Hotel Ærø i Svendborg

Hotel Ærø i Svendborg

581
0

Det er diset, men her og der prøver solen at bryde gennem skydækket. Den råkolde efterårsvind får mig til at slå kraven op, men da jeg træder indenfor i receptionen på hotel Ærø i Svendborg bliver jeg heldigvis mødt af varme. Jeg behøver kun at være her i kort tid før jeg finder ud af, det lige præcis er varmen og gæstfriheden, der gør hotellet værd at besøge.

aeroe-1“Mit værelse er godt nok lille”, siger en af mine medrejsende, da vi mødes over morgenmaden. Så skulle hun bare se mit tænker jeg og føler mig straks heldig over at bo i et såkaldt udsigtsværelse, hvor der også er masse af plads. Jeg har to rum og endda udsigt over havnen og kan fra første parket følge med, når færgerne til øerne i det sydfynske øhav afgår.

Men hotel Ærø har vokset sig langt ud over bygningen, hvor receptionen og restauranten ligger. På den anden side af gaden ligger endnu flere værelser, og turen op til mit værelse er bestemt ikke for gangbesværede. Værelserne på hotellet er temmelig uensartede, og da jeg taler med flere af hotellets gæster, finder jeg hurtigt ud af, at det er hit or miss. Enten er man utilfreds eller har som jeg et smil om munden.

Se de mange ferietilbud i Danmark

Selvom jeg tilsyneladende har fået et af hotel Ærøs bedre værelser, så har også jeg et par kritikpunkter. Den voldsomme stank af mug på badeværelset, hvor der også er gået en pære er et par af dem. Og så gør skråvæggene, at man højst må være halvanden meter høj for at bruge spejlet.

Sengen er glimrende og det store fladskærms-tv har masser af kanaler. Hvad gæsterne skal med det mindre rum er uvist, men her står en el-kedel og et lille udvalg af te og kaffe.

God mad på hotel Ærø

Kyllingesteg. Gad vide hvad det er tænker jeg. Udvalget på menukortet i restauranten er fint, og der er flere retter, der lyder indbydende. Men nysgerrig som jeg er spørger jeg ind til kyllingestegen. Den unge tjener svarer smilende, og er i det hele taget yderst serviceminded. Hun har allerede spottet at jeg er alene og har udstyret mig med dagens aviser.

Restaurant Ærø ligger godt nok i selve hotelbygningen, men der er også adgang fra gaden, og stedet ser ud til at være populært. Maden er typisk dansk kromad med et strejf af bl.a. det franske køkken. Min kyllingesteg er glimrende, og det er som at komme tilbage til mors køkken da agurkesalaten, kartoflerne og den brune sauce kommer ind på bordet.

Også morgenmadsbuffeten er glimrende. Jeg kan vælge alt i rundstykker og der bl.a. rugbrød og pålæg som til en frokost. Der er noget for enhver smag, men desværre lever servicen ikke helt op til aftenen før. På trods af de få gæster i restauranten, så kniber det med at få ryddet bordene. I en halv time sidder jeg og spiser i krummer og beskidte tallerkener fra tidligere gæster.

Hotel Ærø er et fint bekendtskab

Jeg tager fra hotel Ærø med en god fornemmelse. Jo, der er bestemt flere ting, som kunne gøres bedre. Ting, som egentlig er nemme at rette op på og ville give et bedre indtryk af hotellet, men jeg er nu ganske godt tilfreds. Det er venligheden jeg vil huske og selvfølgelig beliggenheden. Det bliver ikke mere centralt end her. Så vælg du bare hotel Ærø, hvis du kommer forbi Svendborg, men husk at spørge efter et udsigtsværelse.

Book Hotel Ærø her

Anmeldelse
Værelse
Service
Beliggenhed
Mad
Værdi for pengene
Del
Forrige artikelTre gode restauranter i Singapore
Næste artikelTil fodboldfest i Berlin
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg