Hjem Rejseliv Nyt pas – de sidste 10 år har budt på store rejseoplevelser

Nyt pas – de sidste 10 år har budt på store rejseoplevelser

Det er på en eller anden måde lidt vemodigt at sige farvel til det gamle pas

1

Så skete det. Nyt pas. Jeg husker stadig, da vi for snart 10 år siden stod i Borgerservice for at få fornyet vores pas. Farvel til det gamle og goddag til det nye, der skal følge os på de næste mange rejser. Hvad mon der venter os af store oplevelser de næste 10 år?

Jo, der har været mange fantastiske rejseoplevelser, og når jeg sidder og bladrer gennem det gamle pas, vælter det ind med minder. Jeg glædes, trækker på smilebåndet og kan slet ikke forstå, at der er gået så lang tid.

Jeg har temmelig mange stempler i mit pas, og hvert visa fylder en side, så der er ikke meget plads tilbage – måske er det alligevel et godt tidspunkt at få et nyt, som jeg håber at kunne fylde ud de næste 10 år.

Stemplerne

Flest
Siden 2002 (sådan cirka) har jeg besøgt Bangkok mindst én gang om året. Jeg elsker Thailands hovedstad (læs mere om hvorfor her), og hver gang jeg kommer forbi Bangkok, prøver jeg at opleve noget nyt og finde de mere ukendte sider af byen.

Jeg prøver også at finde nye gode restauranter, og det er ikke svært i en by, hvor man går så meget op i mad. Men jeg bruger også Bangkok som hub til de øvrige lande i Sydøstasien – flybilletterne til Thailand er billige og for få hundrede kroner flyver jeg videre til f.eks. Vietnam eller Malaysia.

Det uventede
Emirates havde mere end svært ved at få os hjem, da vi besøgte Kerala i det sydlige Indien. En fejl på flyet gjorde, at vi måtte tage en overnatning i Trivandrum inden vi dagen efter kunne fortsætte til Dubai, hvor vi skulle skifte fly. Men ak – en forsinket afgang fra Trivandrum betød, at vi ikke nåede flyet fra Dubai til København.

Selvom Emirates lovede at få os hjem hurtigst muligt, var det ret tydeligt, at de ikke gjorde noget som helst for det. De ville hellere have at vi tog en overnatning i Dubai, og sådan fik vi det uventede stempel fra emiratet.

Det overraskende
For en del år siden var det tilsyneladende helt normalt at krydse grænsen mellem Thailand og Myanmar ved at deponere passene hos de thailandske myndigheder og betale 500 baht til pasbetjentene på den anden side af grænsen.

Nok ikke helt reglementeret og det var derfor en overraskelse, da vi nogle år senere igen tog turen over grænsen skulle aflevere vores udrejsekort i Thailand og fik stempel i passet i Myanmar. Nåh ja, pasbetjentene gik også glip af deres 500 baht.

På sejltur i Keralas backwaters

Visaerne

Vi danskere kan generelt besøge rigtig mange lande med vores pas, men nogle steder kræver visum. Det er heldigvis blevet lidt nemmere end for blot få år siden, hvor især visum til Indien kunne være lidt af en udfordring. Booker I jeres rejse via et rejsebureau, kan de mange gange sørge for visum, men er I som os på egen hånd, så kræver det personligt fremmøde på ambassaden i København.

Det lyder jo ganske ligetil, men som regel er der kø foran indgangen før de åbner, og når du ikke frem til skranken inden lukketid, må du komme igen en anden dag og starte forfra.

Vi har også visa fra Kina, Nepal, Laos og Cambodja i passet – de tre sidstnævnte steder kan man opnå visa ved ankomst, mens det kræver forhåndsgodkendelse at rejse ind i USA og Sri Lanka.

Jo, der kan være lidt forberedelse inden man skal rejse, men heldigvis opvejes det med lethed af alle de fantastiske oplevelser, vi har haft ude i verden.

Kæmpe bederulle i Bodhnath i Nepal

Oplevelserne

Det er virkelig svært at pege på den eller de største oplevelser, jeg har haft de sidste 10 år. Der har været rigtig mange fantastiske øjeblikke som f.eks. min rejse til Borneo, hvor det bl.a. blev til et par dage hos Iban-stammen i junglen og et besøg hos orangutangerne.

Også Nepal var noget helt enestående. Udsigten fra Fredspagoden i Pokhara over Himalaya og Annapurna-massivet er måske noget af det smukkeste jeg har set. Og så er der utrolige Kathmandu med bl.a. Bodnath, hvor ceremonien i Samten Ling Gompa med munkenes smukke messen var en uforglemmelig og spirituel oplevelse.

Indien skal selvfølgelig også nævnes. Et fantastisk rejseland, der i den grad byder på store oplevelser. Som hinduernes hellige by Varanasi, hvor vi var med til at lægge Ganges-floden i seng ved den daglige ceremoni, de fredfyldte dage ombord på risbåden på Keralas backwaters og besøget ved smukke Taj Mahal.

Jo, minderne vælter frem. Terrakottahæren i Xi’an og cykelturen gennem landsbyer og forbi skovklædte bjerge i Yangshou i Kina, fantastiske Luang Prabang i Laos og det øjeblik, da jeg i Mexico sad på toppen af struktur 1 i Calakmul med udsigt til Guatemala.

Koh Rok i Thailand er ren bounty

Gibbonabernes skrig gennem junglen ved Elephant Hills Rainforest Resort i Khao Sok Nationalpark i Thailand, hvor det var ren Robinson Crusoe at gå i land på Koh Rok – et bountyparadis med hvide sandstrande og det mest krystalklare vand, jeg nogensinde har set.

Thailand bliver jeg nok aldrig færdig med – heldigvis. Og Vietnam? Jeg har rejst fra nord til syd i det lange sydøstasiatiske land, men har det alligevel som om, at jeg blot har kradset lidt i overfladen. Jeg vender helt sikkert tilbage. Tilbage til charmerende Hoi An og madmekkaet Hanoi, der er et perfekt udgangspunkt for alt det, jeg endnu ikke har set i Nordvietnam.

Nåh ja – der er også den smukke natur på Lombok i Indonesien med de næsten overjordiske vandfald ved Senaru og elefantsafarien i Minneriya Nationalpark på Sri Lanka, hvor vi var lige ved at blive løbet over ende af en flok rasende elefanter. Til god mad? Tag til hyggelige George Town på Penang i Malaysia eller hektiske Singapore – begge steder er et paradis for foodies.

Det hele lyder temmelig eksotisk, men der er også store oplevelser tættere på Danmark. Tallinn og Kraków var hyggelige, og jeg blev i den grad fascineret af Islands fantastiske natur ligesom Cambridge og Lavenham i England gjorde indtryk. Det gjorde besøget i Auschwitz bestemt også! Og så er der imponerende Hagia Sophia i Istanbul, hvor det også blev til et besøg i Topkapipaladset.

Elefantsafari i Minneriya Nationalpark

Har jeg glemt noget? Helt sikkert! Det står fuldstændig klart, da jeg skal finde billeder til dette indlæg. Den lyserøde by Jaipur i Indien, Sankt Petersborg i Rusland og den imponerende udsigt over Manhattan fra toppen af Rockefeller Center i New York. Jo, der er mange fantastiske minder – rigtig mange!

Men det at rejse er også mødet med andre mennesker. Mennesker, der lever på en helt anden måde og har helt andre værdier end de fleste danskere. Her handler det ikke om gadgets, samtalekøkkener og dyre biler, men blot om at overleve. Det er bemærkelsesværdigt, at det ofte er dem, som har mindst, der er mest gæstfri og gerne deler ud af det de har.

De fleste af de mennesker vi møder ser os som ufatteligt rige – hvordan skulle vi ellers få råd til at rejse ud i verden? Som vores chauffør i Indien, der flere gange spørger os om, hvor mange tjenestefolk vi har derhjemme. At rejse giver ikke kun store oplevelser, men det er også lærerigt og giver en forståelse for andre kulturer og traditioner.

Hvad med de næste 10 år?

Ingen ved hvad fremtiden bringer, men jeg håber, det bliver til mange flere rejser. Jo, næste rejse er planlagt – om få dage tager jeg til Malaysia og Thailand, mens august byder på flodsejlads på Canal du Midi i Frankrig.

Min bucket list er lang – meget lang, og selvfølgelig er jeg ved at planlægge endnu en rejse sidst på året – hvorhen ved jeg ikke, men der er i hvert fald god plads til visaer og stempler i mit nye pas, så nu skal jeg bare skrabe nogle penge sammen!

Så lægger vi Ganges-floden i seng – Ganga Arti ceremoni i Varanasi i Indien
Solnedgang fra Elephant Hills Rainforest Resort
På toppen af struktur 2 i Calakmul med udsigt til struktur 1 og Guatemala
Swayambhunath-stupaen i Kathmandu i Nepal
Munkeindvielse i Bangkok
Lidt af Islands fantastiske natur
Marked i Hanois gader
Yangshou
På vej ned ad Li-floden ved Yangshou i Kina
Meget røde lamper i kinesisk tempel i Kuching på Borneo
Rismarker på Lombok
Tagbaren på Pod 39, hvor vi boede i New York
Paradisstrand på Koh Wai i Thailand
Tak Bat i Luang Prabang i Laos
Afslapning mellem alle oplevelserne på Koh Yao Noi

1 kommentar

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her