Hjem Thailand Maeklong & Amphawa – for enden af River Kwai

Maeklong & Amphawa – for enden af River Kwai

+ praktisk information til dit besøg ved Amphawa nederst på siden

Lyden af det kraftige horn giver pludselig liv på markedet. For få sekunder siden åndede alt fred og idyl, men lige nu har de handlende travlt. Varer bliver fjernet, og de lokale forsvinder hurtigt.

Der går kun et par minutter før hornet tuder igen. Så kommer det. Det gule lokomotiv, der har gjort markedet i Maeklong berømt.

Maeklong Railway Market

Umiddelbart ligner Maeklong enhver anden by i Thailand. Heller ikke markedet skiller sig ud, bortset fra, at vi går på togskinnerne. Men det er lige præcis derfor, at vi er taget til den lille by, der ligger et par kilometer fra Thailandbugten sydvest for Bangkok.

Det berømte railway marked i Maeklong er kendt verden over for dets besynderlige placering langs jernbanen et stenkast fra byens togstation.

Fire gange om dagen kører toget ind gennem markedet, og de handlende må fjerne deres varer og slå markiserne ned. For der er kun få centimeter mellem toget og de mange varer, der for et øjeblik siden var ved at blive mast af lokomotivet.

De lokale synes at leve med forstyrrelsen, og blot få sekunder efter at toget er kørt forbi, ligner markedet sig selv igen. Varerne er tilbage på deres pladser og markiserne slået ned. Hverdag for de handlende på Maeklongs Railway Market, men anderledes og temmelig bemærkelsesværdigt for turisterne.

amphawa
Der handles fra bådene på det flydende marked i Amphawa

Det flydende marked i Amphawa

Det tager kun et øjeblik at køre fra Maeklong til det flydende marked i Amphawa. Nå ja, sådan er det normalt, men det er søndag, og vi holder i en lang kø for at nå frem til et af Thailands sidste flydende markeder.

Selv om der herfra er et par timers kørsel til Bangkok, så strømmer indbyggerne fra hovedstaden til Amphawa for at hygge med familien, spise god mad og shoppe lidt i butikkerne, der ligger langs kajen.

Vi maser os gennem menneskemængden, her er dampende hedt, og sveden driver af os. Det er i den grad svært at komme til, men det er spændende at følge med i den moderne thailandske hverdag, der egentlig ikke adskiller sig væsentligt fra vores egen. I hvert fald ikke lige her. Børnene vil have slik, kvinderne shopper og mændene spiser.

Nogle af dem køber mad fra bådene, der ligger i kanalen. Desværre er der ikke så mange tilbage, og det kunne have været spændende at se markedet i de gode gamle dage.

Markedet i Amphawa ligger på begge sider af den smalle kanal, der er en sideflod til Kwaifloden. Et par broer binder markedet sammen og udover den herlige stemning, så beundrer vi også de smukke teaktræshuse og undrer os over, at her kun er ganske få turister.

Det er tankevækkende, at alle tager til turistmarkedet i Damnoen Saduak, når man kan få den ægte vare i Amphawa.

Amphawa
På sejltur i Amphawa

For enden af Kwaifloden

Det er ikke alle bådene i kanalen, der sælger mad. De fleste af dem fungerer som turbåde, der transporterer markedets besøgende op ad hovedfloden, hvor man tilsyneladende kæmper om at have det mest spektakulære tempel. Vi følger med og nyder at komme væk fra menneskemylderet og lade vinden suse om ørerne på os.

“Ingen ved, hvornår det er bygget”, siger vores guide, da vi står og kigger på Wat Bang Kung, der så langt fra ligner et almindeligt thailandsk tempel. Vi er gået i land igen, og sammen med en hær af thai’er beundrer vi det lille stenhus, der giver os minder om jungletemplet Ta Phrom i Cambodja, som vi besøgte for nogle år siden.

Stilen er nogenlunde den samme, og også her er bygningen omklamret af gigantiske træer, der ser ud som om de er ved at tilintetgøre stenhuset.

Wat Bang Kung er dog væsentlig nyere end Angkor-området, og måske er det opført lige præcis her, hvor Kong Taksin skulle have haft et afgørende slag med burmeserne. Er det tilfældet, så er templet væsentlig yngre end først antaget.

Vi går indenfor i Wat Bang Kung, hvor lokale beder foran den store bladguldsbelagte Buddha i Sukhothaistil. Ved siden af templet er der opført et mindesmærke over slaget med burmeserne, hvor vi også ser store figurer i menneskestørrelse, der ser faretruende ud.

Amphawa
Indenfor i Wat Bang Kung

Længere nede ad floden besøger vi templet Wat Bangkae Noi, der er nyopført. Der har ligget tempel på området i flere hundrede år, men der er gået sport i at samle donationer, således at man kan udvide eller bygge nyt.

Vi har ingen idé om, hvordan det tidligere tempel på stedet har set ud, men det nuværende er helt fantastisk.

Udefra ligner det så mange andre templer i Thailand, men indvendig forbløffes vi over de mest fantastiske træudskæringer. Mange af dem viser de vigtigste begivenheder i Buddhas liv, og det er som om, at intet er overladt til tilfældighederne.

Motoren fra vores båd larmer, men vi er alligevel ikke i tvivl om, hvornår vi nærmer os Amphawas flydende marked igen. Ved en af broerne står en fyr og synger thaipop, og den skingrer musik fra de gamle højttalere skærer i ørerne. Markedet ser ud som da vi forlod det, stemningen er på kogepunktet, og duften af veltilberedt mad fylder luften.

Lige så travl og atmosfærefyldt markedet er omkring kanalen, lige så trist er Amphawa langs hovedgaden. Det er her vi finder vores bil, der skal bringe os tilbage til Bangkok, og med lyden af populær thaipop, der langsomt toner ud forlader vi det spændende område for enden af Kwaifloden.

Har du fået lyst til selv at besøge Maeklong og Amphawa, så kan du finde praktisk information under billedet.
amphawa
Huse langs floden

Praktisk information til dit besøg ved Maeklong & Amphawa

Det spændende område for enden af Kwaifloden ligger ca. halvanden times kørsel sydvest for Bangkok. Du kan booke en tur dertil hos de fleste tourbureauer, hvor forskellige seværdigheder bliver besøgt undervejs.

En god måde at besøge Maeklong og Amphawa er at tage toget fra Wong Wian Yai togstation i Bangkok. Herfra kan du køre til Samut Sakhon (også kaldet Mahachai).

For at komme videre med toget til Maeklong skal du krydse Chin-floden med båd. Togturen er hyggelig, og man kører bogstaveligt talt i folks baghaver. Der er kun få meter fra toget til de mange huse på strækningen.

Overnatning

Du har selvfølgelig også mulighed for at tilbringe nogle dage i området. Book overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der som regel har de billigste priser og det største udvalg.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her