Regnen pisker ned. Vi søger ly i det lille shelter, der dukker op som en gave fra himlen. Foran os ligger en lille hundehvalp og varmer sig ved det daggamle bål, mens en ko kigger dovent på os. Hvad laver de dog der, synes den at tænke, og det samme gør vi. Skulle det her være ferie?

“Undskyld vi kommer for sent”, siger den unge fyr, da han får øje på os i receptionen. I en halv time har vi ventet på at han skal tage os med på trekking i Senggigis kuperede bagland, der byder på tæt skov, sasakhuse og mageløse udsigter.

Sammen med to af fyrens venner og en noget ældre chauffør fra deres landsby tøffer vi af sted i deres gamle bil og er spændte på, hvad dagen vil bringe. Hele arrangementet virker noget uorganiseret, men jeg ved af erfaring, at lige præcis det kan give store og uventede oplevelser.

Vi bliver sat af ved Pusuk Pass, der ca 950 m.o.h er et af områdets højeste punkter. Den omkringliggende skov kaldes også for Monkey Forest, og det er ikke tilfældigt. Allerede da vi stiger ud af bilen, står de første aber klar for at tigge godbidder, og de er af den slags, der ikke tager et nej for gode varer.

Ved Pusuk Pass forlader vi hovedvejen, og der går kun få minutter, før vi står i en helt anden verden. En verden af frodig skov, spredte huse og venlige sasakker, der kigger lige så meget på os, som vi kigger på dem.

Sasakerne kom oprindelig fra Sulawesi og bosatte sig på Lombok for flere hundrede år siden. De var animister, men blev forsøgt omvendt til islam. Officielt er sasakerne i dag muslimer, men de har deres helt egen gren af religionen kaldet wektu tulu. Sasakerne går mere op i traditioner end i religion. F.eks. drikker de alkohol, besøger kun moskéen ved særlige lejligheder og de beder ikke fem gange dagligt.

Lokale på vej gennem skoven

Ad små stier gennem skoven

Vi vandrer ad smalle stier, der forbinder de lokales huse med hinanden og den omkringliggende verden. Det er et kæmpe netværk af stier, hvor det er nemt at fare vild. Det går stort set kun opad, og det er efter en times tid i den fugtige skov, himlen åbner sig over os.

Mens vi står drivvåde i det lille shelter, får vi en lokal godbid. Ris sødet med palmesukker, kanel og banan, der skal booste vore energi. Det bliver aldrig min livret, men den lille hundehvalp er til gengæld glad for lidt at spise.

En halv times tid senere er vi på vej gennem skoven igen. Forbi et overvældende antal spændende træer og planter, som lokalbefolkningen i århundreder har brugt til medicin, madlavning og byggematerialer.

Vi ser bl.a. adskillige enorme kapoktræer, hvis frøkapsler indeholder det, der bedst kan beskrives som en slags vat eller bomuld, som de bruger til fyld i puder og tæpper. Kapok er meget efterspurgt i vesten i disse år, hvor rene naturprodukter er in.

Selvom vores tre nye venner ikke taler særlig godt engelsk, så er de meget opmærksomme og viser os gerne de ting fra skoven, som de bruger i deres familie. Flere gange går vi forbi en stor rød blomst, som bruges til hårvask og alle spiselige planter bliver præsenteret for os.

Senggigis bagland er tæt og frodig skov

På toppen af verden og et besøg hos de lokale

Vi har primært vandret i skoven i tæt bevoksning, men her og der kan vi skimte havet og ikke mindst junglen, der ligger som et tæppe under os. Pludselig går det stejlt opad, og via en lille høj står vi pludselig på områdets højeste punkt.

Udsigten er fantastisk. Mod syd kan vi Lomboks største by Mataram, og mod vest ligger havet og Senggigi. Det smukkeste er dog de drivende småskyer over den tætte grønne skov.

Efter et par timers trekking når vi en lille samling huse, hvor de tre unge fyre er kendte ansigter. Vi bliver budt på te med hjemmelavet palmesukker, som de sælger på markederne. Da vi viser i interesse for processen i fremstillingen af palmesukkeret, inviteres vi med i produktionen, der blot er et lille åbent skur.

Så er vi ved at lave palmesukker

Den ældre dame, der rører i den store gryde med sukker bliver både glad, stolt og overrasket, da vi køber lidt af hendes lækre palmesukker, der er så økologisk, som det kan blive.

Fra det kuperede baglands højeste punkt og besøget hos den venlige dame, der producerer palmesukker, går det nu nedad. At stierne i vildnisset kan være svære at finde rundt i, får vi kun bekræftet sidst på vores vandretur. De tre fyre kan ikke helt blive enige om, hvilken vej vi skal og må spørge de lokale til råds.

Chaufføren er ny, men bilen er den samme. Vi er på vej mod kysten og Senggigi igen. Efter seks timers trekking i det pragtfulde landskab, hvor vi ikke møder andre turister, kan vi se tilbage på en spændende og temmelig anstrengende dag. Men hvad gør man ikke for at komme væk fra de gængse turistruter? Uorganiseret eller ej, så er der nu noget befriende ved ikke vide, hvad dagen vil bringe.

De lokale kvinder vil ikke fotograferes
Blomsten som de bruger til hårvask
De små pakker med ris, kanel og banan
Te med palmesukker
En af de frække aber ved Monkey Forest
Købmand i skoven
Så er vi faret vild…
Del
Forrige artikelFrederiksborg Slot
Næste artikelDerfor elsker jeg Bangkok
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 44 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here