Hjem Cambodja Phnom Penh – i fodsporene på Khmer Rouge

Phnom Penh – i fodsporene på Khmer Rouge

Det er løgn, tænker jeg, da det knaser under mine fødder. Jeg kigger ned, og det er som om, at min krop fryser til is. Det er knogler. Menneskeknogler. Ikke nok med at jeg vader i lig, jeg kan også se tøjrester fra de mennesker, der engang endte deres liv her. Vi er ved Killing Fields udenfor Phnom Penh, hvor tusinder af cambodjanere blev slået ihjel, og hvor den menneskelige ondskab for årtier siden nåede sit foreløbige lavpunkt.

Phnom Penh. Cambodjas engang så stolte hovedstad som efter franskmændenes tilbagetrækning stod så smuk og var så fuld af liv. Det var dengang. I dag er byen en skygge af sig selv, og det er som om, at befolkningen har mere end svært ved at komme sig over De Røde Khmerers brutale styre og den efterfølgende politiske uro.

Man forstår det godt. De fire forfærdelige år fra 1975 til 1979 har efterladt et land i en elendig forfatning. En generation er blevet udslettet, det samme er alle med uddannelse, og de tilbageværende, de overlevende, er dybt traumatiserede, og lever en dagligdag med vold, korruption og fattigdom. På mange måder er Cambodja et land i kaos, og man har ikke formået at få del i den økonomiske vækst, som nabolandene nyder godt af.

ph01
Toul Sleng, S21. Torturredskaber og billeder af torturerede fanger
Phnom Penh – et tilbageblik

Phnom Penh blev hovedstad omkring 1430’erne, da khmererne flygtede fra Angkor efter thai’ernes invasion. I det 16. århundrede blev byen et vigtigt handelscenter, hvor kinesiske og indonesiske købmænd kom på hyppige besøg. Franskmændene koloniserede Cambodja i 1864 og det har sat tydelige spor i Phnom Penh. Det er dem, der har formet byen som den ser ud i dag, og flere steder kan man stadig se de brede boulevarder, som er så almindelige i Frankrig.

Cambodja fik sin selvstændighed tilbage i 1953, men det gik så grueligt galt med Khmer Rouges overtagelse af magten. Det fik man for alvor at mærke i Phnom Penh, der blev indtaget af Pol Pots styrker den 17. april 1975. Regimet sendte alle indbyggere ud af byen, godt hjulpet på vej af et rygte om, at amerikanerne ville bombe hovedstaden. I fire år, indtil vietnameserne befriede Phnom Penh, var byen en spøgelsesby, hvor kun Khmer Rouge kunne ses i gaderne.

Efter 1979 vendte folk så småt tilbage, men udviklingen gik langsomt, og først sent i 1980’erne kom der med FN’s hjælp gang i landets økonomi. I dag er det tydeligt, at nogle er kommet sig bedre end andre efter rædselsregimet. Kontrasterne er til at få øje på i byens gader, hvor rige cambodjanere har anskaffet sig nye store biler mens etbenede mineofre, gadebørn og andre trængende dagligt kæmper for overlevelse.

Toul Sleng (S21)

Bygningen ser trist og forladt ud. Engang var det en skole fuld af glade børn, men i dag gemmer den på en forfærdelig historie. En historie om angst, ondskab og en gal mands drøm. Som et monument over det mørkeste i mennesket, står den grå bygning foran os, som om den vil fortælle, at det er rigtig nok. Det er sket. Det var her folk blev tævet, tortureret og sultet ihjel. Blot et af mange steder rundt om i Cambodja, hvor den menneskelige ondskab viste sig fra sin mest modbydelige side.

Da De Røde Khmerer indtog Phnom Penh i 1975 begyndte også en af de mest vanvittige udrensninger verden har set. Den tidligere skole Toul Sleng, også kaldet S21, blev omdannet til et torturcenter, der for altid vil stå som et symbol på de lidelser som Cambodjanerne måtte gennemgå under Pol Pots styre. Det er forfærdeligt, det er ufatteligt, det er rædselsvækkende, og med en klump i halsen træder vi ind i den triste bygning. Ind til næsten tomme rum med nøgne vægge og blodrester på gulvet.

Toul Sleng er bevaret som man fandt det, da vietnamesiske styrker invaderede Phnom Penh i 1979. I alt 17.000 mennesker var gennem torturcentret, hvor de blev udsat for daglige forhør, og tortureret indtil de tilstod deres forbrydelser. Herefter blev de kørt til Killing Fields for at blive henrettet, og kun fire mennesker slap levende ud af Toul Sleng.

”Fangerne blev spændt fast til jernsengene, og så blev der sat strøm til”, fortæller vores guide, da vi står i et af Toul Slengs mange rum. Sengene med strøm var blot en af torturmetoderne, vi ser også, hvordan folk fik hevet negle og brystvorter af, xxxx. Det er barske sager, og vi kan næsten ikke fatte de lidelser og den ondskab, der har fundet sted lige præcis her.

Hovedbygningens (Bygning B) underetage indeholder et helt galleri af billeder. De Røde Khmerer dokumenterede alt, hvad de foretog sig, herunder effekten af torturen. Der er adskillige før og efter billeder, og vi står og kigger på udtryksløse ansigter, nogle smadret til ukendelighed. Det er mennesker, hvis skæbne var afgjort da de trådte ind ad døren. Alle var på forhånd skyldige, og det var lig med døden.

Vi tager fra Toul Sleng med en underlig følelse i kroppen. En følelse af ikke at have fået svar på, hvorfor det gik så galt. Vi står tilbage med 1000 spørgsmål. Det må være samme følelse cambodjanerne har, bare meget værre.

ph02
Grave ved Killing Fields, Knogler og tøjrester kommer stadig op af jorden. Øverst til højre henrettelsestræet
Killing Fields (Choung Ek)

De 9000 kranier kigger ud på os. I en bunke ligger de stablet i den store stupa, der skal minde os alle sammen om de forfærdelige år med De Røde Khmerer ved magten. Som om vores besøg i Toul Sleng ikke var forfærdeligt nok, så bliver vi ikke mere opmuntrede, da vi går rundt på Killing Fields. Men de to steder hører uløseligt sammen. Det var her ved disse ”dødsmarker”, at fangerne fra Toul Sleng blev ført hen for at blive henrettet.

I de mange massegrave kommer der stadig tøj, tænder og knoglerester op af jorden. Vi vader på ligene, og det er deprimerende at tænke på, hvad, der er sket her. Folk fik sprættet maven op eller halsen skåret over med palmeblade. Småbørn blev kastet op i luften og “grebet” igen på soldaternes bajonetter. Midt på Killing Fields står et træ, hvor Khmer Rouge slog børnene ihjel ved at holde dem i benene og slynge dem mod træet, så kraniet knustes. Det er virkelig skrappe sager!

Foreløbig har man fundet over 9000 lig ved Choung Ek. Det er disse kranier, der med et uudgrundeligt udtryk kigger ud på os fra stupaen. Rundt om i Cambodja ligger adskillige andre Killing Fields, eksperter regner med flere end 170, den uden for Phnom Penh er bare en af mange, hvor ondskaben havde frit spil.

Noun – den heldige chauffør

”Jeg er heldig”, siger tuk-tuk chaufføren, der kører os tilbage til Phnom Penh. Alle i Cambodja har mistet familiemedlemmer eller har selv oplevet det brutale styre. Det gælder også denne smilende fyr, Noun, der som syvårig blev sendt ud for at arbejde i rismarkerne. Mellem 14 og 16 timer hver dag i tre år knoklede han under den brændende sol, og hans daglige madration bestod af 3-4 bananer.

Det er ikke ligefrem det vi forstår ved held, men manden er sluppet billigere end så mange andre mener han. Godt nok blev hans bror slået ihjel, men han har selv overlevet, og i modsætning til tusinder af andre cambodjanere, så har han fundet sin familie igen.

FCC – Foreign Correspondents Club

Det er en lun aften i Phnom Penh. For de lokale er det sandsynligvis bare endnu en dag, men det er det ikke for mig. Det er kun få timer siden, vi besøgte Toul Sleng og Killing Fields, og nu står jeg på en altan i Foreign Corrrespondents Club, og kigger ned på gaden. Mine tanker flyver konstant tilabge til de frygtelige år med Khmer Rouge. Hvem af de mennesker dernede på gaden har været udsat for tortur? Hvem har været bødler, og hvem har mistet? Var det tøjrester fra nogle af disse menneskers familie, jeg gik rundt i for få timer siden? Jeg får gåsehud. Utroligt, at cambodjanerne stadig har mod på livet og viljen til at komme fremad.

Foreign Correspondents Club er en institution i Phnom Penh. Stedet åbnede i starten af 1990’erne, og det var her journalister mødtes da Cambodja åbnede op igen efter Khmer Rouges regime. Klubben ligger pragtfuldt langs Sap-floden lige midt i cafékvarteret. Vi spiser glimrende franskinspireret mad, og især førstesalen med dybe sofaer, aviser og litteratur på hylderne minder mere om en dagligstue end om end restaurant.

ph03
Kongepaladset i Phnom Penh
Kongepaladset

Smilende buddhaer og gådefulde pagoder. En gylden og majestætisk bygning, der har udsmykninger af en anden verden. Det er Østens mystik når det er bedst. Phnom Penh er ikke kun død og ødelæggelse, men også smukke templer og helligdomme. Det tidligere kongepalads er prikken over i’et, og det er her vi går rundt og får et indblik i et andet Cambodja end tiden med Khmer Rouge.

Området, hvor kongepaladset ligger er smukt og en af Phnom Penhs største seværdigheder. Tronsalen med sit 59 meter høje tårn er et sandt mesterværk. Selvom en del af indholdet blev ødelagt af Khmer Rouge, så står bygningen, der blev brugt til kroninger og ceremonier, smuk og skinnende med alle de udsmykninger og detaljer man kan ønske sig. Vi beundrer det smukke loft, der er fantastisk udsmykket.

Hvis det er loftet, der tiltrækker opmærksomheden i Tronsalen, så er det gulvet i Sølvpagoden. Kong Norodom opførte denne træbygning i 1892 inspireret af Wat Phra Keo i Bangkok. Pagoden blev genopbygget i 1962 og gulvet er dækket af over 5000 sølvfliser, der hver vejer 1 kg. Pagoden er et stort museum med mange fantastiske genstande. Vigtigst er Smaragdbuddhaen, der er landets helligste. Lige foran står en høj Buddha i guld, der er dekoreret med over 9500 diamanter.

Det er ikke alt, der er lige smukt i Kongepaladset. På vej fra Tronsalen til Sølvpagoden passerer vi en ejendommelig bygning, et lille gråt hus som Napoleon 3. i sin tid forærede Cambodjas konge. Ved udgangen ser vi to stupaer, hvor Kong Sihanouks datter er begravet under den ene og hans forældre under den anden.

Nationalmuseet – Cambodjas tidlige historie

Det havde været let at fylde nationalmuseet med rædsler fra Khmer Rouge tiden. Det har man heldigvis undladt. Ikke at perioden har været ubetydelig for Cambodja, tværtimod, men vi bliver mindet om de frygtelige år overalt. Landet har desuden en spændende fortid, og for mange cambodjanere er Pol Pot ikke historie, men nutid.

Til gengæld ser og hører vi forbavsende lidt til de gamle khmerer i Phnom Penh. Det er først da vi træder ind i det fine nationalmuseum, opført i 1917, hvor smukke skulpturer og genstande fra det tidligere så magtfulde rige står på række, at vi får et indblik i livet som det udspillede sig her for mere end 1000 år siden.

Mange af effekterne stammer fra området omkring Angkor Wat, men der er også spændende ting fra de tidligere Funan- og Chenlaperioder. Nationalmuseet er et hyggeligt sted med pragtfulde gårdhaver, der rammer de smukke fund ind på bedste vis. Hvor arrogant og usympatisk det end kan lyde, så er det lidt af en befrielse at have fokus på andet en nød og elendighed for en stund. Jo, vi kan sagtens, det er noget andet med de tiggere, som jeg ved, står og venter på mig udenfor museet.

ph04
Markedet, Nationalmuseet og byliv i Phnom Penh
Mith Samlanhs ”Friends the Restaurant”

Maden er førsteklasses, men det samme kan man ikke sige om betjeningen. Det er uden betydning, for de unge mennesker gør deres bedste, og de arbejder hårdt for en bedre fremtid. Vi sidder på restauranten Friends the Restaurant, hvor organisationen Mith Samlanh, der betyder venner på cambodjansk, har åbnet en restaurant, der skal give udsatte børn og unge et nyt håb.

Mith Samlanh blev startet i 1994 af tre ildsjæle, der ikke kunne bære at se på de forhold, som tusinder af cambodjanske børn lever under. I begyndelsen gav de dem mad, men indså, at det fastholdt dem i et liv på gaden. Det var her, at idéen om uddannelse til de unge blev født. I dag har Mith Samlanh flere restauranter og projekter med i alt 235 ansatte.

Da jeg sidder her på restauranten, kan jeg ikke vide, at mit forhold til Barbara, Sebastian og Mark, de tre ildsjæle, fortsætter efter jeg er kommet hjem til Danmark. I årevis sender jeg de penge, som denne hjemmeside kan indtjene til Mith Samlanh, der gør et fantastisk stykke arbejde for de cambodjanske børn og unge.

Afsked med Phnom Penh

Der er et leben af mennesker i receptionen. Alle har de det samme tøj på, og da jeg kigger nærmere efter opdager jeg, at de kommer fra FN. Cambodja har stadig brug for hjælp udefra, og det er ikke kun private organisationer som Mith Samlanh, der arbejder for et bedre liv for nogle af verdens fattigste mennesker, det gør FN også.

Vi har hanket op i vores bagage for at fortsætte vores rejse i Cambodja. Phnom Penh har været et stor, men barsk oplevelse. Landet har rørt mig dybt, og på en eller anden måde mangler jeg svar på en masse spørgsmål. Jeg føler en tomhed, og det er ikke rigtig gået op for mig, at jeg har besøgt et land, der få år tidligere var skueplads for en ufattelig ondskab og lidelse. Det er vel egentlig det jeg søger svar på, og det samme gør millioner af cambodjanere.

Hvad tænker disse mennesker inderst inde? Hvordan er de kommet videre? De må være dybt traumatiserede. Jeg får sandsynligvis aldrig svar på alle de spørgsmål, der suser gennem hovedet på mig lige nu, og jeg er sikker på, at endnu et besøg i Cambodja vil give flere spørgsmål end svar.

Information Siem Reap
Overnatning
Tidligere var det småt med overnatningsmuligheder af bare nogenlunde kvalitet i Phnom Penh, men nye store hoteller er dukket op de senere år. Byen har mange små guesthouses, de fleste omkring Boeng Kak ud til floden, f.eks Happy Guesthouse der er et temmelig afslappende sted. Omkring Det Russiske Marked findes også en del guesthouses, f.eks. det gamle Capitol Guesthouse der har trukket adskillige andre overnatningssteder til området.
Transport
Tuk-Tuk kan bruges til de seværdigheder der ligger uden for gåafstand. Ellers er det meste som nævnt inden for centrum, så benene er det bedste transportmiddel. Der findes adskillige busselskaber der kører til andre byer i Cambodja, prøv Phnom Penh Public Transport (PPPT) ved Central Market. Ture til f.eks Siem Reap koster ca. 15000 riel og tager ca. seks timer. Sihanoukville kan nås på fire timer til nogenlunde samme pris. PPPT kører i øvrigt også til Ho Chi Minh City i Vietnam, det koster ni dollars. Den internationale lufthavn i Phnom Penh ligger lige uden for byen og er ret lille. Både Siem Reap Airways og Angkor Airways flyver til Siem Reap.
Bank
Byen har mange banker, ATM automater findes også, nogle med vagter.
Posthus
Ligger der flere af i byen, hovedpostkontoret kan findes lige midt mellem Wat Phnom og floden.
Mad
Der er ingen grund til at sulte i Phnom Penh, der har et væld af restauranter og gadekøkkener. Mange franskinspirerede steder. Byens mest kendte sted er FCC, Foreign Correspondents Club, hvor udenlandske journalister mødtes efter krigen. I dag er her god restaurant, men stedet fungerer i høj grad også som bar og mødested for turister. Her er en god stemning og lokalerne emmer af atmosfære og historie. Et andet sted der er værd at prøve er restauranten Friends der ligger på Ph 13, et stenkast fra Nationalmuseet. Her har Mith Samlanh lavet en restaurant hvor det er tidligere gadebørn der serverer. Man er således med til at støtte et godt formål, betjeningen er så langt fra optimal, men maden rigtig god. Besøg eventuelt deres hjemmeside her.
Aktiviteter
Forhør dig på dit hotel eller guesthouse om hvad der sker netop nu i Phnom Penh. Prøv eventuelt Seeing Hands Massage der udføres af blinde.

Del
Forrige artikelBesøg ved Den Kinesiske Mur
Næste artikelKoh Kood Beach Resort
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 43 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here