Hjem Rejseliv Seks mindeværdige udsigter

Seks mindeværdige udsigter

Hvem elsker ikke gode udsigter? Det gør jeg i hvert fald. Om det er fra toppen af et bjerg, en bygning eller måske fra terrassen på hotelværelset, så er det bare noget særligt, når man kan skue ud over verden. Det sætter tanker i gang og giver en følelse af frihed. Her kommer en stribe af de bedste og mest mindeværdige udsigter jeg har oplevet.

oriantal-pearl
Udsigten fra Oriental Pearl Tower er flot, men det er også spændende at stå på glasgulvet i 270 meters højde
Oriental Pearl Tower – Shanghai, Kina

Halløj for en udsigt. Nåh ja, hvis man ellers kan se noget. Det er først da disen letter og smoggen forsvinder fra byen, at Shanghais imponerende skyline åbenbarer sig for os. Og hvilken skyline. Så langt øjet rækker er der højhuse, og at Shanghai er en af verdens hurtigst voksende byer er vi slet ikke i tvivl om.

Pudong-området, hvor vi er nu er et godt eksempel på, hvor stærkt det kan gå. For blot 25 år siden lå her en mark, og Oriental Pearl Tower er for længst blevet overhalet som Shanghais højeste bygning. Lige ved siden af kigger vi op på det 492 meter høje Shanghai World Financial Center, der i år måtte se sig slået af Shanghai Tower. Platformen på tårnet i Oriental Pearl Tower er yderst lavet af glas, og de fleste turister tænker sig lige om en ekstra gang, inden de træder herud.

Calakmul – Mexico

Der er helt stille. Kun junglens lyde kan jeg høre fra den grønne skov under mig. Her og der popper toppen af ældgamle pyramider op over træerne, og jeg spekulerer over, hvordan livet var dengang Jaguar Klo regerede her. Vi er kørt 60 km gennem junglen fra hovedvejen mellem Campeche og Chetumal på Yucatán-halvøen i Mexico for at besøge Calakmul, der engang var en af mayaernes magtfulde byer.

Jeg har besteget struktur 2, en pyramide, hvor jeg fra toppen har en forrygende udsigt. Der er jungle så lang øjet rækker, og mod sydvest ligger Guatemala og Tikal, der blev Calakmuls endeligt. Men det bedste er faktisk, at her ikke er nogen turister. Kun os, der får lov til at lege Indiana Jones for en stund.

lanjia01
Sådan en udsigt står man gerne op til – Lanjia Lodge i Nordthailand
Lanjia Lodge – Thailand

Uret ringer hver morgen klokken 6, for jeg vil ikke gå glip af den. Udsigten jeg aldrig bliver træt af. Den tidlige morgen i landsbyen Ban Kiew Karn i det nordligste Thailand er i en klasse for sig. Fra min store terrasse på Lanjia Lodge står solen op bag bjergene i Laos og lyser skydækket op, der ligger som en dyne af den fineste uld under os.

Farvespillet på himlen langt ude i horisonten er i alle røde og orange nuancer, og det er sådan en stund, der gerne må vare evigt. Når solen et par timer senere har brændt skyerne væk, kan vi se Mekongfloden og de små byer under os.

Voi Safari Lodge – Kenya

Hvor er verden dog stor. Sådan tænker jeg hver gang jeg sen eftermiddag sidder på min terrasse på Voi Safari Lodge i Tsavo Nationalpark i Kenya. Jeg kigger ud på en enorm slette af savanne, der gemmer på så meget liv. Men verden er desværre ikke så stor, at der er plads til os alle.

Den trofaste elefantflok, der dukker op hver eftermiddag for at drikke ved vandhullet nedenfor min terrasse tilhører en art, der bliver færre og færre af. Men elefanter er ikke det eneste jeg ser. Antiloper, vandbukke, zebraer og flere andre dyr kommer også forbi og gør dagene til noget særligt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
På tur med kabelbanen ved Dalat
Dalat – Vietnam

Udsigten er fantastisk. Fra min position oppe over Sydvietnams bjerge kan jeg se tæt jungle og det store Quang Trung-reservoir, som vi netop har besøgt. Selvom det er en anelse nervepirrende at sidder heroppe i kabelbanen, så kan vi sagtens nyde det smukke landskab.

Vi kommer forbi små huse og gigantiske træer og kan se røgen fra adskillige bål stige op fra skoven. Dalat er mindre, men travl by, og det er faktisk i fugleperspektiv jeg virkelig forstår områdets skønhed. Det frodige tæppe af skov og grønklædte bjerge i horisonten er dragende. Hvad mon gemmer sig der?

Sirocco Restaurant – Thailand

64 etager oppe står vi og kigger ud over Bangkoks skyline. Bilerne nede på gaden synes uendelig små og det samme gør cruiseskibene på Chao Phraya-floden. Den mondæne restaurant Sirocco på toppen af Lebua at State Tower er verdens højeste udendørs beliggende restaurant.

Det er ikke kun maden, der er noget særligt, det er udsigten også. Især fra den store repo under The Dome, stedets karakteristiske kuppel, og fra den fancy Sky Bar, hvor vi kan se hele vejen ned på storbyens hektiske liv. Sirocco er ikke et sted for folk med højdeskræk.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiBook pakkerejse

Del
Forrige artikelCentara Koh Chang Tropicana
Næste artikelBjergstammer i Nordthailand
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 43 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here