I en uge har jeg ligget på stranden og nydt godt af hotellets all inclusive. Dejligt, men der må godt snart ske noget. Jeg befinder mig på Costa de Ambar i Den Dominikanske Republik, hvor jeg efterhånden er opsat på lidt eventyr. Opsat på at se noget nyt, spændende og anderledes.
Jeg lægger hotellet bag mig og vandrer ned i Sosua by for at finde en butik, der sælger udflugter. Butik er måske så meget sagt, de fleste, der sælger noget i byen har blot banket et par brædder op, og kalder det deres forretning.
Sådan er det også med denne tourudbyder, der mener, at en tur til Haiti er lige noget for mig. Tiden er knap, men man kan sagtens nå en tur til Haiti på en dag, så i morgen tidlig vil jeg blive hentet på mit hotel.
Klar, men med søvn i øjnene er jeg på vej vestpå. Bussen, der skal bringe mig til Haiti er en ældre model og passagererne en god blanding af franskmænd, englændere og så mig fra det kolde nord, i alt 10 personer.
Vejen til grænsen er ganske smuk, vi kører det meste af vejen i en lang dal med bjerge på begge sider. Snorlige ligger vejen, og frodigheden i de omkringliggende plantager og bjerge er overvældende. Alle tænkelige frugter og grøntsager synes at være repræsenteret, et enormt opdyrket spisekammer.
Omsider når vi grænsebyen Dajabon, opkaldt efter floden, der adskiller Den Dominikanske Republik og Haiti. Grænseområdet er et mylder af mennesker, og netop i dag har haitianerne lov til at krydse grænsen for at sælge, købe eller bytte deres varer.
Sådan gør man et par gange om ugen for at hjælpe den fattige befolkning i Haiti. Det ligner kaos. Haitianerne slæber kæmpe sække og civile betjente fra det dominikanske grænsepoliti hiver fok til side for at tjekke dem.
Af og til løber de ligefrem efter de stakkels mennesker, der ved, at bliver de taget, så vil der gå timer før de kan sælge deres varer på markedet. Betjentene er grove og behandler haitianerne skidt. Jeg føler en enorm uretfærdighed, her sidder jeg trygt og godt og kan ud af ruden se ludfattige mennesker kæmpe for at få lov til at tjene lidt penge, så de kan få mad på bordet.
Vores papirer er i orden, og vi triller over den lille bro og parkerer på den anden side af floden for at aflevere vores pas til de haitianske myndigheder. Allerede her ved grænsen kan vi se den enorme forskel, der er på de to lande.
Selvom der 20 kilometer væk, på den dominikanske side af grænsen, er smukt og frodigt, sidder vi nu og kigger på et landskab, der er knastørt, svedent og fuldstændig ubrugeligt til landbrug. Haitianerne har i årevis fældet træer i stor stil, som de bruger til brænde. Resultatet er et nøgent landskab uden nedbør, og hvor kun de færreste ting kan gro.
Bussen kører et par kilometer til centrum af den lille grænseby Quanaminthe, hvor der er et lille marked. Det ligner dog mest en losseplads, og bunker af affald ligger spredt mellem sælgerne ,der prøver at komme af med f.eks gammelt tøj, kurve og sække med korn.
Fra Quanaminthe kører vi videre ind i Haiti. Det er her man for alvor bemærker, at landet minder utrolig meget om Afrika. Det tørre landskab og ikke mindst befolkningen, der her er mørkere end i Den Dominikanske Republik, har mange ligheder med det store kontinent.
Bussen stopper ved en lille by, det er tid til frokost, men risblandingen vi får serveret lugter fælt af gammel mad. Jeg rører det ikke, og mine medrejsende nipper kun til det, ingen vil risikere dårlig mave. Et par hundrede meter fra den såkaldte restaurant bliver vi inviteret til at overvære en voodoo-seance.
Jeg er ikke helt sikker på at en vodoo-seance foregår som denne, måske er det en turistversion. Vi bliver sat i en stor rundkreds under et halvtag, hvor små nuttede hundehvalpe suser rundt om benene på os. Pludselig kommer to damer ind, showet er startet. De danser og virker som om, at de går i trance.
Efter noget tid kommer en høj tynd mand ind. Han er åbenbart heksedoktor eller medicinmand, og af en eller anden grund har han kjole på. Det ser ret dumt ud, men han tager selv hele seancen meget alvorligt. Også han går i en form for trance og viser os, at han kan gå gennem ild og vandre på glasskår uden at det gør ondt.
Damerne kommer ind med fire duer, som de placerer inde i cirklen. En efter en tager medicinmanden duerne og bider halsen over på dem. Forsamlingen ser måbende til mens blodet står ud til alle sider, og hundehvalpene løber rundt om benene på os med duehovederne i munden.
Medicinmanden bliver vækket og seancen er slut. Tilbage ligger fire døde duer, og mens 10-12 hundehvalpe kæmper om et hurtigt måltid, sidder lige så mange turister, der ikke tror deres egne øjne.
Bussen kører videre og vores mål er en ældre kvinde, der vil vise os et typisk haitiansk hus. Men først skal vi køre en times tid. Vi finder hurtigt ud af, at infrastrukturen i Haiti er elendig – asfaltveje ser vi kun få steder og underlaget er mest grus og jord. Vi kører ned i et flodleje, og selvom der ikke er meget vand i floden, så er der temmelig meget mudder.
Så meget, at bussen synker i og sidder uhjælpeligt fast. En flok børn på 12-14 år bader i det sparsomme vand i floden. De er nøgne, men alligevel kommer de løbende for at skubbe bussen. Vi kommer stadig ingen vegne, og det ender med at vi alle må stige ud for at hjælpe med at skubbe.
Vi aser og maser, og til sidst kommer vi fri. Jeg giver børnene noget frugt som tak for hjælpen. Bussen når omsider frem til den ældre dame. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men det er næsten synd at kalde hendes hjem for et hus. Det er vel mere en hytte lavet af palmeblade.
Damen er yderst gæstfri, hun tager i mod os med åbne arme, og vi får alle et ordentligt kram. Der er kun et rum i hytten, men her havde hun levet med sine børn, der nu var flytte hjemmefra. I stedet for havde hun fået en hund som fulgte hende i tykt og tyndt.
Vi vinker farvel til damen og kører mod grænsen for at komme tilbage til Den Dominikanske Republik. Ved grænsen er der stadig kaos, men nu går trafikken den anden vej. Det er imponerende hvad de mennesker kan slæbe. Mange har kæmpe sække på hovedet, og nogle har bygget primitive trævogne, som er læsset til bristepunktet.
Andre har en cykel, hvor de læsser alverdens ting, og specielt én fyr sidder i min erindring. Han har stablet så mange æggebakker på sit bagagebærer, at det rager fem meter op i luften. Hjemturen foregår i mørke, og jeg når først mit hotel over midnat. Det har været en lang dag, men jeg fik det eventyr jeg havde sukket efter.
