Hjem Rejseliv Godt nytår 2018

Godt nytår 2018

Et lille tilbageblik på året, der gik

Så er vi snart ude af 2017. Et år, der gav mig store rejseoplevelser – det håber jeg også, du har fået. Jeg oplevede bl.a. Polen og Nepal, der blev land nummer 43 og 44, jeg har besøgt.

2017 bød på mange højdepunkter, og det har været svært at vælge de oplevelser ud, som jeg var særlig glad for. Men nedenstående seks ting har gjort et godt indtryk. Desværre er der også tre ting, der har gjort et mindre godt indtryk.

Hvad var godt?

Kathmandu

Hektisk, larmende og vanvittige Kathmandu er et overflødighedshorn af spændende kultur og historie. Men bare det at opholde sig i byen er en stor oplevelse og vil helt sikkert give mig varige minder.

Der er hele tiden noget nyt at kigge på, og turistkvarteret Thamel er liv og glade dage og et godt sted at møde nye mennesker. Det er Østens mystik når det er bedst, og 60’ernes hippievibe gennemsyrer stadig Kathmandu i en pragtfuld atmosfære fra en tid, der var engang. Læs mere om Kathmandu.

Stupaen ved Swayambhunath i Kathmandu
George Town

I George Town spiser vi fantastisk mad til få penge. Gadekøkkenerne laver lækre autentiske retter, og som en bonus kommer vi tæt på de lokale, der i modsætning til os ved præcis, hvad de vil have.

Men der er mere at komme efter i Penangs hovedby: George Town er på UNESCO’s verdensarvliste og har masser af spændende kolonihistorie. Og så er den gamle bydel hyggelig med adskillige caféer og gode kaffebarer på og omkring Chulia Street. Læs mere om George Town

Khao San Road

Bangkoks berømte backpackergade er ikke længere kun for backpackere. Turistområdet, der i dag breder sig over en række gader i det gamle Bangkok er blevet mere mainstream, og det klæder virkelig Khao San.

Rygsækrejsende kan stadig finde alt i barer, spisesteder, overnatning og tourbureauer, men de må nu dele gaderne og den gode atmosfære med mere “almindelige” turister. Sukhumvit Road omtales ofte som Bangkoks turistgade, men den har nu fået alvorlig konkurrence af området omkring Khao San. Læs mere om Khao San Road

Khao San Road i Bangkok
Kraków

Polens kulturelle centrum og tidligere hovedstad er en positiv overraskelse. Turistet? Bestemt, men med god mulighed for at komme væk fra mængden i f.eks. den jødiske bydel Kazimierz. Og så er der alle seværdighederne i ren verdensklasse, hvor forfærdelige de end kan være: Auschwitz-Birkenau og Oscar Schindlers fabrik. Læs mere om Kraków

Den thailandske venlighed

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker at rejse i Thailand. En af årsagerne skal findes i den venlige befolkning, og selvom der er masser af smil i de store turistområder, så får venligheden lige et nyk eller to opad ude på landet.

Sådan var Lopburi, hvor vi blev mødt med en overstrømmende gæstfrihed og utrolig hjælpsomme mennesker. På en eller anden måde blev jeg mindet om mit første besøg i Thailand for over 20 år siden.

Koh Yao Noi

Vi kom virkelig til at holde af Koh Yao Noi. Derude i Phang Nga-bugten mellem travle Krabi og Phuket ligger den pragtfulde ø, hvor vi slappede af i en hængekøje på vores store terrasse med udsigt over det smukke øhav.

Hvor er det skønt, at der stadig findes steder i Thailand, hvor masseturismen endnu ikke er nået frem. Læs mere om Koh Yao Noi

Koh Yao Noi er et herligt paradis

Hvad var skidt?

Københavns Lufthavn

Der var engang. Dengang hvor jeg glædede mig over, at vi i Danmark havde en af verdens bedste lufthavne. Den tid er desværre forbi. Kvaliteten har de senere år været stærkt nedadgående og på min sidste rejse til Nepal ramte vi den foreløbige bund.

Lufthavnen er møgbeskidt med gammelt affald, der ligger i hjørnerne. Og så er der den komiske føljeton om ventetiden i security. Området er nu lavet større, men hvad nytter det, når der kun er fire linjer åbne?

23 minutter om at komme igennem security er bare ikke i orden. Som den eneste lufthavn jeg nogensinde har besøgt (og det er en del), så lader man ankomne passagerer træde lige ind i check-in køerne. Genialt!

Så lang var ventetiden i henholdsvis København og Bangkok på min sidste flyvning: Check-in: 28 minutter i København (endda kun bagagedrop). Bangkok: 4 minutter. Security: København: 23 minutter. Bangkok: 1 minut. Paskontrol: København: 5 minutter. Bangkok: 6 minutter.

Det kræver visum at besøge Nepal
Ind- og udrejse af Nepal

Lad mig sige det med det samme: Nepal er fantastisk, og det er et land jeg med glæde vil besøge igen. Også selvom ind- og udrejse kan være et mareridt. Hvorfor gøre det så besværligt for turister at besøge landet, så de kan bidrage til den mildest talt dårlige økonomi?

Det klinger en anelse hult at bede folk om at tage til Nepal efter jordskælvet i 2015 og oversvømmelserne i 2017, når man insisterer på at gøre det så besværligt som muligt for turisterne at rejse ind og ud af landet. Læs mere om at rejse i Nepal.

Thai Airways

Jeg har fløjet med Thai Airways mange gange. Rigtig mange gange. Men det er en del år siden, da flyselskabet som regel er alt for dyre til mit budget. Men på min rejse til Nepal fik jeg fat i nogle billetter, der var til at betale.

Jeg havde set frem til igen at flyve med Thai, men sikken en skuffelse. Alt det, der adskilte flyselskabet fra alle de andre i branchen er nu væk. F.eks. rigtige glas og bestik, der ikke er lavet af plastic.

Og hvor er smilene blevet af? Thai Airways ligner nu alle de andre flyselskaber, og så har man allerede tabt. Med gamle fly, skyhøje priser og et underholdningsprogram på det jævne er der ingen som helst grund til ikke at væge en af konkurrenterne.

Godt nytår!

13 Kommentarer

  1. Godt nytår og fuldstændig enig mht københavns lufthavn . Det ligner et shoppingcenter. Salg og blimmer er vigtigere end at passagererne kommer godt afsted. Har prøvet at vente væsentlig længere end 23 minutter i secunrity. Det er skrækkeligt.

  2. Godt nytår fra en rejseglad. Min største oplevelse i 2017 var sydafrika. Fantastisk med alle dyrene og naturen. Venlig hilsen

    • Hej Tanja. Uha, Sydafrika lyder også superfedt og er bestemt på min bucketlist….men det er desværre lidt dyrt 😉

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her