Hjem Thailand Fra Chiang Mai via Ang Khang til Tha Ton

Fra Chiang Mai via Ang Khang til Tha Ton

En tur op i bjergene viser et helt andet Thailand

1

De farvestrålende stokroser står tæt. Luften er frisk, og de høje pinjetræer giver skygge til det charmerende bindingsværkshus. Vi er ikke i hverken Østrig eller Schweiz, men på Ang Khang i Nordthailand, der helt forståeligt bliver kaldt Thailands alper.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Bambus sticky rice produktion

“Værsgo”, siger den smilende dame og rækker os en sticky rice. Dagen lang sidder hun i en røgsky og laver den traditionelle snack, der består af bambus fyldt med kanel, sukker, kokoscreme og klisterris. Man varmer bambussen over åben ild, hvorefter den bliver skrællet og åbnet. Det bliver aldrig min livret, men så har man også prøvet det.

Vi har forladt Chiang Mai og har allerede besøgt orkidéfarmen i Mae Rim, der kan prale af flere end 100 forskellige arter – den ene mere farvestrålende end den anden. Her skulle også være sommerfugle, men dem så vi ikke mange af.

På toppen af Ang Khang

Nord for Chiang Dao drejer vi af og er nu på vej op til Ang Khang. Vegetationen med løvfældende træer minder om det hjemmefra, men landskabet er bjergrigt, og vi kører gennem flere hårnålesving før vi når toppen af Ang Khang i næsten 2000 meters højde. Her er idyllisk med et væld af blomster, og den botaniske forsøgsstation støttet af kongefamilien minder om en velfriseret park.

Thai’erne elsker Ang Khang, hvor de holder picnics og tager på weekend på en af områdets campingpladser. Her er luften frisk og temperaturen noget lavere end i lavlandet. Det er ved forsøgsstationen jeg forstår sammenligningen med alperne. Træer og blomster er de samme som på vore breddegrader og selv byggestilen minder om Europa.

Vi spiser frokost i forsøgscentret og får en thailandsk ret vi aldrig har smagt før. Flæskesvær med kold sur-sød sauce og frisk hvidkål. En højst mærkværdig sammensætning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Lidt af haven ved forsøgscentret på Doi Ang Khang

Militærlejr og bjergstammer

“Vi skyder lidt på hinanden og fanger narkosmuglere”, siger soldaten og kaster et blik over på den anden side af ingenmandsland. Mens forsøgscentret synes at være den rene idyl, så er livet anderledes alvorligt få kilometer derfra. Vi besøger en militærlejr med skyttegrave og sandsække, hvor vi kan kigge over på en tilsvarende burmesisk lejr.

Grænseområdet mellem Thailand og Myanmar (Burma) har i århundreder været ramt af uroligheder primært forårsaget af burmesernes forfølgelse og kamp mod landets etniske minoriteter. Lige præcis her har burmeserne trængt karen’erne helt op til grænsen, men andre steder er der regulær krig. Karen’erne ønsker deres egen stat og de kontrollerer store områder i Myanmar.

På den thailandske side af grænsen tager man i mod hundrede tusinder af flygtninge fra nabolandet. Et stenkast fra militærlejren besøger vi en lille samling huse beboet af karener. De bor blot to hundrede meter fra deres forfølgere og kan endda se det burmesiske flage vaje på den anden side af ingenmandsland.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Karenkvinder væver på Doi Ang Khang

Long Neck-stammen

Kvinderne lader sig gerne fotografere. I små træskure sidder de og væver, men tager sig god tid til at posere for fotograferne. Den berømte long neck-stamme er et specielt syn og en populær turistattraktion i Nordthailand.

Vi er kørt ned ad Ang Khang og har indlogeret os på et hotel i den lille by Tha Ton, der ligger ved kok-floden. Lige nord for byen besøger vi long neck-stammen, der virkelig har forstået at udnytte turismen. De små træskure står på række og indeholder flotte vævninger og souvenirs.

Men meningerne om kvindernes tilstedeværelse i Thailand og den måde de bliver brugt kan virkelig få sindene i kog. Oprindelig kommer paduang-folket fra Myanmar, og de er som så mange andre burmesere flygtet fra militærdiktaturet til nabolandet Thailand.

I sin tid var stammen kun at se omkring Mae Hong Son, men nogle mener, at kvinderne er blevet tvunget til at være turistattraktion andre steder i Thailand, endda med myndighedernes accept. Det er ikke til at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert i denne sag, men det er ret sikkert, at en del af indtjeningen fra turisterne går til karen’ernes frihedskamp i Myanmar. Udnyttelse mener nogle, et godt formål mener andre.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Long Neck kvinde nord for Tha Ton

Der er mange teorier om hvorfor long neck-kvinderne har ringe om halsen. En af forklaringerne er, at det skulle være et forsvar mod eventuelle tigerangreb. Andre mener, at ringene skulle gøre kvinderne mindre attraktive for mændene i andre stammer, mens en tredje forklaring er, at stammens moder var en drage med en lang hals, som man med ringene prøver at efterligne.

Allerede fra omkring 5-års alderen begynder de små pigebørn af få sat ringene om halsen. Oprindelig var det kun piger, der blev født onsdag fuldmånenat, men traditionen har siden bredt sig til at omfatte alle piger. Med årene kommer flere ringe på og som voksne kan ringene tilsammen veje omkring fire kg, men enkelte kan have ringe på, der vejer meget mere, måske helt op til 15 kg.

Man siger, at hvis en long neck kvinde tager sine ringe af, så vil hun brække nakken. Men det er blot en myte siger eksperter og bruger to belgiske lægers undersøgelse som argument. Undersøgelsen viste nemlig, at kvindernes hals ikke bliver længere, men at brystbenet bliver tynget ned.

Det siges, at en mand fra lahu-stammen giftede sig med en long neck-kvinde og de bosatte sig her nord for Tha Ton. De opfordrede flere fra long neck-stammen til at bo i området, og det har i dag udviklet sig til den by vi nu besøger.

Der er for alvor gået politik i sagen, og ledere fra Mae Hong Son-provinsen, der i mange år var det eneste sted man kunne se long neck i Thailand, er sure over at dele denne turistattraktion med andre.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Long Neck pige

På rundtur i Tha Ton

Luften er frisk og i horisonten er solen ved at stå op over Nordthailand. Det er koldt synes flere af de lokale, der på trods af 17 °C har iført sig hue, vanter og dynejakker. De kigger undrende på vores lette sommertøj og har tydeligvis svært ved at forstå, at vi ikke fryser.

Vores første stop er en appelsinplantage nord for byen. Det er måske ikke Nordthailands største seværdighed, men de lokale valfarter dertil og slæber af sted med poser fyldt med appelsiner.

Mere interessant er Wat Tha Ton, der strækker sig over et kæmpe område. Fra lang afstand kan man sen store hvide Buddha, der troner oppe over templet. Der er ikke overrendt med turister i Tha Ton, men ved Wat Tha Ton holder udflugtsbusserne på stribe.

Templet er ret atypisk. Udover naturligvis en del Buddhaer ser man også figurer af hinduistiske guder som f.eks. hanuman og ganesh. Der er også en del kinesiskinspirerede figurer, og et par af dem leder tankerne hen på Konfucius, den kinesiske vismand og filosof.

Efter en interessant rundtur i templet er det blevet sen eftermiddag. Vi sætter os højt oppe over kok-floden og spejder mod øst til rejsens næste mål: Chiang Rai

I morgen tidlig vil vi tage en båd op ad floden, men lige nu nyder vi den fine udsigt og bliver mere og mere sultne efterhånden som duften fra gadekøkkenerne langs hovedgaden rammer vores næser. Jeg håber de serverer andet end flæskesvær og sticky rice.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Den store hvide Buddha ved Wat Tha Ton

1 kommentar

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her