Store oplevelser i det sydlige Tunesien

Store oplevelser i det sydlige Tunesien

1055
0

Solen går langsomt op i horisonten. Foran mig ligger et enormt område, der ligner en sø dækket af is. Hundreder af mennesker kigger forventningsfuldt på den store orange kugle, der gør nat til dag. Jeg er i den sydtunesiske ørken ved et af verdens mest spektakulære naturoplevelser. Chott el-Djerid. Djævelens Badekar. Luften over den store saltsø er kølig, men om få timer vil termometeret ramme 40°C, og endnu en stegende hed dag venter. Er det mon i dag jeg ser et fata morgana?

tg14
Jara Markedet i Gabés

“Jeg har en fætter i Danmark”, udbryder sælgeren på Jara markedet. “Jeg har boet der”, siger en anden. Det er første stop på vores rejse til den sydtunesiske ørken, og Gabés, hvor vi nu befinder os, siges at være porten til Sahara.

Det er her man for alvor tanker op og måske finder transport ud i det enorme sandområde, der først slutter i det nordlige Nigeria. Men så langt skal vi ikke. Og først skal vi på opdagelse på markedet, der bl.a. er kendt for at have landets bedste henna. Det har jeg ikke noget at bruge til, og som så mange gange før, finder jeg det farvestrålende frugt og grønt mere spændende.

Vi får ikke set mere af Gabés inden turen går videre. Desværre. For der er spændende historie knyttet til byen. Engang var Jara Markedet arabernes slavemarked, og før det kontrollerede romerne området. Det er lidt af et mirakel, at man stadig kan se ruiner og søjler fra dengang, for Gabés blev totalt ødelagt under 2. verdenskrig. Gabés er også en af Tunesiens mange oaser, der i årtusinder har givet fastboende og forbipasserende adgang til det livsvigtige vand.

tunesien
Berberkvinde foran hendes hulebolig
Hulerne i Matmata

Den gamle mand vinker os ind i hulen. Her er køligt. Og det er lige præcis meningen med hulerne i Matmata. De er helt perfekte til ørkenklimaet, lune om vinteren, og kølige om sommeren. Engang boede alle berbere i området i hulerne, men den nu afsatte præsident Bourguiba mente ikke, at hulerne var egnede som menneskeboliger. I 1961 opførte han Nouvelle Matmata, en halvtrist ørkenby, hvor berberne selvfølgelig ikke følte sig tilpas.

Boligerne er bygget op på nogenlunde samme måde. En lille gård i midten, hvorfra der er adgang til opholdsrum, soveværelse, køkken og forrådskammer. Her er også plads til husdyr. Dromedarer og æsler. Nogle af hulerne er igen beboede, og de gæstfri indbyggere åbner gerne deres hjem for en lille skilling. Hvis du synes, at du har set hulerne i Matmata før, så er det måske fordi, at de har været brugt i flere Star Wars film.

Douz – en oaseby fuld af kontraster

Hvad er nu det? En by? Eller er det et fata morgana? Vi er kørt længere mod syd, og der bliver mere og mere øde. Det er ikke her, man forventer, at der skal dukke en by op. Men det gør der. Engang var Douz blot en oase med tusindvis af daddelpalmer, som beduinerne plukkede, for derefter at tage af sted igen.

tg21
Beduiner og dromedarer ved Douz

I 1960’erne begyndte de at bosætte sig i oasen, der i dag har knap 30000 indbyggere. Douz er en stille by. Meget stille. Flere gader ligger næsten øde hen, men et sted er der mennesker. På Rue el-Hounine finder jeg markedet. Jo, Douz er i live.

Det er muligt, at man kalder Gabés for porten til Sahara, men det er lige syd for Douz, at landskabet begynder at ligne det, de fleste nok forbinder med en ørken. Sanddyner så langt øjet rækker. Vi kører lidt ud af byen, til Zaafrane, hvor en flok beduiner venter på os. Vi skal en tur ud i ørkenen på drommedarryg. Heller ikke denne gang er turen behagelig.

Her er proppet med mennesker. Folk nærmest kaster mad op på deres tallerken. Det er meningen at vi skal have lidt at spise, men det er der tilsyneladende også andre der skal. Vi er checket ind på hotel Sahara Douz, der skal være vores hjem for natten. Hotelrestauranten er alt for lille til de ca. 300 mennesker, der på en gang skal spise. Vi er kørt langt, men masseturismen er åbenbart også nået til det sydlige Tunesien.

Sahara Douz ligger i det man kalder Zone Touristique, et nyt område, der på rekordfart er skudt op tre km syd for Douz’ centrum. Det er et lidt underligt sted, der overhovedet ikke ligner Douz by. En slags base for turister som os, der bare venter på at blive kørt videre. Måske det havde været hyggeligere at bo lidt mere beskedent inde i byen?

overst
Det bliver ikke meget smukkere – solopgang over Cjott el-Djerid
Chott el-Djerid – Djævelens Badekar

Stjernehimlen er næsten magisk. Det er bælgmørkt, og oven over os lyser stjernere om kap. Vi er stået tidligt op. Meget tidligt. For at se solopgangen ved Chott el-Djerid, er det nødvendigt at stå tidligt op, så man kan være på pletten til tiden.

Den store saltsø, der også er kendt som Djævelens Badekar, strækker sig fra Gabés 250 km ind i landet. Chott el-Djerid er faktisk udtørret det meste af året, men det er lige præcis det, der giver det specielle fænomen. Saltet lægger sig på bunden af søen, og på afstand ligner det is eller rimfrost.

Vejen over saltsøen er 50 km lang og snorlige. Omtrent midt på er vi stoppet op for at se solopgangen. Her står vi så og venter. Der den. Solen. Det er et ufatteligt smukt syn at se den store orange kugle dukke op i horisonten. Desværre varer det alt for kort tid, men det er sådan en oplevelse man ikke glemmer foreløbig.

Jeepsafari og Star Wars

Pigen skriger. Helt forståeligt. Mit hjerte sidder også oppe i halsen. Vi er nået over på den anden side af Chott el-Djerid, til byen Tozeur, hvor vi er taget på jeepsafari. Det er ikke for sarte sjæle. Chaufførerne elsker at køre op og ned af de mest umulige bakker og sanddyner, og ikke så få gange var jeg sikker på at vi væltede.

Algeriet 25 km står der på et skilt. Vi er kommet langt ud i ørkenen, og støder på endnu en saltsø. Chott el-Gharsa. Her får vi lidt tid for os selv, og jeg sætter mig på en lille bakke for at se et fata morgana, som lige præcis dette sted er kendt for. Men nej, heller ikke denne gang er jeg heldig.

Vi kører til Mos Espa for at se de gamle kulisser til Star Wars-filmene. Herude i ørkenen står de fuldstændig ensomme, og minder mest af alt om en by, der er efterladt af et forsvundet folk. Men der er ikke noget at tage fejl af. Jeg kan tydeligt genkende kulisserne. Holdet bag Star Wars-filmene brugte over fire måneder til 12 minutteres optagelse i dette område.

tg25
Star Wars-rekvisitter i den tunesiske ørken
Den Hellige by

Det er en lang køretur. Fra de øde ørkenområder er vi nu kommet tilbage til civilisationen. Kairouan er muslimernes fjerde helligste by, kun overgået af Mekka, Medina og Jerusalem. Byen blev grundlagt i år 670 e.kr., da araberne drog gennem Nordafrika. De bosatte sig her, og det var næppe helt tilfældigt, at byen blev opført lige midt mellem havet og bjergene. Araberne ville undgå den byzantinske flåde ved havet mod øst, og de bjergvante berbere mod vest.

Det var general Okba Ibn Nafaa al-Fihri, der grundlagde Kairouan, og han har lagt navn til byens største og vigtigste moské, Mosquee Okba, der er fra 836 e.kr. Medinaen indeholder mange spændende ting udelukkende af arabisk oprindelse, for romerne har ikke haft by her. I dag er Kairouan en af Tunesiens mest konservative byer, og muslimer fra Nordafika og Mellemøsten valfarter hertil.

Kysten nærmer sig. Trafikken bliver tættere, og om ikke så lang tid er jeg igen på mit hotel i Sousse. Jeg har det som om, at jeg har været væk i ugevis. Det har jeg ikke, men jeg er mættet af indtryk. Sydtunesien er fantastisk. Anderledes. Mere afslappet. Selvom Tunesiens badebyer har oplevelser til flere ugers ferie, så er der ingen af dem der kan måle sig med en tur ud i ørkenen.

tg28
Okba Moskéen i Kairouan
Information Sydtunesien
Når man er på udflugt i ørkenen så husk masser af vand, en hat til hovedet og eventuelt solbriller. Tag også tolietpapir med, det mangler ofte på de små snuskede toiletter. Har du kamera med, så sørg for at du har mulighed for at gemme det et tillukket sted i tilfælde af storm. Der skal ikke mange sandkorn til for at ødelægge et kamera.

Man kan også udforske ørkenen i egen bil, men her er en række regler der skal overholdes, f.eks at man kontakter myndighederne inden man drager ud i Sahara. Undersøg eventuelt gældende regler og muligheder hos det Tunesiske Turistbureau. Forår og efterår er de bedste tidspunkter at besøge den store ørken, sommeren er meget varm og Sciroccoen, den berømte ørkenvind, ses ofte på denne årstid.

Skal man ud på det helt store eventyr tager man ned til "The Grand Erg" som de lokale kalder det store ørkenområde i det allersydligste Tunesien. Byen Ksar Ghilane er den mest populære at tage til når Sahara skal udforskes. Der er ingen offentlig transport til byen, men i Gabés kan man finde tourudbydere der har jeepsafaris dertil. I Ksar Ghilane ligger flere små campingområder, men alt er lidt primitivt og der er en afslappet backpackerkultur disse steder.

Vejret i Sydtunesien
Det sydlige Tunesien oplever kun ringe nedbør, solen skinner fra en skyfri himmel stort set hver dag. Somrene er meget varme, 40°-45°C er helt almindeligt i ørkenområderne. Vinteren er mild, temperaturer på omkring 18°-24°C, nætterne kan være særdeles kolde.

Nyttige links
Tunisia Tourism
Udenrigsministeriets rejsevejledning
Del
Forrige artikelSousse – strandliv i Tunesiens største ferieby
Næste artikelMed taxi i Gambia
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg