Det imponerende Frederiksborg slot ligger lige midt i Hillerød. Hver gang jeg står på torvet langs byens gågade, bliver jeg betaget af det smukke syn af slottet på den anden side af søen. Man er ikke i tvivl om, at lige præcis her ligger et stykke danmarkshistorie, og at den smukke bygning har været centrum for spændende begivenheder.

Frederiksborg Slot som vi kender det i dag er fra ca. år 1865. Allerede 300 år tidligere opførte Kong Frederik 2. det første slot på stedet, men det blev revet ned og erstattet af et større renæssanceslot, som sønnen Christian 4. lod bygge i starten af 1600-tallet.

Indtil slutningen af det 18. århundrede blev Frederiksborg Slot brugt som kongebolig. I midten af 1800-tallet vendte Frederik 7., der blev gift med Grevinde Danner, dog tilbage til slottet, men opholdet fik en brat afslutning med den store brand i 1859. Med undtagelse af slotskirken og audienssalen nedbrændte Frederiksborg Slot, og kun ydermurene stod tilbage.

Selvom det stod klart, at slottet ikke mere skulle bruges som kongebolig, så havde man dog planer om en genopbygge. Finansieringen bestod bl.a. en landsindsamling og den kendte brygger J.C. Jacobsen betalte selv for det museum, som han foreslog slottet skulle bruges til. Resultatet af genopbygningen blev en af Nordeuropas største renæssancebygninger, der selv i dag imponerer.

Frederiksborg Slot
Frederiksborg Slot med Neptunspringvandet

Frederiksborg Slot i dag

I over 300 år har Frederiksborg Slot været hjem for den kongelige portrætsamling og siden 1878 for Det Nationalhistoriske Museum. Overalt i de smukke rum og sale bliver vi præsenteret for malerier, møbler og et hav af andre effekter, der er en del af danmarkshistorien.

Som noget af det første besøger vi slotskirken, der uden tvivl er en af de smukkeste i Danmark. kirken, der er fra 1606, slap nådigt fra branden i 1859 og en stor del af interiøret som f.eks. alter og prædikestol er originalt. Alterstolen, der er skaffet af Christian 4. er i guld, sølv og ibenholt.

Det store rum er overdådigt udsmykket og gør sig bemærket ved de store udskårne egetræsrammer, der klæder de bibelske billeder på bedste vis. Slotskirken fungerer også som ridderkapel og langs siderne hænger et utal af våben og ordensskjolde for modtagere af elefant- og dannebrogsordenen.

Vi kommer også forbi audienssalen, der heller ikke tog megen skade af branden i 1859. Dog blev salen delvist ødelagt ved en brand i slutningen af 1600-tallet og dele af Christian 4.’s indretning blev erstattet af Christian 5. Salen er enkelt møbleret med et bord og fire stole i midten af det store rum. Bemærk den sjove lysekrone i loftet.

Et andet af slottets højdepunkter er den smukke riddersal. Selvom salen ligger oven over slotskirken, så blev den temmelig medtaget af branden i 1859. Riddersalen blev genskabt, og i det store rum er især loftet og de fine gobeliner ved vinduerne værd at bemærke.

frederiksborg slot
Den flotte slotskirke

Et slot omgivet af vand

Måske bemærker du det slet ikke, men Frederiksborg Slot ligger på tre meget små øer (holme), der er forbundet af broer. Fra bysiden når du først staldene og administrationsbygningerne, før du står foran selve slottet, der er i tre etager og opført i røde mursten. Taget er lavet af kobber og har efter års vind og vejr i dag den karakteristiske irgrønne farve.

Vi bemærker også det store Neptunspringvand, der skulle symbolisere, at Danmark var en betydelig østersømagt. Ironisk nok blev de originale statuer stjålet under svenskekrigene, og de kan i dag ses i slotsparken ved Drottningholm Slot i Stockholm.

En af anlæggets største attraktioner er slotshaven, der er anlagt i 1720. Barokhaven er symmetrisk og har lige linjer, men var i århundreder nedprioriteret og forfaldt gradvist. Først i 1990 blev der taget hånd om det store omrpde, der i dag fremstår som en barokhave, der er en konge værdig.

Frederiksborg Slot – et overflødighedshorn af historie

Danmarkshistorien er både spændende og fascinerende. For de fleste vil et besøg på Frederiksborg Slot være en lærerig oplevelse. Det Nationalhistoriske Museum indeholder faktisk så mange effekter og så megen information, at det er lige ved at være for overvældende.

Billeder af konger, dronninger, prinser og prinsesser foruden adelige og datidens overklasse hænger overalt. Ruten rundt i de mange rum er nogenlunde fastlagt, og det betyder ikke kun, at du får set det hele, men også at du skal afsætte adskillige timer, og for det fulde udbytte er det en god idé at sætte dig lidt ind i både kongefamilien og danmarkshistorien inden dit besøg.

Information Frederiksborg Slot

Frederiksborg Slot ligger midt i Hillerød. Der er en del parkeringspladser i nærheden, men de fleste af dem er desværre ikke gratis.

Kommer du fra København og ikke har bil, kan du tage s-toget (linje A) til Hillerød, der er endestation. Følg gågaden (Helsingørsgade) for enden af Nordre Jernbanevej, hvor du kommer forbi torvet og det smukke syn af slottet (billedet øverst).

Se mere om entrépriser, åbningstider og arrangementer på Det Nationalhistoriske Museums hjemmeside.
Del
Forrige artikelGeorge Town – på opdagelse i den multikulturelle by
Næste artikelSofttrekking på Lombok
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 44 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here