Suomenlinna. Jeg har aldrig hørt om stedet, men efterhånden som jeg læser om de små øer ud for Helsinki, er jeg ikke i tvivl om, at de skal have mit besøg.
Der er ikke noget som gode uventede oplevelser, og man kan roligt sige, at det gamle forsvarsanlæg, der er på UNESCO’s verdensarvliste, er præcis det.
Der er tidlig morgen og netop ankommet til den finske hovedstad tager jeg sporvognen til Kauppatori – havneområdet, hvorfra den meget lille færge til Suomenlinna afgår.
Solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg kan ikke ønske mig et bedre vejr til min lille udflugt. Undervejs på den 15 minutter lange sejltur kommer jeg forbi flere småøer i den smukke skærgård, hvor spredte klipper stikker op over vandoverfladen.
Sveaborg og Suomenlinna – to navne, samme sted
Det var svenskerne, der i midten af 1700-tallet opførte forsvarsanlægget Sveaborg på de små øer, der er forbundet af broer. Svenskerne frygtede en russisk invasion, og Sveaborg var tænkt som rigets yderste bastion mod øst.
I 1808 lykkedes det dog russerne at indtage Sveaborg og dermed annektere Finland. Hidtil havde hovedstaden ligget i Turku, men den blev flyttet til Helsinki, der dengang var en ganske lille by.
Forsvarsanlægget blev udbygget, men mest med nye bygninger. Russernes kanoner kunne end ikke nå briternes skibe, der under under Krimkrigen i 1850’erne sendte over 20.000 salver af sted i et to dage lange bombardement.
Under 1. verdenskrig fik Sveaborg igen en central rolle i russernes forsvar af Sankt Petersborg. I den efterfølgende borgerkrig, der førte til Finlands selvstændighed i 1917, blev øerne brugt som fængsel til kommunistiske fanger.
Igen under anden verdenskrig fungerede Suomenlinna som forsvarsanlæg, hvor øerne også var base for de finske u-både. Sveaborg, eller Suomenlinna, som øerne hedder på finsk, var i årevis ejet af militæret og først i 1973 fik civile adgang. I 1991 kom området på UNESCO’s verdensarvliste.
Suomenlinna – et herligt minisamfund
Bunkere, kanoner, græssletter og farvestrålende træhuse. Suomenlinna er et pragtfuldt og charmerende mix af åbne landskaber og bygninger i forskellige stilarter fra forskellige perioder.
Det første jeg ser er den velholdte russiske kaserne, der både indeholder turistinformationen og galleriet Rantakasarmi. Og så har bygningen verdens eneste kirke, der også fungerer som fyrtårn.
Det, at Suomenlinna er beboet giver området en helt speciel atmosfære. Det er Christiania, der møder den finske skærgård, men her er dog væsentlig mere plads, og så er øerne noget mere fredfyldte.
Til gengæld er det som om, at den alternative livsstil også her lever i bedste velgående. Her dyrker man økologisk, holder gamle håndværkstraditioner i hævd og så brygger man bl.a. sin egen øl.
Suomenlinna har lige over 900 indbyggere, og en stor del af dem lever af at servicere turisterne. Nogle har caféer, andre vandrehjem og så er der både vedligehold og flere museer, der kræver personale. På øerne ligger også et skibsværft, der har specialiseret sig i træbåde.
Ad den blå rute til Kings Gate
Fra molen og turistinformationen går jeg ad den blå rute til Kings Gate. Undervejs er der masser at kigge på. Suomenlinna er sådan et sted, som kunne have været spændende at opleve dengang soldater fyldte området og måske boede i nogle af de store treetagers bygninger, som i dag ser lidt forladte ud.
Jeg kigger op på Suomenlinna Kirken, der umiddelbart ikke er noget særligt. På billeder kan jeg dog se, at den engang har haft kupler på toppen præcis som de kirker jeg lige har besøgt i Sankt Petersborg. Jo, russerne har været her, men efter den finske overtagelse er der tilsyneladende gjort meget for at fjerne sporene af dem.
Suomenlinna består af fem mindre øer. Jeg er gået i land på Iso Mustasaari og er på vej over den lille bro til området Susisaari. Det er her jeg får det bedste indtryk af anlæggets tidlige periode. Tykke mure kommer mig i møde ved det, man kalder den store gård som fortets grundlægger Augustin Ehrensvärd opførte for snart 300 år siden.
Gennem porten komme jeg til selve gården, der dengang i 1760’erne var forsvarsanlæggets centrum. Selvom området blev hårdt ramt af briternes angreb under Krimkrigen, så er bygningerne stadig intakte.
I midten af gården ligger Augustin Ehrensvärd begravet, og på en eller anden måde virker lige præcis dette sted stadig som en slags centrum.
Ingen andre end mig gider tilsyneladende at går længere end til den charmerende gårdsplads. Ofte kræver det lige et skridt eller to ekstra at komme derud, hvor de store oplevelser venter, men det ved de øvrige besøgende tilsyneladende ikke.
Der er ikke et menneske i sigte. Her går jeg på den grønne hede, hvor en hare af og til kommer springene gennem det høje græs. Langs kysten peger de gamle kanoner stadig ud mod havet, som om at fjenden kan komme når som helst.
Endelig har jeg nået mit mål; Kings Gate. I 1752 kom den daværende svenske konge Adolf Frederik på inspektion og hans skib lagde til her. Årene efter byggede man Kings Gate som et slags symbol eller mindesmærke for kongens besøg.
Den absolut sydligste del af Suomenlinna er som en slags verdens ende. Med vind i håret nyder jeg stilheden, og det at være helt alene sådan et historisk sted får tankerne i gang. Hvad mon der skete lige præcis her får 250 år siden, dengang Suomenlinna var det svenske riges yderste bastion?
På et øjeblik bliver jeg revet ud af mine tanker. Lyden af et øredøvende horn fylder luften og i det fjerne kan jeg se en færge nærme sig øerne. Det et Viking Lines færge fra Tallinn, der åbenbart har sin faste sejlrute mellem øerne. Faktisk sejler færgen imponerende tæt på, og jeg når lige at vinke til passagererne, før den er væk igen.
Hvor er det dejligt, når ens mavefornemmelse guider en den rigtige vej. Det var helt rigtigt at tage færgen til Suomenlinna. Ikke et sekund har jeg fortrudt mit lidt impulsive besøg ved det gamle forsvarsanlæg, der både er spændende historie og en tur på landet et stenkast fra Helsinkis centrum.
Har du fået lyst til selv at besøge Suomenlinna, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøg ved Suomenlinna
Et godt råd: Besøg Suomenlinna så tidligt som muligt. Jeg tog den lille færge klokken 9.00 om morgenen, hvor der kun var få turister ombord. Ud på eftermiddagen er der tilgengæld proppet med mennesker på færgerne, og der er lige så lang kø ved Kauppatori, hvorfra færgen sejler til Suomenlinna.
I billetsalget mødes du af et venligt og smilende personale. Bemærk, at du som turist automatisk køber en returbillet (ca. 5 €). Er du i tvivl, så spørg personalet.
Færgen er ejet af staten, men du kan også komme til Suomenlinna med JT Line, der lægger til flere steder på øerne.
Turistinformationen på Suomenlinna ligger i den store bygning, hvor den offentlige færge anløber. Også her er man yderst servicemindede. Brochurer på flere sprog med info og vandreruter er gratis.
På Suomenlinna ligger flere spisesteder, der primært er caféer. Men her er også et pizzaria, og du kan selvfølgelig købe is i en af de små kiosker.
Du kan læse mere om Helsinki i indlægget Oplevelser i Helsinki med tips til din rejse.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Finland inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan finde gode råd og skrive dig på danskerlisten.
