Hjem Kina Xi’an – spændende oplevelser i Kinas vugge

Xi’an – spændende oplevelser i Kinas vugge

+ praktisk information til dit besøg i Xi'an nederst på siden

xi'an
Et af de mange vagttårne på muren

Xi’an. Kinas vugge. Det var her dynastierne opstod. De dynastier, der blev begyndelsen på det Kina vi kender i dag. Et stort og magtfuldt rige som Qin Shi Huang grundlagde og som vi står i hjertet af lige nu.

I dag er Xi’an en rigtig storby, og vi går på opdagelse i den ældgamle kultur og besøger de spændende seværdigheder, som Xi’an har mange af.

Xi’ans gamle bymur

“Vil I leje en cykel”, spørger sælgeren, der allerede er ved at tage nøglerne frem til hængelåsene. Det er fristende, men vi vil hellere gå en tur på Xi’ans gamle bymur, der er 12 meter høj og hele 14 km lang.

Byens ældste områder, der er overraskende velbevarede, ligger indenfor bymuren, som er opført i Ming-dynastiet tid omkring 1370. Fra muren har vi en fin udsigt over byen og de mange huse, der gemmer på boliger, småbutikker og værksteder.

På den brede mur beundrer vi de mange hundrede vagttårne. De står ikke langt fra hinanden, men alligevel med så stor afstand, at bueskytter ikke kunne skyde fra tårn til tårn. Heller ikke dengang var man fri for krige og konflikter, og det var lige præcis sådan, at Kina opstod.

Den berygtede Qin Shi Huang besejrede seks andre riger og skabte dermed det første dynasti. Dengang hed byen ikke Xi’an, men Chang’an, der i over 1000 år var rigets absolutte centrum. Folk valfartede til byen, der senere blev endestation på silkevejen. Chang’an var på et tidspunkt en af verdens største byer med over 1 million indbyggere.

Mens Qin-dynastiet havde mere fokus på at opretholde magten og behage den egoistiske og småskøre Qin Shi Huang, så voksede Chang’an for alvor under de følgende dynastier, Han, Sui og især Tang.

Det var under sidstnævnte dynasti, at byen var en af verdens største, og mange af de gamle og historiske bygninger man kan se i Xi’an i dag, er fra Tang-perioden. Kunst, litteratur og kultur blomstrede i disse år, ligesom buddhismen fik betydelig indflydelse i første halvdel af dynastiets regeringstid, hvor nye templer skød op som paddehatte.

Xi’an set fra bymuren

Fra Japan i øst til Persien i vest kom handelsmænd, lærde og eventyrer til Chang’an. De boede i kvarteret beregnet for udlændinge, hvor de kunne gøre forretninger eller studere Kinas fremmedartede religioner og filosofier.

Tang-dynastiets endeligt i år 907 blev også slutningen på Chang’ans storhedstid. Området har siden været meget fattigt, og de elendige forhold var en af årsagerne til, at kommunisterne fik stor opbakning i Xi’an.

Lige nu er vejret gråt og diset, og både Xi’an og bymuren virker lige så gådefuld og mystisk, som man kan forvente af et sted, der har oplevet så meget.

Vi overværer et turistshow ved sydporten, der illustrerer livet i de gode gamle dage. Dansere optræder, og trommespillere giver prøver på deres kunnen. Finalen er det store optog af krigere i flot kostume, der marcherer i den store gård og holder parade til skinger kinesermusik.

Fine huse i den gamle bydel

Klokketårnet og det muslimske kvarter

Wok’ene syder og folk står i kø for at få et hurtigt måltid i et af de mange gadekøkkener. Vi er i hjertet af den gamle bydel, hvor vi først passerer klokketårnet, der er et af Xi’ans mest markante vartegn.

Det ligger midt i en trafikeret rundkørsel præcis hvor Xi’ans hovedmarked engang lå. Klokketårnet hører sammen med trommetårnet, der ligger lidt mere anonymt et par hundrede meter mod nord. De to tårne, der er fra det 14. århundrede markerede i gamle dage henholdsvis solopgang og solnedgang.

Fra klokketårnet er der et stenkast til det muslimske kvarter, og det er her vi er gået på opdagelse i de små gader, der er fulde af liv. I Xi’an bor der flere end 100.000 hui-muslimer, en befolkningsgruppe, der menes at stamme fra de arabiske købmænd, som kom til byen ad silkevejen i det 7. århundrede.

Muslimerne bor i deres eget kvarter ved trommetårnet og Den Store Moské, der er en af Kinas største. Moskéen er temmelig atypisk og bygget i tydelig kinesisk stil. Sammen med den omkringliggende have med stier, pagoder og klippestykker, ligner det et almindeligt taoistisk eller buddhistisk tempelområde.

xi'an
Klokketårnet

Det muslimske kvarter i Xi’an er et af de mest travle, spændende og farverige i byen. Adskillige gader løber på kryds og tværs mellem de to større hovedveje Xi Dalje og Lianhu Lu, men gaden Baiyuanimen, der begynder ved trommetårnet, er tydeligvis en af turisternes yndlingssteder.

Forretningerne er proppet med varer, og vi følger menneskemængden ad en lang overdækket basar, der giver minder om et marked i Mellemøsten.

Men de mange tasker, t-shirts, bælter og bunker af souvenirs er ikke det mest interessante. Gaderne er fyldt med lokale, hui-kineserne synes at have en god appetit, og overalt ser vi dampende gadekøkkener og små billige spisesteder.

Det muslimske kvarter er rigtig spændende, det ligner ikke noget vi har set andre steder i Kina, og vi bruger timer på at trave gaderne tynde. Vi skulle jo gerne have det hele med.

Den store Vildgås Pagode

“Skal du ikke have lagt dit horoskop”, spørger den grinende kineser, der står ved siden af mig. Det skal jeg helt sikkert ikke, men jeg finder det alligevel spændende og følger med, da en ung kinesisk pige er nysgerrig på sin fremtid.

Vi er taget til Den Store Vildgås Pagode, der er Xi’ans mest berømte vartegn. Den er fra Tang-perioden og stod færdig i år 652 e.kr., hvor den husede Buddharelikvier, som munken Xuan Zang havde bragt med hjem fra Indien.

Pagoden er genopbygget i år 704 på kejserinde Wu Zeitans ordre, hvor den samtidig blev udvidet fra fem til syv etager. Den Store Vildgås Pagode er en lidt atypisk pagode, der fremstår meget bombastisk og helt uden de udsmykninger, man ofte ser på pagoder i Østen.

xi'an
Gadekøkken i den muslimske bydel

Man kan undre sig over pagodens navn, men der knytter sig et berømt sagn til dens tilblivelse. Det siges nemlig, at der i datidens Chang’an var en gruppe buddhister, der på trods af Buddhas retningslinjer spiste kød.

En dag havde de ikke mere mad, og munkene bad til, at Buddha ville sende dem mad. I samme øjeblik fløj en flok gæs over dem, den forreste gås brækkede sine vinger og faldt til jorden.

Munkene blev forskrækkede og opfattede det som et tegn på, at Buddha ønskede at de skulle holde sig fra kød. Fra den dag spiste munkene ikke mere kød, men opførte i stedet en pagode præcis, hvor gåsen faldt til jorden.

Pagoden er faktisk en del af det store Da Ci’en tempel, som kejseren lod opføre i år 648 til ære for en afdød dronning. I sin tid var det et af Kinas største tempelområder og dækkede et areal på mere end 32.000 m².

I dag har det nogenlunde samme størrelse og templet er stadig i brug – et fint sted at se de orangeklædte munke i gang med dagens gerninger. Der er en fin udstilling, en lille butik og så det sted, hvor den unge pige er i gang med at få lagt sit horoskop.

Travle gader i centrum

Dumpling Banket og Mongolian hot pot

Stabler af dampende varme bambuskurve bliver sat på bordet, og vi kommer helt sikkert ikke til at gå sultne i seng. Vi er taget til til dumpling banket i Shanxxi Grand Opera House, hvor vi udover at spise os mætte i dumplings også skal overvære et typisk kinesisk kulturshow.

Dumplings er en kinesisk specialitet, der består af dampede dejpakker med forskelligt fyld. Pakkerne bliver traditionelt lavet i et damptårn, men de kan også steges, bages eller koges.

Vores dumplings er lavet på traditionel vis, dvs. dampede i små runde bambusdampgryder, der er stablede oven på hinanden. Kurvene indeholder pragtfulde dumplings, der er formet efter fyldet. Er der svinekød i, så er dejen formet som en gris, og indeholder dumplingen and, så er den formet som en and. Det er ren madkunst.

Køkkenet har tydeligvis overvurderet vores appetit, eller også er det helt normalt bare at sætte mere mad på bordet, før der er spist op.

Det er ikke alle vesterlændinge, der bryder sig om dumplings, men vi føler os i paradis, og der er ingen tvivl om, at maden er bedre end det lidt for lange kulturshow, der består af sang og dans fremført af kunstnere i flotte kostumer.

xi'an
Den store Vildgås Pagode

Vi er bestemt ikke heldige med vejret under vores ophold i Xi’an. Det er diset, og til tider temmelig regnfuldt. Varmt er det heller ikke, så hvad kan være mere oplagt end at slutte vores ophold i byen med en klassisk mongolsk hot pot, som indbyggerne i det nordlige Kina har taget til sig.

Hot pot, eller ildgryde, minder om fondue, men i gryden er der suppe og ikke palmin. Ingredienserne er naturligvis også anderledes. Godt nok spiser vi masser af kød, men vi fylder os også med koriander, hvidløg, chili og meget andet.

Vi sidder rundt om et stort rundt bord, der er så typisk for Kina. Der er mad over det hele, men heldigvis spiser vi pænere end de lokale ved nabobordet.

Selvom vi sidder i Kinas vugge, så repræsenterer Xi’an hele det østlige Asien. Det er et kulturelt centrum, hvor forskellige stammer og folkeslag i århundreder er kommet forbi og har sat deres aftryk.

Men Xi’an er alligevel typisk kinesisk og et must-see på enhver længere Kinarejse. Det var her Riget i Midten blev skabt, og det er en by, der kræver tid og forståelse – præcis som Kina gør det.

Har du fået lyst til selv at besøge Xi’an, så kan du finde praktisk information under billedet.
xi'an
På tur ad bymuren

Praktisk information til dit besøg i Xi’an

Transport

Ind og ud

Som storby og et af Kinas vigtigste turistområder er det ikke svært at ordne transport til Xi’an. Fly er naturligvis det nemmeste – byens lufthavn har forbindelse til de fleste af landets største byer, China Eastern Airlines syntes at være den største operatør.

Der er flyforbindelse til bl.a. Beijing, Shanghai, Chengdu og Guangzhou. Er du på rejse rundt i Asien, er det måske værd at vide, at China Eastern Airlines også flyver direkte fra Bangkok og Hong Kong til Xi’an. Fra lufthavnen kører der shuttlebus til centrum. Søg flybilletter her.

Tog er også en mulighed hvis man ønsker at besøge Xi’an, Kina er stort og det er en god idé at tage et nattog, så man ikke spilder en held dag på at rejse. Xi’an har mange gode togforbindelser, f.eks. til Beijing (11-12 timer), Shanghai (mindst 15 timer alt efter togtype), Guilin (27 timer), Chengdu (17 timer), Guangzhou (26 timer).

Der er flere klasser, hard sleeper er billigst. Ved togstationen er der rigtig mange mennesker og lidt af et kaos. Vil du undgå kø og frustrationer, så få dit hotel til at booke en togbillet for dig, men vær opmærksom på at de som regel tager kommission.

At komme rundt

Bor du indenfor bymuren i den gamle bydel, så kan du nemt gå til det meste i centrum, alternativt kan du tage en taxi, starttaksten er 60 yuan. Xi’an har selvfølgelig også et omfattende netværk af busser, de er som regel overfyldte og svære at hitte ud af for turister.

Dog kan et par af ruterne være nyttige, det gælder især de busser der kører i pendulfart mellem togstationen i Xi’an og terrracottahæren med stop ved de varme kilder i Huaqing og Qin Shi Huangs grav. Bus 306 har nogenlunde samme rute.

Overnatning

Uanset hvor man bor i Xi’an, så vil der være betydelig larm. Man kan ligeså godt finde overnatning hvor det sker, nemlig i den gamle bydel, der kan tilbyde alt fra billige hostels med sovesal til store luksushoteller med alverdens faciliteter.

Flest mindre og billige overnatningssteder finder du ved den gamle bydels sydlige port omkring gaden Nan Dajie. Find dit hotel i Xi’an her.

Mad

I Xi’an er der alle muligheder for at spise godt. Her fås naturligvis typisk kinesisk mad, men den stærke muslimske indflydelse gør, at køkkenet er anderledes end hvad man eller ser i Kina.

Pitabrød og kebab spises i stor stil, men der er også gode supper på menukortet. I byen kan man prøve forskellige dinnershows, der tilbyder faste set-menuer, som kan indtages til forskellig underholdning.

Aktiviteter

De kulturelle og historiske seværdigheder er i fokus i Xi’an, men du kan prøve et dinnershow eller klassikere som at besøge et tehus eller få massage.

Øvrigt

Masser af banker med tilhørende kontantautomat ligger spredt rundt i byen. Inden din rejse kan du læse Udenrigsministeriets rejsevejledning og gældende Pas- og visumregler.

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Måske skal du have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her