Hjem Vietnam Besøg i Ho Chi Minh’s Mausoleum

Besøg i Ho Chi Minh’s Mausoleum

+ praktisk information til dit besøg ved Ho Chi Minh-komplekset nederst på siden

“Stil op i to rækker, af med hatten, ingen snak og hænderne op af lommen”, siger den meget formelle vagt, der er iført en kridhvid og perfekt strøget uniform.

Vi er på vej ind i Ho Chi Minhs Mausoleum i Hanoi, hvor vi i grupper får adgang til det allerhelligste; Selve rummet, hvor Vietnams landsfader ligger til offentlig skue, balsameret og gemt, så kommende generationer ikke glemmer Vietnams grufulde historie og hvem, der befriede landet.

Mausoleet er i kold kommunistisk stil og minder påfaldende meget om Maos Mausoleum i Beijing.

Det kan synes underligt, at man har valgt at balsamere Ho Chi Minh, når han selv ønskede at blive kremeret og asken skulle spredes i alle dele af landet. Men mon ikke Vietnam på det tidspunkt (og måske stadig) havde brug for noget nationen kunne samles om, noget at se op til?

Ho Chi Minhs Mausoleum

Ho Chi Minh er Vietnams landsfader. Overalt ser man billeder og statuer af den mand, der i flere omgange har givet landet sin selvstændighed tilbage. Ho Chi Minh blev født i 1890 under fattige kår, og efter skoletiden i Hué tog han hyre på et skib, der sejlede ham til Frankrig.

Han bosatte sig i Paris, hvor han var med til at stifte det franske kommunistparti. Ho Chi Minh blev sendt til Moskva og derfra videre til Asien, hvor han fungerede som efterretningsagent.

Gennem årene havde Ho Chi Minh tillært sig adskillige sprog og kombineret med hans evne til at forklæde sig, var han næsten umulig at fange for franskmændene, der jagtede ham i årevis.

I 1941 rejste Ho Chi Minh til fødelandet Vietnam for første gang i 30 år, hvor han grundlagde Viet Minh, hvis mål var et selvstændigt Vietnam, uafhængigt af det franske kolonistyre og japanerne, der besatte landet under 2. verdenskrig.

Ho Chi Minhs mausolæum
Præsidentpaladset

I 1942 blev Ho Chi Minh arresteret, men efter løsladelsen førte han an i augustrevolutionen, der relativt ublodigt sendte japanerne ud af landet.

Ho Chi Minh kunne 2. september 1945 erklære Vietnam for selvstændigt, men i praksis var det stadig franskmændene, der havde magten. De led dog et voldsomt nederlag i det berømte slag ved Dien Bien Phu i 1954.

Vietnam var nu et frit land og indtil hans død i 1969 sad Ho Chi Minh som præsident i Nordvietnam. Han nåede dog ikke at opleve Nordvietnams sejr over Sydvietnam og den efterfølgende genforening.

Der er stor respekt om Ho Chi Minh, han var en beskeden mand, der levede et enkelt liv, og han var på mange måder ikke særlig kommunistisk i sin tankegang. Selvom Nordvietnam var et diktatur og begik adskillige uhyrligheder, så var Ho Chi Minh absolut forud for sin tid og i mange år langt mere fremsynet og civiliseret end de ledere, der efterfulgte ham.

ho chi minhs mausolæum
Den ensøjlede pagode

Ho Chi Minh Parken og Den Ensøjlede Pagode

Ho Chi Minh bliver virkelig dyrket i Hanoi. Ved mausoleet besøger vi et større område tilegnet den vietnamesiske landsfader. Ud til en lille hyggelig sø ligger hans pælehus, hvor han boede i perioden fra 1958 til 1969.

Oprindelig var det store pompøse præsidentpalads få hundrede meter derfra tiltænkt ham, men der ville han ikke bo, for det lugtede af franskmænd, som han sagde. Der er ikke adgang til præsidentpaladset, der blev bygget i 1906 til guvernøren af Indokina, så vi må nøjes med at se den gamle bygning udefra.

Næsten i forlængelse af søen og Ho Chi Minhs hus ligger Den Ensøjlede Pagode som kejser Ly Thai Tong opførte omkring år 1050. Det siges, at kejseren drømte, at han havde mødt barmhjertighedens gudinde, der siddende på en lotusblomst overrakte ham et drengebarn. Ly Thai Tong giftede sig og fik en dreng, og som tak til gudinden opførte han pagoden.

ho chi minhs mausolæum
Ho Chi Minhs pælehus

Det er ikke den originale pagode, man kan se i dag. En af franskmændenes sidste bedrifter inden de forlod Hanoi var at ødelægge den fine bygning, og den nuværende pagode er opført af regeringen i 1955.

Pagoden er et fint stykke klassisk vietnamesisk arkitektur og står i stor kontrast til det store Ho Chi Minh Museum i kommuniststil lige ved siden af, som vi hurtigt udnævner til Hanois grimmeste bygning.

Kommer du forbi Hanoi på din rejse, så kan jeg kun anbefale at tage forbi Ho Chi Minh-komplekset for at lære mere om den mand, der betyder alt for vietnameserne. Husk blot det pæne tøj på, at tage hænderne op af lommen og lad bare kasketten blive hjemme.

Har du fået lyst til selv at besøge Ho Chi Minhs Maosoleum, så kan du finde praktisk information under billedet.
Ho Chi Minh Museet ligger også på området

Praktisk information til dit besøg i Ho Chi Minhs Maosoleum

Det er gratis at besøge Mausoleet, mens pælehuset, Den Ensøjlede Pagode og Ho Chi Minh Museet hver koster 25.000 dong. Husk MEGET konservativ påklædning ved besøg i mausoleet.

Området er meget populært hos vietnameserne selv, så det er en god idé at undgå at besøge Ho Chi Minh-komplekset i weekends og især på helligdage.

Overnatning

Find overnatning i Hanoi på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de billigste priser. I min Hanoi guide kan du se, hvilke hoteller jeg anbefaler.

Husk

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her.

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Hanoi

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her