Hjem Sverige Gratis oplevelser i Gøteborg

Gratis oplevelser i Gøteborg

Sveriges andenstørste by har flere gratis oplevelser

Der mangler bestemt ikke gode oplevelser i Gøteborg. Mange af dem er endda gratis – nogle for alle, mens andre kun er for særlige grupper. Det kan du læse mere om i dette indlæg.

Husk også, at det heller ikke koster noget at gå rundt i byen for at indsnuse atmosfæren og nyde de smukke bygninger som f.eks. rådhuset, kronhuset og kronhusbodarna. Du kan læse meget mere om Gøteborg i min Gøteborg Guide.

1 Haga

Haga er Gøteborgs hippeste bydel, men faktisk er det kun gaden Haga Nygata, du behøver at besøge. Mens sidegaderne er forbavsende stille, så er der masser af liv på Haga Nygata, der er en bilfri brostensbelagt gade med caféer, kaffebarer, spisesteder og butikker.

Haga Nygata er superhyggelig – udover den skønne atmosfære har du mulighed for at opleve bydelens historiske huse kaldet “Landshövdingehus”. Stueetagen er opført i mursten og de to øverste etager i træ. Husene blev bygget i perioden 1870 til 1940, og dengang var det kun tilladt at bygge i tre etager.

Haga Nygata hører til Gøteborgs hyggeligste gader

2 Trädgårdsföreningens Have

Gøteborg har flere grønne områder. Det mest centrale er Trädgårdsföreningens have, der blev grundlagt i 1842 med det engelske haveselskab som forbillede. Finansieret ved folkeaktier fik man omdannet den daværende sump til en imponerende have, der betragtes som en af Europas bedste bevarede parker fra 1800-tallet.

Trädgårdsföreningens have er en dejlig oase med åbne plæner, et stort palmehus og områder med særlige temaer. Især rosenhaven er berømt, og her ligger også den hyggelige café. Der er flere indgange til Trädgårdsföreningen – f.eks. fra Kungsportavenyn og Slussgatan, som ligger et stenkast fra stationen.

oplevelser i gøteborg
Trädgårdsföreningens have er flot og velholdt

3 Skansen Kronan

Tilbage i 1600-tallet var Danmark og Sverige ærkefjender. Selvom Skåne, Halland og Blekinge blev svensk ved freden i Roskilde i 1658, så var de to lande i konflikt med hinanden mange år fremover.

Västra Götaland, hvor Gøteborg ligger, havde dog altid været svensk. Området var eneste adgang til Kattegat, og svenskerne frygtede derfor, at danskerne med et nyt angreb kunne afskære dem vejen til havet i vest. For at holde fjenden ude opførte man Skansen – en mindre fæstning på jordvolde, der bl.a. bestod af 23 kanoner, som dog aldrig kom i brug.

Skansen eksisterer stadig, og fra toppen af det gamle forsvarsanlæg er der en fin udsigt over Gøteborg. Selve bygningen er i dag privatejet og indeholder selskabslokaler – her er ikke adgang for offentligheden.

oplevelser i gøteborg
Skansen Kronan

4 Slottsskogen

Et andet af Gøteborgs grønne områder. Slottsskogen ligger lige syd for Haga, og her er der rig mulighed for at komme væk fra storbyens larm. Området blev grundlagt som park i 1874 og består af søer, skov og åbne plæner. De lokale bruger området til motion, gåture og picnic.

Slottskogen er hjem for Det Nationalhistoriske Museum (gratis entré), men her er også en friluftskirke, fine huse fra Småland og flere legepladser. For børn vil den spændende dyrepark nok høre til blandt de sjoveste oplevelser i Gøteborg. Her er bl.a. elge og rensdyr og mulighed for at prøve forskellige aktiviteter som f.eks. ponyridning.

Husene fra Småland er blot en lille del af Slottsskogen

5 Gratis byvandring

Som så mange andre byer kan du også i Gøteborg finde gratis byvandringer. Selvom de som udgangspunkt er gratis, så ser man selvfølgelig gerne, at der gives drikkepenge til guiden.

Klik ind på Gøteborg Walking Tours, der har et udvalg af byture, som starter ved statuen på Gustav Adolfs Torv centralt i byen. Turene er på engelsk og ledet af lokale guider.

Også i Gøteborg er der mulighed for gratis byvandringer

6 Gratis museer

Världskulturmuseet, Gøteborgs Konsthall og Det Naturhistoriske Museum har gratis entré for alle, mens unge under 20 år og studerende, der kan fremvise gyldigt studenterkort, kan komme gratis ind på flere af Gøteborgs museer.

Det gælder bl.a. Gøteborg Bymuseum og det fremragende Gøteborg Kunstmuseum, der af mange anses som en af de bedste oplevelser i Gøteborg. I Röda Sten Konsthall er det gratis for unge under 25 år.

oplevelser i gøteborg
Gøteborg Bymuseum ligger i en flot bygning fra 1750

7 Gøteborg Domkirke

Siden 1633 har der ligget en kirke, hvor den nuværende domkirke blev opført i begyndelsen af 1800-tallet. Både i 1721 og i 1802 brændte den daværende kirke ned, og det blev arkitekten Carl Wilhelm Carlberg, der fik til opgave at tegne den nye Gøteborg Domkirke.

Kirken har åben hver dag, og i modsætning til mange andre kirker rundt om i verden, så lukker man ikke under gudstjenesten, som afholdes kl. 12. Du kan også opleve koncerter, og der arrangeres løbende forskellige udstillinger i domkirken.

Gøteborgs domkirke

8 Feskekörka (og Store Saluhallen)

En af Gøteborgs mest ikoniske bygninger er Feskekörka. Opført i 1874 som kirke i nygotisk stil har bygningen i årevis fungeret som fiske- og skaldyrsmarked med et udvalg af spisesteder.

Ikke langt derfra kan du også besøge Store Saluhallen, der bugner af madvarer og lokale specialiteter. Både Feskekörka og Store Saluhallen er gratis at besøge, men her er så meget lækker mad, at du sandsynligvis kommer til at købe noget.

Feskekörka byder på masser af fisk og skaldyr

Nyttige links til din rejse til Gøteborg

Transport

Gøteborg er nem at komme til fra det meste af Danmark. Du kan sejle fra Frederikshavn til Gøteborg med Stena Line, men kommer du fra Sjælland, så kan du både køre selv eller tage Øresundstoget.

Flixbus eller fly er andre muligheder fra f.eks. København. Søg og sammenlign flybilletter her.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie eller Hotelspecials.dk. Er I mange, så kan et feriehus ofte være den billigste løsning.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Gøteborg

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her