Hjem Italien Aktiviteter i Bologna – 13 ting du kan se, gøre og opleve

Aktiviteter i Bologna – 13 ting du kan se, gøre og opleve

Inspiration til din rejse til Bologna

Der er masser af gode aktiviteter i Bologna. Den italienske by er især kendt for sin gode mad og spændende kulturoplevelser, der også præger mine forslag til, hvad du kan se gøre og opleve.

Du skal selvfølgelig først besøge Bolognas største seværdigheder. Dem kam kan du læse om i min guide til byen, men når du har gjort det, kan du her få inspiration til andre oplevelser.

Nu til mine forslag til aktiviteter i Bologna. Du kan finde dem alle på kortet nederst på siden.

1 Prøv en sjov food tour

Bologna er en af verdens førende madbyer kendt for bl.a. pasta, parmesan og mortadella. Det kan du lære mere om på en food tour, hvor du smager dig gennem byen. Der er typisk 4-6 stop undervejs, hvor du får serveret hapsere eller retter fra det lækre lokale køkken.

Jeg har efterhånden været på en del food tours rundt om i verden, og det har altid været en sjov oplevelse. Alt efter udbyder kan en food tour have forskellig længde og indhold og være som privat- eller gruppetur. Du kan booke en food tour hos f.eks. Taste Bologna.

En food tour er altid en sjov oplevelse

2 Se Bolognas katedral

Den enorme Basilika San Petronio er Bolognas mest berømte kirke, men ikke byens katedral. Den ligger på Via Independienza få hundrede meter fra Piazza Maggiore. Også katedralen er af en vis størrelse og har med bl.a. en lang række fine malerier og freskoer væsentlig flere udsmykninger end San Petronio.

Den første kirke på stedet blev grundlagt i det 10. århundrede, men udbygget og ombygget flere gange. Det meste af nuværende katedral er fra 1605 og i tydelig barokstil. I dag er den sæde for ærkebiskoppen af Bologna. Der er gratis adgang.

aktiviteter i bologna
Indenfor i Bolognas flotte katedral

3 Kør byen rundt på cykel

Bologna vil gerne være en cykelvenlig by. Flere steder er det muligt at leje en cykel eller elcykel, men en af de største udbydere er RideMovi, der opererer i en lang række byer i Europa. Du downloader app’en og opretter en konto, hvorefter du kan få adgang til en cykel.

Der er langtfra cykelsti alle steder i Bologna, som her og der er ret trafikeret og ikke rigtig gearet til cyklister. Et godt råd kunne være at tage sidegaderne og/eller køre i weekenden, hvor byens centrum er spærret af for trafik.

Du kan leje en cykel hos Ridemovi mange steder i byen

4 Besøg Palazzo Re Enzo

Ved Neptunspringvandet, ca. 50 meter fra Piazza Maggiore, er der indgang til Palazzo Re Enzo. Bygningen er fra 1246 og skulle egentlig være en udvidelse af Bolognas kommunale arkiver og administration. Men få år efter indvielsen blev kong Enzo af Sardinien taget til fange og fængslet i paladset, der efterfølgende har taget hans navn.

I 1200-tallet udkæmpede Pavestaten og den tysk-romerske kejser flere krige rundt om i Italien. I slaget om Fossalta måtte Enzo, der var søn af kejser Frederik 2., se sig besejret af de pavetro tropper fra Bologna. Enzo blev fængslet og opholdt sig i Palazzo Re Enzo til hans død 23 år senere.

Der er adgang til paladset, som er ændret og ombygget siden grundlæggelsen. Du kan se flere forskellige stilarter – nogle steder har paladset rå mure, mens du i de nyere sale fra 1600-tallet kan se fantastiske udsmykninger.

På udvalgte punkter i Palazzo Re Enzo er der QR-koder, som du kan scanne for at få en audioguide. Paladset bliver i dag også brugt til forskellige events.

aktiviteter i bologna
Palazzo Re Enzo ved Neptunspringvandet

5 Spis lækker italiensk gelato

Italien er verdensberømt for sin gode is. I Bologna ligger en lang række isbutikker, og du finder hurtigt ud af, hvilke de lokale synes bedst om. Her er ofte lang kø, men det tager som regel ikke lang tid, før det bliver din tur.

Gelato er kendetegnet ved at indeholde mindre fløde end den is vi kender herhjemme. Den er også rørt langsommere og på én gang både blødere og mere bastant. Af gode isbutikker kan nævnes Cremeria Santo Stefano og Cremeria Cavour. Du kan finde dem begge på kortet nederst på siden.

Lækker italiensk is

6 Tag med på en byvandring

I Bologna kan du også tage med på en guidet byvandring, der kan have forskelligt indhold. Mest populær er den klassiske tur rundt i byen til de største seværdigheder, men byvandringerne kan også have fokus på f.eks. arkitektur, skjulte perler eller den jødiske ghetto.

Der er en lang række udbydere af byvandringer i Bologna, hvoraf flere har gratis ture. De er baseret på drikkepenge til guiden, som du selvfølgelig skal give. Se mere her.

aktiviteter i bologna
Der er mange muligheder for en guidet byvandring i Bologna

7 Lær om arkæologiens verden på Museo Civico Archelogico

I det flotte Palazzo Galvani fra 1400-tallet ligger Det Arkæologiske Museum, der har en omfattende samling af genstande fra forskellige område og perioder. Den italienske afdeling er især fokuseret på nærområdet, men omhandler også forhistorisk tid og den romerske æra.

Museo Civico Archelogico er også berømt for sin store egyptiske samling, der betragtes som en af de mest betydningsfulde i Europa. Museet hat desuden fokus på den keltiske og etruske periode. Det Arkæologiske Museum ligger få hundrede meter syd for Piazza Maggiore.

aktiviteter i bologna
Det Arkæologiske Museum dækker mange perioder og folkeslag

8 Book et madlavningskursus

Som en food tour er et madlavningskursus også en god og lærerig oplevelse. I Bologna er der flere udbydere af kurser, hvor du typisk laver 3-4 retter, som du spiser sammen med resten af holdet.

Der er rigtig mange udbydere af madlavningskurser, der også kan være specialiserede. Der er f.eks. kurser, som kun omhandler antipasti, fremstilling af pasta eller har fokus på gourmetmad. Nogle kurser begynder dagen på markedet for at købe ind til madlavningen. Se et udvalg af madlavningskurser her.

aktiviteter i bologna
Et madlavningskursus er lærerigt og spændende

9 Gå ad Portico San Lucas

Bologna er berømt for sine porticos, søjlegange, der er overdækkede fortov eller promenader foran eller rundt om en bygning.

Overalt i Bologna er der porticos, men vil du have et mål, kan du gå ad verdens længste søjlegang op til Basilika San Lucas, som er en af Bolognas største seværdigheder. Portico San Lucas begynder ved Via Saragossa og er hele 3,8 km lang. Det sidste stykke op til basilikaen er ret stejl.

Sidste del af den 3,8 km lange portico til Basilika San Lucas

10 Shop specialiteter i Quadrilatero

Fra Piazza Maggiore kan du gå ned ad de smalle gader i kvarteret Quadrilatero, der i århundreder har været Bolognas markedsområde. Her køber de lokale bl.a. frisk fisk og frugt og grønt, men der er også en lang række forretninger med alverdens specialiteter.

Populære varer er f.eks. balsamico, parmesanost, mortadella og pasta i alle former og størrelser. Flere af forretningerne har færdiglavede bokse med et udvalg af specialiteter, men du kan shoppe som du har lyst til. Ost, kød og pasta betales som regel efter vægt.

Lækker mortadella i Quadrilatero

11 Oplev byen med Hop on hop off bus

Også i Bologna kan du køre byen rundt med hop-on hop-off bus, der her hedder City Red Bus. Den kører fra Piazza Maggiore, hvor du også kan købe billetter. Turen koster 16 € for voksne og 3-8 € for børn alt efter alder.

Den fulde tur varer en time og kommer rundt i det forholdsvis store område, der dækker det gamle Bologna. Du kan stå af og på bussen som det passer dig i løbet af dagen og en audioguide er inkluderet i prisen.

Selskabet, der driver City Red Bus kører også San Luca Express op til basilikaen af samme navn. Der er mulighed for at købe en kombinationsbillet til reduceret pris. Se mere her.

aktiviteter i bologna
Kør byen rundt med hop-on hop-of bus

12 Smag god vin på en vinbar

Bologna og provinsen Emilia-Romagna er ikke kun berømt for sin mad, men også den gode vin. I dette område af Italien producerer man lambrusco, der nok er den mest kendte vin.

Lambrusco er egentlig en druesort, men fællesbetegnelsen for en mousserende rødvin. Andre meget benyttede druesorter i Emilia Romagna er Sangiovese og Pinot Noir.

Der er mange muligheder for at smage på de gode vine. Det er oplagt at besøge en vinbar, men der er også flere steder, som kombinerer et glas vin med lette måltider. Du kan endda finde delikatesseforretninger, der også tilbyder lokal vin.

Besøg f.eks. Enoteca Italiana eller det historiske Osteria del Sole i Quadrilatero, hvor du kan medbringe din egen mad.

Der er mange gide vinbarer i Bologna

13 Besøg La Piazzola Markedet

I den nordlige del af Bolognas old town ved Montagnola Park og Piazza Vlll Agosto, ligger det store marked La Piazzola. Det siges, at markedet er en udløber af et kvægmarked grundlagt i 1251.

Markedet finder sted hver fredag og lørdag fra morgen til aften. Der er tonsvis af forskellige ting til salg – f.eks. sko, tøj, tasker og smykker for blot at nævne en lille del af udvalget.

Lille del af La Piazzola Markedet

Praktisk information til dit besøg i Bologna

Transport

Fra København kan du flyve direkte til Bologna med Ryanair og Norwegian. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel kan du tage en taxi eller privat transfer, som du kan booke hjemmefra. Dit hotel kan helt sikkert også hjælpe.

Overnatning

På trods af byens størrelse, så har Bologna et begrænset udvalg af overnatningssteder, som tilmed er ret dyre. Klik ind på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Vær opmærksom på bl.a. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Italien inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Kort over Bologna

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her