Fra hængekøjen på vores terrasse kan vi se ud over Phang Nga Bugten. Det er sen eftermiddag, og solen skinner smukt på de grønne limstentoppe, der skyder op af det blå Andamanhav. Her på Koh Yao Noi nyder vi stilheden, og selvom øen kun ligger en kort sejltur fra Krabi og Phuket, så er det en helt anden verden.

På trods af beliggenheden mellem to af Thailands mest populære turistområder, så er Koh Yao Noi forholdsvis uspoleret. Jo, øen har adskillige overnatningssteder, lidt shopping og et antal restauranter, men glem alt om hektisk natteliv, påtrængende sælgere og store farvestrålende lysreklamer.

Sammen med Koh Yao Yai (den største af Yao-øerne) mod syd har den mindre Koh Yao Noi på en eller anden måde undgået masseturismen. Måske fordi strandene fås bedre andre steder i Thailand, men efter vores mening, så opvejes det så rigeligt af øens herlige tilbagelænede atmosfære og den fantastiske beliggenhed i Phang Nga Bugten.

Og så er der den uhyre venlige og gæstfri befolkning, der tager imod os med åbne arme. Indbyggerne på Yao-øerne er muslimer, der ernærer sig ved fiskeri, kokosnødder og plantager med gummitræer. Fuglelivet er mangfoldigt, og du kan være heldig at se bl.a. næsehornsfugle, kingfisher og pittaer.

Der er ingen tvivl om, at Koh Yao Noi vil opleve et stigende antal turister i fremtiden. Allerede nu er flere high-end resorts dukket op, men mon ikke der kun går nogle år, før øen for alvor bliver et sted for masseturismen.

koh yao noi
Udsigten fra vores terrasse er fantastisk

Strandene

Mens vestkysten primært består af mangrove, så ligger strandene på stribe langs østkysten. Mod syd kommer vi forbi Koh Yao Nois mest udviklede turistområde ved Pasai Beach, der har ca. 10 overnatningssteder, restauranter og en håndfuld barer. Her er også et par minimarkeder og butikker, men alt i mindre målestok. Få hundrede meter mod nord ligger Klong Jark Beach, der i den sydlige ende også har alt hvad turisterne skal bruge.

Over en stejl bakke ligger Ta Khao, der er et mindre turistområde, hvor båden fra Krabi lægger til. Stranden er for det meste øde og nok den, hvor der er størst forskel på høj- og lavvande. En dag ved lavvande går vi faktisk helt ud til den lille Koh Nok, der blot ligner en tilgroet klippe.

I modsætning til Patai og Klong Jark, så har Ta Khao et lokalsamfund. Midt i den lille by kan du tage vejen mod nord til Had Yao, der meget sandsynligt bliver næste strand, som bliver bebygget. Lige nu ligger der kun en mindre restaurant på stranden.

koh yao noi
Pasai Beach
Koh Yao Noi
Gadekøkkener ved Pasai Beach
koh yao noi
Klong Jark Beach
koh yao noi
Tha Khao Beach

Mad på Koh Yao Noi

Koh Yao Noi har flere gode spisesteder. På Bayview Restaurant (der også har glimrende hytter) i Ta Khao spiser vi rigtig god thailandsk mad med den smukkeste udsigt over Phang Nga Bugten.

En af øens mest populære caféer og chilloutsteder er Chaba Café lige nord for Klong Jark Beach. Her får vi god lokal mad, men ejeren Karin serverer også hjemmelavede panini, og så kan du få ost, vin og oliven. Her er lækre smoothies og Chaba er et hit blandt veganere og vegetarer. Prøv også restauranten Rice Paddy i den sydlige del af Patai Beach, der ligesom Chaba har en tilbagelænet hippievibe.

koh yao noi
Bayview Restaurant i Ta Khao har en forrygende udsigt over Phang Nga Bugten
koh yao noi
Suppe på Chaba Café

Biking og scooter

“I behøver ikke en lås, øen er sikker”, siger damen på vores guesthouse, da hun sender os af sted på et par lejede cykler. Scooter og cykel er populære transportmidler for turisterne på Koh Yao Noi, og vi vælger sidstnævnte, da tempoet passer så fint til øens tilbagelænede atmosfære.

Vi beslutter at køre øen rundt. Forbi øde strande, søvnige småbyer og pragtfulde udsigter over Phang Nga Bugten. To steder må vi give op og trække cyklen op ad den stejle vej, men ellers går det derudad. Undervejs får vi kommentarer med på vejen af den venlige befolkning, der vinker og smiler når vi kører forbi.

koh yao noi
Vi lejede en cykel for at køre øen rundt
koh yao noi
Der er flere muligheder for aktiviteter

Hovedbyen Tha Kai

Koh Yao Nois største by hedder Tha Kai. By er måske så meget sagt for som så meget andet på øen, så er det i lille målestok. Selvom Tha Kai ligger et stykke væk fra strandene, så tiltrækker byen alligevel en del turister, der her har Koh Yao Nois største shoppingudvalg samt en stribe restauranter. Her er også moské, politistation og endda en 7-Eleven.

Prisniveauet i byens butikker er dog ret højt i forhold til andre steder, og de mest interessante varer er dem, der er fremstillet af lokalbefolkningen. Den slags betaler vi gerne lidt for.

Koh Yao Noi
Hovedgaden i Tha Kai
koh yao noi
En af de lokale forretninger i Tha Kai

Gummi, okser og rismarker

Traditionelt har øens beboere levet af fiskeri, kokosnødder og gummitræer. Det gør de til dels stadig, men turismen giver et tiltrængt boost til økonomien. Dette område af Thailand får dog en hel del nedbør i sommermånederne, og så søger turisterne andre steder hen. Men så er det jo godt, at man kan finde tilbage til de gamle indtægtskilder.

I bl.a. Manoh og Ta Khao er der små fiskersamfund, og vi kommer forbi gummiplantager og rismarker, der venter på at regnen skal komme. Okser sørger for gødningen og i hælene har de som altid deres tro følgesvend ibisen, der fanger de insekter, som tiltrækkes af de store dyr.

koh yao noi
Okser på rismarker, der venter på regn
koh yao noi
Gummiplantager er en af beboernes traditionelle indtægtskilder

Phang Nga Bugten

Koh Yao Noi ligger i den sydlige del af Phang Nga Bugten, der med sine mange øer og klipper giver et af verdens mest spektakulære landskaber. Vi lejer vores egen longtailbåd og sejler af sted mod smuk natur og fantastiske paradisstrande.

Vi ser svømmende aber, stalakitter og stalagmitter og går i land på mageløse Koh Hong, der både har en fantastisk strand, men også en lagune, der er omgivet af høje limstenklipper og som på en eller anden måde synes overjordisk.

Phang Nga Bugten er et mageløst sted, men du er desværre ikke alene. Turister fra primært Krabi sejler rundt i bugten, og det er som regel i store speedbåde, der bare er så malplacerede i det smukke øhav.

yao-10
Smukke Koh Hong i Phang Nga Bugten
yao-11
I land på en af øerne i Phang Nga Bugten

Information Koh Yao Noi

Transport
Nærmeste lufthavn er den på Phuket. Herfra koster det ca. 500-800 baht (alt efter forhandlingsevne) at tage en taxi til havnen/molen ved Bang Rong, hvorfra du kan tage båden til Manoh-molen på Koh Yao Noi. Lokale opkræver 10 baht for, at taxier kan kører ind på havneområdet i Bang Rong. 10 baht, som du kommer til at betale. Prisen for en overfart koster 200 baht pr. person.

Fra Krabi benyttes havnen/molen ved Ao Thalane. Også herfra koster det 200 baht pr. person.

Som tommelfingerregel, så er der afgang hver halve time fra både Krabi og Phuket. Det er dog værd at tjekke den aktuelle tidsplan inden man tager af sted. Bemærk også, at nogle afgange er med longtailbåd, der tager 45 minutter, mens speedbåd tager 25 minutter.

I både Bang Rong og Ao Thalane bliver din bagage båret ombord og sat på kajen på Koh Yao Noi. Her venter taxier (songtaews), der kan køre dig til dit hotel. Fra Manoh (hvor bådene fra Phuket lægger til) koster det 150-200 baht til strandene på østkysten. Fra Ta Khao (hvor bådene fra Krabi lægger til) koster det ca. 100-150 baht til Klong Jark og Patai Beach.

På Koh Yao Noi kommer du rundt med cykel, scooter eller songtaew. De fleste guesthouses og hoteller udlejer cykler for ca. 200 baht og scootere for ca. 250 baht. Nogle steder er lån af cykler og scootere inkluderet i prisen. Trafikken er begrænset på øen, men cyklister skal være opmærksom på, at der er et par stejle stigninger på Koh Yao Noi.

Har du brug for en songtaew, kan du fange en på vejen eller få dit hotel/guesthouse til at ringe efter en. Husk at aftale en pris inden du kører.

Overnatning
Udvalget af overnatningssteder på Koh Yao Noi er begrænset, men alligevel kan du både bo på billigt guesthouse og i lækker luksus på Kohyao Island Resort og Six Senses, der ligger ved siden af hinanden mellem Klong Jark og Ta Khao.

Den smalle Kystvej, der kører fa syd til nord langs østkysten gør, at kun få hoteller ligger direkte ud til stranden. Et af dem, der gør, er Ta Khao Bungalow. Andre steder har man bygget stolpehuse op ad skråningerne som f.eks. Hill House og Bay View Resort, og det giver helt fantastiske udsigter over Phang Nga Bugten.

I højsæsonen omkring jul og nytår og til dels januar og februar er det en god idé at booke overnatning på forhånd.

Lige bortset fra de få dyrere overnatningssteder, så skal du være klar til at bo midt i naturen. Vi havde masser af gekkoer på værelset foruden en frø under sengen og et stort 20 cm langt flyvende insekt.

Du kan booke overnatning på Koh Yao Noi her.

Mad og drikke
Som nævnt længere oppe så har Koh Yao Noi en stribe glimrende spisesteder. De mest populære blandt turisterne er Chaba Café lige nord for Klong Jark, Sabai Corner mellem Klong Jark og Patai Beach og Rice Paddy helt mod syd på Patai Beach. Vi anbefaler også Bay View Restaurant i Ta Khao, og er du til pizza, så får La Luna mellem Ta Khao og Klong Jark gode anmeldelser.

Som andre steder i Thailand er der også her gadekøkkener, hvor rejsende på lavbudget kan få stillet sulten.

Nattelivet er stort set ikke-eksisterende på Koh Yao Noi. Barer findes, men ved midnat er der stort set lukket overalt.

Værd at vide
Der ligger flere kontantautomater (ATM) på Koh Yao Noi. En i forbindelse med 7eleven i Tha Kai, en ved molen i Tha Khao og en langs hovedgaden ved Patai Beach.

Flere steder kan du få opdaterede kort over øen, hvor også kontantautomater er markeret.

Koh Yao Noi tilbyder flere aktiviteter som f.eks. dykning og klatring. Dykkershops ligger flere forskellige steder langs østkystens strande, mens du kan se mere om klatring på themountainshop.org

Yoga finder du i den sydlige del af Ta Khao hos Island Yoga og der ligger også er sted i den sydlige del af Pasai. Du kan også tage på kokkeskole hos f.eks. Mina's Cooking Class.
Del
Forrige artikelKunsten at vælge det rigtige rejsetidspunkt
Næste artikelStreet Art i George Town
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 44 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

5 Kommentarer

  1. Hvordan er de både der sejler dertil? Er det svært at komme til og fra – jeg tænker også for ældre mennesker? Tak

    • Hej Nellie. Tja, man skal nok ikke være meget gangbesværet, men kan man komme ned i en båd, så er det ikke så svært at komme fra og til. Personalet er i øvrigt flinke til at hjælpe.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here