Hjem Vietnam Hoi An – Vietnams mest charmerende by

Hoi An – Vietnams mest charmerende by

Som ved et trylleslag letter tågen, og flodens liv åbenbarer sig for os; En gammel overfyldt færge, små fiskerbåde, primitive huse langs bredden og masser af smukke fugle. En sejltur på Thu Bon-floden er et must-do i Hoi An, men vi finder hurtigt ud af, at den lille charmerende by, der engang var en af Østens vigtigste havnebyer, har mange andre spændende seværdigheder.

Hoi An
Hoi An omkring den gamle bydels livligste område

På rundtur i Hoi An

”Nogle år står vandet her til”, siger den unge fyr, og peger på et mærke mellem første og anden etage på det flotte hus. Nok er Hoi An en pragtfuld lilleby, men hvert år bliver idyllen spoleret af tropiske cykloner, der truer med at ødelægge de gamle huse, som stammer fra dengang byen hed Faifo og var centrum for handel med bl.a. krydderier, papir, medicin, silke og te.

Kinesiske og japanske skibe sejlede sydpå om foråret, drevet af nordøstvinden, og de opholdt sig i byen til sommeren, hvor sydlige vinde bragte dem tilbage. Under deres ophold i Hoi An lejede og byggede de huse, og på den måde startede den stærke kinesiske og japanske indflydelse, der stadig kan ses i byen. Mange af de kinesiske familier i Hoi An er 7., 8. eller 9. generation, f.eks. i huset Phung Hung, som vi besøger nu. Det er her den unge fyr viser os rundt, og bl.a. fortæller om kampen mod naturens kræfter.

Familien har boet i huset i mere end 230 år, og Phung Hung er blot et af flere huse i Hoi Ans gamle bydel, der er privatejet. Et særsyn i Vietnam, hvor regeringen normalt ejer alt. Et særsyn er også de charmerende gågader, hvor scootere og biler ikke har adgang. Lokale og turister cykler mellem hinanden, og de charmerende huse i klare pastelfarver ligger på stribe. Hoi An er fredfyldt og lige præcis sådan en sted man ønsker at besøge, når man står i en af Vietnams travle og larmende byer.

hoi an
Den berømte japanske bro

Mellem de historiske huse og templer ligger butikker, gallerier og caféer. Byens vartegn er Den Japanske Bro, der er fra slutningen af 1500-tallet. Broen er ret beskeden, men har alligevel en særlig plads i byens historie, da den forbandt Hoi Ans japanske og kinesiske bydele. Franskmændene har med tiden gjort broen mere farbar for deres køretøjer, men ellers står den nogenlunde, som da den blev bygget.

I Den Gamle Bydel ligger også flere gamle templer og forsamlingshuse. Vi besøger huset for Fujian-kineserne, der oprindelig lå på japansk område, men da franskmændene kom til Vietnam og udbredte katolicismen, blev den japansk kejser så bange for den fremmede religion, at han beordrede alle japanske statsborgere hjem.

Kineserne overtog huset, der nu fungerer som tempel tilegnet havets gudinde Thien Hau, der også stammer fra Fujian. Fælleshuset og templet er utrolig flot med et utal af detaljer og smukke effekter. Indenfor er luften tyk af røgelse, og fyldt med barnløse par, der valfarter til stedet for at bede til frugtbarhedsgudinden.

hoi an
Et af byens mange kinesiske templer

Fiskere og fugle på Thu Bon-floden

Der er stille på floden. Af og til sejler vi forbi små både, hvor fiskerne er i gang med morgenens fangst. Nettene bliver kastet ud med stor præcision, og langsomt snævres de ind efterhånden som fiskerne hiver dem tilbage i båden. Tågen er lettet, og Thu Bon-floden ligger nu badet i sol. Fuglelivet er fantastisk, hejrer og storke følger nysgerrigt med fra det lave vand ved bredden, hvor den vietnamesiske hverdag folder sig ud lige for øjnene af os.

På floden er der ikke kun fiskere i både. Det er imponerende at se hvor kreative vietnameserne er for at fange fisk. Nogle lægger lange garn på bunden, mens andre har lavet store hejseanordninger af træ og bambus med et enormt net i midten, som de hejser op til overfladen.

Vi bliver sat i land igen ved byens marked, der er summer af liv. Her er alverdens frugt og grønt i alle mulige former og farver, men det er fiskemarkedet ved siden af, der er mest berømt. De fleste sælgere har den karakteristiske pyramideformede hat på, og alle ser ud til at have travlt med enten at handle eller spise ved de rullende gadekøkkener.

Da vi går ned ad gaden, der løber langs floden, nyder vi den skønne atmosfære. Fiskerbådene vugger blidt i floden, og lokale søger skygge under de høje slanke palmer, mens krybende lilla bougainvilleaer er ved at omklamre de gamle farvestrålende huse. Jo, Hoi An er i den grad en charmerende by.

hoi an
Fiskere på floden tidlig morgen

På cykel til Cao Dai-stranden

”Hvor kommer du fra”, spørger den smilende mand. Jeg fortæller ham, at jeg kommer fra Danmark, og et par minutter udveksler vi livserfaringer, inden vi begynder at tale om det jeg egentlig var kommet for; at leje et par cykler. Alle de lokale cykler, og hvorfor ikke gøre som dem? Den sympatiske mand ønsker os en god tur, og mens vi bruger lidt tid på at vænne os til cyklerne, kører vi langsomt ud af byen til vores mål; Cao Dai Beach.

Hoi An ligger ikke ud til stranden, men Cao Dai Beach ligger blot fire kilometer fra byen. Selvom Hoi An er en mindre by, så slipper vi i yderområderne ikke for vietnamesernes mildt sagt håbløse trafikkultur. Der er dem, der siger, at de kører på cykel, scooter eller bil som de går på gaden. Det skal såmænd nok passe, i hvert fald sik-sakker vi os til kysten, hvor den glimrende Cao Dai strand venter på os.

Det er sent på eftermiddagen og palmerne kaster lange skygger ind over stranden. Her er grupper af solstole, mindre barer og frem for alt god plads. Cao Dai Beach er dejlig og med fint sand, men det bliver dog hurtigt dybt. Vi snupper en forfriskning i sandet inden turen går tilbage igen. Der er så meget at kigge på og vi gør flere stop. Den lave sol synes at gøre rismarkerne endnu grønnere, og mens en flok arbejdere knokler med at høste, trækker en bonde sine vandbøfler over vejen.

Hoi An
Den glimrende strand ca. fire km fra Hoi An centrum

Hoi An – et ægte shoppingparadis

Håndsyede sko, broderede tasker og smukke tørklæder er blot nogle af de ting Hoi Ans butikker tilbyder. Men vi ser også bedeskåle, silke, malerier og brugskunst. Og så er der alle skrædderne, der har flotte kjoler og dragter i vinduet. Nogle steder kan du få skræddersyet tøj på bare 12 timer. Jo, selvfølgelig er her også souvenirs, men langt de fleste ting man kan købe i byen holder god kvalitet, og priserne er generelt helt i orden.

Hoi An har også adskillige hyggelige gallerier, hvor lokale og fastboende udlændinge udstiller deres værker. Her er også antikforretninger, keramik og træarbejde, og det er nemt at gå shop-amok i de små hyggelige gader.

Hoi An er sådan en by man ikke vil hjem fra. Det vil vi i hvert fald ikke. Her får du alt det bedste Vietnam har at byde på. Nåh ja, der er ingen store monumenter eller levn fra den amerikanske krig, men her så meget andet. Man forstår, hvorfor enhver backpacker med respekt for sig selv skal besøge Hoi An på sin Asienrejse. Atmosfæren, shoppingen, stranden. Og så er der den gode mad. Uanset om du er til vietnamesisk eller europæisk, så vil du ikke gå sulten i seng.

Den afslappede bohemeatmosfære er helt unik. Der er tidspunkter, hvor Hoi An minder om en kunstigt opført by med turisme for øje. Sådan et sted, der er lidt for perfekt. Men byen er ægte, og her synes at være plads til alle; backpackerne, hippierne og pakketuristerne. Hoi An er som en dukkeby, et eventyrland, hører vi flere sige, og den sammenligning er såmænd ikke helt forkert.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiRejser til Vietnam

Information Hoi An

Overnatning
Hoi An har et glimrende udvalg af hoteller og guesthouses. På trods af byens popularitet er prisen for en overnatning nogenlunde den samme som i resten af landet. De bedre hoteller og resorts ligger ikke i centrum, men ud til stranden 4-5 km fra bymidten. Enkelte hoteller ligger langs floden. Hotels.com har et fint udvalg af hoteller.

Transport
Der er ingen problemer i at gå rundt til alle byens seværdigheder. En del hoteller ligger dog et stykke uden for byen, enten langs floden eller ud mod stranden. Mange hoteller udlejer cykler til deres gæster og det er faktisk en fremragende måde at komme rundt på. Taxi findes også, en tur fra Hoi An centrum til stranden koster et par dollars. Byens busstation ligger 1 km vest for centrum og herfra kan man tage bussen til Danang, men Hoi An er også betjent af adskillige Open Tour-busser og man kan kontakte en af de mange tourudbydere for at blive samlet op. Fra Hoi An koster det ca. 8 dollars til Nha Trang og ca. 4 dollars til Hue.

Bank
Der findes banker og kontantautomater i Hoi An, byen er lidt af et shoppingparadis. og der er masser at bruge penge på.

Mad
Også Hoi An har sin særlige ret, der bidrager til det vietnamesiske køkken, nemlig cao lao, en suppe med flade nudler, bønner, brødcrutoner og svinekød. Også bahn bao, en slags forårsrulle, er en af byens specialiteter. Desuden spiser man meget fisk i Hoi An, men i det hele taget er der mange muligheder, både når det gælder lokal og international mad. På gaden Bach Dang, der ligger ud til floden er der masser af restauranter.

Aktiviteter
Det helt store hit i Hoi An er madlavningskurser, der er mange muligheder og man starter som regel med at gå på markedet og købe friske råvarer. Forhør dig eventuelt hos andre rejsende om deres erfaringer. Regn med priser på ca. 20 dollars. En tur på Thu Bon floden er en anden mulighed. På kajen ved markedet kan man hyrer en båd og det koster ca. et par dollars i timen.

Nyttige links
Vietnamtourism.com
Udenrigsministeriets Rejsevejledning
Rejser til Vietnam
Del
Forrige artikelHalong Bugten – Den Nedstigende Drages Land
Næste artikelSantiago – Kap Verdes hovedø
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 43 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

6 Kommentarer

  1. Vi er lige kommet hjem fra Østen og Vietnam hvor vi besøgte Hoi An. Fedt sted som jeg helt sikkert skal tilbage til. Mødte så mange nye venner og jeg er også helt vild med den by !!!

  2. Hoi an er bare byen i Vietnam – når man først har været der vil man tilbage. En uge i Hoi an er ikke for meget

  3. Helt enig. Hoi An er en rigtig dejlig by der også er en slags samlingspunkt for backpackere. Superstemning og god mad. Tip: tag med Easy riders ind i landet, det er en uforglemmelig oplevelse. Prøv madkursus og til pigerne: shop shop shop

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here