Hjem Sri Lanka Kultur og natur i det centrale Sri Lanka

Kultur og natur i det centrale Sri Lanka

+ masser af nyttig rejseinformation nederst på siden

Sveden løber ned af os. Et trin mere, så er vi der. Endelig. Efter 45 minutters opstigning af stejle trapper står vi på toppen af Sigiriya Rock. Den berømte løveklippe, der er en af Sri Lankas største turistattraktioner er et forunderligt og mystisk sted.

Det er også første stop på vores tur rundt i den centrale del af landet, og lever områdets øvrige attraktioner bare tilnærmelsesvis op til dette ældgamle sted, hvor konger, krigere og buddhistmunke huserede, så skal det nok blive en god rejse.

overst-centraleSigirya – på toppen af Løveklippen

“Det tager en time at gå derop”, siger receptionisten på vores hotel. Tjeneren i restauranten, der tilfældigvis overhører vores samtale, bryder ind. To timer er hans bud. Vores chauffør er uenig. Det kan I gøre på 45 minutter siger han og sætter bilen i gang.

Uanset, hvor lang tid det tager at bestige Sigiriya Rock, så er det en oplevelse man ikke må gå glip af. Den store klippe, der er det eneste tilbageværende af en for længst uddød vulkan kan ses på lang afstand, og man forstår, hvorfor netop dette sted blev helliggjort for mere end 1500 år siden.

Selvom det er midt på dagen, og solen bager fra en næsten skyfri himmel, så begynder vi den lange tur op til toppen af klippen. Vi har allerede passeret det store parklignende område, hvor et utal af ruiner vidner og gamle dages storhed. De fleste af datidens bygninger er i dag bare murstensfundamenter, og det kan være svært at få et indtryk af, hvordan her så ud i det 5. århundrede, da Kong Kassapa regerede.

Opstigningen til toppen af Sigiriya Rock er ikke så hård, som man kunne forvente. Undervejs får vi selskab af en gruppe makakaber, der med lethed suser rundt på klippevæggene. Et af højdepunkterne i Sigiriya er de imponerende freskoer, der er malet i en lille grotte.

De er bemærkelsesværdigt velholdte og viser topløse kvinder, som man mener enten er nymfer eller kongens konkubiner. Der er dog teorier, der siger, at de repræsenterer tantrisk buddhisme, da de har en slående lighed med tantramalerier fundet i Indien. Sikkert skulle det være, at malerierne ikke er 1500 år gamle, men at de stadig fremstår så farvestrålende er lidt af et mirakel.

Oplev skønne Sri Lanka – se tilbud her

Det er ikke uden grund, at Sigiriya Rock også bliver kaldt Løveklippen. Da vi kommer op på næste plateau, sidder vi foran, eller rettere mellem, to enorme løvepoter hugget ud i sten. Det siges, at der engang har været et løvehoved af mursten, og trappen til toppen af klippen, der stadig ligger mellem poterne, førte op gennem løvens mund. Svedige, og med vinden susende i håret, når vi endelig det øverste af den legendariske klippe, og kan nu lade os imponere af den storslåede udsigt.

Man har altid ment, at der har ligget et palads på toppen af Sigiriya Rock. Ifølge den srilankanske arkæolog, der i årevis har studeret området, så er der dog ikke et eneste bevis for, at det har eksisteret. Også her er de gamle bygninger kun fundamenter, og især den manglende kloakering antyder, at toppen af klippen ikke har været brugt til beboelse, men til meditation og religiøse formål.

Det er heroppe vi går rundt nu, og forsøger at danne os et indtryk af området, hvor vandreservoirer, pagoder og bygninger ligger spredt på flere niveauer. Alt er som nævnt ruiner, og det kunne være spændende at få bare et lille indblik i livets gang, som det foldede sig ud for mere end 1500 år siden.

På vej ud af området besøger vi museet, der er håbløst malplaceret og slet ikke passer ind i omgivelserne. Den store bygning, der er i hastigt forfald, indeholder en række effekter fundet på området, og vi får hurtigt det indtryk, at selv myndighederne har opgivet den rædelsesfulde kolos. Heldigvis kan det ikke ødelægge oplevelsen af at stå på toppen af Sigiriya Rock. En oplevelse formet af naturen og historiens gang.

cent-02-640Kvinden og batikken

Det er lidt af en tilfældighed, at vi pludselig står i den meget lille batikfabrik. Fabrik er måske så meget sagt, men den unge kvinde, der ejer stedet, fortæller med stolthed om sin lille forretning. Efter turen til toppen af Sigiriya Rock bemærker vi et skilt ved vejen og bliver nysgerrige, da vi ser de smukke klædestykker hænge på række. Vi bliver inviteret ud i produktionen, der foregår bagved forretningen få meter fra hendes hus.

Det er her hun fremstiller batik efter gamle teknikker med hjemmelavede motiver, voks, bomuldsstykker og åben ild. En efter en bliver klæderne dyppet i de store kar med farver, og det tager hende to uger at lave et stykke batik, der alle er unikke. Priserne er derefter, men den unge kvinde er en ægte iværksætter, der med succes har skabt sin egen lille virksomhed.

Polonnaruwa – den gamle kongeby

Den smukke hvide pagode foran os er Polonnaruwas mest velbevarede bygning. Da man fældede junglen, der fuldstændig omsluttede det religiøse monument, stod pagoden så blændende hvid, som var den lige blevet opført. Det enorme ruinområde vidner om et magtfuldt rige, der var engang, og at gå på opdagelse her, er som at gå i fodsporene på Indiana Jones.

I modsætning til i Sigiriya, så har man i Polonnaruwa gjort noget ud af museet. Det er her vi begynder vores besøg i byen, og det er her vi lærer mere om historien og betragter de tusinder af fund, der er gjort på det store område. Det var det sydindiske Chola-dynasti, der grundlagde Polonnaruwa. I det 10. århundrede besejrede de Anuradhapura, en anden af Sri Lankas berømte kongelige byer, men valgte at opføre en ny hovedstad, Polonnaruwa. Da den sydsinhalesiske konge, Vijayabahu I, senere sendte Chola-dynastiet på flugt, valgte han at beholde Polonnaruwa som hovedstad.

cent-05tKong Parakramabahu I udbyggede hovedstaden, og han var arkitekten bag de fleste af de imponerende bygninger, der i dag blot er ruiner. Som i Sigiriya er der kun fundamentet tilbage, men spredt rundt på det store område er der her og der velbevarede pagoder og bygninger med intakte mure. Fra museet, der ligger ved den kunstige sø, hvor eksotiske fugle flyver lystigt rundt, besøger vi det gamle kongepalads. Også her har bygningerne set bedre tider, men selve paladset er et af de steder, hvor man kan få et indtryk af arkitekturen.

Arkæologer mener, at paladset engang har været i syv etager. Det er ikke til at se i dag, men de næsten 10 meter høje mure fortæller, at her har ligget en bygning, der var lidt ud over det sædvanlige. De tykke mure og 30 søjler skulle holde vægten fra de to næste etager. Har der, som arkæologerne mener, været syv etager, så har de sidste fire været af træ. Overfor paladset betragter vi de mange små søjler i audienshallen. Det er så langt fra den største bygning i Polonnaruwa, men til gengæld har både mur og søjler flotte udskæringer, der forestiller løver og elefanter.

Rejser til Sri Lanka – klik her

Vi har stadig det bedste til gode. Den såkaldte kvadrat lige nord for kongepaladset er det bedst bevarede område og naturligvis Polonnaruwas største attraktion. Kvadraten indeholder ruinerne af templer, pagoder og helligdomme, og det er her man kan se den gamle hovedstads eneste bygning, der stadig har sit originale tag. Thuparama Gedige har engang været tempel, og indeholder en håndfuld buddhafigurer, der er skåret ud i sten. Mere imponerende er den såkaldte Vatadage, der er bygget i flere niveauer med en pagode i midten. Pagoden er væk i dag, men ved den runde bygnings fire indgange sidder velbevarede stenbuddhaer, og lige præcis denne bygning giver en idé om, hvad arkitekter og bygherrer var i stand til for 1500 år siden.

Mens de fleste af Polonnaruwas almindelige bygninger blot er ruiner, så er flere af områdets pagoder anderledes imponerende. F.eks den 54 meter høje Rankot Vihara, der er Sri Lankas fjerde største, og opført af Kong Nisanka Malla. Det er få kilometer herfra, at vi står foran Kiri Vihara, den blændende hvide pagode, der ikke er det eneste imponerende her. Bagved står et tempel, hvis høje mure gemmer på en kæmpe buddhastatue, der skuer ud over den ældgamle bygning og ser lige så mystisk og gådefuld ud som Polonnaruwa. Den gamle hovedstad skuffer ikke, og vi undrer os over, at man ikke høre mere om de ældgamle sinhalesiske kongeriger end tilfældet er.

cent-06På safari i Minneriya Nationalpark

“Kør, kør”, råber den unge parkranger, og vi aner rådvildheden i hans øjne, da en flok rasende elefanter løber efter vores bil. Alt er kaos, og da chaufføren i panik speeder op, vælter vi rundt på ladet af safaribilen. Den centrale Sri Lanka er ikke kun kultur, men også pragtfulde naturoplevelser, der denne eftermiddag bliver lige spændende nok. Vi er taget til Minneriya Nationalpark, der ligger mellem Sigiriya og Polonnaruwa, for at se nærmere på dyrelivet. Og dyr, dem er der masser af.

Det er ikke tilfældigt, at vi er taget til Minneriya Nationalpark. For kort tid siden vandrede elefanterne fra Kaudulla Nationalpark til Minneriya, men selv med den viden, så er det langt fra sikkert, at vi kommer til at se de store dyr. Men denne dag er vi heldige. Vi ser dem første gang i det tætte buskads, og da vi kører lidt længere frem står en stor gruppe elefanter lige ud til vejen. De fortæller os tydeligt, at vi ikke er velkomne, men den febrilske parkranger får hidset elefanterne så meget op, at de begynder at løbe efter bilen. Det er tydeligt, at elefanterne føler sig truede, og mens det meste af flokken slår en beskyttende ring om ungerne, jager de øvrige os på flugt med store støvskyer hvirvlende om ørerne.

Vi er ikke færdige med at se elefanter. Heldet er virkelig med os denne dag, for blot et kvarters tid senere står vi igen ansigt til ansigt med de store kæmper. Et halvt hundrede elefanter står og græsser ved den store sø, der ligger i midten af nationalparken. Vi kommer virkelig tæt på, og det er sådan et syn man kun kan drømme om. Vilde elefanter i deres naturlige miljø, for min skyld kunne vi godt blive holdende her hele dagen.

Minneriya Nationalpark er knap 90 km2 stor, og vi finder hurtigt ud af, at her lever andet end elefanter. Et par sjakaler krydser vores vej, og i det fjerne kan vi se en stor flok bøfler, der ligesom elefanterne græsser ved søens bredder. Fuglelivet er helt fantastisk, vi ser biædere, kingfishere og forskellige storkearter, samt et hav af andre fugle. I vandhullerne ligger krokodiller på lur, og i krattet, helt ud til vejen, sidder de festlige langurer i store flokke. Da det bliver sen eftermiddag, vender vi snuden mod parkhovedkvarteret, og vi har fået alle de naturoplevelser, som vi kunne ønske os.

cent-08Grottetemplerne i Dambulla

Det er endnu en solrig dag, og da termometret netop har rundet 32° C, er det ikke så mærkeligt, at vi er godt svedige, da vi ad trapper og stejle stier når op til de berømte grottetempler i Dambulla. Grotterne var Kong Valagambas tilflugtssted, da han i det 1. århundrede f.kr. blev fordrevet fra Anuradhapura. Da han senere genvandt magten og hovedstaden, lavede han grotterne om til templer, som senere konger også har bidraget til.

Der er fem grotter med i alt 150 buddhaer, og templerne er naturligvis et yndet pilgrimsmål for buddhister. De flotte loftsmalerier, der kun er et par hundrede år gamle, er ligesom buddhastatuerne imponerende. Grotterne indeholder også hindusymboler og figurer af sinhalesiske konger. Bemærkelsesværdig er også den bevogtede spand i grotte to, der opsamler vand, som drypper ned fra loftet. Vandet betragtes som helligt, og bliver brugt til ceremonier.

Efter besøgt i grotterne sætter vi os i skyggen og kan se ned på den gigantiske 30 meter høje gyldne buddha, der står for foden af bjerget. Det klare vejr giver god sigtbarhed, og mod nordøst kan vi skimte Sigiriyaklippen, hvor vores rejse i det centrale Sri Lanka startede. Vi ser frem til at udforske endnu mere af The Wonder of Asia, der lever fint op til turistministeriets slogan.

Information Det Centrale Sri Lanka

Overnatning
Sigiriya har ca. 1500 indbyggere, og her er ikke rigtig nogen by. Man bor på resorts og guesthouses, der servicere de mange turister, som udelukkende kommer til området for at se den store klippe. I højsæsonen er det en god idé at booke i forvejen. Polonnarruwa er til gengæld en større by med over 100000 indbyggere. Her findes en del hoteller, men byen er ike den mest spændende.
Transport
De fleste turister, der besøger Sigiriya, har booket en tur dertil fra f.eks. Polonnaruwa eller Anuradhapura. Her findes flere tourudbydere, men også dit hotel kan hjælpe med transport. De eventyrlystne kan tage lokalbussen til Sigiriya, der kører fra Dambulla, som er et andet anbefalelsesværdigt sted i denne del af Sri Lanka. Fra Polonnaruwa kører væsentlig flere lokalbusser, f.eks. til Anuradhapura, Colombo og Kandy. Med base i Sigiriya og Polonnaruwa kan man booke privat transport, hvis man vil besøge nogle af de spændende nationalparker. I begge byer er det populært at komme rundt på cykel, flere hoteller har cykeludlejning.
Mad og drikke
Sigiriya har ingen restauranter, man spiser på sit hotel. Både Polonnaruwa og Dambulla har lokale spisesteder. I Sri Lanka er der en del steder langs hovedvejene, der serverer buffet henvendt til turister. Prisen ligger på 700-1200 rupees. Maden på hotellerne er som regel tilpasset turisternes smag, men det kan godt blive lidt ensformigt med curryretter på 20 måder. Det virker det ikke som om, at man gør så meget ud af at præsenterer det lokale køkken, så hellere servere kinesisk mad synes tanken at være på de fleste hoteller og restauranter.
Værd at vide
Sri Lanka har masser af seværdigheder, og det gælder også området i den centrale del af landet. Det er dog værd at bemærke, at det er urimeligt dyrt at besøge de største attraktioner. F.eks. er entréprisen til Sigiriyaklippen 35 USD pr. person, til Polonnaruwa 30 USD, til Dambulla 15 USD og en safari løber nemt op i 50-60 USD. Som man kan regne ud vil en længere rejse i Sri Lanka betyde store udgifter til entré. Det bliver ikke bedre af, at stort set alle steder, hvor turisterne kunne tænkes at komme tager entré. Kontantautomater findes i de større byer, og her er også engelsk menu. Der kræves visum for at rejse ind i Sri Lanka. Det søger man online, og det er ganske nemt. Se link herunder.
Nyttige links
Sri Lanka Tourism
Ansøg om onlinevisum her
Vaccination og sundhed på rejsen
Lanka-rejser.dk
Del
Forrige artikelCharmerende Amsterdam
Næste artikelDrømmeferie på My Dream Boutique Resort
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here