Mekongdeltaet – Vietnams spisekammer

Mekongdeltaet – Vietnams spisekammer

770
0

”Ris, bananer, ananas”, råber den smilende sælger efter mig, da vores båd langsomt vugger forbi hans flydende butik. Ved Mekongdeltaet kan man få alt i frugt og grønt, men det er ikke kun den overvældende frodighed, der gør området værd at besøge. Vi ser farverige markeder, søvnige landsbyer og er vidne til et fantastisk liv, der leves på og omkring den livgivende flod.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Pælehuse og både ved deltaet

Det starter med et par små kanaler, der efterhånden bliver flere. Så kommer de større bifloder, plantagerne og de skriggrønne rismarker. Vi ser biler og markeder, der bugner med alverdens frugt og grønt, og overalt iler de hårdtarbejdende vietnamesere rundt for at gøre endnu et parti vare klar til at blive sendt ud i verden. Pludselig er vi der. Ved Mekongdeltaet, der betyder liv eller død for millioner af mennesker.

Mekongfloden har sit udspring i Tibets højland. Den er med sin længde på knap 5000 km verdens 10. længste flod. Fra Tibet løber floden gennem Yunnan-provinsen i Kina og ned til Myanmar (Burma) og Laos. Mekong-floden når det nordlige Thailand ved Den Gyldne Trekant og på en strækning over ca. 750 km danner floden grænse mellem Laos og Thailand.

Fra det sydlige Laos går Mekong ind i Cambodja og når Vietnam, hvor den løber ud i det sydkinesiske hav. Ved Phnom Penh i Cambodja deler floden sig i to, og i Vietnam sker der en yderligere opdeling til ni store flodarme, der løber ud i havet. Vietnameserne kalder derfor Mekong for De Ni Drager.

Vi kører mod deltaet fra Ho Chi Minh City og når My Tho, hvor vi får det første indtryk af alt det, som floden giver vietnameserne. Det er ikke bare mad på bordet, men også arbejde til tusinder. Der skal laves garn til fiskerne, grøntsager skal pakkes, både skal repareres og meget meget mere. Det giver et fantastisk liv og noget at se på for os turister.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Mange vietnamesere lever på floden

Det siger sig selv, at det frugtbare delta er eftertragtet. For ca. 1500 år siden var området en del af Funan-riget, og i nyere tid har khmerene haft kontrollen over deltaet. Mange cambodjanere, især ved grænsen, ser stadig denne del af Vietnam som khmer-område. Det var blot en af grundene til, at Pol Pots Khmer Rouge i 1979 gik ind over den vietnamesiske grænse og myrdede løs i landsbyerne. En handling, der fik vietnameserne til at invadere Cambodja og dermed befri befolkningen fra det brutale styre.

Da Nordvietnam i 1975 overtog området omkring deltaet, prøvede man i bedste kommuniststil at lave kollektivt landbrug. Udbyttet dalede markant, hvilket førte til fødevaremangel i Ho Chi Minh City. I 1986 gav myndighederne den frugtbare jord fri til private, men det er dog stadig staten, der ejer jorden. Retten til at dyrke den tilhører landmanden, en ret, der går i arv.

Ved My Tho ser vi den første store flodarm. Vi fortsætter mod vest gennem pragtfuldt landskab til Vinh Long, hvor vi imponeres over deltaets bredde. Vi kan knap nok se over på den anden side, men der er heldigvis så rigeligt at opleve her. Vi tager en båd og sejler mod syd. Forbi fiskere og færger, der krydser floden.

Et af højdepunkterne i deltaet er det flydende marked ved Cai Be. Hundredvis af større og mindre både samler sig her for at handle, og det er her jeg får tilbudt lidt af hvert fra det enorme spisekammer. De fleste både er læsset med frugter og grøntsager som interesserede sejler ud for at købe. Bådene sælger som regel kun en slags frugt eller grøntsag, men smart nok har man hængt de varer man sælger op i en pæl, så det er nemt at finde det man søger.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Der findes masser af små værksteder og fabrikker ved deltaet

Det flydende marked ligger på en større sideflod til Mekong med pælehuse på begge sider. For enden deler floden sig, og her er der opført en blændende hvid katolsk kirke. Men det er ikke kun på selve floden der er noget at opleve. Vi går i land igen og ser de mange værksteder og små fabrikker, der behandler bl.a. frugt og grønt og fisk og skaldyr.

Vi kommer forbi et af de steder, hvor man fremstiller den populære fiskesauce, der er så vigtig i vietnamesisk madlavning. ”Den er bedre end den fra Phan Thiet”, siger den smilende ejer, og hentyder til det, der almindeligvis betragtes som Vietnams bedste fiskesauce.

Tilbage i vores lille båd sejler vi videre. Ad større floder, hvor vi af og til drejer af for at være i en helt anden verden. Her er så mange kanaler og små creeks med en overdådig frodighed langs bredderne, at vi næsten ikke tror vores egne øjne. Alle de umodne frugter, der kan købes til overpris hjemme i Danmark plukker vi her fra træer og buske. Og jo, smagen er en helt anden!

Det er ikke noget under, at befolkningen her ved deltaet siges at være den venligste og mest gæstfri i Vietnam. Enhver, der har besøgt det spændende land vil vide, at det siger noget. Men med så megen frodighed og mulighed for at høste ris tre gange om året, må det være en slags edens have. Vi føler i hvert fald, at vi har besøgt paradis.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiRejser til Vietnam

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
En af mange små creeks i deltaet
Del
Forrige artikelEt døgn i kejserbyen Hué
Næste artikelKnossos – Kong Minos palads
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.