Hjem Krabi rejseguide

Krabi rejseguide

Naturskønne Krabi er hurtigt blevet en favorit blandt feriefolket. Da Phuket blev for overrendt søgte turisterne til det mere rolige område på fastlandet, der allerede var opdaget af backpackere og andre med trang til paradisøer og fjerne strande. Siden da er det gået stærkt, og i dag lander også charterfly i den lokale lufthavn. Krabi er blevet et feriested med alle faciliteter inden for rækkevidde og her er oplevelser og aktiviteter for hele familien.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Stranden i Ao Nang

Krabi er både en provins og en by. Når folk siger de tager til Krabi på ferie, så er det sjældent i selve byen, men ved strandene Ao Nang, Hat Nopparat Thara og Railay, der ligger ca. 15 km mod syd. Denne del af Thailand byder på skønne strande og paradisiske tropeøer såvel som smukke naturoplevelser på fastlandet, hvor du kan besøge varme kilder og jungle med vandfald.

Thailand er buddhistisk, men i den sydlige del af landet er der rigtig mange muslimer, i Krabi-området ca. 40 %. Gæstfriheden er den samme, men på flere hoteller og restauranter serveres ikke alkohol, og dagligt kan du høre muezzinens kalden fra den lokale moské.

Byerne – orientering og seværdigheder

Ao Nang
Kører du fra Krabi By mod syd ad vej 4203 kommer du til provinsens største ferieby Ao Nang. Pudsigt nok er stranden her ikke særlig god, men ud for kysten, en kort bådtur væk, ligger adskillige paradisøer med superstrande. Allerede inden hovedvejen når havet begynder bebyggelsen gradvist at blive tættere. Restauranter, minimarkeder og småhoteller dukker op, men Ao Nang’s absolutte centrum og livsnerve er strandvejen, hvor butikker, barer og restauranter ligger som perler på en snor.

Byen vågner op ad formiddagen, hvor de forretningsdrivende slår dørene op til et stort udvalg af souvenirs, tøj og spisesteder. Hertil kommer tourbureauer, massage- og diveshops, samt de sædvanlige påtrængende skræddere.

Som nævnt er Ao Nang’s strand ikke den bedste. Vandet er grumset, og ved højvande er stranden temmelig smal. Tager du alligevel en dukkert, kan det være svært at komme til for alle de både, der venter på at fragte turisterne ud til øerne. Vil du selv på sådan en bådtur, så er det bare om at henvende sig hos Ao Nang Longtail Boat Service, der har billetsalg i begge ender af strandvejen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Butikker og gadeliv langs Ao Nang’s strandvej

Det er dog muligt at bade ved Ao Nang. Den østlige del af stranden er udmærket, og her finder du 18-20 åbne massagesteder, der også sælger forfriskninger. Du kan selvfølgelig gå langs stranden for at komme dertil, men noget af vejen kan du benytte den lille bilfri promenade. Ud til den ligger pænere barer og restauranter, der tilhører hotellerne Phra Nang Inn, Ao Nang Villa Resort og Golden Beach Resort. Promenaden ender ved restauranten The Last Fisherman, gå gennem her og du står ved rækken af massører.

Efter massørerne kommer du til caféen med det dækkende navn, The Last Café, der ligger som sidste sted på stranden. En hær af aber suser ofte rundt på den primitive sti/bro, der fører over til næste bugt, hvor det lækre Centara Grand Beach Resort ligger.

Der er et fint udvalg af restauranter i Ao Nang. Mange steder synes menukortene dog at være næsten identiske, men på strandvejen kan du finde en række såkaldt italienske restauranter, mens fisk og skaldyr er i fokus i den lille gyde Soi Sunset for enden af strandvejen i retning mod Hat Nopparat Thara. Ved McDonalds kan du spise billigt på det lille natmarked, der hver aften popper op her, og på den anden side af gaden ligger en håndfuld indiske restauranter.

Om aftenen syder Ao Nang. Der er mange mennesker i byen, og langs forretningsstrøget på strandvejen er turisterne næsten ved at træde hinanden over tæerne for at komme til. Der mangler heller ikke barer i Ao Nang. Selvom nattelivet slet ikke er på højde med Thailands største feriesteder, så findes der spredt rundt i byen adskillige steder, hvor du kan få slukket tørsten.

Deciderede barområder findes også, mest centralt er Center Point på Strandvejen, men skråt over for McDonalds ligger den lille bilfri gade Soi Sunlight, der udgør Ao Nang’s eget lille red light district.

Strandvejen er kun ca. 400 meter lang. Herefter går vejen ind i landet igen for at dreje udenom Krabi Resort, men udvalget af barer, restauranter og forretninger fortsætter på det korte stykke til Hat Nopparat Thara. På strækningen ligger et par sideveje, der er lidt mere stille.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Den lange Hat Nopparat Thara strand

Hat Nopparat Thara
Hat Nopparat Thara er næsten sammensmeltet med Ao Nang. Den turistmæssige udvikling er stadig ung, men mest koncentreret i den østlige ende op mod Ao Nang, hvor du finder en række barer, restauranter og resorts. Spredt langs Hat Nopparat Tharas strandvej ligger minimarkeder, massageshops og souvenirbutikker. Her mangler ikke noget, men byen er langt mere fredelig end sin nabo.

Stranden er næsten fire kilometer lang, og jo længere væk du kommer fra Ao Nang, jo bedre bliver den. Også her er der store tidevandsforskelle, ved lavvande er det knap muligt at bade, men når vandet kommer er der ingen problemer i at tage en dukkert her.

Du kan finde skygge under et af de mange træer, der står langs stranden. En sti løber i hele Hat Nopparat Thara’s længde, og for enden ligger et parklignende område, hvor thai’erne elsker at holde picnic i weekends og på helligdage.

Stranden slutter, hvor den lille kanal skærer ind i landet. Langs den kan du finde terminalen for Ao Nang Princess, der er en færge, som hver dag sejler herfra til Koh Phi Phi og Koh Lanta. Et par hundrede meter længere inde i kanalen ligger et lille lokalt fiskersamfund.

Ud for kysten, ved kanalen, kan du gå ud til et par småøer, når det er lavvande. Mange foretrækker tilsyneladende at bade herfra, men begiver du dig herud, så hold øje med tidevandet, så du også kan komme sikkert ind igen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Centrum i Railay Vest

Railay (Rai Leh)
Isoleret fra det øvrige fastland af massive og stejle klipper ligger den lille halvø, der er mest kendt under navnet Railay. Dele af området er ret ufremkommeligt, her er ingen biler eller scootere, og du kan kun komme dertil med båd. Lige noget for backpackerne, der som de første opdagede dette skønne paradis.

I dag er klientellet langt mere blandet, men det er stadig et backpackersted med en afslappet og ungdommelig atmosfære. Halvøen har fire strande; Railay Øst og Vest, Tonsai Beach nord for Railay Vest og Phra Nang Beach syd for Railay Vest.

Det er dog de to Railay-strande, der er mest udbyggede. De fungerer som en slags centrum, og afsætningssted for bådene. Kommer du med båd fra Ao Nang, bliver du sat af på Railays’ veststrand, og kommer du fra Krabi By, bliver du sat af på øststranden.

Railay’s veststrand er pragtfuld. Den er lavvandet og ligger i en lille bugt med hvidt sand og krystalklart vand. Bedst er den i enderne, væk fra bådene, der ankrer op på midten. Der er store tidevandsforskelle som har stor indflydelse på hvor indbydende stranden er, ved højvande er den absolut dejligst.

Overnatningsstederne på Railay’s veststrand består udelukkende af bedre resorts, og billigste indkvartering er Sand Sea Resort’s fan bungalows. Alle hotellerne har restaurant, og det er stort set eneste mulighed for at få noget at spise på denne strand. Tidligt på aftenen samles folk på Railay Vest, og med en øl eller drinks sætter de sig i sandet for at nyde den smukke solnedgang inden festen begynder på Railay’s øststrand.

Der er flere stier, der forbinder de to Railay-strande. De tre resorts, Railay Village Resort, Sand Sea Resort og Railay Bay Resort har alle deres egen sti, men der er også en sti mellem det store Walking Street-skilt. Bag det gemmer sig en lille smøge, hvor du finder kontantautomat, internetcafé, tourbureauer, coffeeshops og spisestedet Flaming Tree. Fortsætter du ad stien, skal du gå til venstre når den deler sig for at komme til Railay Øst.

Railays øststrand står i stor kontrast til veststranden. Groft sagt kan man sige, at den sydlige del består af bedre resorts, mens du mod nord finder billige hoteller og guesthouses samt det lille backpackercentrum, der interimistisk er sat sammen af småhuse lavet af brædder med bliktag et på toppen.

Med de rygsækrejsendes trang til at finde nye og uopdagede paradisøer kan det undre, at de har slået sig ned netop her. Måske blev man på et tidspunkt fortrængt fra Railay Vest, men uanset hvad, så har backpackerne fundet sig til rette i denne sump. Stranden er ubetydelig og sølle, kysten består primært af mangrove, og ved lavvande bliver ikke blot træernes rødder blottet, men også skrald og byggeaffald.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Railay Øst

Langs hele Railay Øst løber en lille smal promenade, der starter i syd ved stranden. Den går forbi hotellerne og centrum for derefter at fortsætte langs skoven til den ender ved det nybyggede Great View Resort, en strækning på ca. to kilometer. Det lille backpackercentrum er stille om dagen, men når mørket falder på åbner de mere eller mindre primitive barer op til en fest, der som regel varer til den lyse morgen.

Udover barerne kan du også finde restauranter, minimarkeder, souvenirbutikker samt massage- og tatooshops, men udvalget er dog noget begrænset. Det er også i dette område, du finder de billige hoteller og guesthouses, ikke kun langs kysten, men også oppe i skoven, hvor flere af stederne har en fantastisk udsigt over havet.

Halvøens i særklasse bedste strand, Phra Nang Beach, kan kun nås med båd eller til fods ad en sti fra Railay Øst. Gå helt ned mod syd forbi Railay Øst’s lille strand til den store klippe, hvor du går til højre. Du vil nu gå langs og under klippen, hvor der er små grotter, og du kan holde øje med aberne, der ofte suser rundt i træerne. Pludselig står du i den ene ende af Phra Nang Beach, som i talrige afstemninger er udnævnt til en af verdens smukkeste.

Godt nok er der mange mennesker på Phra Nang Beach i højsæsonen, men sandet er perfekt og vandet swimmingpoolklart i blågrønne og turkise farver. Midt på stranden kan du gå de ca. 50 meter over til den lille Happy Island, hvor der er fint at snorkle. Der er adgang forbudt for sælgere på Phra Nang Beach, men til gengæld ligger en stribe longtailbåde i vandkanten, hvor du kan købe frisklavet mad og kolde drikkevarer. Der er kun ét resort på stranden, nemlig det ultraluksuriøse Rayavadee, hvortil der kun er adgang for gæster.

På stien mellem Railay Øst og Phra Nang Beach, ved det lille skur, kan du benytte tovet til at klatre op ad klippesiden. På toppen har du ved højvande en flot udsigt over en lagune med jadegrønt vand. Længere henne er der et udsigtspunkt.

Railay er ikke kun sol, strand og fest. Området er blevet utrolig populært blandt klatrere, der her har perfekte forhold. De mange klipper i alle størrelser og former giver gode udfordringer for klatrerne, der primært holder til på Tonsai Beach nord for Railay Vest, hvor backpacker- og klatremiljøet smelter sammen i skøn forening. Overnatningsstederne er primitive på Tonsai Beach og stranden er ikke den bedste.

Som nævnt kan du kunne komme til Railay med båd. Nemmest er det fra Ao Nang, hvor longtailbådene sejler i pendulfart dagen lang. Godt nok sejler bådene først, når der er minimum seks personer, men i højsæsonen behøver du sjældent vente mere end 10-15 minutter. Bådene stopper som regel ved Tonsai Beach, Railay Vest og Phra Nang Beach, hvis nogen skal af der. Prisen for turen er ca. 120 baht og overfarten tager ca. 10 minutter. Henvend dig i billetlugen på Ao Nang Beach.

Der sejles også fra Hat Nopparat Thara. Her må dog forventes, at det tager længere tid at fylde båden. Fra Krabi By sejles der når 10 personer er samlet, og det kan godt tage tid. Overfartstiden er 45 minutter og prisen 200 baht, og der sejles fra Khong Kha-molen i centrum af byen. Uanset hvor du sejler fra, så skal du selv bære eventuelt bagage ombord. Husk at have fodtøj på, der kan tåle at blive vådt.

krabi
Phra Nang Beach på Railay-halvøen

Overnatning

Krabi har masser af overnatningsmuligheder. Billigst er et af de mange guesthouses i Krabi By. Vil du bo billigt i Ao Nang, skal du kigge i området mellem McDonalds og strandvejen, hvor der ligger rigtig mange små guesthouses og selv i højsæsonen kan du få et værelse for 400-500 baht. Langt de fleste overnatningssteder er dog turistklasehoteller, ofte med swimmingpool og andre faciliteter. Kun ét hotel ligger helt ud til stranden i Ao Nang, det er Krabi Resort, der var et af byens første hoteller.

De gode resorts Phra Nang Inn, Ao Nang Villa Resort og Golden Beach Resort kan med lidt god vilje også kaldes strandhoteller, hvor kun den lille promenade adskiller hotellerne fra stranden. Luksus findes selvfølgelig også, prøv Sheraton ved Muang Beach eller Centara Grand Beach Resort på Pai Plong Beach.

Skal det være toppen af toppen kan man ikke komme udenom det vanvittig luksuriøse Rayavadee på Railay-halvøen. Det er nemt selv at arrangere sin rejse til Thailand, du kan finde flybilletter her og booke hotel med prisgaranti hos hotels.com.

De mest populære hoteller i Krabi lige nu

HotelBeliggenhedStjerner
Aonang Phu Petra ResortAo Nang***Book nu
Ban Sainai ResortAo Nang***Book nu
Amari Vogue KrabiTubkaak Beach****Book nu
Chanchalay GuesthouseKrabi By**Book nu
Centara Anda Dhevi resortHat Nopparat Thara****Book nu
Glur HostelAo Nang**Book nu
Deevana Plaza KrabiHat Nopparat Thara****Book nu
Vogue Resort & SpaAo Nang***Book nu
Aonang Villa ResortAo Nang Beach****Book nu
Holiday Inn Resort KrabiHat Nopparat Thara****Book nu

Transport

Ind og ud: Krabi’s internationale lufthavn ligger et stykke udenfor Krabi By og ca. en halv times kørsel fra Ao Nang og Hat Nopparat Thara.

Der er flere daglige flyafgange fra Bangkok til Krabi, hvor bl.a. Thai Airways og AirAsia flyver ruten. Forbindelsen fra København er rigtig god. Tager du Thai Airway’s direkte rute til Bangkok, er der kun kort ventetid i lufthavnen før flyet til Krabi afgår. Også med Qatar Airways kan du flyve fra København til Krabi med kun et stop.

Kan du klare to eller flere stop undervejs, er der adskillige muligheder fra både København og Billund. Søg billige flybilletter her.

Fra Krabi lufthavn kan du tage en taxi til dit bestemmelsessted. Det anbefales at købe turen ved taxiskranken i ankomstterminalen, og prisen til Ao Nang og Hat Nopparat Thara er ca. 700 baht.

Fra Krabi By og Hat Nopparat Thara er der færgeforbindelse til Koh Phi Phi og Koh Lanta. I Krabi By sejles der fra Khong Kha-molen og i Hat Nopparat Thara kan du tage Ao Nang Princess, der sejler fra den den lille terminal for enden af stranden ved hovedkvarteret for nationalparken. Hos alle tourbureauer kan du købe transport til stort set hele Thailand og sågar også til de malaysiske øer Penang og Langkawi. Transporten foregår med båd, bus og minivan eller en kombination af disse.

At komme rundt: Til ture indenfor bygrænsen kan du tage en tuk-tuk, der her er små røde ladvogne (som på Phuket), eller det der mest af alt ligner en knallert med en overdækket pavillon på siden. Begge slags er nemme at få fat i, og en tur inden for byområdet koster ca. 20-30 baht.

Mellem Krabi By og strandene kører songtaews, der er biler, hvor du sidder på laddet og som fungerer som en slags deletaxi. Songtaews har faste ruter og de starter fra Krabi busstation og kører ad Thanon Maharat ved 7eleven for derefter at kører omkring havnen ved Khong Kha-molen inden de fortsætter til Ao Nang og Hat Nopparat Thara.

Turen fra Krabi By til Ao Nang er ca. 60-70 baht. Songtaews kan stoppes hvorsomhelst på ruten, og du trykker på stopknappen, når du skal af og betaler herefter til chaufføren. Songtaews er hvide og har skrevet ruten på siden, endestation er muslingekirkegården.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Ao Nangs strandvej

Mad & drikke

Som andre steder i Thailand er det heller ikke i Krabi-området svært at finde noget at spise. Restauranter og gadekøkkener ligger på stribe, så det er bare at vælge, hvad man har lyst til.

Den billigste mad fås uden tvivl i Krabi By, mens vi fandt Ao Nang og Hat Nopparat Thara overraskende dyrt. Normalt kan du få en lokal ret på en helt almindelig restaurant for 70-100 baht, men her har man lige givet prisen et par takker opad, og vi så kun få steder, hvor man kunne få thairetter for under 120 baht.

Når kvaliteten samtidig ikke følger prisen, blev vi noget skuffede over især turistbyernes restauranter, hvor der virkelig er langt mellem de gode steder. Gadekøkkenerne er som altid billige og maden er enkel, men velsmagende nudelretter fås fra ca. 40 baht.

Næsten uanset hvor du spiser, så er den lokale mad bedst og billigst. Thai’erne er sjældent særligt heldige med at lave europæisk mad, der sammen med steaks er blandt det dyreste, du kan bestille. At pasta og pizza alligevel optræder på de flest menukort er naturligvis et forsøg på at tilfredsstille alle.

Udover det thailandske køkken er det også værd at gå efter fisk og skaldyr, der tilbydes de fleste steder. Havet er nærmeste nabo og herfra henter man bl.a. eksotisk ting som snapper, barracuda, sværdfisk, blæksprutter og rejer i alle størrelser. Andre steder kører fast med bbq-buffeter, f.eks. hos Bernies Place (ca. 300 baht) og The Last Fisherman, hvor du betaler efter hvor meget du kan spise. McDonalds og Subway ligger ved natmarkedet, mens Burger King er at finde på strandvejen.

Banana Leaf Restaurant & Cocktailbar: Med afstand den bedste mad vi fik serveret i Ao Nang, og så er det tilmed billigt. Vælg mellem klassiske thairetter, pasta, steaks, frisk fisk og skaldyr. Både vores satay med jordnøddesauce, wonton’s og grillede fisk var fremragende. Venlig og opmærksom betjening, hovedretter fås fra ca. 90 baht. Banana Leaf er også en cocktailbar, og man kan roligt blive siddende for at slukke efter i en skøn cocktail serveret i kokosnød og ananas.

Tanta Restaurant: Stor og travl restaurant, der er nabo til hotel Phra Nang Inn i hjertet af Ao Nang. Der er ikke megen hygge her, men restauranten er et fint valg, hvis man vil have noget for pengene. Det er langt fra en toprestaurant, men her er noget for alle og maden er velsmagende. Dog var vores curries turistversioner, men min pad thai var lækker med store rejer og friske og sprøde bønnespirer

Rabieng Talay: Endnu en af restauranterne på Soi Sunset. Maden er på det jævne og alt for dyr. Man vil tydeligvis gerne være lidt fancy, men min red snapper var overhældt med en eller anden ubestemmelig sauce og thairetterne løftede sig ikke over gennemsnittet. Hovedretter (thai) fra ca. 140 baht, og fisk betales som andre steder efter vægt, men her var det afsindigt dyrt. Fint vinkort og fantastisk solnedgang!

Chanaya Restaurant: Thai-hollandsk restaurant står der ved indgangen. Ifølge de lokale har det hollandske islæt været borte siden 2008, og det er gået ud over kvaliteten. Maden er dog udmærket, hvis man holder sig det lokale køkken. Restauranten serverer også europæisk mad og praler af at lave byens bedste pizza, men det må dog siges at være noget af en overdrivelse. Hyggeligt miljø, der er godt hjulpet på vej af den store frø, der pludselig hoppede hen over gulvet. Hovedretter fra ca. 200 baht. Restauranten ligger på hjørnet af Soi Sunlight, Ao Nangs lille bargade.

Eden Bar & Dining: Midt på Ao Nangs strandvej ligger Eden Bar & Dining, der har en hyggelig tagterasse. Her er ofte travlt, hvilket som regel vidner om god mad, men det var dog ikke tilfældet her. Vores green curry var vandet og trist. Der er venlig og opmærksom betjening, priserne er dog noget i overkanten, hovedretter fås fra ca. 180 baht.

Som nævnt har Krabi-området ikke natteliv som de større feriesteder i Thailand, men det betyder bestemt ikke, at her er kedeligt. Der er rigtig mange muligheder for at få lidt at drikke og feste til langt ud på natten.

Ao Nang er det klart mest livlige sted, hvor du her og der finder cocktailbarer, irske pubs og beerbars. Sidstnævnte ligger koncentreret tre forskellige steder i byen; ved Center Point på strandvejen, på den lille Soi Sunset skråt overfor McDonalds, og på en lille grusvej et par hundrede meter mod nord.

På Railay-halvøens østlige del, i backpackerområdet, er der også liv og glade dage om aftenen. Her findes en række mere eller mindre primitive barer, og det lader til, at mange fester på andet og mere end alkohol.

krabi
Marked i Krabi By

Aktiviteter og forlystelser

Der er masser at tage sig til i Krabi-området. Mest populært synes at være dykning som du kan læse mere om længere nede på siden. Klatring foregår primært på Railay-halvøen, der har rigtig gode vilkår for denne adrenalinpumpende sport. Forhør dig hos toursælgerne i Ao Nang eller tag selv longtailbåden til Railay, hvor du i det lille backpackercentrum finder flere arrangører. Det er en rigtig god idé selv at snakke med instruktørerne, så man kan spørge til uddannelse, erfaring osv. Kurser koster ca. 1.200 baht for en halv dag og det dobbelte for en hel dag.

At sejle kajak, eller seacanoe som det hedder, har i årevis været en populær aktivitet. Det siges at amerikaneren John Gray var en af de første til at udbyde ture til turisterne, og han laver stadig spændende ekspeditioner af flere dages varighed i den smukke natur. Se mere på John Gray’s hjemmeside.

Men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Alle agenter og tourbureauer kan sælge kajakture i mangroven og mellem klipper og i grotter. Ofte er kajakturene kombineret med f.eks. bådture til øerne, besøg på fiskefarm osv. Prisniveauet ligger på ca. 1.400 baht for en hel dag og 800 for en halv. Børn betaler ofte halv pris.

Fisketure i øhavet er også en mulighed. Priser fra ca. 3.500 baht for en hel dag, og udstyr er som regel inkluderet i prisen. Er du til golf, så byder Krabi-området på en håndfuld fine baner, kontakt svenske Jonas hos Golf Addicts på golfaddicts@hotmail.com.

Tree Top Adventure Park ligger lige syd for Ao Luk ca. 35 km fra Ao Nang. Her kan du hænge i trætoppene og gå på line mellem træerne. Se mere på www.treetopadventurepark.com

Strande

Sol- og strandelskere vil uden tvivl føle sig hjemme i Krabi-området. Du kan vælge mellem fastlandets lange strande eller en af de mange pragtfulde tropeøer. Udover stranden i Ao Nang og den lange Hat Nopparat Thara, så finder du på fastlandet også Klong Muang Beach og Tubkaak Beach, der begge ligger ca. 10 km vest for Ao Nang.

På førstnævnte strand ligger et par skønne resorts med Sheraton og Sofitel i spidsen, men bylivet er meget begrænset. Til gengæld er det stedet, hvis du søger fred og ro. Endnu mere stille er der på Tubkaak Beach, der ligger lige nord for Klong Muang Beach.

De fleste strande i Krabi er rolige områder, mest trængsel er der på den østlige del af Ao Nang Beach og på Phra Nang Beach på Railay-halvøen. Ingen strande eller øer har udlejning af solstole, så husk et par store strandhåndklæder. Strandene er også behageligt fri for både sælgere og støjende vandsport.

krabi
Strandliv på Hat Nopparat Thara Beach

Værd at vide

Ao Nang og Hat Nopparat Thara hører til blandt de dyreste ferieområder i Thailand. Restaurantpriserne er temmelig høje, og når der skal købes ind i turistbutikkerne med souvenirs, tøj og brugskunst er det praktisk talt umuligt at få priserne ned på niveau med det øvrige Thailand. Sælgerne er udmærket klar over at de tager vilde overpriser for deres varer, men så længe nogle giver 500 baht for en almindelig t-shirt, er der jo ingen grund til at sætte priserne ned.

Kommer du forbi Bangkok eller Nordthailand på din rejse, så gør dine indkøb der, du vil med garanti spare over 50 %. Vil du alligevel handle i Ao Nang, så hold dig langt væk fra strandvejen, der har de højeste priser. Et andet tip er at handle i de forretninger hvor der står thai’er bag disken. De er nemmere at snakke med end de irriterende nepalesere, der efterhånden huserer i de fleste forretninger.

Danskerne er tilsyneladende vilde med Krabi. Når man går rundt i byerne hører man ustandseligt dansk, og mange af de påtrængende sælgere kan endda et par danske gloser. Vil du gerne undgå den værste turisthurlumhej er Railay-halvøen absolut det bedste sted at bo.

Mange hoteller, barer og restauranter har gratis wi-fi. Har du ikke eget udstyr med, kan du komme på internettet hos de fleste større tourburaeauer, der udover at sælge udflugter, også har et par pc’ere stående. Kontantautomater findes overalt i byerne, på strandvejen i Ao Nang ligger der en for hver 50 meter. Vil du ikke bruge dit kort, findes der flere veksleboder ejet af de forskellige banker.

krabi
Longtailbåde på Chicken Island, i baggrunden Tub Island

Udflugter i Krabi

Øerne
I havet ud for Ao Nang, Hat Nopparat Thara og Railay ligger de lækreste tropeøer, der er et paradis for sol- og strandelskere. Du skal dog ikke forvente at have herlighederne for dig selv. Hver dag stævner flere tusinde turister ud fra kysten for at bade på de lækre strande eller snorkle på et af revene. Mange af øerne er ganske små, og antallet af turister, der hver dag besøger dem har forlængst nået bristepunktet. Et godt råd er at tage afsted så tidligt som muligt for at få den bedste oplevelse.

Der er mange muligheder, hvis du vil på øtur, og du kan vælge mellem longtailbåd, speedbåd eller en stor tourbåd. Antallet af øer og strande man besøger varierer, og det samme gør programmet. Du kan vælge mellem nogenlunde fastlagte ruter eller lave sin helt egen tur, så det er bare om at finde ud af, hvad du vil.

Nærmest kysten, ca. 20 minutters sejllads med longtailbåd fra Ao Nang, ligger Koh Poda, der er en af de større øer. Her er en dejlig lang strand med god plads, i hvert fald tidligt på dagen, ved højvande bliver stranden delt ind i mindre områder. Bådene ligger til på den nordlige side af øen nærmest Ao Nang, og østkysten kan have uroligt vand ved megen blæst. Det bedste og mest øde strandområde findes mod syd, 10-15 minutters gang fra, hvor du går i land. På Koh Poda findes et par strandbarer, hvor du kan købe forfriskninger.

En kort bådtur mod syd kommer du til Koh Kai, også kaldet Chicken Island, da nogle synes at en af øens klipper ligner en kylling. Koh Kai er ganske lille, den fine strand ligger langs østkysten og forsvinder helt ved lavvande. Ad en smal sandtange kan du gå fra Koh Kai til Tub Islands, der bliver til to ved højvande. Også Tub Island er meget lille, men her er superlækker strand med stille og krystalklart vand.

Det er lige præcis sådan et sted, du ville ønske, at du havde helt for sig selv, men det er desværre langt fra tilfældet; longtailbåde, speedbåde og store tourbåde fylder det meste og turisterne står nærmest oven på hinanden for at få deres egen lille bid af paradiset. Gåturen fra Koh Kai til Tub Island kan ikke gøres i timerne før og efter absolut højvande.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Tub Island

Vest for Krabi, tilhørende Tharnbok Koranee Nationalpark, ligger Koh Hong, endnu én af de større øer. Her er to lækre strande og den lille lagune der med lidt god vilje kan kaldes en miniudgave af Maya Bay på Koh Phi Phi Leh. Også her skal du sejle mellem to klipper for at komme ind til stranden, men det kan dog kun gøres ved højvande. Til gengæld er det næsten overjordisk smukt, når lagunen fyldes med jadegrønt vand.

Rundt om Koh Hong finder du andre perler, især bør nævnes Koh Lading, der først er åbnet op for turister for få år siden. Øen har et par fremragende strande med det klareste vand, og af samme grund omtales Koh Lading ofte som Paradise Island. En kort bådtur herfra når du Koh Pakbia, der udover en skøn strand også har klippe- og stenformationer med huler skabt af vind og vejr.

Der er naturligvis mange andre øer, men som regel besøges Koh Poda, Koh Kai og Tub Island på samme tur – af og til med stop ved Phra Nang Beach på Railay-halvøen, mens øerne ved Koh Hong, måske med snorklestop ved Koh Daeng, besøges på samme tur. Andre bådture går til Koh Phi Phi og øerne omkring (læs mere om Koh Phi Phi længere nede på siden).

Ethvert tourbureau eller agent kan sælge en tur til øerne, Barracuds Tours på Ao Nang’s strandvej lader til at være største operatør, men et par af deres både er store, og når de ankommer til øerne er der et mylder af mennesker. Som nævnt i indledningen kan du vælge mellem forskellige bådtyper – speedbåd er hurtigst og giver mest tid på strandene.

Bemærk at der skal betales nationalparkafgift ved besøg på øer som Koh Kai og Koh Hong. Har du købt en tur hos et tourbureau er afgiften som regel inkluderet i prisen, men chartrer du en båd hos f.eks. Ao Nang Longtail Boat Service, så betales afgiften ved ankomst til øen. Priserne for bådturene svinger meget, men du kan komme afsted for ca. 700 baht hos flere tourbureauer. Hos Ao Nang Longtail Bot Service koster det ca. 1.800 baht at chartre en båd for en halv dag. På billetskuret hænger en prisliste og personalet er meget hjælpsomme.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Centrum i Krabi By

Krabi By
Krabi By har kun få seværdigheder, men er bestemt et besøg værd. Har du fået nok af turistmylderet ved strandene, er det næsten en hel befrielse at gå på opdagelse i byens gader. På markederne vil du opleve en skøn atmosfære blandt de lokale, der handler eller spiser mad ved et af de mange gadekøkkener.

Krabi By er lille og nem at overskue og gå rundt i. Centrum er paralelvejene Thanon Maharat og Thanon Utarakit samt gaderne (soi) mellem dem. De fleste turister bliver højst en dag eller to i Krabi By, der fungerer som trafikknudepunkt for transport til områdets mange strande og øer. Fra Khong Kha-molen, der ligger langs gaden af samme navn, kan du tage færgen til Koh Phi Phi og Koh Lanta samt mindre både til Railay Øst og Ao Nang.

Molen ligger blot et par hundrede meter fra centrum, og det er nemt gå dertil. Krabi By ligger ikke ud til havet, men til Krabi-floden. Går du en tur på promenaden langs floden, kan du være næsten sikker på at få tilbudt en bådtur, hvor der er mulighed at spotte fugle og opleve den smukke mangrove langs bredden.

På Thanom Maharat ligger Vogue Department Store, og i det tre etager store varehus kan du kigge efter gode tilbud. I stueetagen finder du desuden KFC, Swenssen Is og Pizza Planet. Krabi By er mest kendt for natmarkedet, der hver dag popper op ved havnen omkring klokken 18. Markedet er udelukkende et madmarked og ikke særlig stort. Det er især den muslimske del af befolkningen, der har madboder her.

Besøger du Krabi By fredag, lørdag eller søndag, har du mulighed for at opleve et større og mere spændende marked. På den store plads på soi 8, Thanon Si Sawat, et stenkast fra Vogue Department Store, bliver der opstillet et hav af boder, der sælger bla. tøj, kunst, souvenirs og frugt. Langt de fleste boder sælger dog mad, og det er en oplevelse at gå rundt blandt de mange tilbud og se den meget fremmedartede mad blive tilberedt. Prøv f.eks. et hav af forskellige satays, frisklavet suppe med svampe og citrongræs, grillede blæksprutter eller vagtelspejlæg i en boks med grøntsager og rejer.

Samme sted ligger morgenmarkedet – et skønt sted, hvor de lokale køber og sælger alverdens friske madvarer. Kun få turister oplever dette marked, da det starter allerede klokken 6 om morgenen for at kuliminere i timerne efter. Krabi By har masser af guesthouses, især omkring molen, et ideelt sted at slå sig ned, hvis du har planer om at tage færgen videre til en af strandene mod syd.

Fra Ao Nang og Hat Nopparat Thara kommer du nemt med songtaew, en deletaxi, til Krabi By. De hvide pick-ups kører dagen lang, og du kan se ruten på siden af bilen. Prisen er ca. 50-75 baht pr. person. Retur kan du naturligvis også benytte songtaew, men de stopper dog allerede med at køre ved 20-tiden – i lavsæsonen måske tidligere. Songtaew til Ao Nang og Hat Noppatrat Thara kan fanges på Thanon Maharat mellem soi 6 og 8, lige omkring 7eleven-butikken. Deletaxierne kører en rute ned om det første stykke af havneområdet, inden den kører mod strandene. Taxi mellem Ao Nang og Krabi By koster ca. 500 baht.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Det kinesiskinspirerede tempel ved Tigergrottetemplet

Wat Than Seua (Tigergrottetemplet)
Der er forbavsende få buddhisttempler i Krabi-området. Vil du opleve et af dem, kan du besøge Wat Tham Seau, der dog er et meget specielt et af slagsen. Templet, der ligger ca. otte kilometer nord for Krabi By, bliver også kaldt Tigergrottetemplet, da det siges, at dets grundlægger en dag sad i en af grotterne og mediterede, da en tiger kom forbi. Den snuste blot til munken og gik så videre.

I en stor grotte er der i dag indrettet tempel. Det er ikke synligt udefra, da man har opført en stor bygning, hvor munkene kan overnatte. Man kan sagtens gå ind i grottetemplet, der er fuldt funktionsdygtigt med munke i orange klæder og buddhister, som bringer offergaver. Kig efter trappen, der fører op til en ganske lille grotte, hvor templets grundlægger angiveligt skulle have siddet, da tigeren kom.

Ude af grottetemplet igen kan du følge stien, så du har den store klippe på venstre side. Lige før du når det, der ligner et kinesisk tempel, er der lavet trapper op til toppen af klippen. Turen derop er et af højdepunkterne, men utrolig hård i den kvælende varme. Der er ca. 1240 trin, af og til er det stejlt og ikke alle trinene er lige høje.

Flere steder undervejs står skrevet hvor mange trin, man har forceret, en fin oplysning, der giver et lille hint om man skal fortsætte eller give op undervejs. Når du toppen venter der foruden en chedi og en stor buddha-statue en fantastisk udsigt over landskabet. Man kan faktisk se helt ud til kysten i godt vejr. Husk masser af vand til turen.

På tempelområdet er der gode parkeringsmuligheder, minimarked og en hær af aber, der holder til ved trappen op til toppen af bjerget.

krabi
Buddhaer på toppen af klippen ved Tigergrottetemplet

Khao Phanom Bencha Nationalpark
På fastlandet nær Krabi findes flere nationalparker. Nærmest ligger Khao Phanom Bencha, der i juli 1981 blev Thailands 30. nationalpark. Den 50 km² store park består primært af bjerge med det 1.397 m høje Mount Phanom Bencha som det største. Nationalparken er dækket af jomfruelig regnskov, i højderne ligger en næsten konstant dis over landskabet, der hjælper med at tilføre fugt til skoven. Det giver udover et fantastisk smukt syn også perfekte leveforhold for bl.a. bregner, orkidéer og svampe.

Også dyrelivet i parken er spændende. Her lever bl.a. vildsvin, tapir, sortbjørn, panter, leopard, langurer og et stort antal fugle inklusive påfugl, næsehornsfugl og den meget sjældne gurney’s pitta. Går du på de normale stier, skal du højst regne med at høre dyrene, men ikke se dem. En af parkens største attraktioner er det smukke Huai To-vandfald, der er i hele 11 niveauer.

Fra parkhovedkvarteret er der ca. 500 meter til vandfaldet. Det er fint skiltet, og det første lange stykke er nemt at gå, men når du har passeret broen over den lille bæk begynder det straks at blive sværere. I hvert fald bliver terrænet temmelig ujævnt og sine steder glat, men her og der har du en flot udsig til flere af vandfaldets niveauer. I nationalparken findes adskillige andre vandfald, bl.a. Klang Haeng og Huai Sa, der ligger tæt på Huai To og kun 300 meter fra parkhovedkvarteret.

En af de gode ting ved Khao Phanom Bencha Nationalpark er at den underligt nok er meget lidt besøgt. Vi mødte blot fire andre turister. Det giver mulighed for store naturoplevelser, prøv blot at gå ad nogle af parkens stier, hvor du vil se smukke kæmpesommerfugle, gigantiske palmer og imponerende edderkoppespind. Forvent ikke at stierne er gået til, træstammer skal forceres og mange steder må du kravle næsten lodret op ad skråningerne, men det er det hele værd og lige præcis det, der gør parken så spændende.

Entré ca. 100 baht, børn halv pris. Der er mulighed for at campere eller leje telt eller bungalow. Reserver på nationalparkernes hjemmeside. Du kan forhøre dig i parkinformationen om trek af flere dages varighed. Et besøg i Khao Khanom Bencha Nationalpark kan fint kombineres med grotten Tham Pheung, der ligger et par km fra parkhovedkvarteret. Her kan du opleve stalaktitter og stalagmitter.

krabi
Huai To-vandfaldet i Khao Phanom Bencha Nationalpark

Phi Phi Øerne
At besøge Phi Phi øerne ca. 50 km syd for Krabi er næsten et must. Der er i alt 4 øer, men normalt omtaler man kun de to største, Phi Phi Ley og Phi Phi Don. Phi Phi Ley er den mindste af de to og ret ufremkommelig med de stejle klippesider, der dramatisk rejser sig op af havet. Alligevel er øen et populært og i dag også overrendt udflugtsmål udelukkende pga. den guddommeligt smukke strand Maya Bay. Stranden ligger i en næsten skjult bugt, og det var her filmen “The Beach” med Leonardo de Caprio blev indspillet.

Maya Bay har fint hvidt sand og krystalklart turkist vand, og det ville være et godt sted at snorkle, hvis det ikke lige var for de mange både, der konstant sejler ind og ud af bugten. Et område ved stranden er afmærket og herfra kan der snorkles. Toilet findes på stranden.

Sejler du rundt om øen kommer du til vikingegrotten med vægmalerier fra 1600-tallet. Her bor øens 22 indbyggere, der i generationer har samlet svalereder til brug på det kinesiske marked, hvor det er en delikatesse. Ved siden af Vikingegrotten ligger “Lagunen”, en dyb bugt med krystalklart vand. Modsat Maya Bay ligger Lo Samah Bay, her er ikke strand, men der kan snorkles fra båden.

Nord for Phi Phi Ley ligger Phi Phi Don, der er den største og mest populære af øerne. Da de første turister kom hertil må de have troet de havde fundet paradis. Samme dramatiske natur som på Phi Phi Ley, svajende palmer og strande med krystalklart vand og pudderhvidt sand. I dag er hovedbyen Tonsai overendt og fuldt udbygget som enhver anden turistby.

phi-phi
Long Beach på Phi Phi-øerne

Alligevel har byen sin helt egen atmosfære. Her er ingen biler og selvom den smalle flisebelagte “hovedgade”, der løber langs stranden er overklistret med butikker, er man ikke i tvivl om at man befinder sig på en lille ø. Stranden er smuk, men det er småt med badende her. De opankrede både med endagsturister fra Phuket og Krabi fylder faktisk det hele. Tonsai har restauranter, barer, tourbureauer, dykkercentre, internetcaféer, minimarkeder, vekslebureauer og kontantautomater.

Fra stranden sejler longtailbåde til øens andre strande, f.eks den fremragende Hat Yao (Long Beach), ca. 10 min i båd fra Tonsai (ca. 100 baht pr. person). Herfra er der fantastiske snorklemuligheder, og dette er et af de eneste steder i verden, hvor du kan gå ud fra stranden og se hajer, her den sorttippede revhaj. Tonsai ligger på en smal tange, der forbinder øens to store dele, det ene mod øst er stort og fladt og tilgængeligt ad små stier.

Mod vest rejser de enorme klipper sig med ufremkommelig skov. Her lever vilde aber og dem er der næsten 100% chance for at se på den såkaldte Monkey Beach. Her lokker turisterne med bananer for at komme tæt på de herlige dyr. Det er muligt at bade fra Monkey Beach ved lavvande, men vær indstillet på at en sværm af udflugtsbåde kommer forbi for at få et glimt af aberne.

Den lille tange Tonsai ligger på er ca. 300 meter bred. På den anden side finder du Ao Lo Dalam, en skøn lavvandet strand, hvor der kan lejes solstole og parasoller. Lidt længere ude, rundt om pynten, ligger Ao Youn Kasem Beach, en lækker sandstrand med rigtig gode snorklemuligheder. Flotte koraller, zanklider, kravefanefisk og papegøjefisk var bl.a. noget af det jeg så her.

Langt de fleste besøger Phi Phi på en endagstur fra Phuket eller Krabi, men jeg kan absolut anbefale at tage et par overnatninger. Du kan booke hotel her. For at komme til Phi Phi tager du færgen Ao Nang Princess for enden af Hat Nopparat Thara-stranden eller fra molen i Krabi By. Overfartstiden er 90 min. og prisen ca. 600 baht. Vil du bare opleve øerne på en endagsudflugt kan du henvende dig i nærmeste tourbureau, der alle sælger ture til Phi Phi. Du kan læse mere om Phi Phi-øerne her.

krabi
På tur i Phang Nga-bugten

Phang Nga Bugten og James Bond Island
Langt de fleste turister, der besøger Phang Nga-bugten tager på en såkaldt “James Bond Island Tour” som alle toursælgere i Krabi og omegn kan sælge i forskellige variationer. I bugten liggger nemlig den bemærkelsesværdige Koh Khao Ping Gun, der blev brugt til filmen “Manden med Den Gyldne Pistol”.

Fra den lille by Tha Dan bliver man fragtet med longtailbåd ud i bugten, hvor hovedattraktionen selvfølgelig er James Bond Island, der er proppet med turister og souvenirboder. Fra den lille strand er der udsigt til Koh Tapoo, søm-øen, eller “Neglen”, som mange nok vil genkende fra filmen.

James Bond-øen er hurtigt overstået og kan være lidt af et kaos i højsæsonen, men heldigvis er der andre seværdigheder i bugten. Den muslimske pæleby Koh Panyi er et obligatorisk stop, og her bliver tourgrupperne bespist i en af de store restauranter. Sørg for at spise maden hurtigt, spring souvenirsælgerne over og gå på opdagele i “byens” små gange, hvor livet går sin gang. Du kan besøge Koh Panyi’s skole, moské og lille hospital.

Pælebyen er beboet af havsigøjnere, der oprindelig sejlede fra sted til sted i den tørre sæson, men når monsunen kom slog de sig ned et halv års tid i ly for vind og vejr. Beborne i denne by siges dog at stamme fra den indonesiske ø Java. Hvis du vil opleve Koh Panyi efter at turistgrupperne er taget afsted, så er det faktisk muligt at overnatte, i byen findes et par meget beskedne guesthouses.

james-bond-island
“Neglen” set fra James Bond Island

Phang Nga-bugten er i sig selv en attraktion. Kun få turister tager sig tid til at udforske de mange tunneler, kanaler og laguner. Naturen er vidunderlig smuk og landskabet ændrer konstant karakter i takt med tidevandet. Også dyrelivet er i en klasse for sig. Her findes forskellige havslanger og et antal varaner, deriblandt den store vandvaran, der kan blive to meter lang. De mange fuglearter tæller bl.a. havørnen og næsehornsfuglen, og i bugten lever også langurer samt gibbon- og makakaber.

Phang Nga-bugten har i årevis været et paradis for kajakfreaks og naturelskere. Forskellige selskaber har arrangeret kajakture af varierende længde i området, og det er en perfekt måde at opleve den smukke bugt. Har du ikke flere dage til rådighed, kan du i turistbyerne købe ture, hvor der udover de mest almindelige seværdigheder også er en kort tur i kajak inkluderet.

Også på land er der omkring Phang Nga udemærkede attraktioner. Langt de fleste ture kommer også forbi grottetemplet Wat Tham Suwankhuha, hvor du kan se en lang liggende Buddha, og ofte er det muligt at blive velsignet af én af stedets munke. Foran indgangen til grottetemplet vil du uden tvivl blive mødt af en hær af aber, der i den grad er menneskevant, så pas på løse genstande.

I området omkring Tha Dan og templet er der flere smukke naturområder, der kan besøges. F.eks. Sa Nang Manora og Raman-parkerne, hvor du begge steder kan opleve tæt skov og små vandfald. Parkerne er gratis at besøge.

paeleby
Den muslimske pæleby Panyi

Dykning og Snorkling
Krabi er et fremragende udgangspunkt, når det gælder dykning og snorkling. Dykkerudflugter af én eller flere dages varighed kan arrangeres af dykkerbutikker/centre i turistområderne. Øhavet syd for Krabi har mange berømte dykkerområder, f.eks. Hin Musang (Shark Point), hvor der skulle være rigtig gode muligheder for at se zebrahajer. Anemone Reef ligger i nærheden og sydøst herfor kan du vragdykke på skibet King Cruiser, der for mange år siden sejlede ind i nogle klipper på vej fra Phuket til Phi Phi øerne.

Netop Phi Phi øerne er meget populære for både dykkere og snorklere. Den fantastisk smukke Maya Bay på Phi Phi Ley er dog temmelig overrendt, og her skal du passe på ikke at blive sejlet ned af de utallige speed- og longtailbåde, der sejler ind og ud af den lille bugt. Synd, for her er gode snorkleforhold. Mindre besøgt er Koh Bida Nok og Hin Bida (Phi Phi Shark Point) sydøst for Phi Phi Ley.

På Phi Phi Don, den største af Phi Phi øerne, skal først og fremmest nævnes stranden Hat Yao, der er et helt unikt sted for snorklere. Her er der som nævnt mulighed for at gå ud fra stranden og se hajer, her den sorttippede revhaj, der kan blive næsten 2 meter lang. Jeg sprang i fra båden, men så desværre ingen hajer! Dykke- og snorklestederne ved Phi Phi-øerne er meget populære, så pas på ikke at blive sejlet ned af dykker- eller speedbåde. Nordvest for Phi Phi, ikke langt fra Phuket, ligger den meget populære Khai Nok.

Her er ikke noget at komme efter for dykkere, men mange snorklere tager en halv- eller heldagsudflugt hertil fra Phuket. Khai Nok er stærkt overrendt og Phuket- og Krabibaserede tourselskaber har lagt beslag på store dele af den lille ø, især på vestsiden. Sjovt nok er der langt bedre snorkling på østsiden i det store afmærkede område. Her er flotte koraller, zanklider, trompetfisk, kravefanefisk, papegøjefisk osv. Khai Nok har masser af solstole og boder med forfriskninger. Et par hundrede meter fra Khai Nok ligger den mindre Khai Nok Nui, hvor der kan snorkles fra båden.

Har du flere dage til rådighed er der også mulighed for liveaboards, hvor du bor på dykkerbåden. Der er rigtig mange dykkercentre i Krabi, og det kan være en god idé at tjekke pris, kvalitet, forsikringer, antal dyk og hensyntagen til miljøet, når du skal vælge.

Skal du tage certifikat, kan du finde instruktører på mange sprog, af og til også på dansk. Er du snorkler uden udstyr, kan det ofte lånes af selskabet, hvis du tager en guidet udflugt. Husk at tage hensyn til det skrøbelige havmiljø, rør eller stå ikke på korallerne og lad konkylier og muslinger ligge.

krabi
Speedbåde ved Koh Khai Nok

Khao Sok Nationalpark
Denne smukke nationalpark ligger på fastlandet ca. 170 km nord for Krabi By. Khao Sok, der regnes for en af verdens ældste regnskove, dækker et areal på 738 km². Fra Krabi er det muligt at tage på en lang, men god dagsudflugt til parken for at sejle på floderne i kano eller gummibåd.

Området som endagsturisterne besøger ligger i parkens udkant, og du skal ikke forvente at se det store udvalg af dyr som Khao Sok faktisk byder på. Her elver f.eks. elefanter, bjørne, træleoparder, forskellige abearter og ca. 10 tigre. På en tur ned ad floderne møder du ofte slanger, frøer, aber, edderkopper og sandsynligvis også et par af parkens i alt 188 fuglearter.

Endagsturisterne ser kun en lille del af Khao Sok, men her er også 1000 meter høje bjerge beklædt med skov, vandfald og dybe næsten ufremkommelige dale. Et af de smukkeste område er omkring Chiaw Lan-søen, hvor der findes et rigt dyreliv og regnskov så langt øjet rækker.

Søen er hele 60 km lang og kunstigt skabt til brug for et elkraftværk. Ved den store Ratchaprapha-dæmning ligger også indgangen til dette imponerende landskab, hvor du finder mere ro og frem for alt langt bedre naturoplevelser end ved nationalparkhovedkvarteret 65 km mod syd.

Når du først er kommet væk fra dæmningen og bådebroen, vil du opleve kæmpe grønklædte limstensbjerge, der skyder op af søen. Du er omringet af grøn og frodig regnskov og det meste af området ser næsten ufremkommeligt ud for mennesker, men helt perfekt for de mange dyr, der lever her. I søen findes flere såkaldt floating huts, flydende hytter, der ligger ensomt klods op ad den vilde natur.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Ned ad Sok-floden i Khao Sok Nationalpark

Det er dog værd at bemærke, at nogle af disse steder tiltrækker thai’er, der ikke kommer for roen og naturen, men for at feste. Det siger sig selv, at man skal undgå disse overnatningssteder, så lidt research inden man booker er nødvendigt. Jeg kan anbefale Elephant Hills Rainforest Camp, der er et mindre og intimt sted med perfekt beliggenhed. De fleste overnatningssteder på søen arrangerer kajakture og trekking.

I alle feriebyer kan du booke en tur til Khao Sok Nationalpark af en eller flere dages varighed, hvor du bliver hentet på dit hotel og sat af samme sted når turen er slut. Du kan også selv tage op til nationalparkens hovedkvarter for at finde overnatning, enten i parkens egen hytter eller i guesthouses, der ligger langs hovedvej 121.

I parkhovedkvarteret kan du få et kort over trekkingruter, alternativt kan du følge med på de ture som langt de fleste overnatningssteder arrangerer. Vil du prøve at bo lidt anderledes når du besøger Khao Sok, så book overnatning på et tree top resort, f.eks. Khao Sok Paradise Resort, hvor du bor i skønne hytter i trætoppene. Se også Elephant Hill’s teltlejr eller det skønne Cliff & River Resort.

Vejret i Khao Sok Nationalpark kan være meget forskelligt fra feriestederne ved kysten. Selv i tørtiden er en regnbyge helt normalt og den våde periode byder her på særdeles meget nedbør. Vejret kan lynhurtigt skifte fra sol til regn og omvendt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Morgenstund ved Chiaw Lan-søen

Vejret i Krabi

Krabi er best at besøge fra november til april med januar og februar som absolut højsæson. I sommerperioden regner det en del, mest i september og oktober. Temperaturen i højsæsonen ligger på 30°-32° C, men omkring april/maj, lige inden regntiden, kan temperaturen nemt snige sig op på 35° C. Dertil kommer, at det er meget fugtigt i Thailand. Vejret i Thailand lige nu.

Nyttige links

Udenrigsministeriets rejsevejledning
Indrejsekrav
Book hotel i Krabi
thailandrundt.dk
Vejret i Thailand lige nu

Book flybilletBook hotel i KrabiBook pakkerejse

4 Kommentarer

  1. Vi er en familie der tager til Krabi til februar. Kender du nogen steder med store værelser som er familieegnede? På forhånd tak for hjælpen.

  2. Hej Carsten,
    Fantastisk vel beskrivende guide du leverer 🙂 Vi har kun besøgt en enkelt Ø i Thailand i forbindelse med en rejse til Maylasia – Koh Lipe… Det var en fantastisk oplevende – og den fremstod ikke overrendt af turister. Nu har vi så 18 dage i Thailand med ankomst i Bangkok – og de 5 sidste dage planlagt i Au nang sammen med venner. Vi overvejer at flyve direkte til Krabi efter ankomst i Bangkok, tage 2 dage i Krabi by, 2 dage på Phi phi, 5 dage på Koh Lanta og 4 dage i Trang provinsen.
    Hvis vi gerne vil opleve noget i nærheden af Koh Lipe – er vi så helt på afveje? Skulle vi vælge en af de mindre uberørte ø’er??? Springe noget over?
    På forhånd tak….
    Mvh Mia

    • Hej Mia. Tak for de pæne ord. Både Ao Nang og Phi Phi er MEGET travle og ret turistede. Førstnævnte primært med pakketurister, mens Phi Phi stadig er fest og farver – alt for mange mennesker på alt for lidt plads. Hvis I kunne lide Koh Lipe, så tror jeg Koh Lanta er helt fin. Det er en væsentlig større ø, men med en skøn tilbagelænet atmosfære.

      I kunne overveje nogle af øerne i Trang og Satun som du selv nævner. Syd for Koh Lanta ligger Koh Ngai og Koh Muk, der minder lidt om Lipe, men jeg tror I får svært ved at finde der skønne blanding af gode strande og afslappet atmosfære som der er der med egentligt “byliv” på og mellem strandene. Til gengæld er øerne mere rolige – Koh Muk modtager dog en del endagsturister fra Koh Lanta.

      I Satun er der Koh Bulon Leh – det er basic, men smukt. Prøv at google nogle af øerne for at se, hvad der passer jer bedst.

      Mange hilsner fra Carsten og god rejse

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here