Ubud kunne nemt være endnu en af Balis travle og larmende turistbyer, men under det hektiske ydre gemmer der sig et overflødighedshorn af kultur og kreativitet. Du gør klogt i at give byen lidt tid, og en uge er bestemt ikke for meget til at gå på opdagelse i  det store udvalg af bl.a. restauranter, designershops og kunstgallerier.

“Taxi, taxi”, lyder det igen og igen da vi går ad Hovedgaden Jalan Raya Ubud. For hver ti meter står en mand klar til at transportere os hvorhen vi vil og sammen med de temmelig påtrængende sælgere i de bilfri souvenirgader i centrum, lugter det lidt af turistfælde.

Men heldigvis har Ubuds historie været med til at forme byen. Som Balis kulturelle centrum siden 1930’erne har Ubud gennem årene tiltrukket en bred skare af kunstnere, hippier og bohemer. Senere kom backpackerne, og i dag bor her mange fastboende udlændinge i de pragtfulde omgivelser med rismarker og frodige dale til alle sider.

Jalan Raya Ubud
Jalan Raya Ubud

Da Ubud kom på verdenskortet

Bali har i flere hundrede år bestået af små kongeriger. Det var et af dem, der som hollandsk protektorat opfordrede udenlandske digtere, forfattere og kunstnere til at komme til Ubud. Den opfordring blev starten på en eksplosion af kreativitet, hvor især kunstmalerne gav den traditionelle balinesiske billedkunst nye former, farver og udtryk.

Den tyske kunstner Walter Spies var en af de udlændinge, der kom til Ubud, og han bliver af mange betragtet som den, der for alvor satte Ubud på det kulturelle landkort. Flere andre kendte kunstnere og intellektuelle som Rudolf Bennet, Vicki Baum og Colin McPhee kom efterfølgende til Bali på Spies’ opfordring, og de har naturligvis også præget kunsten og kulturen. Walter Spies var med til at grundlægge kunstnerkooperativet Pita Maha, og det var bl.a. her, han udbredte kendskabet til balinesisk kultur, der blev berømt verden over.

Book hotel på Bali med prisgaranti

Da jeg første gang besøgte Ubud i 2001 var her mange turister, men i dag er byen næsten ikke til at kende igen. En ny type besøgende har nemlig også fundet vej til Ubud; filmfreaks og midaldrende kvinder.  I 2006 udgav Den amerikanske forfatter Elizabeth Gilbert bogen Eat Pray Love (Spis bed elsk), der er erindringer fra hendes rejse til Italien, Indien og Bali.

Gilbert tog efter hendes skilsmisse ud i verden og endte i Ubud, hvor hun både søger kærlighed og indre ro. I 2010 blev bogen filmatiseret med Julia Roberts i hovedrollen, og de smukke billeder fra Bali har fået især kvinder til at rejse til Ubud.

ubud
Et af de mange kunstgallerier i baggårdene

Ubuds centrum

Scenerne af Julia Roberts, der i filmen Eat Pray Love cykler gennem ensomme gader i Ubud er nok så langt fra sandheden, som man kan komme. Det er med livet som indsats hver gang vi krydser vejen, og i centrum af byen er der flere steder trafikprop.

Vi lærer hurtigt at ignorere de påtrængende souvenirsælgere og i stedet for kigge ind i byens baggårde, hvor kunstnerne holder til. Det er en helt anden verden at træde ind i gallerierne, og selvom de kreative kunstnere ved første øjekast synes at male ens, så tager det os kun et par dage at skelne mellem godt og dårligt.

Mens souvenirsælgerne holder til i boderne i de bilfri gader, så har Ubuds mange designere deres egne butikker. Målgruppen er ikke dem, der følger strømmen, men de, der er ude efter lækkert kunsthåndværk og unikke designs af tøj og sko.

På Gamesa Road i centrum handler det ikke om shopping, men om mad. Gaden er proppet med spisesteder, og i en by som Ubud, der både tiltrækker hippieveganere og luksusturister, så er der noget for enhver smag.

Restauranterne holder generelt høj standard i byen. Sådan må det være, når konkurrencen er stor og turisterne ved, hvad de vil have.

Vampuan Ridge Walk
Campuan Ridge Walk

Campuan Ridge Walk

Det er ikke kun kunst og kultur, der gør Ubud til noget særligt. Byens fantastiske beliggenhed ved floder, rismarker og frodig skov er en tiltrængt kontrast til det larmende centrum. De fleste steder i byen behøver du ikke gå mange hundrede meter, før du står midt i den smukke natur.

En tidlig morgen tager vi på vandretur ved Campuan Ridge, der er en højderyg mellem to floder. Vi passerer først det fine tempel Pura Gunung Lebah, hvor mange af bygningerne er nyrestaurerede og med elefantgræs til alle sider er vi nu på vej op på selve højderyggen.

På begge sider i de dybe dale er der floder; til højre Wos-floden og til venstre Cerik-floden. Kun få steder får vi et glimt af dem, men til gengæld nyder vi den fantastiske frodighed og kommer forbi kunstgallerier og små interimistiske caféer.

Pakkerejser til Bali – klik her

Her og der ser vi også skønne villaer, der sandsynligvis er ejet af udlændinge. Nogle af dem har slået sig permanent ned i Ubud, mens andre lejer deres bolig ud til bl.a. kunstnere og forfattere, der næppe kan ønske sig et bedre sted at arbejde.

Et godt stykke nord for Klub Kokos, der er er et lille guesthouse med tilhørende café, vender vi om, men det er faktisk muligt at krydse Wos-floden lidt længere mod nord for at gå tilbage på højderyggen, der ligger parallelt med vores.

På tilbagevejen gør vi stop ved kunstneren Wayan Rana, der er en ældre mand. Han sidder udenfor sit lille galleri og maler de berømte balinesiske æg. Vi køber et af dem og tager også et par enkle malerier med hjem til stuen.

ubud
Den smukke port ved Ubud Palace – det var også her vi så dans om aftenen

Ubud Palace og til balinesisk dans

Det 30 mand store orkester spiller alt hvad de har lært. Vi sidder kun en meter fra dem og kan følge med i hver en rytme og bevægelse, der tilsammen bliver til pragtfuld balinesisk musik. Musik, der er så mystisk, dragende og hypnotisk. Præcis som Østen skal være.

Lige nu er Ubud Palace ikke til at kende igen. Tidligere på dagen besøgte vi paladset, der godt nok er hjem for Ubuds kongelige familie, men som bestemt ikke er noget storslået sted. Nåh ja, de karakteristiske porte og haver er som altid smukke, og så er det endnu et fredfyldt sted i Ubud, hvor vi slipper for den hektiske trafik.

Her i den hede aften er der proppet med mennesker foran paladsets hovedport, hvor dygtige dansere underholder os til den intense musik. Nogle vil nok sige, at balinesisk dans ikke er rigtig dans, og sandt er det, at det er noget stillestående, men det er i den grad yndefuldt.

Kostumerne er sande udstyrsstykker, og så er der alle de små detaljer, som fod-, hånd- og fingerstillinger, der ofte synes umulige. Som regel handler dansene om kampen mellem det gode og det onde eller fortællinger om intriger og kærlighed blandt især prinser, prinsesser, konger og dronninger.

Nutidens kongefamilie har ingen reel magt, men man kan vist roligt sige, at den har sat deres præg på Ubud med opfordringen til at udlændinge skulle slå sig ned i byen.

ubud
Aber i Monkey Forest

Monkey Forest

En af Ubuds største seværdigheder er en behagelig overraskelse. Monkey Forest for enden af gaden af sammen navn er ikke kun hjem for en hær af temmelig frække aber, men vi ser også gamle templer og smuk natur.

Officielt hedder området Mandala Wisata Winara Wana, der er et helligt sted pga. templerne, som man mener fra midten af 1300-tallet. I dag kommer turisterne ikke så meget for templerne, men for at se aberne, der især holder til ved indgangen fra Monkey Forest Road.

Selvom aberne bliver fodret tre gange om dagen, og det er muligt at købe mad til dem, så er de nærgående og konstant på udkig efter noget spiseligt. De tager gerne ting ud af hænderne på turisterne og kan simpelthen ikke holde fingrene fra løse genstande.

Aberne er af arten makak, der lever i det meste af Sydøstasien. I Monkey Forest er der over 600 individer og vi glæder os over, at de er under opsyn og har mulighed for pleje. Det er dog værd at huske på, at aberne stadig er vilde. Lad være med at tage kampen op, hvis de stjæler dine ting. Vi så bl.a. en engelsk kvinde blive bidt i hånden, da hun prøvede at forsvare sin cola.

For nylig fik parken en tiltrængt make over, og det har bl.a. givet en ny gangbro, der løber langs Cerik-floden, som ligger under os. Broen ender ved det lille tempel Pura Beij, der synes at være overtaget af skoven. Ved et par kæmpetræer er der lavet en stenbro over den lille bæk, og det er et pragtfuldt sted, der er som taget ud af en eventyrfilm.

Ubud – skal vi allerede hjem?

Vi er slet ikke klar til at forlade Ubud. Byens kreativitet og skæve eksistenser skygger heldigvis for den voldsomme turisme, og det er præcis derfor, at du skal give byen lidt tid.

Lad dig indfange af Ubuds sjæl og husk at besøge templer, gallerier og rismarker for virkelig at forstå den by som Walter Spies, Elizabeth Gilbert og mange andre forelskede sig i og som er helt sin egen.

Book flybilletBook hotel på BaliBook pakkerejse til Bali

Information Ubud

Transport
Ind og ud: Fra Danmark er det faktisk nemt at komme til Bali. Flyver du fra København kan du med kun et stop tage via Doha (Qatar Airways), Dubai (Emirates), Singapore (Singapore Airlines), Bangkok (Thai Airways) og Amsterdam (KLM). Forbindelserne er gode med kun kort ventetid i transitlufthavnene. Book flybilletter til Bali her.

Fra Billund kan du flyve via Amsterdam, hvis du ønsker et stop. Alternativt kan du tage til København for korteste rejsetid. Det samme gør sig gældende fra Aalborg.

I Denpasar lufthavn kan du tage en taxi til dit hotel, men du kan naturligvis også få dit hotel til at hente dig i lufthavnen. Serviceniveauet på Bali er skyhøjt og ethvert overnatningssted vil uden tvivl hjælpe dig, hvis du sender dem en mail.

At komme rundt: Ubud er ikke nogen stor by, der nemt kan opleves til fods. Mange bor dog udenfor byen i den smukke natur, og her kan der være en bid vej til centrum. Som nævnt har Ubud adskillige taxier og flere hoteller har gratis shuttlebus ind til byen.

Du kan også leje en taxi for en dag, hvis du vil opleve Bali i eget tempo. Ubud har selvfølgelig også en del tourbureauer, der arrangerer ture i større og mindre grupper.

Overnatning
Ubud har uden tvivl Balis største udvalg af overnatningssteder. Byen tiltrækker mange forskellige typer rejsende og det betyder, at du kan vælge alt fra enkle homestays og guesthouses til kæmpevillaer og boutiquehoteller.

Der er selvfølgelig prisen at tage hensyn til, men det er også værd at tjekke hvor i Ubud dit overnatningssted ligger. Mange steder i centrum må der forventes larm, men vil du ikke være afhængig af taxi, så skal du selvfølgelig heller ikke bo for langt fra byens mange tilbud.

Se nedenstående overnatningssteder, der alle får gode anmeldelser:

Nyoman Sandi Guesthouse
Prisbilligt, men skønt guesthouse, der får gode anmeldelser. Nyoman ligger et par kilometer nord for centrum og tilbyder enkle værelser og en dejlig pool i grønne omgivelser. Book Nyoman Sandi Guesthouse.

Oka Wati Hotel
Skønt mindre hotel (19 værelser) i centrum af Ubud. Oka Wati ligger lidt tilbagetrukket fra de travle gader, men du har alligevel kun to minutter til shopping og restauranter. Gode værelser, skøn morgenmad og en familiær atmosfære. Book Oka Wati Hotel.

Sapodilla
Ved Jalan Hanuman ligger det populære og anmelderroste hotel, hvor du får rigtig meget for pengene. Her er pool, dejlige værelser og supervenligt personale. Book Sapodilla.

Sri Ratih Cottages
Skønt mindre hotel i området Penestanan, hvor der er 10-15 minutters gang til centrum. Sri Ratih har gode værelser og et skønt poolområde. Topservice og rigtig god morgenmad. Book Sri Ratih Cottages.

Junjungan Ubud Hotel
Et rigtig godt valg, hvis du vil bo i landlige omgivelser med rismarker til alle sider. Junjungan ligger ca. fire km nord for centrum, og du har udsigt til de smukke rismarker. Lille pool og god service. Book Junjungan Ubud Hotel.

Gajah Biru Bungalows
I området Penestanan finder du det pragtfulde mellemklassehotel, der kun har 12 værelser. Swimmingpool, dejlige værelser og fantastiske omgivelser. Book Gajah Biru Bungalows.

Generelt er det utrolig billigt at bo på hotel på Bali. Du får rigtig meget for pengene og måske har du råd til at bo lidt mere lusksuriøst end du er vant til. Et godt mellemklassehotel behøver ikke koste mere end 200-400 kr. pr. nat inkl morgenmad.

Mad og drikke
Ubud har et gigantisk udvalg af restauranter. Konkurrencen er stor og du kan få alt fra enkel indonesisk mad til finere gastronomi. På indonesisk hedder en restaurant/spisested warung, og det kan i Ubud både være et simpelt gadekøkken eller et større sted henvendt til turister.

Gaden Jalan Goutama synes at være Ubuds epicenter for mad og drikke. Her ligger spisestederne på stribe og blandt de mest populære er Melting Pot, Warung Bernadette og Dewa Warung.

Det er tilsyneladende ikke kun maden, der tiltrækker kunder. Gratis wifi er som en magnet på backpackerne og et sted som veganrestauranten Soma er hot for de unge rejsende. Og her kommer så et lille tip til fyrene: på Soma er der et hav af enlige piger, der optager bordene, mens de prøver at få kontakt til omverdenen.

Der er selvfølgelig også masser af restauranter andre steder i Ubud. F.eks. Lada Warung på Jalan Hanuman eller det finere Bridges, der ligger smukt med udsigt over kløften og Sungaidloden.

Mange af Ubuds mest eksklusive restauranter ligger på de dyre hoteller og resorts. Ofte serveres der fusion- og international mad disse steder. Et par af dem er Kubu at Mandapa på Mandapa, der er ejet af Ritz-Carlton samt Swept Away på The Samaya. Begge steder ligger helt fantastisk i den smukke natur. Bordbestilling anbefales.

Læs om gode restauranter på Bali og bliv klogere på balinesisk mad.

Aktiviteter og forlystelser
I Ubud kommer du helt sikkert ikke til at kede dig. Byen har et væld af muligheder, og det uanset om du er til aktiv ferie eller nysgerrig på det kreative miljø. Nedenstående er et udpluk af de aktiviteter, der tilbydes:

• Vandring i rismarkerne
• Yogaklasser
• Madlavningskursus
• Kunstkursus
• Cykelture i omegnen
• Spa og wellness
• Batikkursus
Del
Forrige artikelBo godt på Bandara Suites
Næste artikelNår maden er hot
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 43 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

3 Kommentarer

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here