Egentlig vil vi helst ikke se dem. Alligevel er de en del af grunden til, vi er rejst jorden rundt. Det kan lyde paradoksalt, men samtidig med at vi ønsker det bedste for orangutangen, så vil vi også gerne se dem inden det er for sent. Få kilometer udenfor byen Kuching på Borneo står vi midt ude i junglen og skimter efter et af verdens mest fascinerende dyr.

“I er gæster, aberne bestemmer og kan gå, hvor de vil”, siger rangeren, der briefer os før det store øjeblik, hvor vi bliver vist ind i skoven til fodringsstedet. I Semenggoh Wildlife Centre passer man på 27 orangutanger, der alle er i gang med et rehabiliteringsprogram i håbet om, at de kan vende tilbage til Borneos jungle.

Det er starten på frugtsæsonen, og det betyder, at vi ikke skal forvente at se orangutangerne. I går kom der ingen får vi at vide, men vi er alligevel spændte, da vi er på vej ind i den fugtige jungle til det sted, hvor orangutangerne kan få mad.

I sommermånederne, der er den tørreste periode på det vestlige Borneo, er der næsten garanti for at se de såkaldt halvvilde orangutanger. Selvom de smukke dyr også kan spise umodne frugter, så kommer de hellere ned til fodringsstederne ved parkhovedkvarteret.

Lige nu begynder skoven at bugne med lækre og smagfulde frugter, og orangutangerne har ingen grund til at dukke op morgen og aften, når medarbejderne i vildtcentret lægger mad frem til dem. Det er med den viden, vi går ind i skoven spændte på, hvad der venter os.

orangutang-3Semenggoh og orangutangerne

Tænk at det skulle komme hertil. At orangutangerne ikke blot er en truet dyreart, men at der udover en række ildsjæle ikke er nogen, der gør noget ved det. Selvom dyrene er totalfredede, så kan korruption og multinationale selskabers pengetanke gøre meget. Den systematiske udryddelse af aberne sker lige for øjnene af os, og man skal være ualmindelig følelseskold for ikke at blive rørt af de frygtelige billeder, hvor orangutangerne klamrer sig til de sidste træer i de nedbrændte skove.

Orangutangerne lever på det nordlige Sumatra og på Borneo. Begge steder kæmper frivillige og NGO’ere en hård kamp for at aben ikke skal uddø. Især Borneo har været i fokus i kampen for at redde orangutangen, der i den grad lider under menneskets behov. Efterspørgslen på træ har i årevis ført til skovhugst, men i dag er det især anlæggelsen af palmeolieplantager, der er en trussel for orangutangen.

Enorme skovområder, nogle af dem på størrelse med Sjælland og Fyn tilsammen, bliver ryddet for at gøre plads til oliepalmer. Skoven bliver fældet og senere brændt af, og det betyder ikke kun at orangutangerne mister deres levested, men også at det sårbare økosystem bliver ødelagt.

Mens orangutangerne lider, så tjener andre styrtende med penge. Træ og palmeolie er stærkt efterspurgte produkter, og selvom det er klart for enhver, at produktionen ødelægger Borneos beskyttede natur og dyreliv, så bliver lokalpolitikere i både Malaysia og Indonesien forgyldt af de store virksomheder, der betaler gigantiske beløb for at erstatte junglen med plantager.

Den schweiziske Bruno Manser Fond har f.eks. Udpeget Sarawaks premierminister Taib som en af de helt store skurke. Ifølge fonden er Taib god for mere end 15 milliarder dollars, der primært er tjent ved korruption.

Som flere andre rehabiliteringscentre på Borneo, så er målet i Semenggoh at sætte orangutangerne ud i naturen igen. Det er en lang proces, der både kræver penge og tålmodighed. Først bliver dyrene sendt til Matang Wildlife Centre, hvor den egentlige rehabiliteringsproces finder sted. Efter et lægetjek bliver de undervist i, hvordan de overlever i deres naturlige miljø.

De skal lære at bygge reder, klatre i træer og finde den rigtige føde. Efter 2-4 år er de klar til at blive sat ud i junglen ved Semenggoh. Selvom der er 100% chance for se orangutangerne i Matang, så ønsker vi ikke at opleve dem i bure, men hvor de hører hjemme. I skoven.

orangutang-2
Analisa og Digital Guru
Mødet med orangutangen

Vi når kun halvvejs ind i skoven før nyheden når frem til os. Der er orangutanger ved foderstedet. Det er den 19-årlige hun Analisa, der sammen med sin lille unge Digital Guru mæsker sig i lækre frugter. Vi følger med på afstand og beundrer det imponerende dyr, der deler 97 % DNA med mennesket.

Det er fantastisk at se, hvor meget de egentlig ligner os. Faktisk betyder orangutang skovmennesket på malaysisk, og det er let at forstå, hvorfor man engang troede at de var en slags mennesker. Analisa og ungen kravler op i et af rebene, og de bruger lang tid på at spise. Digital Guru efterligner sin mor og kærligt bliver han vejledt indtil han som 8-årig overlades til sig selv.

Nogle vil nok finde det kedeligt at se på en orangutang, der spiser. Det gør vi ikke. Det er i den grad et privilegie at opleve dem i deres naturlige miljø, og for hvert minut der går, bliver det mere og mere ubegribeligt, at dette smukke dyr snart ikke er her mere.

Vi går tilbage til hovedkvarteret som nogle af de sidste. De fleste turister er taget af sted igen og der er ved at falde ro over Semenggoh. Måske er det derfor, at den ni-årlige han Anaku pludselig kommer ned fra trækronerne for at spise ved et af de mindre fodersteder. Han virker ikke specielt sulten, men mere nysgerrig på de 10 turister, der følger hans mindste bevægelser.

Men sådan er orangutangen. Nysgerrige som os. Semenggohs Alfa-han Charlie går af og til rundt udenfor parkhovedkvarteret og iagttager mennesket, som vi iagttager ham. Gad vide hvad han tænker.

Det er med blandede følelser, vi forlader Semenggoh Wildlife centre. Vi fik set orangutangerne, men Analisa, Anaku, Digital Guru og de 24 andre aber burde slet ikke være her. Det er næsten symbolsk, at vi kører lige ind i enorme røgskyer, da vi når tilbage til vores hotel. Skovbrandene er stadig i gang, og for hver dag der går, mister verden flere og flere orangutanger.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiBook pakkerejse

Information Semenggoh Wildlife Centre

Semenggoh Wildlife Centre ligger 24 km uden for Kuching. Centret er lige nu hjem for 27 såkaldt halvvilde orangutanger. Det betyder, at de lever i deres naturlige miljø, men er under opsyn. Det, at de er halvvilde betyder så også, at der ikke er garanti for at se dyrene. Orangutangerne har mulighed for at få mad morgen og aften ved parkhovedkvarteret, og det er selvfølgelig dagens højdepunkt for turisterne.

Fra Kuching kan du tage en taxi til Semenggogh. Aftal en pris, hvor chaufføren venter på dig, da det kan være svært at finde transport tilbage til byen.

Nyttige links
Semenggoh Wildlife Centre
Red Orangutangen
Verdensnaturfonden
Bruno Manser Fonden
Del
Forrige artikelBilledserie: Islands smukke natur
Næste artikelCentral Park – New Yorks grønne oase
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 43 lande og territorier og været mere end tre år på farten.