Phan Thiet ligger ca. fire timers kørsel fra Ho Chi Minh City. Langs kysten ved Mui Ne Beach er der skudt et veludviklet turistområde op, der er fint til et par dages afslapning, men det er ikke her, du finder Vietnams mest berømte seværdigheder.

Det og meget andet kan du læse mere om i min Phan Thiet guide herunder, der primært omhandler området i og omkring Mui Ne Beach.

Phan Thiet – en introduktion

Vietnameserne og mange fastboende udlændinge har i årevis taget til Phan Thiet i ferier og weekends for at slappe af ved den brede sandstrand. De senere år er udenlandske turister også begyndt at dukke op langs kysten, der har oplevet en eksplosiv vækst i hoteller, barer og restauranter.

Som nævnt ligger turistområdet med den lange strand og alle forlystelserne ikke i selve Phan Thiet, men i byen Mui Ne syv kilometer derfra. Oprindelig var Mui Ne en lille fiskerby – den eksisterer stadig – men stranden har gjort området attraktiv for turister fra hele verden.

Medmindre man er meget glad for sol og strand eller kommer for at surfe, så er en uge i Mui Ne nok lige i overkanten.

At tage en tur ud i lokalområdet og følge med i vietnamesernes hverdag er selvfølgelig altid en oplevelse, men de helt store seværdigheder findes ikke. Til gengæld kan en ferie ved Mui Ne’s strande fint kombineres med et par dage i f.eks. Ho Chi Minh City og/eller Dalat.

Nu til min Phan Thiet guide, hvor du først kan læse om Mui Ne og hvad du kan opleve. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller overnatning.

Midt på Mui Ne Beach er stranden væk, her ved Jibes Surfing

Mui Ne – orientering og seværdigheder

Det er ikke svært at orientere sig i Mui Ne. Badebyen har kun én vej – nemlig den 10 km lange strandvej, der omtrent starter ved Sea Lion Resort og slutter i den oprindelige fiskerby Mui Ne. På næsten hele strækningen er der hoteller, restauranter og butikker –  dog ikke på de sidste par kilometer op til fiskerlandsbyen, hvor stranden er forsvundet.

Erosion har indtil videre gjort det af med over halvdelen af stranden, men for hver dag forsvinder mere og mere af kysten. Jo længere væk du kommer fra fiskerlandsbyen, jo større er chancen for at hotellet har strand – en ting at være opmærksom på, når du booker hotel.

Der er dog stadig flere kilometer strand tilbage, og helt mod øst er den op til 75 meter bred ved højvande. Der er ofte vind og store bølger ved stranden, der skal benyttes med forsigtighed – den er bestemt ikke noget for børn alene på badetur.

De bedste bademuligheder er morgen og formiddag – ved middagstid blæser det tit op, hvor både vind og bølger kan være særdeles kraftige.

Fiskerbåde lige udenfor Mui Ne Fiskerby

Det er til gengæld på dette tidspunkt, kitesurferne indtager stranden, hvor hundreder af sejl er i luften på én gang. Den ene surfer efter den anden suser hen over vandet eller laver akrobatiske spring over bølgerne. Langs stranden ligger selvfølgelig adskillige surfskoler, hvis du skulle få lyst til at prøve.

Mui Ne Beach kan groft sagt deles op i to dele. Helt mod øst starter den lange række af hoteller, der er pakketuristernes område. Her er det mest benyttede sprog hverken vietnamesisk eller engelsk, men russisk. I Mui Ne er der rigtig mange russere, der har fået deres egne skilte og menukort.

Går man på strandvejen, får man det indtryk, at hver anden forretning er en restaurant og mellem dem ligger kiosker, massageshops, tourbureauer og tøj- og souvenirbutikker. Efter 4-5 km bliver hoteller og forretninger færre.

Midt på strandvejen holder rygsækturisterne til – det er også her, du finder flere mindre hoteller/guesthouses og i mine øjne den hyggeligste atmosfære langs kysten.

Mui Ne Beach er nok et af de mest turistede steder i Vietnam. På strandvejens østlige del, hvor pakketuristerne holder til, er der ikke skyggen af lokalstemning, og strandområdet er i den grad ved at udvikle sig til Vietnams svar på Gran Canaria.

I Mui Ne er der mange, der bruger kilometerstenene som pejlemærker – en god idé, da det ellers kan være svært at finde det, man søger. Ved Dessole Beach Resort, der er det første hotel på strandvejen, hedder kilometerstenen 12,6.

phan thiet rejseguide
Markedet i den lokale bydel på strandvejen i Mui Ne

Den lokale bydel

Midt på strandvejen ligger den lokale bydel. Her kan du få lidt vietnamesisk stemning på det lille marked, hvor der bl.a. sælges kød, frugt, grønt og blomster. Markedet er det naturlige centrum i området, der også kan byde på en række butikker og et par skoler.

En lille pagode er der også blevet plads til, men Phuoc Thien Pagoden, der er større og mere imponerende, ligger i udkanten af backpackerområdet. Fra turistområdet er der ca. 4-6 km til den lokale bydel, alt efter hvor man bor. Bydelen ligger omkring kilometersten 18.8

Fairy Springs

Fairy Springs, Suoi Tien på vietnamesisk, er en lille kilde, der starter ved Mui Ne’s berømte sanddyner og løber ned i havet. Fra strandvejen kan du gå op ad en lille sti for at nå til den lille lavvandede bæk. Det kan være svært at finde, men stien ligger omtrent overfor Lucy Resort. Der er en lille bro over vejen – ellers spørg dig frem.

Man går barfodet gennem bækken, men inden du når dertil, vil du med stor sandsynlighed blive kontaktet af små drenge, der vil følge dig på vej. Sig nej til dem med det samme – de stiller sig ikke tilfredse med mindre end 50.000 dong for den lille gåtur. De er meget insisterende og lidt af en pestilens.

Man kan næsten gå så langt som man har lyst til i bækken – nogle steder er der frodigt og andre steder kan man se flotte aflejringer i klipperne i forskellige farver. Underlaget er lidt ujævnt, så pas på hvor du går.

Fairy Springs

Mui Ne fiskerby

For enden af den lange strandvej ligger den oprindelige fiskerby i Mui Ne. Det er måske ikke selve byen, der er mest interessant, men kyststrækningen lige udenfor byen, hvor hundreder af fiskerbåde er ankret op. Her går fiskerne i land med deres fangst, og det giver liv og atmosfære, især om morgenen. Tag en motorcykeltaxi dertil.

Po Shanu Cham Towers

Phan Thiet-området har også sine Cham-tårne. Cham-folket kontrollerede et større område i det centrale Vietnam fra det 2. til det 15. århundrede. De var under stærk hinduistisk indflydelse, hvilket tydeligt ses i de tårne, de byggede som helligdomme.

Po Shanu-tårnene, der er fra det 9. århundrede, er desværre i ret dårlig stand, og skal du se eller har du set andre Cham-tårne på din rejse i Vietnam, så kan disse tårne sagtens springes over.

Besøg hellere Po Klong Garai ved Pham Rang, der godt nok ikke ligger i umiddelbar nærhed, men her er der god info om Champa-riget. Se mere om dette område og Champa-riget i indlægget Po Klong Garai – i fodsporene på Cham-folket.

Ved siden af Po Shanu-tårnene ligger dog et fint kinesisk tempel, der kan besøges – både tårne og tempel ligger på en bakketop med en flot udsigt over Phan Thiet og bugten. Du kan nemt tage en motorcykeltaxi dertil.

Fiskesælgere ved Mui Ne fiskerby

Sanddynerne i Mui Ne

Mui Ne er berømt for sine sanddyner, der ligger lige nord for byen. Mange danskere har nok set noget lignende på Kanarieøerne, hvis ikke kan dynerne være et fint mål til en lille udflugt væk fra strandområdet.

Der skelnes mellem de røde sanddyner og de hvide sanddyner. Førstnævnte er nemmest at komme til – tag en motorcykeltaxi eller lej en scooter.

Er du på egen scooter, så kør nordpå ad strandvejen – lige inden du når ind i Mui Ne fiskerby drejer du til venstre ved kirken. For enden af vejen drejer du til venstre igen – du kommer nu op til en rundkørsel, hvor du drejer til højre og vil så umiddelbart efter have sanddynerne til venstre.

Der ligger forretninger langs vejen og lokale sidder som regel under træerne og holder picnic.

De hvide sanddyner ligger ca. 15 km videre ud ad vejen og er noget sværere at komme til. Er du på scooter, kan du eventuelt prøve at følge efter en af de utallige jeeps med turister, der kører derud. De hvide sanddyner er mere øde end de røde, og man kan tydeligt se forskel på sandets farve.

Det er i det hele taget et ejendommeligt landskab, der ligger her nord for Mui Ne. Det er temmelig øde og i den grad forblæst – området ligner overhovedet ikke noget andet du vil komme til at se i Vietnam. Ved både de røde og hvide sanddyner udlejer børn slæder som man kan kan køre ned af sanddynerne på.

De hvide sanddyner nord for Mui Ne

Phan Thiet

Bliver du træt af turisthalløjet ved Mui Ne Beach (og det sker hurtigt), så er det næsten helt befriende at tage en tur ind til Phan Thiet by for at få lidt vietnamesisk lokalstemning.

Phan Thiet har ca. 180.000 indbyggere – mange af dem er cham-folk, der kontrollerede dette område helt frem til 1692. I kolonitiden havde byen også en vigtig rolle, hvor det var havnen, der tiltrak franskmændene. De boede nord for floden mens vietnameserne, kineserne, malayerne og ikke mindst cham-folket boede syd for floden.

Byen er berømt for sin enorme fiskerflåde. Langs begge breder af Ca Ty-floden, der deler Phan Thiet i to dele, ligger hundreder af både ankret op. De sejler ud om aftenen og kommer tilbage i de tidlige morgentimer med fangsten.

Går du langs floden tidlig formiddag, kan du se fiskerne sidde på bådene og ordne net til natten. I Phan Thiet er man kendt for at have landets bedst fiskesauce – der er mange varianter og en god indkøbsmulighed til køkkenet derhjemme.

Gå endelig ned ad en af de små sidegader syd for floden, hvor du er ligeså stor en attraktion som vietnameserne er for os. Du kan se forskellige slags fisk ligge og tørre i solen, og det er et sted, hvor du kommer rigtig tæt på den lokale hverdag.

phan thiet guide
Fiskere ved havnen i Phan Thiet

Går du væk fra kysten, står du pludselig på Phan Thiets store marked – et herligt sted med masser af mennesker og en skøn atmosfære. Markedets centrum består af en stor hal, og både her og i de omkringliggende gader sælges der f.eks. kød, køkkenudstyr, krydderier og husdyr.

Phan Thiet har også en lang strand, der er mindst ligeså indbydende som Mui Ne Beach, og her er som regel heller ikke så mange mennesker.

Du kommer nemt til Phan Thiet fra Mu Ne Beach – en motorcykeltaxi er billigst, men der findes masser af taxier, der kører efter taximeter. Det koster ca. 150.000 dong (ca. 45 kr.) for turen.

Mange tourbureauer har også Phan Thiet på programmet – ofte i kombination med Ta Cu-bjerget hvor man kan se Vietnams længste liggende buddha på hele 49 meter.

Herunder finder du min Phan Thiet guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
Lokalmarkedet i Phan Thiet

Transport

Ind og ud

Kun få europæiske flyselskaber har ruter til Ho Chi Minh City, der er nærmeste større lufthavne. I skrivende stund er der Lufthansa og Air France, men det er også muligt at tage via Doha eller Dubai med henholdsvis Qatar Airways og Emirates. Søg og sammenlign flybilletter her.

Har du brug for lufthavnstransfer, så kan dit hotel sandsynligvis hjælpe, men du kan også booke privat transfer hjemmefra hos f.eks. Welcome Pickups – her venter chaufføren på dig i lufthavnen – også hvis dit fly skulle blive forsinket.

Lokalbus og Open Tours-busser

Fra Ho Chi Minh City kommer du til Mui Ne med bus eller taxi. Vælger du førstnævnte er Open Tours-busserne et oplagt valg. De stopper i selve Mui Ne, mens lokalbusserne sætter passagererne af på busstationen i Phan Thiet. Herfra skal du så finde transport til Mui Ne, og her er lokalbus og motorcykeltaxi et par muligheder.

Adskillige Open Tour-selskaber arrangerer busser fra Ho Chi Minh City til Mui Ne og omvendt. Sinh Café er som altid et godt valg – fra Ho Chi Minh City er der afgang morgen og aften.

Mui Ne er et stop på vejen for Open Tours busserne fra Nha Trang til Ho Chi Minh City, og du kan derfor risikere, at du ikke kan komme til at sidde sammen med dine rejsekammerater, hvis der er mange med bussen. Sinh Café ligger præcis midt på hovedgaden omtrent overfor Hoi Tinh Pagoden.

Taxi

Er penge ikke et problem, kan du tage en taxi fra Ho Chi Minh City, det koster ca. 500 kr. – prut om prisen. Taxi er klart den mest behagelige måde at komme frem – det går hurtigere og man undgår diverse stop ved tankstationer og tvivlsomme restauranter, som det er tilfældet med Open Tours-busserne.

Tog

Phan Thiet har også en togstation. Der er afgang dagligt fra Ho Chi Minh City til Phan Thiet – turen tager ca. fem timer og koster fra ca. 30 kr og opefter. Fra stationen kan man tage en taxi til Mui Ne.

At komme rundt

Hovedgaden i Mui Ne er som nævnt 10 km lang, og det er nødvendigt med et transportmiddel, hvis man vil se andre dele af gaden end der hvor man bor.

Motorcykeltaxi (xe om), er en mulighed – husk at prutte om prisen, men en tur langs hovedgaden bør ikke koste mere end 25.000 dong. Området har velfungerende taxier fra selskabet Mai Linh, der har nye biler og kører efter taximeter.

Overnatning

Ingen andre steder i Vietnam findes så mange store resorts som ved Mui Ne Beach. De ligger stort set alle lige ud til stranden, men som nævnt er det ikke ligegyldigt hvor man bor, da stranden er væk på den sidste halvdel af strandvejen. Hoteller og resorts ud til stranden er i kategorien 3 og 4 – det er dyrt, men dejligt.

På den anden side af strandvejen ligger mindre og billigere hoteller, mens guesthouses især findes i backpackerområdet. Er man ikke så meget for de russiske turister og deres ofte højrystede væremåde, så er det måske værd at spørge i receptionen hvilken nationalitet deres gæster har.

Se det fulde udvalg af overnatningssteder i Mui Ne og Phan Thiet på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel også de laveste priser.

Mad og drikke

Som nævnt er der adskillige restauranter langs strandvejen, hvor en stor del af dem syntes at servere det samme og har turister som målgruppe. Man går dog sjældent helt galt i byen hvis man vælger vietnamesisk mad, men mange restauranter prøver dog at lave europæisk mad som f.eks. spaghetti og steaks uden den store succes.

Vietnamesisk mad er lækkert og smagfuldt. Man anvender mange friske grøntsager og som i de øvrige køkkener i regionen er ris eller nudler fast tilbehør til næsten alle retter.

Fisk og skaldyr er billigt i Vietnam, og heldigvis er de mange steder også dygtige til at tilberede alt godt fra havet. En del restauranter i Mui Ne serverer også eksotiske ting som skildpadde, frøer og slanger, men her skal du nok tænke på, at det måske kan være udryddelsestruede dyr, du sætter tænderne i.

Et af de steder er Rung Forest Restaurant, hvor du kan spise din mad i junglelignende omgivelser komplet med vandfald, totempæle og drømmefangere. Restauranten er stor og yderst populær og travl.

Menukortet indeholder både europæiske og vietnamesiske retter såvel som specialiteter. Synes du, at alle Mui Nes restauranter tilbyder det samme, så er Rung Forest et must at besøge.

Aften- og natteliv

Der ligger flere udmærkede barer på strandvejen. Inden for en radius af et par hundrede meter finder man Hot Rock Bar, Beach Break Bar og Your Bar. Førstnævnte er elegant i loungestil.

Det samme er Gecko Bar, der ligger tæt på Peaceful Family Restaurant. Mange af restauranterne har en tilhørende bar – ellers er der selvfølgelig hotellerne, men her er priserne dog ofte noget højere.

Aktiviteter og forlystelser

Surfing

Mui Ne’s absolut største hit er surfing. Blæsten og bølgerne gør området perfekt til denne sport. Langs strandvejen ligger adskillige surfshops, hvor du kan leje udstyr og tage lektioner af forskellig varighed.

Året rundt er der vind fra klokken ca. 11.00 – november til marts er højsæson, og i denne periode kan der være rigtig mange surfere i vandet samtidig. Det er muligt at prøve alle former for surfing – f.eks. windsurfing og kitesurfing.

En del af surfskolerne er tilknyttet hotellerne. Husk at tjekke om forsikring er inkluderet i prisen. For mere info om surfing kan du klikke ind hos Jibe’s Beach Club, der ligger ved Full Moon Resort. Denne kombinerede surfshop og bar har eksisteret i årevis og er lidt af et samlingssted for surfere. Andre former for vandsport findes også – f.eks. jetski og kajak.

Madlavningskursus

Vil du prøve kræfter med det vietnamesiske køkken, kan du prøve Mui Ne Cooking School. Den ligger ved backpackerområdet og har samme indgang som C2Sky Surfskole. Der er både et formiddags- og eftermiddagshold – førstnævnte er lidt dyrere, da det inkluderer en tur på det lokale marked for at købe ind.

Golf

Golf er en anden mulighed i Mui Ne/Phan Thiet. Sea Links Phan Thiet Golf Club ligger lige syd for Mui Ne Beach, få info om banen på deres hjemmeside. Ocean Dunes Golf Club ligger i udkanten af Phan Thiet i forbindelse med Novotel. Se mere om priser på golfklubbens hjemmeside.

Minigolf

Er du til minigolf, så ligger Tropical Minigolf overfor Saigon Mui Ne Resort. Restauranten Rung Forest har også en minigolfbane, den hedder The Docking Bar Minigolf. Banen ligger smukt, men er måske ikke noget for børn, da man spiller på græs som ved rigtig golf.

Praktisk information til din rejse

Gode ting at have styr på

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her. Du kan også tjekke aktuelle indrejseregler og downloaden app’en rejseklar, hvor du kan skrive dig på danskerlisten.

Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Vietnam – se aktuelle anbefalinger her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Vejret i Mui Ne

Phan Thiet og Mui Ne Beach har varmt vejr året rundt. Temperaturen ligger på ca. 28-30 °C. Kysten i det centrale Vietnam får normalt megen nedbør i regntiden (sommermånederne) og tropiske cykloner forekommer ofte.

Mui Ne Beach er dog ganske lidt ramt af disse vejrfænomener i forhold til andre byer langs kysten. Til gengæld har man så blæsten, der som regel starter op ad formiddagen og som undertiden kan være ganske skrap.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Mui Ne

I min Phan Thiet guide finder du selvfølgelig også et kort over området, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her