Hjem Thailand Khao San Road – Bangkoks berømte backpackergade

Khao San Road – Bangkoks berømte backpackergade

Khao San Road er ikke længere kun for backpackere

“Money kills”, står der på muren. Foran ligger et par døddrukne turister, der netop har forladt en af gadens barer. Få skridt derfra kommer en buddhistmunk i sine karakteristiske orange klæder gående. Han ænser dem ikke.

Det er tidlig morgen på Khao San Road i Bangkok, og endnu en dag skal til at tage sin begyndelse. Forretningsdrivende, gadekøkkener og sælgere kæmper allerede om pladsen, og om få timer vil gaden være stuvende fuld af forventningsfulde mennesker, der er på vej ud i verden.

Ingen kunne vide, hvad det ville udvikle sig til, da det første guesthouse åbnede på Khao San Road i 1982. Enhver der har besøgt gaden i dag, vil vide hvad jeg taler om. Khao San Road i den gamle del af Bangkok er blevet centrum for verdens backpackere med Asien, Australien og det vestlige stillehav som destination.

Man forstår hvorfor nyankomne turister får et gigantisk kulturchok, når de første gang ser denne sydende heksekedel. Her er proppet med turister og i den kvælende varme i de smalle gader hænger hotelhajer, taxichauffører og sælgere på skuldrene af dig.

Legendariske Khao San Road

Nåh ja – sådan var det første gang jeg besøgte Khao San-området. Dengang skrev jeg, at det bestemt ikke er mit yndlingsområde i Bangkok. Det tager jeg i mig igen.

Med årene har Khao San Road og de omkringliggende gader udviklet sig til et egentligt turistcentrum, og området henvender sig ikke længere kun til backpackerne.

Tidligere fyldte butikkernes varer det meste af gaderne, men myndighederne har ryddet op og slår hårdt ned på handlende, der ikke overholder reglerne. Der er med andre ord komme lidt mere “luft”, og det har virkelig gjort godt for den lange gade.

Her og der er der poppet caféer og coffeeshops op, ligesom der også er kommet et lidt større udvalg af hoteller. Selv rygsækfolket kræver ordentlige forhold, og det har skabt de såkaldt boutique hostels – overnatning, der er billig, men hvor der trods alt er rent og pænt.

Men er du hardcore backpacker så fortvivl ikke. Khao San er på mange måder stadig sig selv. Man kan ikke andet end trække på smilebåndet over de mange forskellige mennesker, der kommer her.

Khao San har mange barer og caféer

I mylderet af sælgere, gadekøkkener og tuk-tuk- og taxichauffører, kan du støde på hippier, jordomrejsende, flashpackere, nysgerrige og selvfølgelig alle rygsækturisterne.

Mange af hippierne ligner nogen der har haft sin gang i Khao San-området i årevis – måske er de slet ikke kommet videre? Langt de fleste backpackere er unge, men af og til kan man se ældre par, der traver gennem gaden med deres store rygsække. Et synligt bevis på, at flere og flere pensionister tager den drømmerejse, de ikke havde råd til som unge.

Khao San Road er først og fremmest en markedsgade henvendt til turister. Konkurrencen er stor, så priserne er lave. Du kan finde et stort udvalg af t-shirts, trøjer, shorts, tasker, sandaler og meget andet godt. Her er selvfølgelig også butikker med brugskunst og souvenirs.

Men vigtigst er de mange guesthouses, tourbureauer, barer og spisesteder. Turisterne har alt hvad de skal bruge inden for rækkevidde. Også når det gælder transport. Uanset om du har kurs mod Koh Tao, Cambodja, Nordthailand eller den malaysiske grænse, så kan du købe transporten her.

Khao San-området har adskillige gadekøkkener

Billig overnatning og masser af barer

Det var gode billige guesthouses der startede det hele. Nogle af dem ligger her stadig, men man kan finde endnu flere i de omkringliggende gader. Det er bestemt ikke luksus, en del af dem ligger i baggårde, og de billigste har ingen vinduer.

Khao San Road er også fest og farver. Både her og på parallelgaden Thanon Rambuttri ligger en stribe barer, men overfor sidstnævnte gade, på den anden side af Thanon Chakraphong, fortsætter backpackerkvarteret på den lange gågade Soi Rambuttri.

Her mangler der heller ikke barer, men gaden har også god shopping og mange spisesteder. Det heftige natteliv omkring Khao San Road står i stor kontrast til den thailandske hverdag. Det er her, man tidlig morgen kan se fulderikker side om side med orangeklædte munke på jagt efter almisser.

Khao San Road er en gade fuld af energi. Nogle turister er lige ankommet, mens andre er på vej hjem efter en lang rejse i Asien. Mange venskaber opstår, erfaringer udveksles og rejseplaner bliver lagt. Selvom Khao San-området er hektisk og kan virke overvældende, så er det et godt sted at starte sin ferie som turist i Bangkok.

Du vil uden tvivl få adskillige forslag til, hvor din rejse skal gå hen, blive opdateret på nye steder, der lige er åbnet, og steder, der ikke længere er værd at besøge. Husk at passe på billethajer, taxichauffører og andre, der skruer prisen op – ha’ din sunde fornuft med og nyd så din ferie i dejlige Asien.

Soi Rambuttri

Nyttige links til din rejse til Bangkok

Transport

Fra Danmark er det nemt at komme til Bangkok. Flyv direkte med Thai Airways eller snup en mellemlanding i f.eks. Doha, Dubai, Istanbul eller Amsterdam. Søg og sammenlign flybilletter her.

Har du brug for transport i forbindelse med din rejse, f.eks. lufthavnstransfer, så kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand her.

Læs meget mere om transport generelt i min Bangkok rejseguide.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Bangkok