Koh Kood – det thailandske tropeparadis

Koh Kood – det thailandske tropeparadis

+ masser af nyttige rejseinformation nederst på siden

9594
6

Det må være sådan der ser ud i paradis. En helt øde strand med kridhvidt sand, høje palmer og krystalklart vand. Jeg er taget på kajaktur langs kysten af den thailandske ø Koh Kood, hvor jeg netop er gået i land på den perfekte drømmestrand. De findes åbenbart endnu de øde verdensklassestrande. Jeg kigger på mit kort, den har ikke noget navn. Jeg har fundet den. Min helt egen strand.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Det lille fiskersamfund Ao Salad, hvor båden fra fastlandet lægger til

Lad nu være med at kigge ned siger jeg til mig selv og prøver at holde tungen lige i munden. Jeg er taget med den lille færge fra Laem Sok på fastlandet til Ao Salad på Koh Koods nordøstkyst. Landgangen består blot af et bræt, men heldigvis sørger det hjælpsomme personale for, at bagagen fra de knap 20 turister kommer sikkert i land.

Vi hopper op på ladet af en pick-up og med kufferterne mellem benene og på taget af en efterfølgende bil, når vi frem til Koh Kood Beach Resort, der ligger pragtfuldt på øens vestkyst. Resortet er ejet af Jysk Rejsebureau, og det er et vidunderligt sted, hvor du under ordnede forhold kan bo på en næsten uberørt bountyø.

Book hotel på Koh Kood med prisgaranti

Cykeltur på Koh Kood

Hvis du cykler på Koh Kood, så er du enten masochist eller træner til Tour de France, står der i en af de få bøger, jeg kan finde om øen. Det skulle vi nok have læst inden vi lånte et par cykler for at se nærmere på Koh Kood. Så længe det går nedad er det sjovt, men den anden vej! Først besøger vi det lille Klong Yai Kee vandfald, hvor vi er de eneste mennesker, måske fordi trapperne derned er temmelig stejle.

Vi fortsætter mod nord, passerer et par klonger og støder lige ind i porten til det ultraluksuriøse Soneva Kiri Resort, der må siges at være den ultimative kontrast til det lille lokalsamfund udenfor. I små træskure lever indbyggerne her et yderst primitivt liv, og på mine snart mange rejser til Thailand, kan jeg ikke huske, at har set noget fattigere. Halvdelen af hjemturen foregår til fods, vejene er simpelthen for stejle til at vi kan cykle på dem.

Koh Kood
Klong Chao-vandfaldet
Koh Kood – perfekt til afslapning

Koh Kood er det perfekte sted at slappe af. Her er roligt, og vi behøver ikke at tage stilling til alverdens tilbud fra skræddere, massører, tuk-tuk-chauffører og sælgere, for de findes simpelthen ikke. Øen er Thailands fjerdestørste og den sydligste af øerne i Koh Chang Maritme Nationalpark. Alle strande ligger på vestsiden, og her er ikke nogen egentlige byer, men små fiskersamfund, der ligger spredt langs kysten.

Koh Kood er en smuk ø, der næsten udelukkende består af jungle, klonger, vandfald og fantastiske strande. Flere af dem kan kun nås med båd, især på den sydlige del af øen, hvor vejene enten er elendige eller ikke-eksisterende.

En tur rundt på øen

“Jeg venter her”, siger den venlige chauffør. Vores cykeleventyr er slut, for de næsten lodrette veje er mere end vi kan klare. Vi har derfor fået fat i en bil og chauffør, der kan køre os rundt på Koh Kood. Første stop er det lille fiskersamfund ved Ao Salad, hvor vi også ankom med færgen. Man kan næsten ikke kalde Ao Salad for en by, her er blot en lang træmole og et par sidebroer.

koh kood
Strand ved Captain Hook Resort

Vi møder næsten ingen mennesker, men i et hus sidder to mænd og ordner fiskenet. Foran ligger tusinder af rejer og tørrer i solen, og vi finder hurtigt ud af, at rejepasta er en af byens specialiteter. Her og der ser vi fiskere gøre klar til nattens fangst, men der er ikke meget liv i Ao Salad, der ellers er øens største fiskersamfund.

Koh Kood har en del vandfald, og vi har allerede besøgt Klong Yai Kee, men det mest berømte vandfald er Klong Chao, som Kong Rama VI’s besøgte i 1911. Det er her vi står nu og ser en håndfuld turister bade i poolens klare vand. Vores chauffør forsikrer os om, at vandfaldet er væsentlig større og smukkere i regntiden.

Vi kører ud til vestkysten igen. Til Klong Chao Beach, der har en håndfuld overnatningssteder, barer og restauranter. Der er nybyggeri i gang ved stranden, og der er ingen tvivl om, at Klong Chao Beach er den af Koh Koods strande, der har størst potentiale til at blomstre som egentlig turistby. Men lige nu er alt fredeligt og tempoet i bund.

Vi besøger Peter Pan Resort, der ligger direkte ud til den lækre strand. De pragtfulde beach bungalows ser dejlige ud, men det må blive en anden gang. Vi gør også et stop ved Ta Pao-molen, hvor mange af speedbådene fra Koh Chang lægger til. Også her er der hvid og næsten øde sandstrand med høje palmer så langt øjet rækker.

koh kood
Ukendt strand – min strand – i baggrunden Captain Hook Resort
Min strand

Jeg kan ikke bruge hele ferien på at dase på det dejlige resort. En cykeltur er stadig udelukket, så jeg låner en kajak. Og mens halvdelen af gruppen sejler med en af hotellets både ud til den lille ø Koh Mai Si Lek for at besøge perlefarmen Talay Sai, så stævner jeg ud fra kysten i speedbådens kølvand. Det er rundt om pynten, at jeg åbenbares for den fantastiske strand, som jeg nu gør krav på.

Det er fristende at blive i mit lille paradis. Måske sætte en hængekøje op mellem palmerne eller hvad med et lille hus? Man har jo lov til at drømme, men jeg sejler videre. Forbi Captain Hook Resort, der ligger ved kanalen Klong Yai Kee til jeg når en lille tange med endnu en skøn og øde strand. Stilheden brydes af larmen fra store maskiner. Et par hundrede meter fra mig er de ved at grave ud til et nyt resort. Jeg vender om, tilbage til mit paradis.

Koh Kood Beach Resort og Ban Klong Mat

Vores hotel, Koh Kood Beach Resort, lever helt op til forventningerne. Det lækre Thai Twin House med egen jacuzzi og forrygende udsigt over det glinsende blå hav fås ikke meget bedre og er nærmest et fund til pengene. Solnedgangene er perfekte, og selv om rejsen hertil kan være lang, så er det et oplagt sted til familieferien.

Resortet ligger ved det lille fiskersamfund i Ban Klong Mat, hvor livet går sin stille gang. Faktisk består byen blot af en lang mole, hvor vi går flere ture og får et lille indblik i en kultur og livsstil så fjern fra vores egen. Et sted sidder en lille familie, og jeg spekulerer på, hvad de egentlig lever af. Fisk selvfølgelig, men de viser mig også, at de sælger tørret chili. Jeg køber et par poser til madlavningen derhjemme, og får et smil med på vejen.

Koh Kood
Ban Klong Mat ved Koh Kood Beach Resort
Farvel til Koh Kood

Koh Kood er en pragtfuld ø. Jeg føler mig lidt som Robinson Crusoe, men om lidt er det slut. Civilisationen kalder. Hvordan mon her ser ud om 5 år? 10 år? Og hvordan kan det lade sig gøre, at en ø med utallige verdensklassestrande har været uberørt så længe? Det er nok også kun et spørgsmål om tid, øen kan meget vel blive den næste i rækken af uopdagede paradisøer. Så vil du opleve Koh Kood, som jeg har oplevet den, så se at komme af sted. Og husk: Du er altid velkommen på min strand!

Book flybilletBook hotel på Koh KoodBook pakkerejse

Information Koh Kood
Overnatning
Antallet af resorts på Koh Kood stiger stille og roligt. Stort set alle overnantningssteder ligger ud til vestkysten ved en af øens lækre strande. Du kan booke overnatning hos Sawadee.com. Klong Chao har også flere muligheder for backpackere.
Transport
Tidligere var det kun muligt at besøge Koh Kood hvis man havde booket et ophold på et af øens resorts, der sørgede for transport fra fastlandet. I de sidste par år i takt med udviklingen af turismen på Koh Kood, er der kommet regulære færgeforbindelser. Nin Ming Korn Boat sejler hver dag klokken 12.30 fra Laem Sok på fastlandet til Ao Salad på Koh Kood. Prisen er 350 baht for voksne og turen tager halvanden time.
I Ao Salad holder der Songtaew's klar der kan køre dig til dit hotel. De unge fyre der kører bilerne er meget søde og hjælpsomme. Landgangen i Ao Salad er ikke for dårligt gående! Nin Ming Korn Boat sejler fra Koh Kood klokken 9.00. Koh Kood Seatrans sejler fra Laem Ngob på fastlandet tirsdag, fredag og lørdag klokken 9.00, overfarten tager ca. 2,5 timer og koster 400 baht. Færgen sejler retur til fastlandet torsdag, fredag og søndag klokken 13.00.
Mens Nin Ming Korn Boat og Koh Kood Seatrans er større både, så er der flere selskaber der benytter speedbåd til transporten. CJ Speedboat og Siriwhite Speedboat sejler begge fra Laem Sok, ikke fra den lange mole, men fra en mindre bådebro ca. 500 meter derfra. Der er afgang klokken 9.00 og klokken 13.00 og speedbådene sætter dig af ved dit resort, hvis dette har en mole. Sejltiden er 45 minutter - 1 time og prsien er 600 baht.
Personalet i Laem Sok er hjælpsomme og bærer bagagen ombord, landgangen kan dog være besværlig. Sejler man med speedbådene fra Koh Kood til Laem Sok, så kan personalet i informationen være behjælpelig med at bestille taxi til Trat busstation eller lufthavnen. Ved den lille bådebro og billetsalget i Laem Sok har både Captain Hook Resort og Peter Pan Resort på Koh kood en lille informationsdesk.
Fra Koh Chang og Koh Mak kan man tage Ao Thai Express, en speedbåd der sejler mellem øerne. Båden sejler klokken 11.00 fra Klong Prao Beach på Ko Chang og sætter passagerer af på Koh Wai, Koh Kham, Kog Rayang, Koh Mak og slutter på Koh Kood. Fra Koh kood sejles der klokken 11.30, turen tager ca. to timer. Ao Thai Express har hver fredag også en rute fra Koh Kood til Had Lek ved den Cambodjanske grænse.
Afgang klokken 13.00 fra Koh Kood og klokken 16.00 fra Had Lek. Island Hopper sejler fra Bang Bao på Ko Chang klokken 8.00 og 12.00 til øerne Koh Wai, Koh Mak og Koh Kood. Når man skal forlade Koh Kood kan man forhøre sig i receptionen på sit hotel om de bedste muligheder, afgangstider og selskaber kan ændre sig fra dag til dag.
For at komme rundt på Koh Kood kan man få sit hotel til at booke en songtaew, der er kun få veje på øen og man prajer ikke bare en taxi på gaden. Flere resorts udlejer cykler eller scootere, vær dog opmærksom på at Koh Kood er temmelig kuperet og det er lidt af en udfordring at cykle rundt.
Mad
Koh Kood har kun få restauranter uden for hotellerne, og barer ser man stort set ikke.
Aktiviteter
Dykning, snorkling, cykel- og kajakture er de mest populære aktiviteter.
Strande
Langs hele vestkysten er der fremragende strande med høje slanke palmer, hvidt pulversand og krystalklart vand. Mange af strandene er svære at nå fra landsiden. Book en speedbåd, eller tag en tur i kajak for at udforske kysten.
Værd at vide
Det kan være vanskeligt at veksle penge på øen, medbring derfor en god potion baht, de fleste resorts modtager dog visakort.
Vejret på Koh Kood
Koh Kood har mest solsikkert vejr fra december til marts. Temperaturen ligger på ca. 32°C. Sommermånederne er regntid på øen, netop denne del af Thailand får store mængder regn i denne periode. Temperaturen ligger på ca. 30°C, men det føles til gengæld meget fugtigt.
Nyttige links
Det thailandske turistbureau
Udenrigsministeriet rejsevejledning
Koh Kood Beach Resort
Del
Forrige artikelFuerteventura – Kanarieøernes strandparadis
Næste artikelBeijing – hvor det nye og gamle Kina mødes
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

6 Kommentarer

  1. Vi var der for 3 år siden, og tager derud 3 dage igen i år i april. Vi lejer en scooter og kører bare rundt, ser vandfaldene, strandene, de forskellige resorts, køber en is/øl og lidt snacks hor vi kommer frem.

Svar på indlæg