokale har travlt med at tænde lys og et andet sted sidder en gruppe mennesker og synger. Vi går med rundt om stupaen, hvor der bliver drejet flittigt på bedehjulene.

De mange helligdomme bliver tilbedt hver for sig, og især ved det lille Hariti Tempel er der trængsel. Hariti er på én gang gudinde for kopper og fertilitet, og det er især sidstnævnte, der tiltrækker bedende som i en tåge af røgelse håber på snarlig familieforøgelse.

Swayambhunath Stupaen er sådan et sted, hvor man kan tilbringe timer for at prøve at forstå alle de fremmedartede ritualer og selvfølgelig nyde de smukke detaljer på statuer og helligdomme.

Mens bedeflagene blafrer i vinden forlader vi under skarp overvågning af de mange aber den lille bakketop og Swayambhunath Stupaen endnu en stor oplevelse rigere.

Bodnath

Endnu et must-see i Kathmandu. Bodnath er centrum for tibetansk buddhisme i Nepal. Her kan du bl.a. opleve verdens største stupa og få et indblik i en verden af munke, bedende, smukke klostre og mystiske helligdomme. Du kan læse meget mere i indlægget Bodhnath – et lille stykke Tibet i Nepal.

Kathmandu – I’ll soon be seeing you

Nepals hektiske hovedstad er et overflødighedshorn af indtryk. En by, der SKAL opleves, hvis du bare har en lille smule eventyr i blodet. Kathmandu findes ikke noget andet sted i verden, og det gælder i den grad om at have alle sanser åbne og bare nyde denne utrolige by.

Vanvittig og vidunderlig, fremmedartet og fascinerende. Jo, Kathmandu er alt det og meget mere. Vi tager fra byen med en fantastisk fornemmelse, og i håbet om at komme tilbage har vi det sandsynligvis, som Cat Stevens synger i sit berømte nummer fra slutningen af 1960’erne; Kathmandu, I’ll soon be seeing you.

Herunder finder du min Kathmandu guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
Der er masser at kigge på ved Swayambhunath Stupaen

Transport

Ind og ud

Du kan læse mere om at rejse ind og ud af Kathmandu her, hvor du også finder information om det at rejse i Nepal generelt

At komme rundt

Bor du i centrum af Kathmandu (og dermed også i Thamel) kan du med gode ben gå til de forskellige seværdigheder som f.eks. Durbar Square, Asan Tole og det gamle Kathmandu. Et alternativ er taxier, som der er mange af i byen, og de skal nok gøre opmærksom på sig selv. En tur i centrum koster ca 200-250 rupees.

Vil du på udflugt eller fra Kathmandu til f.eks. Nagarkot, Pokhara aller Chitwan, kan du blot henvende dig til et af de mange tourbureauer, der kan sælge billetter til de såkaldte turistbusser, som kører mellem byerne.

Overnatning – forslag til hoteller

Der er kun et sted at bo i Kathmandu: i Thamel. Det er her du er tæt på alle de store seværdigheder og har det største udvalg, når det gælder shopping, spisesteder og forlystelser.

Udvalget af hoteller/guesthouses i turistkvarteret er enormt, men de fleste steder er forholdsvis beskedne og ligger i kategorierne budget/hostels til mellemklassehoteller.

Det er utrolig billigt at overnatte i Nepal og således også i Kathmandu. De billigste værelser, ofte uden bad, fås for ca. 6-10 USD pr. nat, mens et almindeligt mellemklassehotel koster fra 20-50 USD pr. nat alt efter værelsestype.

De mange overnatningssteder i Thamel synes at tilbyde det samme, og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i de mange tilbud. Forhør dig eventuelt hos andre rejsende om deres erfaringer. Book hotel i Kathmandu med prisgaranti her.

Kathmandu Guesthouse

Er der et sted i Kathmandu/Thamel, der ikke er til at komme udenom, så er det Kathmandu Guesthouse, der var et af bydelens første hoteller. I 1960’erne bestod gæstehuset kun af 13 værelser, der som regel var optaget af hippier eller bjergbestigere.

I dag har man udvidet markant, og Kathmandu Guesthouse består af i alt 102 værelser – fra basic værelser uden bad til fine suiter. Se pris på Kathmandu Guesthouse her.

Hotel Rosemary Homes

På Thamel Marg og lige i smørhullet ligger Rosemary Homes, der får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Her er der mulighed for at booke både små sovesale og private værelser med bad og toilet. Personalet er supervenlige og hjælper gerne med udflugter/billetter. Se pris på Hotel Rosemary Homes her.

Hotel Blue Horizon

En lille perle i travle Kathmandu. Hotellet ligger for enden af en lukket vej med 200 meter til Garden of Dreams og 500 meter til Thamel Marg. Blue Horizon har en dejlig have og nogle gode værelser med privat bad og toilet. Der tilbydes også afhentning i lufthavnen. Se pris på Hotel Blue Horizon her.

Kathmandu Marriott Hotel

Vil du bo luksus kan du f.eks. vælge Kathmandu Marriott Hotel, der er populært og får topanmeldelser af tidligere gæster. Her får du rigtig god service og et hav af faciliteter – bl.a. swimmingpool. Der er 1 km til Garden of Dreams og 1,2 km til Thamel. Se pris på Kathmandu Marriott Hotel her.

Mad i Kathmandu

Det er rigtig billigt at spise i Kathmandu. 10 kr. for en ret er helt normalt, og der er masser af spisesteder at vælge mellem.

I Nepal minder maden meget om den indiske, men f.eks. en ret som dal bhat er næsten en nationalret og skal prøves. Dal bhat er en enkel linsesuppe med ris – et velsmagende måltid, der men årene er blevet udviklet og ofte bruges i thali/newari-køkkenet – en række småretter, der kan være en fin introduktion til det lokale køkken.

I Nepal findes også mange tibetanske restauranter, og her er specialiteten ofte momo – en slags dumpings med fyld. Momo kan både være kogt/dampet eller stegt.

Vegetarer og veganere har det som fisk i vandet I Kathmandu. Stort set alle spisesteder kan som minimum tilbyde vegetarretter, og der er selvfølgelig også en lang række restauranter, der slet ikke serverer kød.

Vil du prøve dig frem i det nepalesiske køkken og samtidig få en dosis kultur, kan du prøve en af de såkaldt newari-restauranter. Her sidder man på lave puder og spiser sig gennem ofte 10-12 småretter, mens musikere og dansere underholder. Mange af disse restauranter er indrettet i nogle af byens gamle og historiske huse.

Bor du i Thamel kan du prøve restauranten Thamel House, der ligger på gaden Paknajol ca. 300 meter nord for Narsingh Chowk. Her er der underholdning klokken 19.

Aktiviteter

Kathmandu har flere gode aktiviteter. Du kan f.eks. få massage eller deltage i yoga- og meditationsklasser. Du kan også tage med på byrundture, guidet cykeltur eller vandre i Shivapuri Nationalpark, hvis du vil lidt væk fra storbyens larm.

Det er også værd at tjekke, hvornår der afholdes festivals. Det gør der ofte, og det er altid en farverig og spændende oplevelse.

Museer i Kathmandu

Kathmandu har også en lang række museer – du kan bl.a. besøge disse steder:

• Museum of Nepali Art
• Nationalmuseet
• Narayanhiti Palace Museum

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Inden din rejse til Kathmandu og Nepal er det en god idé at læse indlægget At rejse i Nepal. Her er der masser af information om bl.a. ind- og udrejse, transport og penge.

Tjek også Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Nepal – den finder du her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Nepal – se aktuelle anbefalinger her.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Kathmandu

I min Kathmandu guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

5 Kommentarer

  1. Superfedt. Vi tager snart til Katmandu og glæder os nu endnu mere. Men det lyder også meget steessende ?

    • Hej Anne Marie. Glæd jer. Det bliver et minde for livet. Oh ja, det kan være stressende, men det er jo en del af oplevelsen. 🙂 God rejse

  2. Jeg må så være en ad de gamle nisser der stadig besøger Kat . Var der første gang i slut tressene. Sjovt at læse om fin vinkel.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her