Hjem Thailand Tre alternative templer i Bangkok

Tre alternative templer i Bangkok

Wat Saket, Wat Bowon og Wat Traimit er alle et besøg værd

Bangkok har hundredvis af templer. Vil du besøge dem alle, så kan du nemt få et par måneder til at gå i den thailandske hovedstad.

Langt de fleste turister besøger selvfølgelig Wat Po og Wat Phra Kaew i Grand Palace som noget af det første, men når du har oplevet to af Bangkoks største seværdigheder og stadig har lyst til at se flere templer, så har jeg tre forslag til hvilke.

1 Golden Mount (Wat Saket)

Golden Mount kan ses på lang afstand og adskiller sig væsentligt fra Bangkoks øvrige templer. Dagen lang forcerer lokale de 300 trappetrin for at sætte røgelsespinde og lotusblomster i det lille tempel, der ligger på en kunstig bakketop.

Det var Rama lll, der i midten af 1800-tallet beordrede en chedi bygget på det daværende tempelområde. Den kollapsede, og i årene efter stod byggeriet forladt og synes næsten at være glemt.

Den efterfølgende konge, Rama lV (Kong Mongkut) byggede en ny chedi på ruinerne, som Rama V også fandt interesse i. Omkring 1940 cementerede man den lille bakke, så den ikke igen skulle synke ned i den bløde undergrund.

Golden Mount er virkelig noget for sig selv. Det siges, at bakken har været brugt som krematorium, men i dag bliver vi mødt af kunstgræs og kitchede flamingofigurer, der synes temmelig malplacerede. Det er ret besynderligt, når nu den naturlige bevoksning med det lille vandfald er så smukt.

På toppen af Golden Mount har vi denne eftermiddag en flot udsigt over byen. Den skulle dog være endnu bedre om nogle timer, hvor du kan opleve den absolut smukkeste solnedgang i Bangkok.

Wat Saket ligger ca. 500 meter øst for Democracy Monument. Indgang fra Thanon Boriphat. Entré 20 baht.

Toppen af Wat Saket (Golden Mount)

2 Wat Bowonnivet Vihara

Wat Bowonnivet Vihara ligner umiddelbart ethvert andet tempel i Bangkok. Men det er lige præcis her de mandlige medlemmer af den thailandske kongefamilie, deriblandt den nu afdøde Kong Bhumibol og den nuværende Kong Vajiralongkorn, har tilbragt deres periode som munk.

Det gør naturligvis templet berømt og yderst populært blandt de lokale. Vi har flere gange boet i nærheden af Wat Bowonnivet Vihara, og ved vores sidste besøg i Bangkok var templet vores nabo.

Der er et sted, hvor vi virkelig kommer tæt på thai’erne som denne lørdag fylder templet til bristepunktet. På gaden udenfor sidder damer og laver kranse med jasminblomster, der skal bruge til dagens ceremoni. Vi ankommer lige midt i ordinationen af nye munke, og det minder lidt om vores konfirmation.

Wat Bowonnivet Vihara er fra 1826 og fungerer som hovedkvarter for en gren af den thailandske buddhisme kaldet Thammayut, som blev grundlagt af Kong Mongkut. Han var munk på dette sted i adskillige år, og det var ham, der startede traditionen med de kongelige ordineringer.

Selve hovedtemplet indeholder en stor Buddhastatue som vi kan se udefra, og da vi har fulgt ceremonien en halv times tid, tager vi rundt på området, der også er berømt for at have et aftryk af Buddhas fod og for sine vægmalerier, der pudsigt nok illustrerer livet i Vesten i starten af 1800-tallet.

Wat Bowonnivet Vihara ligger i Banglamphu, det gamle Bangkok, ca. 300 meter fra Khao San Road. Indgang fra bl.a. Thanon Phra Sumen. Gratis entré.

Munke ved ordinationen

3 Wat Traimit

Wat Traimit i Chinatown er langt mere besøgt af turister end de to øvrige templer, men dog ikke så populært som Grand Palace, Wat Po og Wat Arun, der er must-see for førstegangsbesøgende i Bangkok. Men Wat Traimit er bestemt også interessant og har sine egne små hemmeligheder.

Templet er berømt for sin tre meter høje Buddhastatue, der vejer over fem tons og er i massiv guld. Buddhaen er i sig selv fantastisk, men der er ingen tvivl om, at historien bag er lige så spændende.

I flere hundrede år var Buddhaen dækket af gips – sandsynligvis for at skjule guldet for burmeserne, som det gamle Siam var i krig med af flere omgange. Med årene gik statuens oprindelige udseende i glemmebogen, men da Buddhaen i 1955 faldt ned fra en kran under en flytning krakelerede gipsen og guldet kom til syne.

Guldbuddhaen var nærmest en sensation og buddhister valfartede til Wat Traimit for ved selvsyn at se statuen, der er fra Sukhothai-perioden omkring det 13. eller 14. århundrede.

Wat Traimit ligger i den sydlige del af Chinatown. Bor du ikke i bydelen, kan du tage metroen til Hualamphong Station og gå derfra – det tager ca 10 minutter. Entré 40 baht.

Guldbuddhaen i Wat Traimit

Nyttige links til din rejse til Bangkok

Transport

Fra Danmark er det nemt at komme til Bangkok. Flyv direkte med Thai Airways eller snup en mellemlanding i f.eks. Doha, Dubai, Istanbul eller Amsterdam. Søg og sammenlign flybilletter her.

Har du brug for transport i forbindelse med din rejse, f.eks. lufthavnstransfer, så kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand her.

Læs meget mere om transport generelt i min Bangkok rejseguide.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Bangkok

1 kommentar

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her