Der er mange gode gratis oplevelser i Torshavn. Faktisk koster det ikke en krone at besøge de fleste af byens største seværdigheder, men du kan også se kunst, smuk natur og deltage i forskellige events.
Færøerne er et forholdsvis dyrt rejsemål. Har du brugt det meste af budgettet på storslåede naturoplevelser, så har du heldigvis stadig mulighed for at tage på opdagelse i Tórshavn.
Lige bortset fra de to gode museer Listasavn og Tjóðsavnið (Nationalmuseet), så er de fleste andre oplevelser i Torshavn gratis. Dem kan du læse mere om herunder, og de er selvfølgelig markeret på kortet nederst på siden.
Husk også tjekke min Tórshavn guide med masser af information om bl.a. transport, spisesteder og de bedste steder at bo.
1 Tinganes og Old Town
To steder i Tórshavn du ofte ser billeder af, er Reyn og Tinganes, der ligger lige ved siden af hinanden i byens centrum. Reyn er Tórshavns ældste område – det er her du kan opleve de små charmerende huse med græs på taget. Hyggeligt, men forholdsvis hurtigt overset.
Det er i høj grad historien, der er med til at gøre Reyn interessant. Det samme kan man sige om Tinganes, som er hjem for Færøernes regering. Stedet har fungeret som lagting siden det 9. århundrede, og det gør således Tinganes til et af de ældste fungerende ting i verden.
Husene på Tinganes har tidligere været benyttet som lager, forrådskammer og administration af handelspladsen. Alle gemmer de på spændende historie, men der er ikke adgang for offentligheden.
2 Havnar Kirkja
Havnar Kirkja er Færøernes domkirke. Den er fra 1788, men der har sandsynligvis ligget kirke på stedet før da. Havnar Kirkja blev ombygget og udvidet i 1865, hvor den nogenlunde fik sit nuværende udseende.
Kirken er ganske lille og forholdsvis enkel i sit udtryk. Den indeholder flere gamle effekter som f.eks. sølvtøj, salmebøger og lysestager. Bemærk også den fine altertavle fra 1647. Havnar Kirkja var i øvrigt den første kirke på Færøerne, der fik et orgel – det blev doneret af kong Frederik 6., men er dog udskiftet siden.
Havnar Kirkja ligger lige bag havnen et stenkast fra Reyn og Tinganes. Der er som regel åbent for besøgende i dagtimerne i sommerperioden og selvfølgelig ved gudstjenester.
3 Kongaminnið
På en bakketop ligger mindesmærket Kongaminnið, der markerer Christian 9.s besøg i Tórshavn i 1874. Mindesmærket, eller obelisken, blev dog først opført i 1882. Christian 9. var den første danske konge, der besøgte Færøerne. Historien fortæller, at Tórshavns borgmester faldt død om, da kongen takkede ham for sin velkomsttale.
Udover mindesmærket og den gode historie, så er der fra Kongaminnið en rigtig god udsigt over Tórshavn og omegn.
4 Tórshavns statuer
Rundt om i Tórshavn er der et utal af statuer som du kan jagte. Det er kunstnere som f.eks. Fridtjof Joensen, Janus Kamban og Hans Pauli Olsen, der står bag de knap 50 statuer, hvoraf mange illustrerer hverdagslivet på Færøerne.
Du vil uden tvivl støde på nogle af statuerne, når du går rundt i Tórshavn, men turistbureauet har lavet et kort, så de er lidt nemmere at finde. Find kortet her. Udover statuerne får du også set dele byen, som du normalt ikke kommer forbi.
5 Nordens Hus
I udkanten af Tórshavn ligger Nordens Hus, der er byens kulturhus. Her har man som mål at udbrede kendskabet til nordisk og færøsk kunst og kultur. I løbet af året er der en lang række arrangementer i Nordens Hus, hvoraf de fleste er gratis.
Det kan f.eks. være dans, foredrag, koncerter, stand-up, udstillinger og debatarrangementer. Se mere Nordens Hus hjemmeside for kommende events.
6 Svartafoss Vandfald
Ingen rejse til Færøerne uden at se smuk natur. Et par kilometer nord for Tórshavns centrum kan du ved Svartafoss Vandfald få en lille forsmag på, hvad der venter ude på øerne. Her er naturoplevelserne selvfølgelig større, men alligevel er en tur op til Svartafoss værd at overveje.
Vandfaldet ligger i et beskyttet område, hvor der er lavet flere vandrestier. Oplevelsen er klart bedst vinter eller forår, mens det i de forholdsvis tørre sommermåneder kan være lidt sølle. Buslinje 1 kører fra centrum til udkanten af det beskyttede område på vejen Sundsvegur. Bed chaufføren om at stoppe.
7 Vidarlunðin Park
I den nordlige del af Tórshavn ligger Vidarlunðin, som også kaldes Plantasjan eller bare parken. Det er et fint grønt område, der er en lille forsmag på Færøernes flotte natur. Her er sten, klipper og rislende vandløb. En del af parkens træer væltede under en storm i 1988, men de fleste har fået lov at blive liggende.
På parkens højeste punkt står Kaare Oruds store statue, der er et mindesmærke over de 132 færøske sømænd og fiskere, som mistede livet under 2. verdenskrig. Som nævnt er Listasavn en del af Vidarlunðin, hvor du rundt om museet kan se statuer og skulpturer.
8 Skansin
Yderst på havneområdet ligger det gamle forsvarsværk Skansin. Det blev opført i 1580 for at holde pirater væk, men fik sit nuværende udseende ca. 200 år senere. Skansin består af en lille håndfuld bygninger, et stadigt fungerende fyrtårn fra 1888 og flere ældre danske kanoner.
Du vil også kunne se en større og mere moderne kanon. Den stammer fra det engelske krigsskib HMS Furious, som besøgte Torshavn i forbindelse med 2. verdenskrig, hvor briterne brugte Skansin som hovedkvarter. Udover historien, så er det gamle forsvarsværk også værd at besøge for den fine udsigt til øen Nolsoy.
9 Kirkjubøur
Den ganske lille by Kirkjubøur, der betragtes som Færøernes vigtigste historiske sted, ligger ca. 11 km fra Tórshavn. Du kommer dertil med bussen, som er gratis! Kirkubjøur var en af de tidligste bosættelser på øerne og kan dateres til i hvert fald før år 1000.
Byen blev senere bispesæde og er bl.a kendt for sine kirker. Olavkirken fra 1200-tallet er stadig i brug, mens den såkaldte Magnuskatedral blot er ruiner. Kirkjubøur har også en imponerende kongsgård (Kirkjubøargarður), der sandsynligvis er et af de ældst beboede huse i verden. Du kan læse meget mere om byen i indlægget Besøg i Kirkjubøur – Færøernes vigtigste historiske sted.
Nyttige links til din rejse til Tórshavn
Transport
Du kan flyve direkte til Færøerne fra både Billund og København med Atlantic Airways. Fra København også med SAS. Søg og sammenlign flybilletter her.
Du kan læse meget mere om bl.a. transport i min Tórshavn Guide.
For ture med eller uden guide kan du besøge Guide to Faroe Islands, der er en portal for udflugter på Færøerne.
Overnatning
Tórshavn har det største udvalg af hoteller, men ellers er overnatningsmulighederne forholdsvis begrænsede. Rejser du i højsæsonen (sommermånederne), så book i god tid.
Klik ind på hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og som regel også de billigste priser.
I Tórshavn kan du se nærmere på det altid populære Hotel Hafnia, og vil du bo spektakulært lige ud til Atlanterhavet er Havgrím Seaside Hotel 1948 et godt valg.
Husk
Vejret på Færøerne er i den grad uforudsigeligt. Husk den rette påklædning – dvs. regn- og vindtæt tøj. På f.eks. rejsegear.dk kan du finde masser af udstyr til rejsen.