Hjem Indonesien Rejsebeskrivelse fra Sanur og det sydlige Bali

Rejsebeskrivelse fra Sanur og det sydlige Bali

+ masser af nyttig rejseinformation nederst på siden

”Vil du ikke have en øl mere, jeg gir’”, siger den australske fyr, jeg har snakket med den sidste times tid. Baren på vores hotel ligger direkte ud til Sanur Beach og synes at være populær blandt turisterne.

Det er her, vi sidder og nyder Balis tropevarme og drikker Bintang-øl til fem kroner. Den hyggelige bar er fyldt med mennesker, og jeg finder hurtigt ud af, at Bali er for australierne, hvad Mallorca er for danskerne.

Det kan godt lyde turistet, og det er det også. I hvert fald i Sanur og Kuta, hvor den unikke balinesiske kultur møder afklædte turister, larmende barer og store hoteller.

Men det giver også indoneserne mulighed for at komme af med deres varer, og det udnytter de i stor stil. På promenaden sik-sakker vi os gennem en hær af sælgere, der bl.a. tilbyder solbriller, ure, t-shirts, massage, drager og træarbejde.

Vores hotel ligger mellem hovedgaden Jalan Danau Tamblingan og stranden i hjertet af Sanur. Her er hyggelige bungalows i balinesisk stil, og servicen er som andre steder i Østen topklasse. Vi mangler ikke noget – om dagen lever vi livet ved poolen eller den glimrende strand, hvor farvestrålende udriggerbåde glimter om kap med det turkisblå hav.

Hvis den lange smalle strandpromenade med de spredte barer og restauranter er centrum om dagen, så er det på hovedgaden, det sker om aftenen. Den trafikerede gade er proppet med butikker, hoteller, barer, restauranter, souvenirboder og supermarkeder.

Vi spiser god og billig mad på Bayu Garden, hvor vi får serveret den lækre Nasi Goreng på bananblade, mens vi lader os underholde af de smukke dansere, der med stor ynde og næsten umulige håndstillinger fører os ind i den balinesiske kultur.

Swastika spiser vi gode hovedretter til blot 10 kroner, men det kan faktisk gøres billigere. Var det noget med en ristaffel til otte kroner, som vi spiser på en restaurant, der er nabo til vores hotel?

Man skal ikke vælge Sanur for nattelivet. Godt nok får vi et par drinks på en af de mange barer langs hovedgaden, men de lukker stort set alle sammen ved midnat. Men så er der jo altid vores populære hotelbar, hvor vi hører livemusik, snakker med australiere og selvfølgelig drikker Bintang øl til fem kroner.

Tanah Lot – templet, der ligger på klipper ude i vandet

Bali er også smukke templer

”Det var præsten Nirartha, der i det 16. århundrede så et lys her ved kysten, som han måtte studere nærmere. Han drog derfor til dette område, men den lokale præst følte sig generet af hans tilstedeværelse, og for ikke at skabe splid placerede Nirartha sit tempel ude i havet”, fortæller en mand vi kommer i snak med.

Vi har forladt Sanur og er taget til Tanah Lot-templet nord for Kuta. Bali er fyldt med smukke templer, og selvom Sanur kan prale af Pura Balanjah-templet, der er fra år 913 og et af øens ældste, så hører det ikke til blandt de mest berømte.

Det gør Tanah Lot til gengæld. Templet er en af de største attraktioner på det sydlige Bali, og det skyldes både historien og den lidt ejendommelige beliggenhed.

Tanah Lot, der består af i alt tre templer ligger på nogle bittesmå klippeøer et stenkast fra kysten. Arkitekturen er tydelig balinesisk, og området er et af de mest populære steder at opleve solnedgangen.

Vi behøver kun at være få dage på Bali for at opdage, at enhver turistattraktion, stor eller lille, tiltrækker et hav af sælgere. Heller ikke her slipper vi for sælgerne; fra p-pladsen til templerne ligger souvenirboderne på stribe, og der er hård kamp om turisternes gunst.

Pura Taman Ayun – et tempel for templerne

Er det mon kun os, der har hørt om dette tempel tænker jeg, da vi går på det store velfriserede tempelområde Pura Taman Ayun ved byen Mengwi. Her er kun ganske få turister, i hvert fald i forhold til Tanah Lot.

Mengwi var i gamle dage hovedstad for Gelgel-dynastiet, og templet som vi besøger nu er et såkaldt Penyawangan, dvs. et sted, hvor man tilbeder andre hellige steder. Det lyder sært, og man skal nok have et godt indblik i balinesisk kultur for virkelig at forstå det.

Vi ser altre for det hellige bjerg Gunung Agung og beundrer den smukke arkitektur. Her er porte med pragtfulde udskæringer, pagoder, der rager op mod guderne, og så er der kanalerne og voldgravene, der er lidt af et særsyn på Bali.

Pura Taman Ayun blev grundlagt i 1634 af Rajaen af Mengwi, og det er præcis sådan jeg har forestillet mig Bali: Smukt og storslået.

sanur
Den smukke port ind til Pura Taman Ayun

Tegenungan Vandfaldet

Vi skal ikke så langt nord for Sanur før Balis smukke natur åbenbarer sig for os. Ved den lille by Tegenungan er der trafikprop omkring parkeringspladsen, og lige nu synes øen at være alt andet end idyllisk. Bilerne dytter, mens et virvar af larmende scootere kører mellem de mange mennesker i forsøget på at komme først.

Selvfølgelig har Tegenungan sin egen hær af sælgere og boder, hvor bl.a. tasker, t-shirts og bunker af souvenirs fylder op. Godt nok modtager Bali et hav af turister, men jeg undrer mig alligevel over, om der virkelig er kunder til de mange varer.

I den lille by ligger også et par spisesteder, der har en smuk udsigt over dalen og vandfaldet, som vi er på vej ned til nu. Undervejs møder vi en strøm af mennesker, og vi finder hurtigt ud af, at vi er havnet i endnu en af Balis turistfælder.

Ved Tegenungan-vandfaldet er der proppet med mennesker, der nyder den tropiske sol eller bader i den store pool, og jeg drømmer mig pludselig tilbage til det nordlige Balis ro og færre turister.

Jo, her er smukt, men det er sådan et sted, som jeg ville have elsket at besøge for 50 år siden. Dengang, hvor Bali var for eventyrer og masseturisme et fremmedord. Vi er selvfølgelig selv en del af strømmen og bebrejder ikke nogen noget som helst. Mon ikke alle andre er her for det samme som os; nemlig at opleve verden.

Tegenungan Vandfaldet nord for Sanur

Fantastisk håndværk i Mas og Celuk

Ikke langt fra Tegenungan-vandfaldet besøger vi de to håndværksbyer Mas og Celuk, der er kendt for henholdsvis træskærerarbejde og sølvhåndværk. Traditionelt har brahminerne (højkaste) været træskærer, og ifølge den hinduistiske tro er evnen en gave fra guderne.

Det er absolut træskærerarbejde i høj kvalitet vi ser. Her er alt fra små masker til store tunge møbler, som ofte bliver lavet på bestilling. Mange af de flotte arbejder er utrolig detaljerede, og jeg forestiller mig, at det må tage evigheder at lave.

I Celuk er vi ikke mindre imponerede over det fine håndværk fremstillet i guld og sølv. De større steder har rigtige butikker, men det kan bestemt anbefales at gå ned ad sidegaderne, hvor priserne er lavere og du kan se håndværkerne i arbejde.

Det sydlige Bali er larm og masser af turister

De påtrængende souvenirsælgere er heldigvis få i Mas og Celuk, men også her går vi i bogstavligste forstand i hælene på tusinder af andre turister. Lige bortset fra Pura Taman Ayun, så har det været sådan overalt på det sydlige Bali.

I morgen er vi tilbage i Sanur, hvor der bestemt ikke er færre turister. Men mon ikke der stadig er en plads i baren? Lige nu kunne jeg i hvert fald godt drikke en Bintang til fem kroner, men så er det vist også på tide at komme videre.

Til den nordlige del af øen eller måske til Lombok. Eller hvad med en af de små Giliøer? Heldigvis er der stadig masser af steder, hvor jeg kan få den fred og ro, som jeg trænger til lige nu.

Har du fået lyst til selv at besøge Sanur og det sydlige Bali, så kan du finde praktisk information under billedet.
Stranden i Sanur og en lille del af promenaden

Praktisk information til dit besøg i Sanur

Generel information om at rejse på Bali kan du få i indlægget At rejse på Bali – tips og gode råd.

Transport

Ind og ud

Fra Danmark er det faktisk nemt at komme til Bali. Flyver du fra København kan du med kun ét stop tage via Doha (Qatar Airways), Dubai (Emirates), Singapore (Singapore Airlines), Bangkok (Thai Airways) og Amsterdam (KLM). Forbindelserne er gode med kun kort ventetid i transitlufthavnene. Book flybilletter til Bali her.

Fra Billund kan du flyve via Amsterdam, hvis du ønsker ét stop. Alternativt kan du tage til København for korteste rejsetid. Det samme gør sig gældende fra Aalborg.

Der er i 2024 indført turistskat på Bali. Alle skal betale 150.000 rupiah (IDR), der er ca. 65-70 kr. alt efter kurs. Du kan betale online i forvejen på denne side, men også ved ankomst.

Ønsker du en rejse til Bali med dansk rejsebureau, så kan du se mere hos f.eks. Bravo Tours, der også tilbyder rundrejser.

I Denpasar lufthavn kan du tage en taxi til dit hotel, men du kan naturligvis også få dit hotel til at hente dig i lufthavnen. Serviceniveauet på Bali er skyhøjt, og ethvert overnatningssted vil uden tvivl hjælpe dig, hvis du sender dem en mail.

At komme rundt

Det er nemt at komme rundt i Sanur, der er fin at opleve til fods. Enten langs promenaden eller langs hovedgaden, der har fortov.

Til korte ture inden for byområderne kan du tage en bemo, som kan stoppes hvor som helst. Når man skal af siger man bare stop og betaler chaufføren det aftalte beløb. Bemoer kører ofte faste ruter, men kan også bruges som taxi.

Skal du længere væk, kan du tage du almindelig taxi. Langs hovedgaden er der masser af taxier – ofte holder de også ved de større hoteller og venter på kunder. Husk at spørge om prisen inden du kører (gælder både bemo og almindelig taxi).

Byen har selvfølgelig også flere tourbureauer, hvor man kan købe færdigpakkede udflugter til øens seværdigheder. Tourbureauerne kan som regel også være behjælpelige med busbilletter osv.

Busselskabet Perama står for den meste bustransport på Bali, fra Sanur kan man komme til f.eks Kuta og Ubud.

Overnatning

I Sanur findes mange dejlige resorts i typisk balinesisk stil. De fleste steder har swimmingpool og andre faciliteter. Man får meget for pengene på Bali, og der er generelt en rigtig god service på hotellerne.

Et godt mellemklassehotel behøver ikke at kost mere end 200-400 kr. pr. nat inkl. morgenmad. Se efter rabat på hoteller og resorts hos f.eks. hotels.com. Fem overnatningssteder, der får gode anmeldelser:

Kejora Suites – Lækkert hotel i balinesisk stil med en perfekt beliggenhed i den nordlige del af Sanur tæt på restauranter. Kejora Suites ligger et stenkast fra stranden og har bl.a. gratis wifi og á la carte morgenmad. Hotellet har kun 24 værelser og er kun for voksne.

Griya Santrian – Større hotel, der til gengæld ligger direkte på stranden. Her er flere pools, lækker morgenmadsbuffet og gratis wifi. Du kan vælge mellem tre forskellige værelsestyper, der har udsigt til have, pool eller strand.

Artotel – Prisbilligt sted med tagterrasse og pool. Her er morgenmadsbuffet og kort afstand til stranden i det sydlige Sanur. Vil du have absolut ro på din ferie, så vælg et andet sted, til gengæld kan du på Artotel møde andre rejsende.

Hotel Jati & Homestays – Enkelt, men godt lille hotel tæt på stranden i Sanur. Her er kun 14 værelser, og det giver en familiær og personlig oplevelse. Der er gratis wifi og morgenmad á la carte. Jati & Homestays er et fund til pengene.

Rai House – Topvalg i Sanur, hvis du vil bo billigt og godt. Her kan du få en overnatning for kun 140 kr. med morgenmad og gratis wifi inkluderet. Her er kun ni værelser, der er forholdsvis store.

Mad & drikke

Sanur er en rigtig turistby med restauranter for enhver smag. Generelt er prisniveauet meget lavt, og du kan nemt spise dig mæt for 15-20 kr.

Som altid i Asien er den lokale mad bedst, men naturligvis har Sanur også steder, hvor du kan spise fransk, italiensk og mexicansk. Her er flere caféer, der har lette retter som f.eks. sandwiches og så er der sportsbarerne, hvor du kan få burgere.

Vil du spise balinesisk/indonesisk, så kig efter de steder, der hedder warung, som blot betyder spisested/restaurant. En warung kan være alt fra enkle spisesteder med plasticstole til pænere steder med dug på bordet.

Aktiviteter

Vandsport er nok den mest populære aktivitet i Sanur, hvor du kan prøve f.eks. paragliding, vandski og jetski. I byen kan man finde flere diveshops, der arrangerer ture til Balis bedste dykkersteder.

Sanur har også en golfbane – den finder du i den nordlige del af byen. Vil du være kulturel, kan du besøge La Mayeur Museet, der har billeder af den belgiske kunstner Jean Le Mayeur de Merpres, som kom til Bali i 1932 og boede der i 26 år.

Et udpluk af aktiviteter i Sanur:
• Yogaklasser
• Madlavningskursus
• Frugtudskæringskursus
• Smykkeproduktion

Vejret på Bali

Bali har typisk tropeklima med temperaturer omkring de 30 °C året rundt. Regntiden starter blødt i oktober og kulminerer i januar for derefter at slutte i april. Sommeren er således dejlig tør på Bali selvom regn altid kan forekomme.

Der er høj luftfugtighed på Bali – især lige før regntiden kan det virke trykkende og uudholdeligt. Solen er meget stærk på Bali så husk en høj solfaktor.

Værd at vide

Der findes en stribe banker langs hovedgaden, som også har masser af kontantautomater. Har du kontanter med kan du benytte vekselbureauerne, men husk at tæl pengene grundigt. Man får som regel en ordentlig bunke sedler, hvilket kan være ret svært at overskue. Mange hoteller og restauranter accepterer kreditkort.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Indonesien inden du tager afsted – den finder du her.

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

9 Kommentarer

  1. Vi foretrækker klart Sanur i stedet for Kuta. Byen er meget hyggeligere og venligere. Tip: lej en bil med chauffør og kør nordpå. Der er fantastiske oplevelser

  2. Bali er altså ikke hvad det har været. Jeg er virkelig ked af at skulle skrive det, for jeg holder så meget af den ø. I 2004 besøgte jeg Bali første gang og har nu været der 11 gange. Flere og flere turister der er ligeglade med den gode mad og tiltrækker sælgere med elendige varer. Det er en trist udvikling

  3. Prøv feks jimbaran eller Seminyak. Jeg synes det er rolige og mege hyggeligere også selvom det er på den sydlige del.

  4. Hej. Vi står og overvejer en tur til Bali og havde faktisk kigget på sanur, men det lyder ikke som det mest spændende sted?

    • Hej Niels. Det kommer helt an på hvad man er ude efter. Er det strand med masser af shopping og restauranter tæt på, så er Sanur fin. Men er du ude efter lidt mere autentiske oplevelser, så skal du nok vælge et andet sted. Men du kommer nemt rundt på Bali, så bor I i Sanur er det er bare om at finde en taxi og køre ud i det blå. God rejse.

  5. Jeg har været på Bali mange gange og forstår simpelthen ikke hvorfor folk absolut skal bo i kuta eller sanur. Der er så mange fede steder på den ø. ?

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her