Overjordisk og ufatteligt smukt. Jeg smiler for mig selv, da jeg endnu en gang overraskes af Islands fantastiske natur, der bliver ved med at tage nye former. Søer, bjerge, mossletter, vandfald og i det fjerne kridhvide gletsjere.
Det er kærlighed ved første blik, da jeg besøger The Golden Circle, Islands klassiske rundtur til tre af landets mest betagende naturoplevelser.
Sprudlende Geysir
“Lad nu være med at stå i vindretningen”, siger en guide til en flok turister, som er på vej op til Strokkur-gejseren, der om noget symboliserer Island. Området, der har givet navn til alle andre gejsere i verden er et imponerende naturfænomen, som får de besøgende til at blive højlydt begejstrede.
Selvom gejseren for mere end 100 år siden var mere aktiv end i dag, så behøver vi blot vente 4-5 minutter før den sender kaskader af næsten kogende vand op i luften.
Nogle “udbrud” er store, andre små, og det er ved de største af dem, man ikke skal stå i vindretningen. Damp og vanddråber bliver sendt ned over de besøgende, der flygter i alle retninger.
Det geotermiske område ved Haukadalur består af en række større og mindre pools, hvor kogende vand bobler og indhyller det smukke landskab i damp. Strokkur er den eneste gejser, der er aktiv, men den varme undergrund er lige så forunderlig.
Da jeg går rundt her, kommer jeg automatisk til at tænke på Jordens oprindelse og ikke mindst planetens fremtid. Hvor er vi på vej hen, og når naturen selv at sige stop inden verdens politikere bliver enige om at gøre noget ved klimaforandringerne.
Vi går en tur ad stien op til det nærliggende bjerg, og undervejs hører vi højlydte “næh og ih”, når Strokkur viser sig fra sin bedste side. De fleste har lyttet til guiderne og står modsat vindretningen klar med kameraerne for at forevige det spændende fænomen.
Udsigten fra bjerget er formidabel, og vi ser grønne sletter med skriggule blomster, der er er en stor kontrast til Langjökull-gletsjerens kridhvide landskab i det fjerne.
Gullfoss Vandfaldet
Vi er heldige med vejret. Fra morgenstunden skinner solen fra en skyfri himmel, og det gør den også da vi når Gullfoss Vandfaldet.
Vi har taget tøj på derefter, og på sådan en smuk dag har vi overhovedet ikke overvejet at medbringe regntøj eller paraply. Men da vandtågerne vælter ned over os, ville det ikke have været dårligt at være lidt mere praktisk anlagt.
Vi tager dog gerne en tur gennem bruseren for at besøge Islands mest berømte vandfald. På lang afstand kan vi hører den buldrende lyd, når vandet kommer fossende ud over klippesiden. Vi går ad stien ned til plateauet, som ligger mellem Gullfoss’ to fald, der i alt er på 32 meter, for at nyde det smukke syn.
Det er smeltevand fra den nærliggende gletsjer Langjökull, der danner Hvita-floden som Gullfoss er en del af. Det siges, at et besøg ved vandfaldet er et hit or miss. På meget overskyede dage kan det nederste og mest imponerende fald være helt indhyllet i dis og tåge, men til gengæld er det så smukt i sol og klar himmel, hvor vandtågerne ofte danner regnbuer.
Gullfoss er ikke bare et stykke flot natur, men også berømt for historien om kvinden Sigrìðour, der i 1920’erne kæmpede for at bevare vandfaldet.
Det var hendes far, Tómas Tómasson, der ejede jorden omkring Gullfoss, og han havde afvist et tilbud fra udenlandske investorer, der ville opføre et kraftværk ved vandfaldet. Investorerne gik dog bag om ryggen på Tómasson og fik tilladelse til byggeriet af regeringen.
Det er her Sigrìðour kommer ind i Billedet. Nogle fortæller, at hun red ind til Reykjavik for at protestere, andre at hun gik barfodet. Hun truede med at kaste sig i vandfaldet, hvis ikke beslutningen om et kraftværk blev ændret.
Der er flere versioner af historien, men uanset hvad, der skete dengang, så eksisterer Gullfoss endnu. Ved vandfaldet er der opført en mindesten til Sigrìðours ære.
Gullfoss er nok Islands mest berømte vandfald, men ikke det største. Til gengæld er det barsk. Det nederste fald ender i en dyb og smal kløft, og det er herfra vandtågerne får os til at drømme om et sæt regntøj og en paraply.
Thingvellir Nationalpark
Måske er det et tilfælde, måske ikke. Officielt blev Islands første parlament grundlagt lige præcis her, hvor datidens handelsveje mødte store søer med fisk, der var en vigtig fødekilde dengang vikingerne regerede.
Men måske har områdets utrolige skønhed også spillet ind. I hvert fald kan man ikke tænke sig et bedre sted end her til møder og sammenkomster.
Vi er nået til Thingvellir Nationalpark, der er sidste stop i The Golden Circle. Mange starter med at besøge nationalparken, men så går man glip af den store oplevelse det er at køre direkte mod den 20 meter høje og flere kilometer lange klippevæg, der er kanten af den nordamerikanske tektoniske plade.
Thingvellir er nemlig ikke kun parlamentet, men også stedet, hvor Europa i geologisk forstand slutter og Nordamerika begynder.
De euroasiatiske og nordamerikanske plader mødes ikke, men bevæger sig væk fra hinanden med en hastighed på op til 2 cm om året. Det medfører ikke kun jordskælv, men også et enestående landskab med søer, floder, kløfter og forvredne klipper, der ligger for foden af den enorme klippevæg.
Det er også her alping, Islands første parlament, ligger. I dag vejrer det nationale flag over det sted, hvor en slags ceremonimester bekendtgjorde lovene, og området er af den slags, hvor det kunne have været spændende at få et indblik i livet dengang i år 930.
Indvandrerne, der grundlagde alping, var primært vikingehøvdinge fra de skandinaviske lande. Mange af dem ønskede et liv i frihed væk fra kongerigerne, der sad på al magt og rigdom. I deres nye land grundlagde høvdingene store gårde i en slags amter eller distrikter, og de bestemte alt og blev på den måde selv en slags konger over deres område.
Hvor bekvemt det end var for høvdingene at kunne bestemme, så skabte det også problemer, at lovene var forskellige fra distrikt til distrikt. Løsningen blev grundlæggelsen af alping, der skulle fungere som et sted, hvor love og regler blev diskuteret og besluttet.
Selv da Island overgik til kristendommen fortsatte de årlige sammenkomster i juni. Beslutningerne blev taget af tingets 48 medlemmer, der havde 96 rådgivere og to biskopper.
I 14 dage var det smukke område Islands centrum, og det var ikke kun et sted for Islands elite – alle på Island glædede sig til begivenheden. Handelsrejsende mødte op, og musikere stod for underholdningen, mens nyheder blev delt og ægteskaber arrangeret.
Alt var dog ikke fryd og gammen. Sammenkomsten var kun for frie mænd, mens kvinder og trælle ikke havde adgang. Thingvellir var også stedet, hvor man udførte henrettelser. Bl.a. blev den lille sø Drekkinggarhylur brugt til at drukne kvinder, der havde gjort sig skyldige i f.eks. utroskab og barnemord.
Fra p-pladsen i Almannagja-kløften går vi op ad stien til alping og den såkaldte lovklippe, hvor ceremonimesteren opremsede de gældende love.
Udsigten herfra er formidabel, og vi kan både se søer, elve og et barsk vulkanlandskab som er af en anden verden. Vi ser også Tingvallakirkja, der er fra 1859, men der har været kirke på stedet siden det 11. århundrede.
Islands vikingehøvdinge formåede ikke at leve et liv i fred og enighed. Med årene eskalerede konflikterne, og lov og orden trådte ud af kraft. Det endte med, at man så sig nødsaget til at lade Island overdrage til den norske krone. I 1271 mistede alping sin magt og måtte nøjes med at fungere som ret indtil 1798.
Området ved Thingvellir står dog stadig som noget særligt for islændingene. Selvom man i 1843 besluttede at rykke parlamentet til Reykjavik, så var det fra det gamle alping republikken blev udråbt, da Island opnåede uafhængighed fra Danmark i 1944.
Vi fortsætter vores gåtur ad stien langs den nordamerikanske tektoniske plade som vi pludselig står på toppen af.
Endnu en storslået udsigt venter, og sammen med Thingvellirs fantastiske historie er det helt forståeligt, at området er på UNESCOs verdensarvliste. Det er her Europa og Nordamerika mødes, og det er her de berømte islandske sagaer tager sit udgangspunkt.
Er Golden Circle virkelig en cirkel?
De tre seværdigheder i The Golden Circle ligger forholdsvis tæt på hinanden, og man skal have en god fantasi for at synes, de ligger i en cirkel. Det er muligt, at navnet er et markedsføringstrick, men det er så ligegyldigt, når oplevelserne er så store.
Heldigvis vælger de fleste tourselskaber at køre syd om den store sø Tingvallavatn på enten ud eller hjemvejen. En god idé, for Island er sådan et sted, hvor det at køre mellem seværdighederne er en seværdighed i sig selv.
Vi ser bjerge, floder, kåde heste, varme kilder og dramatiske vulkanlandskaber, der på et øjeblik afløses af marker med hundredvis af får og blomstrende Alaskalupin i vejkanten.
The Golden Circle kan varmt anbefales. En introduktion til Islands natur vil nogle nok sige, men sikke en introduktion. Det er smukt og spændende, og det er fascinerende at tænke på, at Island har så meget mere at byde på. Vi er klar.
Har du fået lyst til selv at besøge The Golden Circle, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøg ved The Golden Circle
Fra Reykjavik er det nemt at besøge The Golden Circle. Kør blot ud af vej 36 og du vil komme forbi alle tre seværdigheder. Vejen skifter godt nok navn, men det er nemt at køre på Island – vejene er få og gode.
De fleste biludlejningsfirmaer vil give dig et kort med, så du kan finde rundt på øen. En lejebil giver frihed til at stoppe op når man har lyst og turen kan gøres i eget tempo. Der er gratis entré til alle tre seværdigheder
Et alternativ til selv at køre er at snuppe en af tourbureauernes ture. Der er adskillige afgange dagligt, og det er værd at kigge på f.eks. Reykjavik Excursions hjemmeside.
Det store tourbureau sender dagligt turister af sted til The Golden Circle, og det er nemt at booke turen på deres hjemmeside. Man bliver samlet op på aftalte sted i Reykjavik af en minibus, hvorfra man bliver kørt til busterminalen for at hoppe over på den store bus. Der medfølger guide på turen.
Du kan også booke turen hos Viator, der har mange andre udflugter på Island på programmet.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Island inden du tager afsted – den finder du her.
Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.