Hjem Nepal Durbar Square

Durbar Square

+ praktisk information til dit besøg ved Durbar Square nederst på siden

Larmen er øredøvende. Biler, scootere og mennesker snor sig mellem hinanden i et sandt kaos. Et sted ofrer de lokale til guderne, mens andre falbyder deres varer mellem tiggerne, der håber på en tiltrængt skilling.

Durbar Square er fantastisk, og Kathmandus største turistattraktion er et sted, hvor det gælder om at have alle sanser åbne.

Det var her de boede, og det var her de blev kronet. Siden slutningen af det 15. århundrede har Nepals kongefamilie haft Durbar Square som deres hjem, og helt frem til 2001 blev stedet brugt til kroningen af Nepals sidste konge Gyanendra Bir Birkram Shah.

Durbar Square er fællesbetegnelsen for et hav af templer, statuer og helligdomme, der ligger spredt ud over et større område i Kathmandus centrum. Her er hele tiden noget at kigge på – ofringer, tilbedelser og ceremonier – alt sammen spændende og utroligt fremmedartet.

durbar square
Jagannath Templet

Bevæbnet med et kort begiver vi os ud i menneskemylderet, der synes at være i deres helt egen verden. Et af de steder vi stopper op og forundres over Østens mystik er ved Kala Bhairab – et stenmonument, der forestiller en seksarmet Shiva i Bhairabs inkarnation.

Folk stimler sammen foran monumentet, hvor luften er tyk af røgelse. Bhairab er en af de mest truende og frygtede inkarnationer som Shiva kan antage. Det siges, at de, der fortæller en løgn foran Kala Bhairab vil dø øjeblikkeligt.

Er andet sted, hvor der er masser af liv er ved Mahendreshwar Templet, der er fyldt med pilgrimme. Foran indgangen laver kvinder blomsterkranse til brug ved ofringer og tilbedelser af guderne, som hinduismen har mange af – Shiva, Vishnu, Brahma, Hanuman og Ganesh for bare at nævne nogle få.

Alle guderne har hver deres funktion og kan have en lang række forskellige inkarnationer. F.eks. er Ganesh (let genkendelig med elefanthovedet) gud for visdom og intelligens og den, der løser problemer eller forhindringer.

Han er også den, der kan skabe forhindringer for at teste mennesket. Hinduismen er kompleks og kan være uhyre svær at forstå og analysere, men det gør kun religionen endnu mere mystisk og spændende.

durbar square
Stenmonumentet med Kala Bhairab

Hanuman Dhoka

Durbar Squares største seværdighed er Hanuman Dhoka – det gamle kongepalads. De første bygninger på stedet er fra omkring det 4. århundrede, men Kong Pratap Malla udvidede paladset betydeligt i løbet af 1600-tallet.

Jordskælvet i 2015 gjorde stor skade på bygningerne og selve paladset er lukket indtil videre. Til gengæld er der adgang til gårdspladsen Nasal Chowk, og her nyder vi stilheden, der er en stor kontrast til hektiske Durbar Square.

Nasal Chowk er blot en af mange gårdspladser, der hører til paladset, og de forventes at åbne igen i takt med at genopbygningen efter jordskælvet skrider frem. Midt på Nasal Chowk ser vi det podie, der blev brugt til kroninger.

Vi ser også det ni etager høje Basantapur Tower, der er berømt for sine erotiske billeder. Også dem må vi have til gode til en anden gang.

durbar square
Hanuman Dhoka og Panch Mukhi Hanuman Templet

Vi vender os om og kigger op på et af Hanuman Dhokas mest hellige og private bygninger: Panch Mukhi Hanuman Templet med sine fem runde markiselignende tage, der selvfølgelig er dedikeret til Hanuman, men det er desværre kun stedets præster, der har adgang.

Kongepaladset har fået navn efter Hanuman. Ved indgangen til gårdspladsen står en lille statue fra 1672 af abeguden, men den er i en elendig forfatning og dækket af et rødt klæde. Lokale har igennem mange år tilbedt statuen ved bl.a. at sætte orangerødt pasta på ansigtet, og det er svært at se, at det skulle forestille Hanuman.

Statuen er dog stadig populær og genstand for massiv tilbedelse. Hinduerne tænder vægelys og pynter Hanuman med smukke stærkt farvede blomsterkranse.

durbar square
Hinduer tilbeder statuen af Hanuman udenfor Hanuman Dhoka

Kumari Devi – den levende gudinde

Sammen med et halvt hundrede turister og en håndfuld lokale stirrer vi op på det midterste vindue. Om lidt sker det. Kathmandus levende gudinde vil vise sig for os – en begivenhed, der finder sted dagligt, men alligevel må siges at være temmelig speciel.

Kumari, der er en inkarnation af hinduguden Taleju, skal opfylde en lang række kriterier for at blive valgt – bl.a. skal hun være født ved fuldmåne og bestå 32 fysiske egenskaber. F.eks. skal Kumari have 20 tænder, et bryst som en løve, øjenbryn som en ko og en stemme så klar som en and. Desuden skal hendes horoskop ligne kongens.

Når disse ting er i orden, skal den udvalgte igennem den vigtigste og sværeste test ved hindufestivalen dashain. 108 bøfler og geder bliver ofret til guden Kali, og Kumari bliver ladt alene i Taleju Templets gård, hvor dyrenes hoveder er hængt op. Maskerede mænd danser i skæret af levende lys, og den udvalgte må ikke vise tegn på frygt.

durbar square
Gården i Kumari Bahal – om lidt viser den levende gudinde sig i det øverste midterste vindue

Kumari skal også sove alene med dyrehovederne, og som en sidste test skal hun kunne udpege den afgående gudindes ejendele. Den nuværende Kumari er kun tre år og er netop blevet udvalgt. Når hun får sin første menstruation eller et større blodtab, vil hun blive bragt tilbage til sin familie, og jagten på en ny Kumari går ind.

Tidligere gudinder har haft svært ved at vende tilbage til et almindeligt liv, og man har nu fået gennemført, at Kumari skal modtage undervisning i hendes hjem, Kumari Bahal, hvor vi står nu. Det er en mindre treetagers bygning, der på forunderlig vis er sluppet helt uden skader efter jordskælvet i 2015.

Den levende gudinde viser sig hver dag omkring klokken 10, og da vi har ventet et kvarters tid dukker den tre-årige pige op i vinduet. Det er strengt forbudt at tage billeder af Kumari Devi, der altid har været stærkt forbundet med den siddende konge. Traditionen med at udvælge en gudinde er dog fortsat efter kongefamiliens fald i 2008.

Der er masser af pilgrimme og blomstersælgere ved Mahendreshwar Templet

Durbar Square er hektisk og trafikeret

Kumari Bahal ligger i den sydlige del af Durbar Square ved den store Basantapur Square, der er omdannet til en lille markedsplads med varer henvendt til turisterne.

Og her er varer til turisterne ikke en kasket eller t-shirt med teksten I love Nepal, men ting, der rent faktisk kan bruges. Lækkert kunsthåndværk, fine broderier og religiøse effekter som f.eks. bedeskåle.

Basantapur Square er endnu et sted på området, hvor det er muligt at komme lidt væk fra menneskemængderne og den kaotiske trafik. Det kan virke lidt sært, at det kun er den inderste del af Durbar Square, der er spærret af for køretøjer.

Mere end én gang står vi i vejen, og der bliver dyttet af os som var vi jagtet vildt. Det spændende lokalliv er kun et plus, men det er måske ikke lige sådan jeg forventer et sted, der er på UNESCOs verdensarvliste.

Jordskælvet i 2015 var hård ved Durbar Square. Mange bygninger led skade, mens andre gik fri. F.eks. står vi og kigger på resterne af Maju Deval – et berømt tempel fra 1690, der med sine trapper og tag i tre niveauer var temmelig specielt. I dag er der kun resterne af trapperne tilbage. Lige ved siden af står Shiva-Parvati Templet stort set ubeskadiget.

Kvinder laver og sælger blomsterkranse foran Kastmandap

Selvom Shiva-Parvati Templet er smukt med fine udskæringer, så er det mest berømt for figurerne af guderne Shiva og Parvati, der kigger ud af det øverste vindue.

Parvati, der ofte omtales som modergudinden i hinduismen, er en af Shivas mange hustruer. Det er i øvrigt pladsen foran Maju Deval og Shiva-Parvati Templet, der er det egentlige Durbar Square.

Et andet tempel, der bukkede under for jordskælvet er Kastmandap, der har givet Kathmandu sit navn. Det er opført i 1100-tallet og siges at være bygget af et eneste træ.

Der er stort set intet tilbage af det tidligere åbne tempel viet til Goraknath, som var grundlæggeren af en af datidens hinduistiske bevægelser. Der er lukket af ind til ruinerne af Kastmandap, og foran indhegningen sidder kvinder på række og laver farvestrålende blomsterkranse.

Durbar Square er ikke kun templer og helligdomme, men også en lang række smukke bygninger med et hav af detaljer. Vi ser bl.a. Silyan Sattal – et gammelt tre-etagers hus, der indeholder et tempel for Krishna, men er mest kendt for at være centrum for bhajans – religiøs musik som du kan høre morgen og aften.

På trods af ødelæggelserne efter jordkælvet er der masser at se ved Durbar Square. Området er helt fantastisk med en enestående historie og et utal af pragtfulde bygninger.

Et godt råd er at sætte dig ind i hinduismen, områdets største seværdigheder og Nepals historie inden du møder overvældende Durbar Square, der er et must-see og helt sikkert vil give dig store oplevelser.

Har du selv fået lyst til at besøge Durbar Square, så kan du finde praktisk information under billedet.
durbar square
Fine detaljer og udsmykninger på de gamle huse

Praktisk information til dit besøg ved Durbar Square

Det kan umiddelbart være svært at se hvor på området, der skal betales entré og hvor der ikke skal. Durbar Square er ikke indhegnet og i princippet vil du kunne besøge området gratis. Hold øje med de små billetkiosker, hvor du udover at købe billet også får udleveret et kort over Durbar Square med angivelse af de mest populære seværdigheder.

Billetten gælder også til museet (Hanuman Dhoka) og er kun gyldig den dag, du køber den. Du kan købe en langtidsbillet på billetkontoret, der ligger på Basantapur Sqaure tæt ved Kumari Bahal. Medbring pas og et pasfoto.

Der er et par spisesteder og en stribe butikker på området. Freelanceguider går rundt på Durbar Square for at tilbyde deres assistance – en fin mulighed for at blive klogere på det spændende område.

Husk vand, masser af plads på dit memory card og konservativ påklædning.

Læs mere om Kathmandu i min Kathmandu Guide og i indlægget At rejse i Nepal kan du få tips og gode råd om bl.a. transport, overnatning og penge.

Overnatning

Vil du bo tæt på Durbar Square, så er der mange muligheder. Se f.eks. World Heritage Hotel & Apartments og Durbar Square Backpackers Inn, der begge får gode anmeldelser af tidligere gæster.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Nepal inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

Kort over Kathmandu

2 Kommentarer

  1. Jeg var der før jordskælvet. Håber ikke at alt for meget er væk. Det er rigtigt det du skriver med at læse om stedet og nepal før man tager afsted. Jeg var feks ikke klar over alle de ting gudinden skal igennem.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her