Romerske ruiner, normannerborge og gamle bindingsværkshuse. Englands ældste by har det hele. Jeg er taget til Colchester, hvor kultur- og historieinteresserede med garanti ikke vil kede sig i den lille charmerende by, der også byder på god shopping og glimrende restauranter.
“Kom med”, siger den ældre mand, der skal være vores guide i Colchester. Vi møder ham foran Colchester Castle, som vi naturligvis regner med skal være dagens første besøg. Det er det ikke. Guiden tager os i stedet for med til det spritnye kulturcenter Firstsite, som man er meget stolte af i byen.
Vi får en rundvisning, men jeg glæder mig mere til at udforske Colchester, der engang var en romersk bosættelse kaldet Camoludunum. Ude af kulturhuset igen og tilbage i byen står vi nu på hovedgaden, hvor guiden fortæller, at vejene i dagens Colchester ligger nogenlunde som de gjorde i romersk tid.
Det var den romerske kejser Claudius’ tropper, der invaderede England, hvor de besejrede flere mindre kongeriger. De opførte et fort, der med årene blev en bosættelse og senere en rigtig by. Den fik navnet Colonia Claudia – opkaldt efter kejseren.
Byen blev hovedstad i den nye provins Britainnia, og her boede primært pensionerede romerske soldater. I Colonia Claudia byggede man en romersk arena, der er den nordligst beliggende, man indtil nu har fundet rester af.
Vi finder ud af, at Colchester har masser af historie, men i dag er det en moderne by med et forretningsstrøg, der nok skal holde de shoppinglystne beskæftigede. Hovedgaden er forholdsvis trafikeret, og det er primært omkring den gamle borg, at vi opdager byens charme og betydning for Englands historie.
Mere historie får vi på The George, hvor vi spiser en dejlig frokost og drikker lidt god øl. The George ligger i et gammelt hus og har mere end 500 år på bagen som overnatningssted.
Kælderen er fra middelalderen, og her ser vi rester af flere bygninger fra den romerske periode. Stemningen på The George er herskabelig og ægte britisk. Det er som at træde hundrede år tilbage i tiden, og de gamle møbler vil uden tvivl gøre enhver antikvitetshandler fornøjet.
Byvandring i Colchester
Endelig er det tid til vores byrundtur. Vi står igen foran Colchester Castle, en normannerborg, der er opført på et gammelt fundament fra romersk tid. Det var Wilhelm Erobreren, der beordrede borgen opført i 1069.
Vores guide ved, at vi er fra Danmark, og med et glimt i øjet fortæller han, at et angreb fra vores forfædre, vikingerne, gjorde at byggeriet i en periode lå stille.
Indenfor er museet ved at blive renoveret, så det må vi have til gode til en anden gang. Til gengæld går vi en tur i den omkringliggende park, der er velholdt og et pragtfuldt åndehul i byen.
Bagerst kan man se resterne af den romerske bymur, og vi går en riverwalk langs Colnefloden i selskab med utallige små egern, der selv kommer hen for at tigge mad.
“Vores hollandske besøgende bliver altid skuffede over at de ikke kan genkende noget fra deres hjemland”, siger vores guide.
Vi er i det hollandske kvarter i Colchester, hvor mange protestanter fra det europæiske kontinent, især hollændere, flygtede hen, da de blev religiøst forfulgt. Området består af skønne gamle bindingsværkshuse fra 1500-tallet – mange af dem i klare pastelfarver og skæve som i Lavenham.
Her og der ligger flotte haver med et væld af blomster, og kvarteret er endnu et roligt sted i Colchester, der er en stor kontrast til trafikstøjen i bymidten. På hovedgaden ligger byens rådhus, som blev opført første gang i 1160.
Den nuværende bygning er fra 1844 og har øverst et victoriansk tårn med en statue. Der er lidt uenighed om, hvem det forestiller – nogle siger, at det er Colchesters skytsengel St. Helena – andre at det er Jomfru Maria.
Som Lavenham og Long Melford er også Colchester en gammel uldby. Det var her de hollandske og flamske immigranter grundlagde en omfattende tekstilproduktion, der var med til at bringe velstand til byen, men som også udkonkurrerede de lokale købmænd.
På trods af størrelsen er Colchester en spændende by. Her i grevskabet Essex oplever vi historiske seværdigheder, spisr god mad på pubberne og shopper i den moderne forretningsgade. Vi keder os ikke i Englands ældste by, der er et hyggeligt bekendtskab fyldt med kultur, historie og fortællinger fra en svunden tid.
Har du fået lyst til selv at besøge Colchester, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøg i Colchester
Du kommer nemmest til Colchester ved at benytte Stansted lufthavn. Alternativt kan du benytte de større lufthavne Gatwick og Heathrow. Søg og sammenlign flybilletter her.
Fra Stansted lufthavn kan du tage bussen National Express til Colchester – der er ca. 10 afgange dagligt.
Mere frihed får du selvfølgelig, hvis du lejer en bil. Fra Stansted til Colchester er der ca. 1 times kørsel. Fra lufthavnen kører du blot østpå ad vej A120, der fører direkte til Colchester.
Hvad kan du ellers opleve
Udover Colchester Castle tæller byens seværdigheder en zoologisk have, kulturhuset Firstsite, Holytrees Museum og Colchester Arts Centre.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Storbritannien inden du tager afsted – den finder du her.
Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.