Hjem Koh Samet rejseguide

Koh Samet rejseguide

Lille Koh Samet er et ægte tropeparadis. Her finder du pragtfulde hvide sandstrande med høje palmer og krystalklart vand.

Populær blandt backpackere, endagsturister fra Pattaya, unge thai’ere på weekend og alle os andre, så er det lidt af et mirakel, at Koh Samet stadig virker langt mere autentisk end de fleste større ferieøer i Thailand. Faktisk er det muligt at finde strande, som du kan have helt for dig selv.

Øen har for altid indskrevet sig i den thailandske litteratur. En del af poeten Sunthorn Phus drama Phra Aphaimani foregår på øen – fint illustreret ved den såkaldte havfruestatue, der adskiller strandene Hat Sai Kaew og Ao Hin Khok. Velkommen til denne gratis Koh Samet rejseguide.

koh samet
Hat Sai Kaews sydlige ende ved Ao Hin Khok

Koh Samets strande

Langt de fleste både fra Ban Phe på fastlandet sejler til molen ved Na Dan på Koh Samets nordkyst. Her findes et lægehus, 7 Eleven og holdeplads for songtaews, der kan køre dig til dit bestemmelsessted. Det er naturligvis også muligt at købe færgebilletter til returrejsen.

I forlængelse af den lille havn løber en ca. 500 meter lang vej ned til øens største strand Hat Sai Kaew Beach. Langs vejen er der butikker og restauranter, udvalget er ikke stort, men du kan alligevel finde apotek, sundhedsklinik, restauranter, 7 Eleven og massage- og tatooshops.

Ved Hat Sai Kaew Beach ligger parkkontoret, hvor du kan betale parkafgift. Herfra kan du tage vejen til venstre ned til øens suverænt største hotel Sai Kaew Beach Resort og den store Buddha. Hat Sai Kaew Beach er en fremragende strand med hvidt fint sand og krystalklart vand.

På stranden ligger flere hoteller, restauranter og barer. Mange af dem ligger puder og madrasser ud om aftenen, og i stearinlysenes skær kan du nyde en drink eller god bbq.

Man kan næppe kalde hverken Na Dan eller Hat Sai Kaew for egentlige byer, men det er her udvalget af overnatning, restauranter, barer og butikker er størst. Her er også skole og politistation – det hele er bare i noget mindre målestok end hvad man ellers kender fra de thailandske feriesteder.

koh samet
Aftenhygge på Hat Sai Kaew Beach

Næste strand mod syd hedder Ao Hin Khok. Den er knap så lang og knap så bred, men har ellers samme kvalitet som Hat Sai Kaew Beach. Ao Hin Khok går for at være backpackernes foretrukne strand.

Naga Bungalows og Jep’s Bungalows er populære steder, førstnævnte er et af Koh Samets partycentre. I forlængelse af Ao Hin Khok ligger strandene Ao Phai og Ao Phutsa. Begge har 3-4 overnatningssteder, Ao Phai virker dog lidt klemt af udviklingen, og Ao Phutsa er absolut min favorit af de to.

Fra Ao Phutsa kan man gå en kort tur i skoven for at nå til Nuan Bay, en skøn og lidt vild strand med meget få turister (vi så to). Stranden byder på et enkelt meget primitivt overnatningssted, små hytter, der ligger i skoven med udsigt over bugten.

Nuan Bay må være en favorit blandt hardcore backpackere. Ao Cho er næste strand mod syd, den er noget større end Nuan Bay og nemmere at komme til. Stranden er dejlig, og her ligger et par mellemklasseresorts.

koh samet
Ao Phrao Beach er den eneste strand på vestkysten

I bugten syd for Ao Cho ligger Koh Samet’s andenstørste strand, Ao Wong Deuan. Det er en skøn strand, her er dog ret mange mennesker. Ao Wong Deuan har 5-6 resorts og modtager dagligt et pænt antal endagsturister fra Pattaya.

Til gengæld er der liv og glade dage om aftenen, hvor barer og restauranter rykker ud på stranden. Her kan du spise dejlig bbq og slutte dagen af med en drinks med fødderne i det bløde sand. Der ligger en ATM ved købmanden “108” omtrent midt på stranden.

Yderligere mod syd kommer tre større strande, Hat Saeng Thian, Ao Wai og Ao Kiu Na Nok. Førstnævnte er en af thai’ernes favoritter, mens de to andre er mere øde. Paradee Resort på Ao Kiu Na Nok Beach er et af øens bedste og dyreste resorts.

Der ligger kun én strand på vestkysten, nemlig Ao Phrao Beach, der adskiller sig væsentligt fra Koh Samet’s øvrige strande.

Her har man klogeligt lukket af for almindelig trafik, og det er en hel fornøjelse at gå ad den lille promenade med den dejlige strand på den ene side og de tre flotte og smagfulde resorts, Le Vimarn, Lima Coco og Ao Phrao Resort på den anden.

Overnatning på Koh Samet – forslag til hoteller

I gamle dage var simple hytter eneste overnatningsmulighed på Koh Samet. Dyrere hoteller har de seneste år også set dagens lys på øen – dog er udvalget langt fra så stort som på andre feriesteder i Thailand, og prisniveauet er generelt højt.

Du kan booke hotel på Koh Samet på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.

Sai Kaew Beach Resort

Mad og drikke

Der er et fint udvalg af spisesteder på Koh Samet, og stort set alle overnatningssteder har også en restaurant. Mange hoteller og restauranter rykker borde og stole ud på stranden om aftenen, og her kan du nyde din mad i de lune tropeaftener med levende lys på bordet og fødderne i sand.

Udover det almindelige menukort tilbyder disse steder ofte bbq, grillet fisk eller skaldyr, men også f.eks. spareribs.

På den 500 meter lange asfalterede vej mellem Na Dan og Hat Sai Kaew findes også 10-12 restauranter. Det er billigt at spise her, retter fås fra ca. 60 baht, prøv f.eks. restauranten Chilli, der er populær.

Skal det være europæisk, så kan du prøve restauranten ved Jep’s Bungalow. Pænere, men også dyrere steder, er The Zea på Sai Kaew Beach Resort og de elegante restauranter på Le Vimarn og Ao Phrao Resort på Ao Phrao Beach.

Koh Samet mangler heller ikke barer. Populær er Ploy Bar på Hat Sai Kaew Beach, hvor der er livemusik og ildshows. På Ao Hin Khok kan du fornøje dig på Naga Bar, der hører til Naga Bungalows. Naga Bar arrangerer thaiboksning og beachparties.

koh samet
Nuan Bay

Transport – sådan kommer du til Koh Samet

Ind og ud

Nærmeste lufthavn er Bangkok. Fra Danmark er der adskillige muligheder for at komme til den thailandske hovedstad. Flyv direkte fra København med Thai Airways eller skift fly i en af de europæiske hovedstæder, alternativt Doha eller Dubai.

Fra Bangkok centrum kan man tage bussen fra stationen ved Ekkamai til havnen i Ban Phe. Bussen har endestation ved Nuantip-molen lige ved færgen til Samet, der koster 70 baht. Mellem klokken 5.00 og ca. 20.00 er der afgang hver time, turen tager 3-4 timer og koster i skrivende stund 157 baht.

Alternativt kan du købe en privat taxitur hos ethvert tourbureau i Bangkok. Turen fra dit hotel til Ban Phe koster mellem 2000 og 3000 baht. Billetter til deletaxier kan købes ved Khao San Road, prisen er ca. 200-300 baht.

Du kan også købe færdigpakkede ture af flere dages varighed hos tourbureauerne, her er transport ofte inkluderet i prisen.

På min side thailandrundt.dk kan du læse mere om, hvordan du kommer fra Bangkok til Koh Samet og eventuelt få et tilbud på transport fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.

At komme rundt

Ved ankomst til Na Dan på Koh Samet holder der songtaews (grisebiler) og venter. De kører først når de er fyldt op, alternativt kan du leje hele bilen hvis du ikke gider at vente. Skal du kun til Hat Sai Kaew Beach og er lidt frisk, så hank op i bagagen og gå derned hvis der ikke er passagerer nok til at fylde en vogn.

Der er mange songtaews på øen, flere steder er der lavet taxiholdepladser, bl.a. ved parkkontoret på Hat Sai Kaew Beach og ved Ao Wong Deuan Beach. Der er faste priser på turene med songtaews, de er anført på et skilt ved holdepladsen. Mange steder kan du leje scooter, ATV og mountainbike.

koh samet
Ao Hin Khok ved havfruestatuen

Udflugter på Koh Samet

Koh Samets beskedne størrelse gør, at det er småt med udflugtsmuligheder. Du kan gå rundt til de forskellige strande ad vejen, der løber midt på øen. Vejen er renoveret i 2016/17 og noget mere behagelig at gå på end tidligere, men den er nogle steder stadig ret stejl.

Du kan evt. besøge den store hvide Buddha, der sidder overfor Sai Kaew Beach Resort. Munken, der residerer i templet ved siden af er venlig, men ret insisterende på donationer.

Det er også muligt at besøge de øvrige øer i nationalparken. Samtlige tourbureauer, guesthouses og hoteller kan arrangere den populære udflugt eller i det mindste være behjælpelige med reservation.

Det er nogenlunde samme program de forskellige arrangører tilbyder – dvs. stop ved Koh Man Nai, Koh Man Nok og Koh Man Khlong. På førstnævnte ø ligger et skildpaddecenter, hvor man prøver at hjælpe den udryddelsestruede havskildpadde.

Fra Koh Samet kan du også tage en speedbåd rundt om øen. Her er der stop ved forskellige strande og gode snorklesteder. Der findes i øvrigt flere diveshops på Koh Samet.

Hvis du skal være på øen i længere tid, kan du tage et par dage i Bangkok. Hovedstaden har gode attraktioner, hvis du skulle få lyst til at se noget andet end strand.

En dagtur til Pattaya for at shoppe er en anden mulighed. Nærmeste større by på fastlandet er Rayong, der har fine strande og området er efterhånden blevet et populært ferieområde, men slet ikke overrendt.

Den asfalterede vej mellem Na Dan og Sai Kaew Beach

Vejret på Koh Samet

Koh Samet har typisk tropeklima med høj luftfugtighed. Øen er en af de tørreste i Thailand, hvor der også er rigtig gode solchancer i sommermånederne.

Der er kun små temperatursvingninger året rundt – dagtemperaturen ligger normalt lige over 30 °C, men i perioden inden regntiden kan den nemt snige sig op på 35-40 °C. Vejret i Thailand lige nu.

Værd at vide og gode rejseråd

EL

I Thailand bruger man langt overvejende samme stik som i Danmark – der er dog undtagelser – nogle steder benytter type A-stik (120 V) på toilettet.

Penge

Der findes et begrænset antal kontantautomater på øen. Der ligger én ved 7-Eleven på havnen i Na Dan og tre ved Hat Sai kaew. Som nævnt længere oppe er der også en automat på Ao Wong Deuan Beach.

Kontantautomaterne i Thailand har også engelsk menu og er nemme at bruge. Visakort er udbredt i Thailand og mange steder kan du bruge Mastercard. Skal du handle på markederne eller spise i gadekøkkenerne er kontanter dog nødvendige.

Wifi

Ethvert hotel eller guesthouse med respekt for sig selv tilbyder gratis wifi til deres gæster. Nåh ja, pudsigt nok opkræver flere luksushoteller stadig uhyrlige beløb for netforbindelse – bor du sådan et sted, kan du finde gratis wifi i bl.a. shoppingcentre og på mange cafeer.

En anden og populær mulighed er at købe et simkort med data ved ankomst til Thailand. Det er rigtig billigt.

Forsikring og sundhed

Husk at tegne en rejseforsikring (måske har du allerede en i din indbo-forsikring) – hospitalsindlæggelse og et besøg ved lægen kan være dyrt. Tjek også om du skal have vaccinationer inden du rejser. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Øvrigt

Hvis du har mulighed for det så undgå Koh Samet i weekends og på helligdage, hvor thai’erne selv valfarter til øen for at feste og more sig. De mest populære strande kan visse steder virke overfyldte disse dage.

Koh Samet er i øvrigt udlagt som nationalpark, og det koster 400 baht for voksne og 200 baht for børn at besøge øen.

Læs Udenrigsministeriets rejsevejledning til Thailand inden du tager af afsted. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få tips og gode råd til rejsen. Du kan også skrive dig på Danskerlisten.

Kort over Koh Samet

55 Kommentarer

  1. Rigtig informativt indlæg. Vi overvejer at tage til Koh Samet og vil høre, om der måske findes en skrædder på øen, så drengene kan få syet et jakkesæt?

    • Hej Ane. Det tror jeg ikke I skal satse på. Der var i hvert fald ikke nogen de gange jeg har besøgt øen. Der er kun meget lidt byliv på Koh Samet.

  2. Hej

    Tak for en informativ side om koh Samet

    Vi tænker at tage 10 mand dertil i alderen 12 til 78 år.Hvilket resort vil du vurdere er det mest rolige og eksklusive vi kan bo på som også ligger direkte på stranden?

    • Hej Jens. Tak for de pæne ord. Jeg ville nok anbefale Sai Kaew Beach Resort. Det er et større hotel på den nordlige del af Øen. Jeg har selv boet der. Der er en ny afdeling med moderne værelser og en ældre afdeling med bungalows. Hotellet ligger ud til en af de absolut bedste strande på Koh Samet. Det er ikke sådan, at værelserne ligger helt ud til stranden, men du kan gå direkte fra hotellet ud på stranden.

      De øvrige hoteller mod syd er bestemt ikke eksklusive og jeg vil anbefale jer at vælge et hotel på den nordlige del af øen, da strandene mod syd stort set forsvinder ved højvande.

      Der er selvfølgelig også de tre hoteller på Ao Prao Beach på vestkysten. I hvert fald Ao Prao Resort og Le Vimarn er i den dyre ende, men der sker absolut intet udenfor hotellerne. De ligger begge ud til stranden, men der er en lille sti/smal vej imellem. Vejen er dog ikke trafikeret.

      Jeg håber du kan bruge mit svar til noget – i hvert fald må I have en rigtig dejlig tur.

      De bedste hilsner fra Carsten

  3. Hej Carsten

    Jeg skal senere i år, sammenrend en børnefamilie, en tur ud på Koh Samet, som jeg sidst var på for ca. 20 år siden – meget er nok forandret. Jeg har læst, at man også kan komme omkring på øen ved at leje en golfvogn. Ved du noget om det, evt. hvor man kan leje sådan en og prisniveau?

    • Hej Henriette. Ja, det er rigtigt. Prøv på gaden, der forbinder den lille havn med Sai Kaew Beach. Det er her de fleste ting er samlet. Ellers forhør dig på dit hotel. Jeg husker priser som 1500-2000 baht for en hel dag.

      Ja, der er nok meget, der er forandret siden du var der sidst – vejene er jo lige blevet lavet, det var tiltrængt.

      Ha’ en rigtig god rejse

  4. Hej
    Hvis man gerne vil snorkle og samtidig gerne vil have en børnevenlig strand (8 og 11 år som dog kan svømme) og ikke for meget fest og ballade, hvor vil du så foreslå at bo?
    Og kender du mon Koh lipe og kan sige lidt om forskellighederne på de to øer?
    På forhånd tak 🙂
    Bh. Tina

    • Hej Tina. Long Beach på Koh Phi Phi kunne være et godt bud. Her kan du gå lige ud fra stranden og snorkle. Her er også begrænset fest og ballade. Jeg kender ikke meget til Koh Lipe, men mener, at der kun er tale om en ø. Mange hilsner herfra

  5. Hej Carsten,
    Som så mange andre skriver så hold nu op en lækker side du har her! Wauw. ☺️
    Min kæreste og jeg lander i Bangkok D. 15/4 og hjem igen D. 29/4. Vi har kigget meget på Ko Chang (og øerne omkring) og læser nu om dette lækre sted her også.
    Det virker som om Ko Chang har lidt mere at byde på, men vi bliver lidt usikre på vejret for vi er jo lige på kanten af regntiden.
    Hvad ville du anbefale ? At der kommer et skyld om eftermiddagen er lige meget, men regn i 14 dage er ikke lige sagen. ☺️
    Mvh. Karsten.

    • Hej Karsten. Tak for de pæne ord :-). På Koh Chang biver april betragtet som mellemsæson, der kan byde på lidt af hvert. I vil helt sikkert opleve byger, men jeg kan ikke forestille mig at det vil regne 14 dage i træk – regnsæsonen starter først rigtigt i maj og kulminerer over sommeren. I kunne starte på Koh Chang og slutte på Koh Samet, hvis I vil opleve begge øer. Men du har helt ret: Koh Chang er væsentlig større og har langt mere at byde på end Koh Samet.

      Jeg ville ikke tøve med at tage til Koh Chang i april, men valget er jeres 🙂

      Ha’ en rigtig god rejse og tøv ikke med at skrive igen, hvis jeg kan være behjælpelig med andet.

      De bedste hilsner fra Carsten

      • Hej Carsten,
        Tak for svar ☺️ Vi prøver med at Ko Chang og ser hvad der sker.
        Normalt når vi rejser prøver vi altid at finde en ø som er paradise og hvor man nærmest ikke møder nogen. Har kigget på koh mak. Har du været der og kender noget til øen?
        Evt. Hvis du har tid og bare lige nævne 3 ting man SKAL opleve på Ko Chang og ko kood ? Vi er nogle adventure fyre, så lidt vildt må det gerne være ☺️
        Mvh.
        Karsten.

        • Hej Karsten. Jeg har kun besøgt Koh Mak som en endagstur fra Koh Chang. Men er I til paradis og øde strande kunne Koh Kood længere mod syd være noget for jer.

          Nu er Koh Chang ikke noget adventurested, og det lyder som om I har prøvet lidt af hvert :-), men se mere hos Jungle Fever, der tilbyder overnatning i junglen og climbing.

          I skal selvfølgelig også ud i øhavet – lej en speedbåd med kaptajn og sus derudaf. Er I til dykning er der også glimrende muligheder for det. Der er flere udbydere rundt på øen.

          Fra Koh Chang er det også nemt at besøge Cambodja – det er næsten et eventyr i sig selv. Enten kan I tage til grænsen mod syd eller køre mod Siem Reap for at besøge Angkor Wat. Sidstnævnte kræver selvfølgelig nogle dage. I kan booke udflugterne lokalt.

          Håber du kan bruge disse forslag 🙂

          God rejse og godt nytår fra Carsten

  6. Hej Carsten.
    Super god side. 🙂
    Jeg har været på/i: Ao Nang, Koh Lanta, Koh Pi Pi, Koh Lipe, Koh Samui, Koh Chang, Koh Mak, Koh Kood & Koh Lipe.
    Sidste rejse (2017) var Indonesien (Bali & Gili), fantastisk. Men fik ødelagt min (i forvejen dårlige) ryg på den lange hjemrejse.
    Nu vil vi rigtig gerne afsted igen omkring påsken i 2 uger (ca. 23/3 – 6/4) , sammen med min datter, svigersøn og 2 årige barnebarn. Jeg tør dog ikke rejse ret langt pga. ryggen og derfor har jeg foreslået Koh Samet.
    Jo mere jeg læser, jo mere bliver jeg i tvivl. 🙁
    Det vi går efter er: God strand, hvor man gerne i kan snorkle fra (nu skal den så også være lidt børnevenlig), godt mellemklasse hotel lige ved stranden, lidt aktivitet – men ikke for vildt. Ao Phrao er lige dyrt nok og jeg tror det bliver for kedeligt med 11 overnatninger der. Og du er mere eller mindre ‘tvunget’ til at spise på de 3 hoteller, som nok også er pebrede i pris.
    Spørgsmålet er om det skal være Had Sai Kaew? Eller er det for crowded og larmende om aftenen?
    Generelt læser jeg at man skal holde sig fra Koh Samet i weekender og helligdage/ferie – for dag
    tager thai’erne selv på ferie der. Ved du noget om hvordan det ser ud i påsken?
    Min datter fandt ‘et godt tilbud’ ved Rayong (Marriott Resort & Spa) men her læser jeg der ofte er forbud mod at bade pga. jellyfish…..og at stranden ikke er så fantastisk…..
    What to do? Kender du noget til Rayong? Eller har du et helt nyt forslag der kan dække vores behov.
    Py’ ha’ det blev lidt langt… 🙂
    Med ønske om en dejlig dag, Søs.

    • Hej Søs. Øv bøv med ryggen!!! Jeg har ikke selv boet ved Rayong, men været forbi et par gange. Stranden er udmærket (lidt som Hua Hin hvis det siger dig noget) men hører bestemt ikke til de bedste i Thailand og kan ikke måle sig med f.eks. Koh Samet eller de andre steder du har været (og det er jo mange 🙂 ). Mht. jellyfish mener jeg at det er sæsonbestemt og noget som kommer og går.

      Koh Samet er et udmærket valg og Hat Sai Kaew det absolut bedste sted, hvis der skal være lidt liv. Jeg har været der et par gange og husker det bestemt ikke som larmende. Der er ingen diskoteker eller lignende – det er sådan lidt strandbaragtigt (der opfandt jeg vist et nyt ord 🙂 ) med puder og lave borde i sandet. Thai’erne holder jo ikke påske og Songkran ligger fra 13.-15. april. Men jeg kan se, at der er en helligdag (Chakri Day) derovre den 6. april. Det er også mit indtryk at thai’erne primært holder sig til strandene længere mod syd.

      Jeg ved ikke om I skal flyve direkte til Bangkok pga. din ryg, men hvis du kan klare en mellemlanding kunne I flyve til Phuket og tage op til Khao Lak. Her kniber det dog nok med snorklingen, men til gengæld ligger der mange hoteller direkte ud til stranden. Der er lidt byliv uden at det er vildt. Blot et forslag, men noget I kunne tage med i overvejelserne.

      Det var lidt fra mig – også god dag til dig. Mange hilsner fra Carsten

  7. Sikke en fin side du har ??

    Vi overvejer at tage til Koh Samet i juli, men læser at der er regntid ?
    Vi har flere gange været på Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao i juni/juli, men vil gerne prøve noget nyt.
    Og faldt for Koh Samet. Hvad er din erfaring med regn der i juni/juli?
    Mvh Tina

    • Hej Tina. Tak for de pæne ord 🙂 .Det er ganske rigtigt “regntid”, men lige præcis Koh Samet er et af de tørreste steder i Thailand. Du skal nok regne med nogenlunde samme vejr som Samui, Phangan og Tao. Jeg har selv været på Koh Samet i juli og havde perfekt vejr, men selvfølgelig kan I forvente en byge eller to.

      Ha’ en rigtig god rejse.

      Mange hilsner fra Carsten

  8. Hej. Virkelig virkelig god info på din side. Fra Bangkok til Koh Samet, er det taxi, der er det hurtigste? Er der ikke noget alternativ? Jeg tænker, at det blir lidt hårdt og kedeligt for de små at køre tre timer efter en lang flyvetur. Tak for en god side!

    • Hej Sine. Tak for de rosende ord 🙂 . Der er faktisk ikke noget alternativ, men tre timer er bestemt også max I skal køre. Og så er taxi absolut også det hurtigste!! Mange hilsner fra Carsten

  9. Hej Carsten. Vi overvejer en tur der hedder Koh Chang – Koh Kood – Koh Samet og Bangkok. Vi er en familie på mor, far, 2 børn (alder 5 og 8) og farmor og farfar på 60+.

    Jeg er lidt bange for om det er for omstændig en rejse jeg er ved at planlægge. Og for meget af tiden vil gå med transport imellem de forskellige steder. Vi har 14 overnatninger at gøre med.

    Jeg tænker vi flyver fra Bangkok til Trat, og sejler ud til Koh Chang hvor vi er nogle dage. Dernæst sejler vi til Koh Kood hvor vi bruger nogle dage.

    Men så bliver det tricky. Hvordan kommer vi nemmest og hurtigst fra Koh Kood til Koh Samet? Og hvor lang tid vil det tage?

    Og hvor lang tid vil det tage fra Koh Samet til bangkok?

    Håber du vil tage dig tid til at svare:-)

    Mvh
    Jannie

    • Hej Jannie. Ja, det lyder måske lige presset nok, men kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre. Mht. transport fra Koh Kood til Koh Samet ville jeg nok lade hotellet på Koh Kood hjælpe. De kan i hvert fald altid sørge for at I kommer ind til fastlandet (sandsynligvis Laem Sok) og herfra skal der så holde en minibus og vente. Det er jeg sikker på at de kan arrangere. Det er selvfølgelig vigtigt at I også koordinerer med hotellet på Koh Samet mht. båd over til øen. Jeg vil tro turen tager 4 timer inkl. sejlture.

      Fra Koh Samet til Bangkok vil jeg tro det tager ca. 3 timer (inkl. sejltur) alt efter trafik, tid på dagen og hvor I Bangkok I skal bo.

      Ha’ en rigtig god rejse.

      Mange hilsner fra Carsten

    • Hej Jannie.
      Vil gerne komme med en kommentar til dit opslag.
      Jeg har været en del gange (4) på Koh Kood inden for de seneste 3,5 år – du kan virkelig glæde dig, hvis I tager dertil.
      Det er nemt at komme fra Koh Kood til Koh Samet (dog tager det tid – jeg vil tro 5 timer inkl 2 x sejlads). Du får ‘bare’ resortet på Koh Kood til at arrangere båd til Laem Sok, minivan derfra til havnen ved Koh Samet og derfra med speedbåd til øen (det bookes nemt når I er ved havnen – tror ikke resortet på Koh Kood kan booke det på forhånd).
      Jeg kan VARMT anbefale The Beach Natural Resort på Koh Kood – er MEGET børnevenligt – omgivelserne er fuldstændig fantastiske, personalet er utrolig hjælpsom og super venlige. Og passer perfekt til både børn, forældre og bedsteforældre.
      Især morgenmadsbuffet er bare et kapitel for sig selv – med ALT hvad hjertet kan begære.
      Rigtig Go’ Tur.
      Bh Karin.

      • Hej Karin. Tusind tak for dit indspark – jeg er sikker på, at der er andre end Jannie, der kan bruge din kommentar 🙂 . Dejligt med noget ekspertviden!

        Mange hilsner fra Carsten

  10. Hej Carsten

    Min kæreste og jeg rejser et smut til Koh Samet i juli og vi er nu blevet i tvivl om, hvad der bedst kan betale sig ift. at booke hotel. Er der penge at spare ved at finde et hotel ved ankomst frem for at booke hjemmefra? Eller er det for risky og kan det ligefrem være dyrere end at benytte de forskellige bookingsider hjemmefra?

    Håber du kan hjælpe – og fed side! 🙂

    Venlig hilsen Michelle

    • Hej Michelle. Tak for de pæne ord 🙂 . Jeg tror såmænd sagtens I kan spare lidt ved at booke ved ankomst, men Koh Samet er forholdsvis dyr og overnatningsmulighederne begrænsede. Så vil I være sikre på også at have et sted at bo, så ville jeg booke på forhånd – især, hvis I har særlige krav til standard, beliggenhed osv. Det er med andre ord et spørgsmål om I tør tage chancen. Personligt ville jeg booke på forhånd – det giver lidt ro og en god start på ferien. Mange hilsner og god rejse fra Carsten

  11. Hej Carsten,
    Min kæreste og jeg rejser med vores 8 mdr gamle datter til Ko Samet i midt juli. Vi kigger lidt på Ao Prao Resort, Paradee og sai kaew resort. Da vi har vores lille datter med har vi ikke planer om det helt store men vil bare gerne bo et sted med dejlige faciliteter og lækker strand. Og evt også gerne i en hytte/hotelværelse hvor der er god plads, så vores datter kan puttes om aftenen, men vi andre stadig har evt en veranda eller andet værelse hvor vi kan være uden at skulle hviske alt for meget 🙂 Kan du anbefale en af de tre hoteller? Eller evt et helt fjerde?
    På forhånd tak!
    Trine

    • Hej Trine. Det er jo nogle lækre hoteller I har valgt jer der. Jeg tror uanset hvad I vælger, så vil I få en dejlig ferie. Jeg har selv boet på Sai Kaew Beach Resort og det var glimrende. Du nævner lækker strand og her tror jeg at I skal fravælge Ao Prao Resort – stranden her er ret smal i forhold til de øvrige strande. Bemærk også, at Paradee ligger lidt afsides, mens der er lidt mere liv med en stribe butikker og restauranter ved Sai Kaew.

      Sai Kaew Beach Resort er ret stort med ældre hytter og en nyere bygning. Vi boede i en deluxe cottage (gamle hytter, der er shinet op), der var ok, men bestemt ikke stort. Det dyrere værelser ligger i den nye bygning og umiddelbart tror jeg, at I vil få mere privatliv på Paradee.

      Det var lige et lille indspark fra mig – valget er jeres 🙂

      Jeg ønsker jer en skøn rejse – mange hilsner fra Carsten

  12. Hej
    Ved du om vi skal have rejseadopter med til Koh Samet?
    Vi vil måske gerne en tur ud til øen koh min Mai,
    Ved du om vi kan snorkle der?
    Eller vil du anbefale en anden ø?
    Vi vil gerne se de havskildpadder som er på den ø.
    Vi er på Koh Samet, fra den 19 juli- 26 juli 2018

    Hilsen jeanette

    • Hej Jeanette. Jeg er ret sikker på at du ikke behøver adapter – jeg har i hvert fald aldrig haft problemer med stikkene i Thailand.

      Jeg ved ikke om man kan snorkle på Koh Mannai, men på Koh Samet kan I booke en tur, hvor I både kommer ud til skildpaddecentret og gør stop ved en række snorklesteder med Koh Thalu som et af de bedste. Man kan vælge bl.a. “Five Island-Hopping Tour”. Bemærk dog, at sigtbarheden ikke er helt i top i sommermånederne.

      Mange hilsner og god rejse fra Carsten

  13. Tak for svar, så vil vi nok tage en af de ture hvor vi kommer til begge øer.
    Det er en rigtig fin side du har her.

  14. Hej Carsten
    Jeg skal til Koh Samet i februar/marts 2019 med min datter på 3 år. Jeg har booket 16 dage på hhv 5 dage Samet Villa Resort og 11 dage Mooban Talay Resort.
    Det er vores forsøge tur til Asien og jeg er bekymret for om vi kommer til at kede os? Bør vi kombinere det med et andet sted?
    På forhånd tak og tak for en super side!
    Vh MLN

    • Hej MLN. Tja, der er ikke meget at se og opleve på Koh Samet udover strandene. Det er en ret lille ø med et meget begrænset udvalg at shopping/restauranter. I kunne bruge lidt af tiden på f.eks. Koh Chang eller i Bangkok, men der skal selvfølgelig tages hensyn til din datter. 16 dage på Koh Samet er lang tid medmindre det bare er 100 % afslapning og kvalitetstid. Jeg har ikke selv børn, men jeg ville nok kombinere med et andet sted.

      Ha’ en skøn rejse. Mange hilsner fra Carsten

  15. Hej Carsten, tak for en god side 🙂
    Kender du hotellet “Samed Cliff Resort”, det ligger nordpå øen,som du skriver er bedst og har bungalows med 2 soveværelser, som er fedt da vi har to børn med. Vi kan nemlig ikke finde andre steder som har 2 soveværelser og som er til at betale.
    Mvh Jette

    • Hej Jette. Jeg kender ikke hotellet, men kan se at det ligger nordvest for molen – her er strandene ikke fantastiske. De bedste strande finder I fra Sai Kaew og et par kilometer mod syd. Jeg har selv lige prøvet at lave en søgning på hoteller og du har ret i, at det ikke ligefrem vrimler med steder med plads til jer alle. Og så får de fleste steder ikke særligt gode anmeldelser. Jeg kender ikke jeres budget, men faldt over Samed Villa Resort, der har familieværelser og som får gode anmeldelser.

      Mange hilsner fra Carsten

  16. Hej Carsten.
    Jeg har næppe før fundet så informativ en side!!! Så fedt!!
    Alligevel kommer jeg nok til at spørge om ting, du har besvaret før 🤔
    Den 3. Januar rejser jeg med min familie og et vennepar til Thailand i 3 uger.
    Ferien starter nordpå ved chiang Mai, hvor vi lejer en bil og kører sydpå til Nakhon Phanom, hvor min far bor. Her vil vi bruge en lille uges tid og blandt andet tage et par dage til laos.
    Herefter skulle turen gerne gå endnu længere sydpå med noget badeferie indbygget. Vi tager dog flyveren til Bangkok.
    Nu har jeg hørt meget om Koh Samet, men kan ikke finde ud af om det bliver for “kedeligt”?
    Vi har en 5 årig med samt to på hhv 17 og 19 år…. og så os forældre 😊
    Vi ønsker egentlig en lækker strand med ikke alt for meget pisk på bølgerne, gode restauranter og mulighed for byliv om aftenen uden at det skal være diskoteker.
    Er det så fortsat Koh Samet?
    Jeg læser også at du skriver om malaria? Jeg ville være rigtig ked af at skulle tage malariamedicin, da jeg før er blevet syg af dette.
    Men omvendt vil jeg jo heller ikke risikere noget 😊

    Transporten dertil fra Bangkok vil være nemmest hvordan?

    Tusind tak for din super fantastiske side 👍

    Mvh Anna

    • Hej Anna. Tusind tak for de rosende ord – det varmer 🙂 . Det lyder som en superlækker rejse I skal på der. Mht. malaria, så er det fortid. Det håber jeg også, at der står på siden – eller må jeg lige ind og rette det. Jeg tror faktisk, at Koh Samet vil blive for kedeligt for jer. Nu skriver du ikke, hvor længe I skal være der, men der er stort set ikke noget byliv. Der er gaden, som forbinder havnen ved Na Dan og Sai Kaew Beach og øens øvrige strande. Her er lidt butikker og restauranter, men det er så også det.

      I kunne vælge Koh Chang længere mod syd – her er der i hvert fald lidt liv og mulighed for at tage på udflugter, hvis I skulle få lyst til det. Du kan læse mere Koh Chang her.

      Mht. transport fra Bangkok til Samet/Koh Chang, så er det altid nemmest med privat bil/minivan som jeres hotel uden tvivl kan arrangere for jer. Men på min side thailandrundt.dk har jeg lavet et par indlæg om, hvordan I kommer fra Bangkok til øerne. Se mere her: Fra Bangkok til Koh Samet og her: Fra Bangkok til Koh Chang.

      Jeg håber du kan bruge ovenstående ellers er du altid velkommen til at skrive igen 🙂

      Ha’ en fantastisk rejse og mange hilsner fra Carsten

  17. Hej Carsten,

    Fantastisk brugbar info her – lige den side jeg har manglet om netop Koh Samet 🙂
    Vi skal fire voksne afsted til Januar og er på nippet til at booke strand bungalows på Maboon Talay resort, når vi besøger Koh Samet. Hvad kan du sige om det område? Strand, område og sådan?

    Jeg kan se, det ligger en smule afsides, hvilket i er helt fint med os. Vil dog høre hvor “let” det er at tage et smut ind til den del af øen, hvor der er lidt mere liv? Fx om aftenen osv.

    På forhånd tusind tak.

    • Hej Mette. Tak for de pæne ord 🙂 . Ja, hotellet ligger ret afsides og der er en pæn bid vej at gå. Det tager ca. 8-10 minutter i taxi til “centrum”, hvor der ikke sker det helt store. Koh Samet er på ingen måde som andre af Thailands ferieområder – der er ikke meget liv udenfor hotellerne. I kan finde lidt restauranter på vejen mellem havnen ved Na Dan og Sai Kaew Beach, hvor der er flere strandbarer med lave puder og borde i sandet.

      Stranden ved Mooban Talay er absolut dejlig og roligere end dem på østkysten. Hvis I kan affinde jer med lidt transporttid til “centrum”, så kan det bestemt være et godt valg, når I ikke har noget imod at bo lidt afsides.

      Mange hilsner fra Carsten og ha’ en rigtig skøn rejse 🙂

  18. Hejsa
    Tak for en rigtig fin beskrivelse af Koh Samet.
    Vi er en familie på 4. der satser på at skulle afsted juli 19. vi vil have 3 dage i Bankok, og så videre. Her har vi kigget lidt på Koh Samet, men det store spørgsmål er jo vejret i juli..? Og hvor er godt at bo, gerne vandkanten. Andre bud på hvad vi skal forbi i juli mdr. har ca. 18 dage.

    Vh Maria

    • Glemte at nævne at vi nyder at snorkle. Har tidligere snorlet med similian øerne, med stor succes, og Phi phi øerne, dette var ikke så godt, der var tidspunktet. Dec.

    • Hej Maria. Juli er et udmærket tidspunkt at besøge Koh Samet. Jeg har selv været der i juli/august og havde sol fra morgen til aften. Dog var vandet lidt grumset på strandene mod syd, så jeg ville nok vælge f.eks Sai Kaew Beach. I juli kan I også sagtens besøge f.eks. River Kwai – en byge eller to kan ikke udelukkes, men da jeg var forbi i sommermånederne havde vi fint vejr.

      Hvis I ikke allerede har lagt jer fast på Koh Samet, så kunne øerne i den sydvestlige del af Thailandbugten (Samui, Phangan og Tao)overvejes. Her er der væsentlig mere at foretage sig og større chance for at finde et lækkert sted i vandkanten og ikke mindst langt bedre snorkling. Øerne kan sagtens kombineres med River Kwai.

      Mange hilsner fra Carsten

  19. Hej Carsten.
    Har med fornøjelse læst din side.

    Jeg er ved at planlægge vores ferie i Thailand i start marts. 2 voksne og to børn 10 og 13.
    Vi overvejer at tage til Koh Samet, er dog i tvivl om det bliver for kedeligt 🙂 vi er en aktiv familie så der må gerne være lidt at lave er der det?
    Vi vil nok gerne lidt af det hele. God strand og noget aktivt 😊

    Vi har fået anbefalet at bo/sejle på husbåd nogle dage,og vil blot høre om du har erfaringer?

    Andre gode erfaringer til vores ønsker er kærkomnende 😊

    Bedste hilsner
    Anja

    • Hej Anja. Jeg tror bestemt, det bliver kedeligt for jer. Koh Samet er ganske lille og har stort set ingen aktiviteter udover snorkleture til naboøerne. Øen er glimrende til 3-5 overnatninger, men så er der heller ikke mere at komme efter med mindre man bare vil nyde de gode strande.

      Jeg kender godt husbåden, men har ikke selv prøvet det. Det er selvfølgelig en mulighed, som I kan kombinere med f.eks. River Kwai. Da I skal afsted i marts er der stort set frit slag mht. vejret. I Nordthailand omkring Chiang Mai er der masser af aktiv ferie og herfra kommer I også nemt til strandene i Sydthailand. Jeg ved ikke, hvor meget I vil rejse rundt, men det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der er muligt.

      Det er klart at populære steder som Krabi og Phuket har masser af aktiviteter, men det er forholdsvis turistede steder. Til gengæld er der et hav af udflugtsmuligheder.

      Jeg kan kun anbefale, at I læser om de forskellige steder for at finde ud af, hvad de tilbyder. Du er også meget velkommen til at sende mig en mail med dit telefonnummer på info@thailandrundt.dk, hvis du vil have rejseforslag/tilbud på jeres rejse. Så vil jeg få min samarbejdspartner til at kontakte dig – de har også husbåden på programmet.

      Mange hilsner fra Carsten

  20. Hej Igen

    Tak for din hurtige tilbagemelding.

    Vi har sadlet helt om. Vi dropper husbåden (vil hellere bruge alle de penge på noget andet) og Koh Samet , og rejser syd på. Vi har forelsket os i det simple liv på Koh Lipe, velviden der ikke er det store at lave. Men for nogle dage.
    Tænker at tage fra Bangkok til Khao Sok og derfra videre til Koh Lipe. Ved godt man kan flyve med har faktisk overvejet nat toget for at bare for at gøre noget andet. Har du erfaringer med den rute?

    Raylay beach er også på tale – har været der før og er vild med det sted.

    Phuket er slet ikke noget for os, de to dage vi var der var rigeligt 🙂

    Vi planlægger det selv så ved ikke om det vil være at spilde din samarbejdspartners tid hvis vi ikke booker gennem ham/hende?

    Bh Anja

    • Hej Anja. Lyder superlækkert. Jeg tager selv til Koh Lipe midt i marts. Jeg har ikke selv prøvet nattoget, men det er jo en “normal rute” for turisterne og kan helt sikkert være spændende nok.

      Nej, der er bestemt ingen grund til at involvere et rejsebureau, hvis I booker selv. Det var udelukkende ment som en hjælp, hvis I ikke var selvkørende, men det lyder som om, at I har helt styr på det.

      Mange hilsner og rigtig god rejse til jer. 🙂

  21. Det var pænt ef dig 🙂 Tak.

    Må jeg lige spørge om en ting til 🙂 Er i dilemma om at vælge mellem Koh Lanta og Koh Lipe. Eller om det er muligt at se begge dele. Kan man sejle fra Koh Lanta til Koh Lipe? Og hvor er det bedst at snorkle?

    Bh
    Anja

    • Hej Anja. Koh Lanta er mere udviklet og har selvfølgelig flere turister, men øen har stadig den her lækre tilbagelænede atmosfære, som man også finder på Koh Lipe. Der er også mere at opleve, men til gengæld er strandene væsentlig bedre på Koh Lipe. Snorkling er der begge steder – dog nemmest fra Koh Lipe synes jeg.

      Det er muligt at sejle fra Lanta til Lipe – en tur på fem timer, men jeg mener at kunne huske, at der også er speedbåde. Alternativt er der jo køreturen ned til Pak Bara og så tage båden derfra. Uanset hvad er der nok tale om en dagsrejse.

      Mange hilsner herfra

  22. Hej igen.
    Tak Carsten.

    Turen er sat. Bangkok – Flyve til Krabi og direkte videre til Koh Lipe – tilbage til Au Nang – Bangkok. Ved du hvordan man kommer fra Krabi til færgen?
    Har fået et tilbud på 4000 bath i taxa 4500 minivan og er åben for billigere alternativer.

    Bh
    Anja

  23. Hej Carsten.

    Jeg har holdt ca 15 skønne ferier i Thailand, men jeg har aldrig været på Koh Samet, og det skal prøves i dec 19.

    Vi vil gerne bo billigt centralt og uden alt for meget støj, har du et godt bud på hvor det kunne være.

    Vi går en del, men derfor kan vi godt lide at der er spisesteder inden for kort afstand, da det ofte er med livet som indsats og gå på de små veje når det er mørkt ( da vi var på Koh Chang, gik vi med refleksveste på de små veje når det var mørkt )

    På forhånd tak 🙂

    Venligst Karina Mogensen.

    • Hej Karina. I bliver næsten “nødt” til at bo på den nordlige del af øen – det er det eneste sted, der er spisesteder udenfor hotellerne. Generelt er det jo ret dyrt at bo på Koh Samet, så hvis nedenstående forslag er for dyre, så beklager jeg 🙂 .

      Tæt på Sai Kaew Beach og tæt på de spisesteder, der nu er, kan I kigge på Larissa Samed Resort eller Baan Suparod. Lige så snart I kommer ned ad østkysten fra Sai Kaew Beach er der en del mere larm, men øen er dog forholdsvis rolig i forhold til mange andre steder i Thailand.

      Endnu mere ro kan I få helt mod nord på Koh Samet – i stedet for at dreje til venstre ved Na Dan (hvor langt de fleste både lægger til), kan I køre til højre. Helt ude for enden ligger Mooban Talay Resort, men der er et pænt stykke vej til nævneværdige spisesteder.

      Håber du kan bruge det ellers skriver du bare igen.

      Ha’ en fantastisk rejse – mange hilsner fra Carsten

  24. Kære Carsten,
    Kunne godt bruge lidt ekspertviden udi i ferier i Thailand – og falder over din side. Tak for den! Måske kan du også give dit besyv med hos os?

    Vi er en familie på fire, der rejser til Bangkok sidst i juli 2019. Vi er en familie, der godt kan lide aktiviteter (kulturelle som fysiske), men har også et par familiemedlemmer, der drømmer om smukke strande og lækker badevand. Vi vil gerne forsøge at imødekomme alles ønsker.

    Vi har 19 dage, og vi tænker at bruge et par dage i Bangkok, derefter tage til Angor Wat og måske Phnom Pen. Måske kunne det være en plan at tilbringe tre-fire dage i Cambodia. For så at flyve til en lufthavn nær en thailandsk ø-oplevelse. Det vil vi gerne bruge omkring 10 dage på inden vi vender tilbage til Bangkok og Danmark.

    Hvad er dine tanker – I forhold til pris, giver det mening at tage Bangkok-Angor Wat-Phnom Pen-Thai ø-Bangkok-Danmark?

    Og hvor bør vi tage hen i Thailand med tanke på de her fine strande – og ikke for meget regn? Samt ok prisniveau?

    De bedste hilsner,
    Helene

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her