Hjem Rejseliv Hjemme igen fra Thailand

Hjemme igen fra Thailand

Rejsen gik Pai og Chiang Mai i Nordthailand til Koh Jum og Krabi i Sydthailand

Så er jeg kommet hjem fra en fantastisk tur til Thailand. Denne gang gik rejsen til Chiang Mai med udflugter til bl.a. Doi Inthanon og Wat Chalermprakiat for derefter at køre til Pai, der ligger i bjergene nordvest for Chiang Mai.

Det var et dejligt gensyn med Chiang Mai, hvor vi bl.a. gik på jagt efter gode restauranter – mere om det i et kommende indlæg. Wat Chalermprakiat siger dig måske ikke så meget, men templet i skyerne er en fantastisk oplevelse. Du kan allerede nu læse mere om vores besøg i Wat Chalermprakiat her.

Pai havde vi ikke besøgt før, men det var kærlighed ved første blik, da minibussen satte os af på hovedgaden i den lille by, der er fuld af alternativ livsstil og skæve eksistenser. Et lille fristed med spor fra 60’ernes hippier og som bare er helt sig selv.

Fra Nordthailand fløj vi til Krabi og kørte og sejlede videre til den lille ø Koh Jum. En lidt overset ø – måske fordi den ligger omgivet af de lækre strande i Krabi og på øerne Koh Lanta og Koh Phi Phi.

Det er som om, at udviklingen er gået forbi Koh Jum – infrastrukturen er elendig og udvalget af overnatningssteder er begrænset. Til gengæld kan du her finde skønne strande, som du kan have for dig selv, og så er befolkningen yderst venlige og gæstfri.

Faktisk er det lidt af en gåde, hvorfor turisterne bare sejler forbi Koh Jum. De unge er undskyldt – her er ikke skyggen af fest og farver, men er I et par eller en børnefamilie, der vil have fred og ro med masser af kvalitetstid med hinanden, så kunne Koh Jum være en mulighed.

Vi skulle jo (desværre) også hjem igen, så vi kørte til Ao Nang, hvor vi tilbragte de sidste par dage af rejsen. Her handlede det mest om at få opdateret rejseguiden til Krabi, men også at finde byens bedste restauranter. Og så tog vi på en tur til Koh Klang, der ligger tæt på Krabi By, men som er en helt anden verden.

Det var en fantastisk rejse og som så mange gange før, glæder jeg mig over, hvor nemt det er at rejse i Thailand og Sydøstasien. Har du ikke prøvet at lave din egen rejse, så giv det et forsøg – det er supernemt og tilmed billigt. Se blot her:

Vores rejsebudget

Pris pr. person
Flybillet CPH-Chiang Mai / Krabi-CPH
kr. 4.000
Hotel Chiang Mai inkl. morgenmad
kr. 660
Hotel Pai
kr. 190
Fly Chiang Mai-Krabi
kr. 350
Hotel Koh Jum inkl. morgenmad
kr. 360
Hotel Ao Nang inkl. morgenmad
kr. 900
I alt for 14 dage
kr. 6.460

Hoteller vi boede på undervejs

My Chiang Mai Boutique Lodge
Pai Country Hut
Le Naview @Prasingh
Koh Jum Resort
Phupha Aonang Resort & Spa

2 Kommentarer

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her