Regnen pisker ned på taget. Det er halvmørkt i rummet, og på gulvet overfor mig sidder tre smilende mænd, der bliver ved med at skænke risvin op i mit glas. “Skål” lyder det igen og igen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at de var ved at drikke mig fuld.

Endelig er vi der. Efter tre timers kørsel ad Pan Borneo Highway, der fører os gennem et smukt og frodigt landskab, er vi fremme ved floden. På afstand ligner junglen en uigennemtrængelig grøn mur, men det er her Iban-stammen bor, og det er her, vi står nu.

“Kom”, siger den unge mand, mens han peger på træsæderne i den smalle båd, der skal fragte os til deres lille landsby. Udover Pan Borneo Highway, så er det småt med veje i junglen og eneste mulighed for at nå frem til vores mål er ad floden.

Den unge mand er muskuløs og selv en del af Iban-stammen som vi skal besøge. Forrest i båden sidder hans lige så unge kone, og med en lang tyk stav stager hun os frem ved de mest lavvandede områder i floden.

Turen tager 45 minutter, og undervejs snor vi os gennem et pragtfuldt landskab, hvor lianer, bregner og kæmpetræer kæmper om pladsen. Her og der ser vi tegn på liv i form af nysåede rismarker på de stejle flodbredder, og vi møder et par både med lokale, der kigger nysgerrigt efter os.

ibanAnkomst til Iban-landsbyen

Lyden af gong-gongen runger som en torden gennem den stille jungle. Iban-stammen har fået gæster, og det skal markeres. Det er høvdingens kone, der byder os velkommen ved indgangen til deres traditionelle langhus, hvor vi skal overnatte. Udover gong-gongen består den lille ceremoni også af tuak, en risbrændevin, som vi senere skal lære endnu bedre at kende.

Iban-stammen er en af flere stammer på Borneo, der har fællesbetegnelsen Dayak. I vesten kender man den mest som hovedjægere, og det skal tages helt bogstaveligt. Tidligere dræbte de deres fjender, primært fra kayan-stammen, for derefter at hænge de dødes kranier op i deres hus som et slags trofæ. Bare det at gå ind i en fremmed landsby kunne resultere i døden for Borneos stammer, fortæller høvdingen mig senere.

Iban-stammen kom til Sarawak fra Kalimantan for mere en 500 år siden. I mange år blev de kaldt sea dayak, da de var dygtige pirater, men siden har Iban slået sig ned langs floderne i Borneos jungle, hvor stammen var frygtet som dygtige og modige krigere.

Book hotel i Malaysia med prisgaranti

Missionærer gjorde Iban-stammen kristne, men det er nu ikke til at se i dag. Åndetroen og den animistiske tilgang til livet dominerer væsentlig mere på trods af kirkens modstand mod de traditionelle ceremonier og festivals.

Straks efter ankomst bliver vi vist ind i langhuset, hvor en stor skumgummimadras under et myggenet skal være vores hjem for natten. Langhuset fungerer som en slags fællesrum med tilhørende værelser langs siden. Det er her de fleste af landsbyens indbyggere bor, men selvom de har mulighed for at lukke døren, så er der ikke meget privatliv. Iban-stammen bor tæt og er afhængig af hinanden. Det er høvdingen, der mægler ved eventuelle stridigheder, og han skal også godkende ægteskaber.

Vi går en tur i landsbyen og føler, vi er kommet til en helt anden verden. Der er ikke plads til alle i langhuset, og rundt om ligger 15-20 primitive træhuse, hvor byens øvrige indbyggere bor. Et sted sidder to unge mænd og skærer i træ, og længere henne er en ældre dame ved at fodre grisene. Vi møder et par kvinder, der er på vej hjem fra stammens marker, som ligger langs floden. Tidlig morgen forlader de landsbyen og kommer hjem sent på eftermiddagen. På ryggen har de en kurv med deres værktøj og måske med nyhøstede frugter og grøntsager.

borneo-8Risbrændevin, god mad og en lille ceremoni

I 20 minutter snakker vi med den smilende mand. Vi ved ikke helt, om han er småfuld eller bare ualmindelig venlig. Han taler ikke engelsk, og vi forstår overhovedet ikke hinanden. Alligevel får vi ved hjælp af fagter gjort os forståelige. Eller gør vi? Godt nok nikker vi af og til smilende og lader som om, at vi er helt med på, hvad han siger, men det er nu mest for at være imødekommende.

Klokken er 18.00 og dag er ved at blive til aften. Landsbyens generator går i gang, men vi vænner os hurtigt til den monotone lyd og tænker først nu over, at indbyggerne lever uden strøm det meste af dagen. Ingen har fjernsyn, og det er flere timer siden vores mobiltelefoner sidst har haft forbindelse til den omkringliggende verden.

Ved syvtiden bliver vi inviteret ind i et lille hus, der ligger overfor langhuset. Det er her vi skal spise aftensmad, men først bliver vi budt på masser af risbrændevin. Vi sidder på gulvet i det sparsomt oplyste rum, hvor regnen trommer på taget og de smilende mænd bliver ved med at hælde tuak op i vores små glas. Mændene har bar overkrop og alle har de stammens karakteristiske runde tatoveringer, der symboliserer lyset i døden.

Vi rykker os kun et par meter, da maden bliver serveret. Stammen er i princippet selvforsynende, men når folk fra landsbyen alligevel har et ærinde i byen, tager de forskellige forsyninger med tilbage. Vi spiser enkle, men velsmagende retter, og har det svært ved, at ingen i rummet spiser før vi er færdige.

Det er ikke slut med traditionerne. Vi er gæster, og efter aftensmaden ser vi dans og møder høvdingen. Normalt er Iban-stammens høvdinge oppe i årene, men her i landsbyen har Ibo taget over for hans far, der ikke længere magtede opgaven. Ibo er midt i 40’erne og fortæller gerne om deres liv i junglen.

“Sidst jeg hørte om hovedjægere på spil var for ca 25 år siden”, fortæller han os, mens vi forestiller os kranierne hænge ned fra loftet i langhuset. Det er bemærkelsesværdigt så forskelligt generationerne lever. De ældre sidder på afstand og er slet ikke til at komme i kontakt med. De 30-40 årige er nysgerrige og dem, vi er sociale med, mens den yngre generation går i vestligt tøj og er vant til at komme i byerne.

Den traditionelle livsstil blandt Sarawaks stammefolk er under alvorligt pres fra den malaysiske regering. Ikke nok med at man vil pådutte de etniske minoriteter muslimsk levevis, så har regeringen også en vision om, at samle stammerne for på den måde at frigive plads til palmeolieplantager. Enten er regeringen skrupelløse i jagten på profit eller også afslører man en chokerende ringe viden om livet blandt junglens minoriteter. Jeg tror godt, jeg kender sandheden.

Aftenens program inkluderer også overrækkelse af de gaver, vi har med til landsbyens beboere. Ingen ser ud til at lide nød, men stammen er bestemt ikke rige. Vi har taget kiks og nudler med til dem, og høvdingen sørger for, at alle familier får lige meget.

iban-stammenNat under myggenettet

“Der sad i stor edderkop på døren”, siger Connie til mig, da hun en sen nattetime vover sig ud af langhuset og ned til toilettet. Når man skal, så skal man. Iban-stammen bruger ikke selv vestlige toiletter, og når der skal bades bliver det i floden.

Den måde at leve på kan man ikke forlange af turisterne, og til ære for os, er der lavet bad og toilet, som vi kender det hjemmefra. Det er primitive forhold, toilettet virker ikke, og der kommer selvfølgelig kun koldt vand ud af bruseren.

Ved hjælp af lyset fra vores mobiltelefoner finder vi halvvejs nede ved floden vej til det lille skur, hvor vi kan tage et bad. En ældre mand med et håndklæde over skulderen passerer os og går direkte ned i mørket for at tage et bad i det brune flodvand. Gys.

Natten er bælgravende mørk. Ikke nok med at Connie må en tur på toilettet, så flyver der tidlig morgen pludselig et stort dyr ind i vores myggenet. Vi aner ikke hvad det er, og der går et halvt minut før det forsvinder igen.

Afgang fra landsbyen

Det er bestemt ikke den bedste nat vi har haft. Skumgummimadrasserne er hårde og Borneos tropenætter gør det svært at sove. Vi bliver vækket af hanerne, der galer om kap og kun af til overdøver de to katte, der er oppe at slås.

Inden vi slår myggenettet til side er en stor del af landsbyens indbyggeres allerede draget ud i marken. Vi bliver til gengæld budt på morgenmad samme sted som vi spiste aftensmad, og igen venter landsbyboerne med at spise til vi er færdige.

Iban-stammen er ikke kun kendt som frygtløse krigere, men også som dygtige jægere. Med pusterør og giftpile er de i stand til at nedlægge dyr som aber, egern og vildsvin. Det er kun en eller to i hver landsby, der kan lave et pusterør. Som regel tager det 3-4 måneder fra det perfekte stykke træ er fundet til håndværkeren står med et pusterør i hånden.

Vi får selvfølgelig også lov at prøve at skyde med pusterør, og i al beskedenhed er vi ret gode til det. I hvert fald er landsbyens mesterskytte imponeret, da jeg fra syv meters afstand rammer bulls eye på skydeskiven.

Det er tid til at sige farvel til ibanstammen. Vi bliver sejlet tilbage til civilisationen af det samme unge par, der hentede os. Efter endnu en times kørsel af Pan Borneo Highway har vi igen mobildækning, men det går pludselig op for os, at vi ikke har savnet at være på. Mødet og nærværet med en stolt og traditionsrig stamme minder os om, at livet kan leves på mange måder. Også uden tv, Facebook og mobiltelefon.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiBook pakkerejse

Besøg Iban-stammen

Iban-stammen kan ikke besøges på egen hånd. Det er nødvendigt at alliere sig med en lokalt tourbureau, der kan arrangere en tur til en af deres langhuse. Du kan overnatte flere dage i landsbyerne og turene er som regel med transport, måltider og overnatning inkluderet. I Kuching går firmaet Borneo Adventure for at lave de mest autentiske ture.

Del
Forrige artikelTopkapipaladset – hvor sultanerne herskede
Næste artikelTre gode restauranter i Reykjavik
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

2 Kommentarer

  1. Skøn beretning fra en anden verden, der vækker skønne minder om egne rejser. Jeg besøgte engang en stamme på Papua Ny Guinea, hvor jeg på en gang følte mig velkommen og lidt ræd. Ræd fordi jeg synes de stirrede vedvarende på mig. Mon ikke jeg har stirret lige så meget på dem? Dejligt når kulturer mødes.

    • Hej Hans Jørgen. Tak for din kommentar. Mon ikke Papua er endnu mere “ude på landet” end vores oplevelse. Men skønt, at man mange år efter kan mindes sine rejser ude i verden.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here