Jeg har vist skrevet det en gang eller to: Senggigi er måske ikke det mest spændende sted, men byen vågner om aftenen og Lomboks førende ferieområde har faktisk et overraskende antal gode spisesteder.

Vil du spise billigt, så kig efter ordet warung, der blot betyder spisested/restaurant. Ofte er det steder med lokal mad og enkel indretning, men det sker, at dyrere restauranter også kalder sig warung.

Vi prøvespiste adskillige restauranter i byen, og langt de fleste steder fik vi faktisk god mad. Det kan du læse mere om herunder, og på kortet nederst på siden kan du se, hvor de forskellige spisesteder ligger.

Gode restauranter i Senggigi

Langt de fleste af Senggigi’s spisesteder ligger langs hovedgaden, og her må du regne med betydelig larm fra den evige strøm af biler, busser og scootere. Til gengæld er det her du finder byens absolut billigste steder at spise som f.eks. det lille gadekøkken med tilhørende borde og stole, som ligger midt i Senggigi. Her kan du spise dig mæt for kun fem kroner!

Spice, Lotus Bay og The Office Bar & Restaurant er tre steder på stranden, der konkurrerer om det samme publikum; de der gerne betaler ekstra for service og beliggenhed. Nåh ja, maden er også glimrende, og så er det gode steder, hvis du vil have europæisk mad.

Vi besøger Lotus Bay, der er et rigtig hyggeligt sted med fyrfadslys på bordene. Desværre har det lige regnet, og alle borde og stole på stranden er drivende våde, så vi kan desværre ikke sidde med fødderne i sand, mens vi spiser.

Lotus Bay View er en hyggelig restaurant på stranden i Senggigi

Til gengæld snupper vi det yderste bord i den åbne restaurant og har på den måde følelsen af at sidde under åben himmel. Lotus Bay serverer fisk, god pizza og mad fra den store verden. Restauranten har også et glimrende udvalg af vin.

Også på Hovedgaden finder du et par dyrere restauranter. Square er et større sted, hvor både mad og service er i top. Du kan få internationale retter i et eksklusivt set-up, der tiltrækker high-end turister fra hele kysten.

Man kan sige, at Papa Besar Café er Square’s modsætning. Jeg læste om stedet på nettet og efter anmeldelserne at dømme, så var det et sted vi skulle besøge. Ejeren har også en kokkeskole, og vi blev bestemt ikke skuffede over maden. Her er god service og kommer du til happy Hour er det gode chancer for at møde andre rejsende. Du kan sidde indendørs eller i en lille pavillon ud til hovedgaden.

Et andet godt valg midt på hovedgaden i Senggigi er Asmara, der er en større restaurant henvendt til turister, som her kan vælge fra et alsidigt menukort med både balinesiske og internationale retter.

Asmara er en af byens mest populære restauranter, især for børnefamilier, der kan sidde rundt om de store borde med plads til alle. Men maden er glimrende og grund nok til at besøge stedet.

Taman Restaurant kan du madmæssigt komme jorden rundt, men fokus er på det indiske køkken. Maden er udmærket, men Taman skal primært nævnes for det store udvalg, og så er der ofte livemusik om aftenen. Tip: Taman har også en bager, der ligger ved siden af restauranten. Kom ikke for brødet, men butikken er et af de eneste steder i Senggigi, der sælger øl.

På Square, der ligger på hovedgaden, serveres der såkaldt international mad

Mad i Senggigi og på Lombok

Lombok betyder chili på indonesisk og så skulle man jo tro, at maden er pivstærk. Det oplever vi nu ikke, men det kan selvfølgelig være, at restauranterne tager hensyn til os turister.

Maden adskiller sig ikke væsentligt fra den øvrige del af Sydøstasien og slet ikke fra det, vi får serveret på Bali. Også på Lombok er mie moreng og nasi goreng gengangere på menukortet og de to retter, der er henholdsvis nudler og ris med grøntsager er både billige og velsmagende.

Den berømte rijsttafel, opfundet af hollænderne, er en god måde at komme lidt rundt i de indonesiske køkken. Rijsttafel er en blanding af lokale retter samt saucer, dip og tilbehør serveret med ris.

Tanken er, at en rijsttafel skal bestå af bl.a. mildt og stærkt, surt og sødt, blødt og knasende – et måltid, der originalt kan bestå af op til 40 småretter. Bestiller du retten på almindelige turistrestauranter, er der som regel mellem 8 og 12 retter.

Med hav til alle sider kan du de fleste steder få fisk og skaldyr tilberedt på mange forskellige måder. Jeg er helt vild med den dampede fisk (ikan perahu), der ligger i bananlade sammen med en pasta/sauce af bl.a. løg, hvidløg, citrongræs, ingefær, chili og kokoscreme. Jeg er normalt ikke til syrlig mad, men her er jeg bare ramt.

På Lombok ser vi også ingredienser som f.eks. majs og tomat, der ellers ikke er så normale på disse breddegrader, men oppe i højderne er afgrøderne forskellige fra de, der dyrkes ved kysten.

Læs meget mere om Senggigi her, hvor du bl.a. kan få forslag til gode steder at bo.

Find spisestederne herunder

Del
Forrige artikel4 flotte moskéer
Næste artikelTre alternative templer i Bangkok
Carsten Gath

Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 44 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here