Så ligger jeg her. I en hængekøje på den hvide sandstrand få meter fra vandkanten. De høje palmer giver mig tiltrængt skygge for den brændende sol, som skinner fra en skyfri himmel. Jeg er på Koh Lanta, der hurtigt bliver en af mine favoritøer i Thailand, som jeg efterhånden har besøgt så mange gange.

Solen er ved at gå ned bag horisonten. Mens olielamperne bliver tændt på bordene, sidder jeg med fødderne begravet i sand og nyder en kold øl. Netop ankommet til Koh Lanta er Fusion Bar det perfekte sted at komme ned i tempo. Baren er lavet af drivtømmer og gamle brædder, og atmosfæren er præcis som resten af øen; tilbagelænet.

Koh Lantas strande

Det er ikke underligt, at Koh Lanta er blevet så populær. Langs øens vestkyst ligger strandene på stribe, og det er bare at vælge, hvor du vil bo. Skal det være Khlong Dao , der ligger få kilometer fra turistcenteret Saladan, Phrae Ae med det store udvalg af hoteller og restauranter eller lange Klong Nin med sit fine sand og klare vand?

Fra nord til syd på den aflange ø ligger et sted mellem 25 og 30 bugter og strande, der uden tvivl vil kunne tilfredsstille de fleste turister på badeferie. Mest udbyggede er strandene mod nord, mens du helt mod syd kan opleve næsten uberørte bugter, hvor du kan være den eneste, der sætter spor i sandet.

Syd for Phrae Ae, i en lille bugt, flytter vi ind i en bungalow på Relax Bay Resort, der ligger direkte ud til en dejlig sandstrand. Tidevandet er generelt kraftigt på Koh Lanta, og mange af strandene kan se noget triste ud ved ebbe, men vores bugt er absolut et af de mest badevenlige steder, når vandet står lavt.

Vi kommer til at elske atmosfæren på Koh Lanta, der er aldeles pragtfuld. Større resorts findes, men ingen bygninger er højere end palmerne, og godt hjulpet på vej af hængekøjer, primitive strandhytter og interimistiske barer, giver det en skøn laid-back stemning, der har noget originalt 70’er-hippie-agtigt over sig.

koh lanta
Øverst små bugter syd for Long Beach (Phra Ae), Longtailbåde i Kantiang Bay, solnedgang på Fusion Beach Bar og nederst Long Beach
Saladan – Koh Lantas trafikknudepunkt

På havnen er der travlt. Båden fra Krabi og Koh Phi Phi er netop ankommet, og om et øjeblik er her stuvende fuldt af turister, der søger overnatning. Repræsentanter fra øens hoteller står på række med skilte, og de små motorcykeltaxier er klar til at kapre kunder.

Saladan (Ban Sala Dan) er Koh Lantas turistcentrum, og et sted de fleste af øens besøgende på et eller andet tidspunkt kommer forbi. Det er et trafikknudepunkt, der sjældent bliver omtalt i rosende vendinger, og selv havde jeg forventet et trist og uinteressant sted, men som resten af Koh Lanta er den lille by helt nede på jorden og et pragtfuldt sted at opholde sig.

Vi bliver især overraskede over den smalle gågade, der når op til færgehavnen. Den er bilfri, og det er tydeligt, at backpackerne er målgruppen. Vi passer herlige caféer og billige overnatningssteder med træmøbler og lave puder.

Book hotel i Thailand til laveste pris – klik her

Gaden synes at have sin helt egen sjæl, men det er også helt nødvendigt at skille sig ud, hvis man vil konkurrere med Koh Lantas fremragende strande. Og så har Saladan nogle af øens bedste restauranter, der som et vedhæng til byen er opført på pæle ud for kysten.

Det er primært fisk og skaldyr, der bliver serveret på de travle restauranter. Kogt, stegt eller grillet er de populære spisesteder eksperter i at lave velsmagende retter med alt godt fra havet.

Der er ikke noget lokalt over Saladan. Det er ikke et sted, hvor du kommer i nærkontakt med thai’erne, men til gengæld er det, der nemt kunne være et kedeligt trafikcentrum en god oplevelse, hvor du på en gang kan møde andre rejsende og spise fantastisk mad til billige penge.

koh lanta
Frugtvogn og kreativitet i Saladan
Lanta Old Town

“Mine forældre tog mig med hertil, og jeg har stort set boet her siden”, fortæller den unge franskmand, vi kommer i snak med i Lanta Old Town. Han sidder udenfor Love Boat Hostel, som han sammen med den tilhørende bar og shop med kunsthåndværk fra Thailand ejer.

Både Old Town og vores nye ven skiller sig ikke ud fra resten af øen. Det er på en gang stilfuldt og helt nede på jorden, for på Koh Lanta er det som om, at alle er enige om ikke at gå på kompromis med kvaliteten.

Lanta Old Town er øens oprindelige by. De første indbyggere var havsigøjnerne, der blev efterfulgt af muslimske samfund og senere kinesiske købmænd. Alle fandt de den lille havn på østkysten perfekt som udgangspunkt for fiskeri og handel. Her er havet ofte roligt og selv i regntiden, er det en sikker havn.

Book fly+hotel sammen og spar

Havsigøjnerne, Chao Lay, kaldte Koh Lanta for Pulao Satak, der betyder øen med de lange strande. I byen er der et museum for havsigøjnerne, men det er uden tvivl kineserne, der i dag har sat sit altoverskyggende præg på Old Town. De kom til Koh Lanta for mere end 100 år siden, og sammen med købmænd fra Malaysia og Indonesien fragtede de primært kul, tin og tørret fisk mellem Phuket, Penang og Singapore.

De gamle kinesiske købmandshuse eksisterer stadig. I dag restaurerede med butikker, seafoodrestauranter og hyggelige barer og overnatningssteder. Det er bemærkelsesværdigt, at den lille by, der kun består af hovedgaden kan tiltrække turister. Men jeg forstår dem godt, for der er bare noget ved stemningen i Lanta Old Town, der skal opleves.

Koh lanta
Buddhistisk/kinesisk helligdom, juicebod og hovedgaden i Old Lanta Town
Koh Lanta Marine Nationalpark

Vi ser dem hver dag. Bådene, der passerer vores strand for at sejle sydpå til Thailands pragtfulde tropeøer. Nogle tager bare en endagstur med et af de lokale tourbureauer, mens andre øhopper i det smukke Andamanhav.

Koh Ngai, Koh Muk og Koh Kradan er blot nogle af af de øer, hvor turisterne kan booke overnatning, mens der tættere på Koh Lanta er mulighed for at besøge Koh Rok og Koh Haa, der er et par øerne i Koh Lanta Marine Nationalpark.

Vi besøger førstnævnte og får en pragtfuld dag, hvor vi tilbringer timer på den smukkeste strand jeg nogensinde har set. Vi har booket en tur med vores helt egen longtailbåd hos selskabet Lanta Dream & Paradise, der laver skræddersyede ture i øhavet.

Mens alle andre sejler afsted i tætpakkede speedbåde og besøger de samme steder, så har vi maksimal frihed. På den ensomme strand med det kridhvide sand og krystalklare vand er vi som i paradis.

Havet omkring Koh Lanta er ikke kun lækre strande, men også fremragende dykning. Området betragtes som et af de bedste i Thailand og er globalt i topklasse. Det er især Hin Daeng, også kaldet Red Rock og Hin Muang, Purple Rock, der bliver lovprist af alverdens dykkere. Men selv ved Koh Rok som vi besøger, kan man se bl.a. tun, muræner, barracuda og hvalhajer foruden et utal af farvestrålende fisk.

Skønne Koh Lanta – vi kommer tilbage

“I aftes besøgte vi en fantastisk lille by”, fortæller den irske mand med begejstring i stemmen. Han ved ikke hvad byen hedder og utroligt nok kan han ikke finde noget om den på Tripadvisor.

Vi er på vej hjem, og på laddet af grisebilen, der kører os fra vores hotel til Saladan kommer vi i snak med det unge irske par, der tilsyneladende har fundet en lille perle, som ifølge dem er et must-see. Et sted som de bliver ved med at tale om. Solnedgangen, de venlige mennesker og den skønne mad.

Det er i den grad svært at forlade Koh Lanta. Meget svært. Strandbarerne, den gode mad og vores hængekøje på terrassen et stenkast fra det turkisblå hav. Vi kommer helt sikkert til at savne det.

Det er uden tvivl strandene, der trækker turister til Koh Lanta, men der er også andet at komme efter. Saladan, Old Town og den maritime nationalpark. Vi har set det hele. Eller har vi? Den lille by som det irske par lovpriser i rosende vendinger fik vi vist ikke besøgt, men så har vi jo altid en grund til at komme tilbage.

Book flybilletBook hotel på Koh LantaBook pakkerejse

koh lanta
Solnedgang over Andamanhavet
Information Koh Lanta

Overnatning
Koh Lanta har overnatning for enhver smag og pengepung. Du skal blot finde ud af, hvilken strand du vil bo på, og om du vel være tæt på et egentligt byliv på den nordlige del af øen eller bo lidt mere isoleret mod syd.

Det er stadig muligt at finde billig og enkel overnatning på stranden eller et par minutters gåtur derfra. De mest populære steder er eksempelvis Sanctuary, Hutyee Boat, Fishermans Cottage og Bee Bee Bungalows. Udvalget er forholdsvis stort og øens budgetvenlige steder går for at holde god standard.

De fleste overnatningssteder er dog turistklassehoteller af varierende standard. Steder som Lanta Castaway Resort, Relax Bay Resort, Twin Lotus Resort & Spa og Twinbay Resort får som regel gode anmeldelser.

Skal det være luksus kan man ikke komme udenom Layana Resort & Spa og Pimalai Resort & Spa, der begge har fået et hav af priser.

Den dyreste periode at booke hotel er mellem jul og nytår, mens den generelle højsæson ligger fra januar til marts/april. Mange hoteller lukker ned i den våde periode, som her ligger over sommeren og september/oktober.

Mad og drikke
Man spiser godt på Koh Lanta. Selvfølgelig skal du prøve en af fiskerestauranterne i Saladan eller Lanta Old Town, hvor der serveres alt godt fra havet i god kvalitet og til lave priser. Egentlige gadekøkkener finder du primært i Saladan. Fra nord til syd på Koh Lanta er der glimrende restauranter.

Prøv f.eks. Red Snapper, der ligger i en hyggelig gårdhave og serverer en blanding af thailandsk og europæisk mad. Restauranten er ejet af en hollænder og ligger i den sydlige del af Phra Ae. Det er uden tvivl et af øens bedste spisesteder.

Vestlig mad er også på menukortet på Yang Garden Restaurant ved Klong Nin Beach. Både mad, service og omgivelser er i top, og det er en god idé at bestille bord i højsæsonen. Yang Garden kan være lidt svær at finde, men ligger lidt tilbagetrukket fra hovedvejen. Tag evt. en taxa dertil.

I Phra Ae laver man også rigtig god mad hos Pattys Secret Garden. Du kan vælge mellem thaimad og bl.a. salater og steaks som vi kender det hjemmefra. Pattys er især kendt for sine gode burgere. Vi fik god service og fandt atmosfæren skøn. Restauranten har i øvrigt et legeområde, perfekt for børnefamilien.

Thaimad med et tvist kan du få hos Time for Lime (der også har kokkeskole), der serverer en seks retters menu bestående af små hapsere. Af og til kører man temaer med f.eks. vegetarmad. Time for Lime ligger ved Klong Dao Beach og er et lidt dyrere sted at spise.

Det er restauranten på Relax Bay Resort også. Hotellet ligger i en lille bugt syd for Phra Ae og er ejet af belgiere. Det er en af ejernes sønner, der står i køkkenet, og det mærker man tydeligt. Skal du have europæisk mad, så er det nok et af de bedste steder på Koh Lanta.

Stort set alle overnatningssteder har også en restaurant. Relax Bay er et af stederne, et andet er Sanctuary, hvor du foruden thailandsk mad også kan få indisk/vegetar, der er rigtig velsmagende.

En kold øl, en sundowner eller bare en godnatdrink. Koh Lanta er ikke stedet til vilde fester, men til gengæld har øen et bredt udvalg af pragtfulde strandbarer, hvor du kan få slukket tørsten.

Jeg elsker de små primtive steder, der består af drivtømmer og tilfældige brædder. Lige så tilfældig er servicen, men hvad gør det, vi er på ferie og har ikke travlt.

Strandbarerne er helt nede på jorden, og det er steder, der synes at være skudt op af ingenting. Til gengæld forstår de at tiltrække turisterne med deres kreativitet og fantasifulde drinks.

Langs det meste af kysten og især mod nord ved Phra Ae finder du de interimistiske barer, der ofte har puder og hjemmelavede solsenge på stranden. Når mørket falder på bliver olielamperne tændt, mens solen er ved at gå ned bag horisonten.

Transport
Ind og ud: Krabi er nærmeste lufthavn fra Koh Lanta. Kommer du fra Danmark kan du tage fra København via Doha til Krabi med Qatar Airways. Alternativt kan du tage via Bangkok, men medmindre du snupper den direkte rute med Thai Airways fra København, så får du et stop mere undervejs. Fra Billund og Aalborg kræver det minimum to stop, f.eks. via Amsterdam eller Istanbul.

Er du allerede i Thailand, så er der dagligt adskillige ruter fra Bangkok til Krabi. I Krabi lufthavn er det muligt at finde transport til Koh Lanta. En privat bil koster ca. 3000 baht, og det er en god idé at booke hjemmefra. Er du på lavbudget kan du tage en minibus sammen med andre rejsende. Prisen er ca. 350 baht. Fra Krabi By kan du også tage en delt minibus.

Husk, at uanset hvor du er i Thailand, så vil dit hotel eller nærmeste tourbureau uden tvivl kunne hjælpe med transport.

Tidligere skulle man benytte to færger for at komme fra fastlandet til Koh Lanta, men i april 2016 åbnede den nye bro mellem Lanta Noi og Lanta Yai, så i dag skal der kun sejles til Lanta Noi.

Det er ikke alle, der tager direkte fra Krabi lufthavn til Koh Lanta. De, det har tilbragt tid i Krabiområdet, på Koh Phi Phi eller Phuket ankommer med båd til Saladan. Her står repræsentanter for øens hoteller klar med skilte. Du kan også finde taxier her.

Der er to afgange dagligt mellem Koh Lanta og Koh Phi Phi, i skrivende stund morgen og tidlig eftermiddag. Ved molen i Saladan er der masser af information om, hvordan du kommer rundt med båd i Andamanhavet. Bemærk, at afgange kan blive aflyst i sommermånederne afhængig af vejret.

Skal du videre sydpå til øerne i provinserne Trang og Satun, så kan du tage Tigerline, der pt. sejler klokken 13.00 fra Saladan til Koh Lipe med stop på Koh Ngai, Koh Kradan og Koh Muk.

At komme rundt: taxier er den mest almindelige måde at komme rundt på Koh Lanta. Her er det små ladvogne og motorcykeltaxier med en lille sidevogn, hvor man kan sidde. Sidstnævnte har ikke plads til meget bagage. Du skal forhandle om prisen, men det er bestemt ikke dyrt efter danske forhold. Du kan praje en taxi på gaden eller få dit hotel til at skaffe en.

En anden populær måde at komme rundt er med lejet motorcykel. Langs hovedvejen ligger adskillige udlejere, men ikke alle har hjelme til rådighed. Flere af vejene på den sydlige del af byen er af grus, så pas på, især i den våde periode.

Aktiviteter og forlystelser
Koh Lanta er (heldigvis) fri for temaparker, gocartbaner og lignende. Den absolut mest populære aktivitet er dykning, og i Saladan og langs strandvejen finder du flere dykkershops. Prøv f.eks. Dive and Relax på Castaway Beach Resort eller Lanta Diver på bl.a. Relax Bay Resort.

Penge
Koh Lanta har tonsvis af kontantautomater i både Saladan og langs strandvejen.

Vejret
Koh Lanta har bedst vejr og dermed højsæson fra starten af december til marts/april. Selvom det er den tørre periode kan en byge ikke udelukkes. Forvent temperaturer i perioden på 28°-32° C, varmest i marts/april.

I maj begynder vejret at blive mere ustadigt og temperaturen kan stige til 35° C. Regnbygerne bliver flere og når den våde periode for alvor begynder i juni ligger temperaturen på 30-32° C. De vådeste måneder er september og især oktober.
Del
Forrige artikelNew Yorks pladser og parker
Næste artikelTre gode restauranter i Sultanahmet
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

7 Kommentarer

  1. Yes. Fede billeder og god info. Vi er på vej til Asien på rygsæktur og skal da klart forbi Koh Lanta. Det lyder som noget for os som gerne vil have et sted at slappe af mellem de kulturelle oplevelser.

    • Hej Mik. Koh Lanta kan helt sikkert anbefales til nogle rolige dage på jeres tur rundt i Asien. Ha’ en rigtig god tur 🙂

  2. Hej. Vi tager tre uger til Thailand i januar og vil gerne forbi Phi Phi. Synes du hellere vi skulle vælge Koh Lanta i stedet for Phi Phi?

    • Hej Simone. Hvis I er længere tid af sted, kan I sikkert nå begge øer ;-). Men personligt er jeg helt klart mest til Koh Lanta. Her er mere plads og en mere afslappet atmosfære. Er I til fest og farver, så er det Phi Phi I skal vælge. Dog kan I finde strande på Phi Phi, der er mere rolige, men så er der måske ikke så meget liv udenfor hotellet.

  3. Vi er også superglade for Koh Lanta. Vi er kommet der syv år i træk nu og vi skal snart booke rejse nummer 8. Et tip er at leje en scooter for at komme rundt. Der er ikke så meget trafik så det er nemt at køre.

  4. De sidste par år har vi brugt Lanta som start og slut på vores øhop i Sydthailand. Der er altid lige en ny ø man skal opleve.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here