Hjem Indien Kolonihistorie og smuk natur i det østlige Goa

Kolonihistorie og smuk natur i det østlige Goa

0

”Wau”, tænker jeg, da vi står ved Dudhasagar vandfaldet i det østlige Goa. På afstand ser vi vandet vælte ud over klipperne 310 meter oppe for at fortsætte ned af et bjergrigt og frodigt landskab. Hvorfor er det altid strandene og ikke naturen man hører om, når talen falder på Goa? Enhver besøgende i Indiens mindste delstat burde gøre som os; Bruge en dag eller to på at gå på opdagelse langt væk fra de overfyldte kyster.

goag_14
Se Cathedral i Old Goa

Det er morgen, men solen for længst fået magt. Termometret nærmer sig 30 grader og bevæbnet med masser af vand går vi langs hovedvejen ind til Calangute for leje en bil med chauffør. Vi har revet en dag ud af feriekalenderen for at opleve alt det Goa også er; natur, kultur og historie. Vi skal en tur ud i det blå, og vi glæder os.

Langs kysten er trafiken tæt, men allerede da vi drejer mod øst og krydser Mandovifloden, er vi i en helt anden verden end ved de overfyldte feriebyer. De rolige backwaters forbinder man mest med Kerala i Sydindien, men de smalle creeks findes også i Goa, dog i noget mindre målestok. Det er her vi kører nu, og ser børn i uniform på vej til skole, primitive fiskere på floden og lokale på vej til markedet.

 Old Goa

Køen synes uendelig. Vi kommer ingen vegne, og selv vores chauffør er lidt overrasket over trafikken, da vi nærmer os Old Goa. Flere gange stiger vi ud af bilen for at se hvad der sker, og på et tidspunkt får vi øje på en masse boder og et lille tivoli. Pludselig går der et lys op for vores chauffør. Det er den 3. december, og det betyder, at man i en hel uge fejrer Francis Xavier.

Old Goa blev grundlagt af portugiserne i 1510 og var dengang delstatens hovedstad. Det var portugiseren Alfonso de Alberquerque, der i to omgange erobrede området fra Yussuf Adil Shah, og det blev starten på europæisk overherredømme. Alfonso begyndte at opbygge byen, der snart blev kendt verden over. På et tidspunkt var Old Goa så magtfuld, at selv Lissabon følte sin position truet. I 1542 eksploderede indvandringen fra Portugal, og med sine næsten 300.000 indbyggere var Old Goa en af den tids største byer.

En af indvandrerne var Francis Xavier, en jesuit, der siges at have omvendt 30.000 mennesker til kristendommen. Da han mange år senere døde i Kina, blev hans jordiske rester transporteret til Old Goa, hvor man konstaterede, at hans lig ikke kunne gå i forrådnelse. Det fik folk til at sikre sig nogle af hans kropsdele i håb om, at de kunne udføre mirakler. I dag ligger Francis Xavier i en forseglet glaskiste i Bom Jesus Basilikaen i Old Goa.

goag_15
Skt. Catherines kapel i Old Goa

Hvert 10. år bærer man kisten rundt i procession, hvilket samler 1-2 millioner mennesker. En gang om året fra den 3. december og en uge frem, fejrer man Francis Xavier i Old Goa med fest, tivoli og picnic. Det er det vi er vidne til nu. Et rent held, at vi lige valgte denne dag til at besøge den gamle by, der sandsynligvis ville have set endnu mere forladt ud end den gør nu uden de mange mennesker, som mindes den berømte helgen.

Old Goa er på Unescos liste over verdens kulturarv, og man må håbe, at der med hæderen følger en pose penge til at restaurere de mange bygninger. De fleste af dem fremstår slidte, og det gælder også Bom Jesus Basilikaen, som vi besøger nu. En enorm bygning, der må have været lidt af et syn på disse breddegrader da den stod færdig i 1605.

Overfor basilikaen besøger vi Old Goas smukkeste bygning. Se Cathedral, katedralen, påbegyndt i 1562 men først færdiggjort i starten af 1650’erne er majestætisk og en bygning, der lige så godt kunne ligge i Europa. Katedralen er over 76 meter lang og dermed den største kristne kirke i Asien.

Vi udforsker de mange fine detaljer og imponeres over den fantastiske altertavle. Vi kigger også op, for katedralen har Asiens tungeste klokker. Engang var der to, men i 1776 brød klokketårnet sammen, så i dag er der kun den såkaldte Golden Bell tilbage. Se Cathedral står på datidens hovedtorv, og det menes, at det store grønne område foran har været byens markedsplads.

Kirker og kapeller fylder området. Vi passerer kirken St. Francis af Assisi og Skt. Catherines Kapel. Det er smukke bygninger i forfald, men heldigvis er der planer for restaurering. Old Goa er sådan et sted, hvor det kunne være sjovt at skrue tiden tilbage. Hvordan var livet her i 1600-tallet? Hvem boede her? Hvad levede de af?

Byens indbyggertal og magtfulde position dalede gradvist i løbet af 1600-tallet i takt med at den portugisiske flådes styrke blev overhalet af Frankrig, Holland og England. Samtidig blev Old Goa ramt af en kolera-epidemi, der dræbte tusinder af mennesker. I 1843 mistede byen status som hovedstad, da portugiserne flyttede til Panjim. Som byggemateriale til den nye hovedstads huse brugte man bl.a. sten fra Old Goas mange bygninger.

goag_17
Shri Mangesh Templet ved Ponda

Ponda

”Kom, jeg vil fortælle om jeres fremtid”, siger den ældre mand, der følger os hen i et roligt hjørne af pladsen. Vi er nysgerrige og følger med. Skeptiske lytter vi til hans forudsigelser; I bliver gift, I får børn og I lever længe. Forudsigeligt, men manden er så sikker i sin sag, at han også sætter årstal på. Om vi lever længe må tiden vise, men han får ikke ret i eneste af hans øvrige forudsigelser.

Fra Old Goa er vi taget videre mod øst og befinder os nu i Ponda. Da portugiserne etablerede sig i Goa gjorde de alle andre religioner end den romersk-katolske forbudt. Det fik befolkningen til at flygte ind i landet, og da de nåede vel over floderne etablerede de sig på ny. En masse hindutempler skød op, og mange af dem står stadig i og omkring byen Ponda.

Et af Pondas vigtigste templer er det særprægede Shri Mangesh, der er viet til Shiva. Arkitekturen er en blanding af europæiske, muslimske og hinduistiske traditioner, og det siges, at Shri Mangesh danner et kort set oppefra. Tempelgården og omgivelserne er hyggelige, men her er altid en del mennesker. Det er her vi møder manden, der påstår at kunne forudsige fremtiden, men som viser sig at være lidt af en plattenslager.

For udenforstående kan hinduismen være en kompliceret religion, Der findes adskillige guder, og de fleste af dem har flere inkarnationer. De vigtigste guder er dog Brahma, universets skaber, Vishnu, beskytteren, Saravasti, visdommens gudinde, og Shiva, der er opbyggeren og ødelæggeren. Hinduerne beder ikke til en bestemt gud som kristne, men til den gud, der nu skal hjælpe vedkommende i den givne situation.

goag_24
Det imponerende Dudhsagar vandfald på grænsen til nabostaten Karnataka

Dudhsagar Vandfaldet

Jeepen bumler af sted ad de primitive grusveje. I træerne ser vi adskillige makakaber, og når den tætte skov tillader det, har vi storslåede udsigter over junglen. Vi er nået til det østligste Goa, hvor vi er på vej til Dudhsagar vandfaldet, der er Indiens næsthøjeste, kun overgået af Jog Falls. Med sin højde på 310 meter, dog ikke i direkte fald, er det en fantastisk smuk oplevelse.

Dudhsagar ligger på grænsen til nabostaten Karnataka ca. 2 timers kørsel fra kystens feriebyer. Almindelige biler kan ikke køre hele vejen til vandfaldet, så vi fortsætter med jeep videre ind i junglen.

Turen tager 35-40 minutter på en mildest talt elendig grusvej. Vi krydser tre floder, og undervejs holder vi øje med aberne, der også findes i stort tal ved vandfaldet. Godt nok er vi langt fra kysten, men turister er her masser af. De bader i poolen nedenfor det imponerende vandfald, som vi ser komme væltende ned ad bjerget. Lige så imponerende er det at se togbanen og broen, der kører henover faldet.

Hernede fra skovbunden ser broen uendelig lille ud, og de står lysende klart for os, hvorfor Konkan Railway er en af de eneste jernbaner, der er lavet af private, og ikke af regeringen. De turde ikke bygge en jernbane langs den indiske vestkyst på grund af bjergene og den årlige monsunregn, der her er ekstrem voldsom.

Dudhsagar vandfaldet ligger i naturparken Bhagwan Mahaweer, der er Goas største. Her er mange spændende dyr, men besøger man kun vandfaldet vil man sandsynligvis kun se aber og fugle. Men her lever også arter som hjorte, leoparder, junglekat samt python- og kobraslanger.

Mens en gruppe turister er ved at fodre aberne med peanuts og rødløg, er det blevet tid til at vende snuden mod vest. Tilbage til kysten, der tiltrækker så mange turister. Jeg håber, at de lige som os vil rive en da ud af kalenderen for at opleve den anden side af Indiens mindste delstat.

goag_28
Abe ved Bhagwan Mahaweer