Hjem Spanien 5 gode strande i San Sebastian

5 gode strande i San Sebastian

Dejlige strande i og omkring San Sebastian

Der mangler bestemt ikke gode strande i San Sebastian. Den nordspanske by har en helt særlig badekultur, hvor strandene med den berømte La Concha i spidsen er det naturlige samlingspunkt. Det kan du læse mere om i dette indlæg.

Jeg er helt vild med San Sebastian. Ved mit første besøg ankom jeg op ad formiddagen i slutningen af august, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. I byens smalle gader mødte jeg utallige lokale med en strandstol under armen, der målrettet søgte mod en af byens dejlige sandstrande.

Når vejret tillader det, er det her man mødes på fridage, i weekenden og efter skole eller arbejde. Ung som gammel synes at have taget det særlige forhold til strande og badekultur til sig. Den store og brede La Concha er selvfølgelig mest populær, men der er andre strande i San Sebastian at vælge mellem.

Du kan læse mere om byen og de mest populære seværdigheder i indlægget Oplevelser i San Sebastian med tips til din rejse.

Har du endnu ikke fundet det rigtige overnatningssted i San Sebastian, så besøg indlægget Hotel i San Sebastian – de bedste steder at bo.

Booker du din overnatning der, er du med til at holde denne rejseside gratis – også i fremtiden. Tak for din hjælp.

På den østlige del af La Concha er der badebroer

1 La Concha

La Concha nævnes ofte som en af verdens bedste bystrande. Og der skal nok være noget om snakken. Den over 1,3 km lange sandstrand ligger i en beskyttet lavvandet bugt med lavt klart vand og rigtig gode badeforhold. Alt efter tidevandet er La Concha mellem 40 og 140 meter bred. Her er masser af plads at boltre sig på.

Har du ikke din egen strandstol med, kan du leje en med eller uden parasol eller anden skygge for solen. Der er toilet, brusere og omklædningsrum.

La Concha har flere aktiviteter som f.eks. kajak eller volleyball og om sommeren en lille flåde med rutsjebane. Ved den østlige del af stranden, tæt på den gamle bydel, er der også flere badebroer.

La Concha har en tilhørende promenade, der løber fra udkanten af den gamle bydel Parte Vieja til det lille klippefremspring, der deler stranden med Ondarreta Beach. Omtrent midt på ligger La Perla Taberna, der grundlagt i 1887 engang var byens berømte spa.

2 Ondarreta

Helt mod vest i bugten ligger Ondarreta Beach. Den er som nævnt en forlængelse af La Concha, men delt af et klippefremspring. Ved lavvande er det dog muligt at gå mellem de to strande.

Mange børnefamilier vælger Ondarreta pga. den glimrende legeplads. Bagved stranden, blot et par minutters gang væk, ligger Miramar Palace – et ældre landsted i engelsk stil, der var kongefamiliens residens. Især dronning Maria Cristina holdt meget af San Sebastian – hun tilbragte hele 40 somre på Miramar Palace.

På Ondarreta Beach har du samme badeforhold som på La Concha. Dvs. en dejlig lavvandet strand med gyldent sand og klart vand. Der er tale om en mindre strand, som i højsæsonen kan være noget overrendt. Også på Ondarreta Beach er der mulighed for at leje solstole med skygge for solen.

3 Zurriola

Så skal vi over Urumea-floden øst for den centrale del af San Sebastian. Her ligger bydelen Gros og den populære Zurriola Beach, der er kendt som surfernes foretrukne strand. Zurriola ligger direkte ud til Biscay-bugten og har således flere bølger og et væsentlig mere uroligt hav.

Det giver selvfølgelig optimale forhold til surfing. Perioden fra september til december siges at have de bedste betingelser, men året rundt kan du prøve kræfter med Biscayen og Zurriola Beach. Surferne er som regel tidligt ude for at undgå de mange strandgæster, der kommer for solbadning og en dukkert.

Du kan leje solstole med eller uden skygge for solen, og der er brusere og toiletter til fra afbenyttelse.

4 Hondarribia Hondartza

En stor del af Baskerlandets kyst er barsk og klippefyldt. Men akkurat på grænsen til Frankrig ca. 25 øst for San Sebastian dukker en bemærkelsesværdig strand op med det tungevridende navn Hondarribia Hondartza. Den er imponerende bred og ligger ved byen Hondarribia, der er forholdsvis lille, men med et fint udvalg af barer, restauranter og overnatningssteder.

Stranden ligger beskyttet mod vestenvinden og er lavvandet med klart vand og lyst sand. Især børnefamilierne valfarter til Hondarribia Hondartza, der har fået EUs blå flag. Der er mulighed for at leje solsenge og parasoller og adgang til brusere og toiletter.

Hondarribia ligger ved floden Bidasoa, der markerer grænsen mellem Spanien og Frankrig. Du har mulighed for en tur ind i nabolandet, hvilket er endnu en grund til at besøge den dejlige strand.

5 Zarautz

Så skal vi til endnu en strand, der er kendt for sin gode surfing. Zarautz ligger ca. 20 km vest for San Sebastian ved byen af samme navn. Stranden er indbydende og hele 2 km lang. Det gyldne sand er en flot kontrast til Zarautzs klare blå vand.

Kommer du for at bade, så skal du søge mod den vestligste del af stranden, hvor havet er lidt roligere. Mod øst holder fribaderne til, og det er især midt på Zarautz Beach surferne udfordrer de næsten konstante bølger. Der er bl.a. mulighed for at tage kurser, leje udstyr og være en del af en surfcamp.

På stranden er der toiletter, brusere og udlejning af solstole med skygge for solen. Bliver du sulten eller tørstig kan du langs promenaden El Malecon finde et fint udvalg af cafeer, barer og restauranter.

Ondarreta Beach i San Sebastian

Praktisk information til dit besøg i San Sebastian

Transport

San Sebastian har en mindre lufthavn (kode: EAS), der kun har ganske få ruter – primært indenrigs. Nærmeste større lufthavn er den i Bilbao (kode: BIO) som du kan flyve direkte til fra København med f.eks. Norwegian.

Fra Bilbao lufthavn til San Sebastian (ca. 95 km) kan du tage bussen. Det er selskabet PESA, som kører ruten og der er afgang én gang i timen. Se mere her. Busstationen i San Sebastián ligger ca. 1 km fra Parte Vieja.

Overnatning

San Sebastian har overnatning for enhver smag og pengepung. Generelt er prisniveauet rimeligt og selvfølgelig højst i sommermånederne, hvor det er en god idé at booke i god tid. Det gælder især, hvis du har særlige krav til f.eks. beliggenhed eller faciliteter.

Du kan se det fulde udvalg af hoteller og lejligheder på f.eks. hotels.com og booking.com, der som regel har de laveste priser.

Ved at booke gennem de sponserede links er du med til at holde denne side gratis – også i fremtiden. Tak for din hjælp.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Spanien inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og skrive dig på danskerlisten.

Kort over San Sebastian

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her