Basel hører ikke til Europas mest kendte byer og har i Schweiz altid stået lidt i skyggen af Zürich og Geneve. Men Basel er faktisk en hyggelig by med mange muligheder, hvor især kunst og kultur er i centrum. Læs meget mere om byen i min Basel guide.
Indholdsfortegnelse
Basel – en introduktion
Basel ligger i det nordvestlige Schweiz få kilometer fra grænsen til Tyskland og Frankrig. Byen er delt af Rhinen, hvor Grossbasel ligger syd for floden og Kleinbasel nord for. Den ældste del af Basel, Altstadt, ligger på begge sider af Rhinen forbundet af den historiske Mittlere Brücke.
Basel kan dateres til i hvert fald den romerske periode og har med placeringen ved floden altid haft en vis betydning. For indbyggerne i dag står året 1019 som noget særligt. Her blev byens katedral, Basler Münster, grundlagt på foranledning af den tysk-romerske kejser. I de efterfølgende århundreder fik Basel et marked og de første bymure, der senere blev udvidet og forbedret.
I middelalderen havde Basel en af få permanente broer over Rhinen. Det gav velstand til byen skabt af både handel og bropenge. I 1459 bevilligede pave Pius 2. midler til et nyt universitet i Basel, der således er et af Europas ældste. Universitetet er anerkendt verden over og har haft undervisere som Friedrich Nietzsche, Carl Gustav Jung og Erasmus af Rotterdam.
Basel tilsluttede sig det schweiziske forbund i 1501 som den 11. kanton. Hidtil havde byer og områder søgt om optagelse i forbundet, men Basel var ene om at blive inviteret. Igen var det beliggenheden og især de gode relationer mod vest, der viste sig betydningsfulde.
I dag betragtes Basel som Schweiz’ kulturelle centrum, men det er også en by, der har tiltrukket en lang række medicinalvirksomheder og finansielle institutioner. Her mødes nyt og gammelt, og uanset om du interesserer dig for f.eks. kunst og historie eller design og arkitektur, så kan du finde det i Basel. En overskuelig og imødekommende by, der er nem at være turist i.
Nu til min Basel guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.
Altstadt
Basels centrum er Marktplatz i Altstadt (den gamle bydel) syd for Rhinen. Det er et hyggeligt sted, hvorfra du kan gå ad en række bilfri gyder og gader, der er flankeret af historiske huse med bl.a. cafeer, butikker og restauranter. Du skal dog ikke dreje om mange hjørner, før du pludselig står i den lokale hverdag.
Blot få hundrede meter fra Marktplatz ligger Barfüsserplatz, der minder mere om centrum end Marktplatz. I hvert fald er pladsen væsentlig mere hektisk og fungerer som trafikknudepunkt, men det er også her, du finder bl.a. turistinformationen (ud til Steinenberg) og Det Nationalhistoriske Museum.
Mellem Marktplatz og Barfüsserplatz kan du shoppe i gaderne Freie Strasse og Gerbergasse, der er travle og populære hos både lokale og turister. Så er der anderledes roligt på plateauet oppe over Marktplatz omkring Basler Münster (katedralen). Prøv blot at gå en tur ad den hyggelige Martingasse, hvor Basel viser sig frem fra sin bedste side.
Altstadt kan med almindelig kondition opleves til fods, og du kommer nemt rundt til andre dele af byen med det gode og omfattende netværk af sporvogne. Skal man sige noget negativt om Altstadt, så er det prisniveauet på både overnatning og mad og drikke – det er skyhøjt.
De historiske seværdigheder i Altstadt
Altstadt er som nævnt den ældste del af Basel. I gamle dage var byen omkranset af en mur med tårne og porte. Der er kun tre af de oprindelige porte tilbage i dag, hvor Spalentor opført i 1356 er den flotteste og mest berømte. Men besøg også St. Alban Tor, hvor du kan få et indtryk af, hvordan bymuren så ud.
Marktplatz var og er centrum i den gamle bydel. Her er der fra mandag til lørdag marked, hvor du kan shoppe bl.a. blomster, friske grøntsager og specialiteter som ost og pølser. Der er også kaffebarer og mulighed for at få noget at spise. Den mest markante bygning på Marktplatz er rådhuset, som du kan læse mere om længere nede på siden.
Få hundrede meter fra Marktplatz kan du krydse Rhinen ad Mittlere Brücke, der i århundreder var med til at give velstand til byen. Den første bro blev bygget i 1226, men den nuværende er fra 1905 og gjort bredere for at gøre plads til sporvogne. Det lille kapel på midten af Mittlere Brücke er opført til minde om den gamle bro.
Fra floden har du et flot kig til pfalz, plateauet i den gamle bydel, hvor Basel Münster troner på byens højeste punkt. Det er i gaderne her, du finder det hyggeligste område af Basel. Du kan se gamle bindingsværkshuse og flere af byens flotteste fontæner. I alt er der knap 300 fontæner, hvoraf et par hundrede af dem er offentlige.
Særligt for de fleste fontæner i Basel er at du kan drikke vandet. Hele 1 million liter frisk vand strømmer gennem byens fontæner hver dag, så du kan roligt fylde drikkedunken op. Et skilt på fontænen fortæller, hvis vandet ikke kan drikkes.
Byens mest berømte fontæne er trods beliggenheden i Altstadt af nyere dato. Den spektakulære Tinguely-fontæne er udført af bysbarnet Jean Tinguely, der har sit eget museum i Basel. Fontænen består af 10 bevægelige kunstværker, som skal forestille dansere og skuespillere.
Basel Rådhus
Basels rådhus på Marktplatz er fantastisk flot. Det er mere end 500 år gammelt, men blev udvidet i begyndelsen af 1600-tallet, hvor rådhuset fik den nuværende facade udført af kunstneren Hans Bock. Du kan gå indenfor i gården, der er smukt udsmykket – bl.a. med restaurerede freskoer fra det 17. århundrede på væggene.
I gården er der informationstavler, men desværre kun på tysk. Der er kun adgang til rådhussalene på en guidet rundvisning. Den kan du booke i turistinformationen på Steinenberg eller online her. Via indgangen til rådhuset i gården kan du gå op til 3. etage til udgangen ved Statsarkivet på Martingasse, der er en af Basels hyggeligste gader.
Basel Münster
Basels flotte katedral ligger på byens højeste punkt. Den første kirke på stedet blev opført for mere end 1000 år siden, men er efterfølgende udvidet og ombygget adskillige gange. Basel Münster er således opført i forskellige stilarter, men nyere renoveringer er bibeholdt i senromansk arkitektur.
Det var især efter jordskælvet i 1356 og ved reformationen, der i Schweiz fandt sted i 1529, de største ombygninger fandt sted. Katedralen var oprindelig katolsk, men blev protestantisk efter reformationen. Basel Münster er i dag enkel i sit udtryk og har flere fine glasmosaikker.
Langs kirkens sider ligger en lang række tidligere biskopper og ærkebiskopper begravet. Det mest berømte gravsted i Basel Münster tilhører dog Erasmus af Rotterdam, der døde i 1536. Erasmus var bl.a. teolog, filosof og en slags fritænker, der satte præg på mange af de vestlige værdier, vi lever efter i dag.
Efter endnu en renovering af kirken i 1975 blev krypten genåbnet. Her kan du se rester fra en række af de tidligere kirker. Der bliver også vist et multimedieshow, som gennemgår katedralens historie. Tre gange om dagen er fremvisningen på engelsk.
Med til et besøg i Basel Münster hører også klostret ved siden af og det såkaldte pfalz lige bag kirken, hvorfra du har en flot udsigt over floden og Kleinbasel. Basel Münster er gratis at besøge, mens det koster 6 CHF at komme op i et af katedralens to kirketårnene.
Kunstmuseum Basel
Basel har knap 40 museer. Det mest imponerende er Kunstmuseum Basel, der er i tre etager. Museet består af Hauptbau og Neubau, der er forbundet via en tunnel under vejen.
I Hauptbau, der er den originale bygning, kan du se kunst fra det 14.-19. århundrede. Mest interessant er i mine øjne 2. etage, hvor der er malerier af bl.a. Pierre-Auguste Renoir, Paul Cézanne, Claude Monét, Paul Gauguin, Pablo Picasso og Vincent van Gogh. Der er også enkelte skulpturer og et større rum dedikeret den schweiziske kunstner Alberto Giacometti.
I Neubau handler det om det 20. århundrede. Her bliver værkerne væsentlig mere moderne, og i rummene er der også skulpturer og installationskunst. Samlingen på Kunstmuseum Basel består af flere end 300.000 værker, der vises frem på både faste og skiftende udstillinger.
Museet har også en tredje afdeling kaldet Gegenwart (på St. Alban-Rheinweg 60), der viser nutidskunst.
Andre steder i Basel
Dreiländereck
Dreländereck er måske ikke verdens største seværdighed, men her kan du som et af de eneste steder i verden stå i tre lande samtidig: Schweiz, Tyskland og Frankrig. Selve stedet hvor landene mødes ligger i Rhinen ca. 150 meter nord for Dreiländereck – et forlystelsesområde, der blev til ved en arkitektkonkurrence. Her kan du også se selve markeringen – en slags moderne obelisk.
For at stå i tre lande samtidig kræver det en båd. Du kan tage med på en flodtur eller praje din egen taxibåd – i Basel kaldet rhytaxi. Vil du kun besøge Dreiländereck, der har barområde og en kunstig strand, kan du fra Altstadt tage sporvognslinje 8 mod Weil am Rhein. Stå af på Kleinhüningen, hvorfra der er ca. 20 minutters gang til Dreiländereck.
Fondation Beyeler
Basel har som nævnt flere rigtig gode museer. Udover Kunstmuseum Basel kan du også besøge Fondation Beyeler, der åbnede i 1997. Museet skulle som udgangspunkt vise kunsthandlerne Ernst Beyeler og Hilda Kunz’ samling, men er efterfølgende udvidet med nye indkøb
Fokus er på moderne kunst med værker af f.eks. Pablo Picasso, Andy Warhol og Jackson Pollock, men også tidligere kunstnere som Paul Cézanne, Claude Monet og Vincent van Gogh. Fondation Beyeler har desuden skiftende udstillinger. Museet er tegnet af Renzo Piano og ligger i et parkområde nord for centrum.
Du kommer dertil med sporvognslinje 6 (mod Riehen, Grenze), der kører fra bl.a. Barfüsserplatz. Stå af på Weilstrasse, hvorfra der er ca. 200 m til museet.
Museum Jean Tinguely
Kunstneren Jean Tinguely voksede op i Basel, hvor han nu har fået sit helt eget museum. Værkerne er temmelig særprægede – Tinguely er nemlig berømt for at lave såkaldt kinetisk kunst, der er mekaniske og bevægelige skulpturer. Du kan få en forsmag på hvad der venter, hvis du besøger Tinguely-fontænen i centrum af Basel.
Den permanente udstilling omhandler Tinguelys egne værker i nogenlunde kronologisk rækkefølge. Der er også særudstillinger og andre events på museet, der er tegnet af den schweiziske arkitekt Mario Botta.
Du kommer til Museum Jean Tinguely ved at tage sporvognslinje 3 mod Birsfelden Hard. Stå af ved Breite og gå over Schwartzwaldbrücke, hvor du støder lige ind i museet.
Basel – hvor mange dage skal du bruge
Vil du opleve Basels mest populære seværdigheder, kræver det i hvert fald to hele dage, men gerne flere. Er du også til kunst, design og arkitektur, kan du uden problemer bruge en dag eller to mere. Hvor lang tid du vil tilbringe i byen afhænger selvfølgelig også af dit budget – Schweiz er et dyrt rejseland.
Udover Basels gode seværdigheder og aktiviteter, så har du også mulighed for at tage på nogle spændende udflugter eller måske bruge byen som udgangspunkt for en rejse rundt i regionen.
Fra Basels to hovedbanegårde kommer du nemt til f.eks. Luzern og Zürich i Schweiz, Colmar, Mulhouse og Strasbourg i Frankrig og Freiburg og Schwartzwald i Tyskland. Der er masser af muligheder for gode oplevelser, og vælger du at rejse i nabolandene, så rækker feriepengene noget længere.
Herunder finder du min Basel guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
Transport
Ind og ud
Fra København kan du flyve direkte til Basel med EasyJet og Norwegian. Der kan være tale om sæsonruter, der kun flyves fra forår til efterår eller i sommermånederne.
Du lander i EuroAirport, der har koden BSL. Lufthavnen ligger i Frankrig få kilometer fra grænsen til Schweiz, som er med i Schengen-samarbejdet, så der er ikke nogen paskontrol.
Du kan rejse ind i Schweiz, som var landet med i EU. Dog er der i lufthavnen to forskellige udgange – én til Frankrig (EU) og én til Schweiz, som du skal vælge, hvis dit endemål er Basel. Du kommer dog ud samme sted i ankomstterminalen.
For at komme fra lufthavnen til centrum af Basel kan du tage buslinje 50, der holder lige udenfor ankomstterminalen. Det er en nem og billig/gratis måde at komme til centrum.
Prisen er ca. 6 €, og det tager 25-30 minutter at køre til endestationen SBB hovedbanegård, der ligger ca. 1,5 km fra Altstadt. Turen er dækket af den gratis offentlige transport til alle, der booker minimum én overnatning i byen. Din reservation gælder som billet til bussen.
Alternativet til buslinje 50 er taxi, der ligesom bussen holder lige udenfor ankomstterminalen. Prisen ind til centrum af Basel er 45-50 €. Du kan også hjemmefra booke en privat transfer, der kører dig direkte til dit bestemmelsessted.
Tog er en anden mulighed for at komme til Basel. Byen har to hovedbanegårde: SBB Hauptbahnhof syd for Rhinen, der primært betjener ruter til Frankrig, og Basel Bad Hauptbahnhof, som benyttes til ruter til Tyskland. Klik ind på f.eks. Trainline for at se muligheden for at rejse med tog fra Danmark til Basel.
At komme rundt
Så er der gode nyheder. Basel er en forholdsvis kompakt by, hvor du kan gå rundt til de mest populære seværdigheder, hvis du booker overnatning i eller omkring Altstadt.
Bor du et andet sted eller har problemer med bentøjet, så er der gratis offentlig transport til alle turister, der booker minimum én overnatning. I receptionen eller af personalet på dit overnatningssted kan du få udleveret et Basel Card.
Basel har rigtig god offentlig transport, hvor sporvognene dækker det meste af byen og er nemme at bruge. Du kan gå ind i sporvognene ad alle døre og skal kun vise billet, hvis der kommer en kontrollør forbi. Du kan se et kort over sporvognlinjer her.
Taxi er en anden måde at komme rundt, men vil i mine øjne kun være aktuelt, hvis din destination ikke er dækket af sporvogne. Der køres efter taxameter.
Overnatning
Basel har overnatningsmuligheder for enhver smag, men uanset hvordan du vælger at bo, så er prisniveauet højt i forhold til de fleste andre steder i verden. Dyrest er det ikke overraskende i og omkring Altstadt, men finder du et godt tilbud eller det perfekte hotel udenfor centrum, så kommer du nemt ind til bymidten med den gode offentlige transport.
Du kan se efter overnatning i bydele som f.eks. Kleinbasel nord for Rhinen eller i St. Alban og Breite øst for Altstadt, hvor prisniveauet typisk er en anelse lavere. Fra alle tre steder tager det kun 5-10 minutter med sporvogn ind til centrum ved Marktplatz og Barfüsserplatz.
Et andet tip til at holde prisen på overnatning nede er at booke et hotel, der kun har det, du har brug for. Er du ligeglad med spa, bar, restaurant, konferencerum eller andre løntunge omkostninger, så vælg det fra. Skær ind til benet. Måske en lejlighed er noget for dig. Her kan der være penge at spare, hvis I er flere, der kan bo sammen.
I min Basel guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. booking.com eller hotels.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Motel One Basel
Du kan næsten ikke bo mere centralt end på Motel One, der på trods af navnet er et helt almindeligt hotel med moderne værelser. Hotellet får rigtig gode anmeldelser og kan endda bookes til en fantastisk pris i forhold til de fleste andre overnatningssteder i Basel centrum. Et topvalg i den schweiziske by. Se billeder og priser på Motel One.
The Passage – Urban Retreat
Lækkert 4-stjernet hotel med topbeliggenhed i Basel. Her bor du på lyse og moderne værelser og kan nyde godt af faciliteter som f.eks. bar, fitness og gratis wifi. På The Passage har du mulighed for at booke familieværelser og kan tilkøbe en god morgenmad. Se billeder og priser på The Passage.
Basel Youth Hostel
Til dig, der søger billig overnatning i Basel. Basel Youth Hostel har både sovesale og værelser med privat bad. Overnatningsstedet ligger i bydelen St. Alban ca. 1,5 km fra Altstadt. Morgenmad er som regel inkluderet i prisen. Se billeder og priser på Basel Youth Hostel.
Dasbreitehotel
Vil du bo godt og billigt kan du vælge Dasbreitehotel, der tilbyder moderne værelser med bl.a. tv, pengeskab og gratis wifi. Hotellet ligger ca. 2,5 km fra Altstadt, men sporvognslinje 3 holder lige udenfor døren og kan køre dig til centrum på 5-7 minutter. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Dasbreitehotel.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser, når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Mad og drikke
Med placeringen i trekantsområdet mellem Schweiz, Tyskland og Frankrig, kan du finde god mad fra alle tre lande, men også det italienske køkken er rigt repræsenteret og holder mange steder god standard.
Ved første øjekast synes maden i Schweiz at minde meget om den tyske, men der er faktisk flere spændende specialiteter. F.eks. ostefondue, cordon bleu og rösti-kartofler – klassikere, der var superpopulære i Danmark for år tilbage. Wienerschnitzel, kalvelever og forskellige slags pølser er også gengangere på menukortene.
Prisniveauet på restauranterne er vanvittigt højt. En almindelig hovedret på en almindelig mellemklasserestaurant ligger i niveauet 325-375 kr. Som altid kan du søge mod de asiatiske restauranter, der typisk er noget billigere. Du kan også besøge Markthalle – et madmarked med 15-20 boder, der ligger lige overfor SBB Haupbahnhof.
Herunder kommer et par forslag til spisesteder i Basel, men du kan læse meget mere om maden i byen og hvilke restauranter jeg anbefaler i indlægget 6 gode spisesteder i Basel.
St. Alban Stübli
På St. Alban Stübli spiser du moderne schweizisk mad med inspiration fra Italien. En rigtig lækker restaurant med siddepladser inde og ude. Prisniveauet er forholdsvis højt, men til frokost kan du få tre retter til 45 CHF. På St. Alban-Vorstadt 74.
Fischerstube
I Kleinbasel spiser du godt på Fischerstube, der også har et mindre bryggeri. Øl bliver brugt i de fleste retter og serveres selvfølgelig også til gæsterne, der både er lokale og turister. Maden på menukortet er primært schweizisk. På Rheingasse 45.
Löwenzorn
En af flere hyggelige restauranter tæt på Marktplatz, der serverer lokale retter. Her er der dog også andet mad på menukortet. Löwenzorn har siddepladser inde og ude. På Gemsberg 2/4.
Har du ikke morgenmad inkluderet på dit hotel, så kan du tjekke populære Café Luna, der er en hyggelig café på Spalenberg eller buffeten på Gaia Hotel et stenkast fra SBB Hauptbahnhof. Mange steder tilbyder også brunch lørdag og/eller søndag – f.eks. på Unternehmen Mitte og Tibits, hvor maden er vegetarisk.
Aktiviteter
Basel er en større by med flere gode aktiviteter ligesom byen ofte er vært for store begivenheder som koncerter, udstillinger og sportsarrangementer. Bl.a. er Basel hvert år hjem for Art Basel – en af verdens største kunstmesser. Du kan klikke ind på f.eks. basel.com for at se hvad der sker under dit ophold.
Museer
Basel har som nævnt knap 40 museer. Udover de nævnte herover kan du bl.a. besøge disse museer:
• Det Historiske Museum
• Kunsthalle Basel
• Antikmuseum Basel
• Naturhistorisk Museum
• Vitra Campus & Design Museum
Andre aktiviteter
• Bådtur på Rhinen
• City Tour
• Food Tour
• Basel Zoo
• Rundtur hos Roche
• Svømmetur i Rhinen
• Botanisk Have
• Kulturhuset Kaserne
Der er selvfølgelige mange andre aktiviteter i Basel. Du kan få mere inspiration i indlægget Gratis oplevelser i Basel.
Praktisk information til din rejse
Godt at have styr på
Udenrigsministeriet har ingen rejsevejledning til Schweiz. På ministeriets hjemmeside kan du til gengæld downloade app’en Rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.
Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.
Bedste rejsetidspunkt
Det bedste rejsetidspunkt er fra maj til september. Selvom sommermånederne har mest solsikkert vejr, så kan det dog blive varmt – over 30 °C, men det er også en periode med en del turister ligesom priserne får et nyk opad.
I min Basel rejseguide anbefaler jeg juni eller begyndelsen af september. Her får du som regel godt vejr og lidt færre turister. Generelt kan du året rundt forvente nedbør – om vinteren også som sne.
Øvrigt
Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.
Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.
Kort over Basel
I min Basel guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.