Hjem Polen Wawel-højen – Polens hjerte

Wawel-højen – Polens hjerte

+ praktisk information til dit besøg ved Wawel-højen nederst på siden

Ingen andre steder i Polen end Wawel-højen i centrum af Kraków har så stor betydning for den polske befolkning. I mere end 500 år har skiftende konger regeret fra dette enestående område, der med Wawel-slottet i spidsen er byens største seværdighed.

Selv da magten blev flyttet til Warszawa i slutningen af 1500-tallet stod Wawel-højen med slottet, katedralen, kapellerne og de tusinder nationalskatte som selve symbolet på Polen. Bjerget er nærmest en helligdom, hvor landets kultur og historie er gemt.

Med Kraków som hovedstad i Polen og for en kort periode det polsk-litauiske forbund regerede kongerne fra Wawel-højen. I 1900-tallet blev området hjem for de polske præsidenter og til stor ærgrelse for befolkningen, var det lige præcis her nazigeneralen Hans Frank havde hovedsæde under 2. verdenskrig.

Højen er i dag et miskmask af bygninger i alverdens stilarter og afspejler fint områdets omtumlede historie. Nogle steder er bygningerne restaurerede, mens der andre steder er bygget ny ved siden af gammelt.

Vi ankommer tidligt til den lille høj, der ligger smukt ud til Vistula-floden. Selvom der er en halv times tid til at billetkontoret åbner, så er vi ikke de første. På Wawel-højen gælder det nemlig om at være hurtig, hvis du vil sikre dig en billet til områdets attraktioner, der selv ved åbningstid kan være reserverede dage i forvejen.

wawel-højen
Indenfor i slotsgården

Wawel Slottet

Allerede i det 11. århundrede lå der et kongeligt residens på Wawel-højen, men det slot man kan se i dag er bygget af Sigismund l i starten af 1500-tallet. Det er opført i italiensk stil og ser udefra forholdsvis beskedent ud. De mange fine detaljer, der kendetegner de fleste af Europas slotte er her helt fraværende.

Det er først, da vi kommer ind i gården, vi fornemmer, at bygningen er noget særligt. Slottet er i tre etager med tilhørende arkader og i den ene ende kan vi se resterne af de malerier, som engang har været en del af slottets udsmykninger.

Både preusserne og svenskerne kom hærgende forbi Kraków, hvor de gjorde skade på slottet. Dog ikke så meget som østrigerne, der respektløst brugte området til militærhospital og kaserne. De havde også planer om at flytte de kongelige grave, men det blev heldigvis ikke til noget.

Wawel-slottet er opdelt i fem sektioner; de statslige rum, de private kongelige gemakker, det tidlige wawel (Lost Wawel), skatte og våben samt en udstilling om orientalsk kunst. Der skal købes særskilt billet til hver sektion, og det er bl.a. her, det gælder om at være hurtig.

Det er de færreste, der ser alle rum, men udvælger det, de finder interessant. Især de statslige rum og de private gemakker er populære. Slottet indeholder alt fra våben, møbler, rustninger, gobeliner til keramik og kostbar kunst.

wawel-højen
Slottet set udefra

Katedralen på Wawel-højen

Kong Boleslaw l opførte den første kirke på Wawel-højen i det 11. århundrede. Den nuværende katedral blev indviet i 1364 og er siden udbygget med en række kapeller. Her bliver det helt tydeligt, hvor mange forskellige stilarter, der er på området.

Udefra er katedralen mere speciel end køn, men det er så ligegyldigt, når den indvendig stråler og i den grad imponerer. Vi må desværre ikke tage billeder – ærgerligt, for der er et hav af fotomuligheder.

Katedralen er typisk katolsk med masser af fine udsmykninger og små detaljer. Der er hele tiden noget nyt at kigge på – sarkofager, ikoner, statuer, byzantinske freskoer og et smukt forgyldt alter for blot at nævne en lille del af herlighederne.

Mens nogle biskopper og konger har fået deres eget kapel, så ligger langt de fleste grave i Sankt Leonards Krypt under katedralen. Konger, generaler og nationalhelte blev stedt til hvile her og polakkerne håbede, at også pave Johannes Paul ll ville blive begravet i krypten.

Johannes Paul ll kom fra Kraków, og det var i Wawel-katedralen han holdt sin første messe som præst for senere at blive ordineret som assisterende biskop i 1958. Han blev ikke begravet i Sankt Leonards Krypt, men under Peterskirken som det var tradition.

wawel-højen
Den ældre den af Wawel-højen med et af områdets tårne

Slut af med Dragegrotten

Wawel-højen er mere end slottet og katedralen. Du kan besøge katedralmuseet, klatre op i Tyvenes Tårn eller se Dragegrotten, der ligger ud til Vistula-floden (adgang fra højen).

På promenaden nedenfor højen står en dragefigur, der ca. hvert 10 minut spyr ild. Den er udført af skulptøren Bronislaw Chemny og skal symboliserer legenden om Wawel-dragen, der kan spores tilbage til det 13. århundrede.

Fra højen er der 125 trin og 70 meter ned til figuren. Tag turen som det sidste, da det ikke er muligt at gå tilbage igen.

Har du fået lyst til selv at besøge Wawel-højen, så kan du finde praktisk information under billedet.
Den lange hovedbygning og Tyvenes Tårn til højre

Praktisk information til dit besøg på Wawel-højen

Wawel-højen kører som flere andre attraktioner i Kraków med et ejendommeligt billetsystem. Det er helt afgørende at forberede sig grundigt, hvis du vil besøge slottet.

Der tillades kun et vist antal besøgende dagligt, og mange billetter er forudbestilt via mail og telefon. Det gør, at mange må gå forgæves eller først kan få en besøgstid senere på dagen, som det var tilfældet med os.

Der står ingen steder, hvornår næste ledige tid er, så vi nåede at stå i kø i en halv time kun for at konstatere, at vi først kunne besøge slottet tre timer senere.

Du kan reservere billetter her eller booke en guidet tur hos Tiqets her.

Katedralen: gratis • Slottet: entré • Krypten, klokketårnet og katedralmuseet: entré (kombinationsbillet) • Tyvenes tårn: entré • Dragegrotten: entré

Selve højen, der består af et velplejet parkområde, åbner kl. 6 om morgenen. Billetkontoret og attraktionerne åbner kl. 9. På området findes café og mulighed for at booke udflugter til andre seværdigheder i Kraków.

Overnatning

Du kan booke overnatning i Kraków i form af hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Polen inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Kraków

wawel-højen
Statue af Pave Johannes Paul ll, der kom fra Kraków
wawel-højen
Udsmykningerne i slottets gård
Fine detaljer i porten ind til slotsgården
Drageskulturen, der er udført af Bronislaw Chemny

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her