Fem gode steder at shoppe i Bangkok

Fem gode steder at shoppe i Bangkok

1585
0

Fra lokale markeder til topmoderne indkøbscentre med italienske sportsvogne. Enhver, der har besøgt Bangkok ved, at byen er lidt af et shoppingparadis, og så længe du ikke pakker en Ferrari ned i kufferten, så er den thailandske hovedstad et billigt sted at gå shopamok. Kommer du jævnligt i Bangkok, så har du ganske sikkert dit favoritsted at shoppe, hvis ikke, så kommer her et par forslag til, hvor du kan bruge dine feriepenge.

Chatuchak Weekendmarked

Sveden hagler af os. Der er ufatteligt varmt og trykkende i de lange gange, der ligner hinanden på en prik. Har vi ikke været her før, spørger vi af og til hinanden. Vi er i tvivl, og prøver igen at se på de lille kort over markedet. Det gør os ikke klogere, og vi går rundt en halv times tid i den stegende hede blandt lokale og nysgerrige turister. Bangkoks Chatuchak marked, måske bedre kendt som weekendmarkedet, er enormt, og ikke uden grund berømt i det meste af verden.

Faktisk behøver du ikke shoppe andre steder end på Chatuchak Weekendmarked. Du kan få det hele her. Det er ofte kaldt verdens største marked, og det skal såmænd nok passe. Uanset, om du er til kunsthåndværk, husdyr, souvenirs, porcelæn, smykker eller noget helt andet, så findes det her. Chatuchak skal opleves, og det er ikke kun for shoppingens skyld. I afdelingerne for husdyr, slanger, lykkebringende amuletter, køkkengrej og alt det andet, som ikke er for turister, er markedet et studie i thailandsk hverdagsliv.

Som en ekstra bonus for alle os, der elsker nye, spændende og anderledes ting, så har Chatuchak adskillige boder med tøj og kunsthåndværk fra små og nystartede designere, der her kan få afsat deres varer. Det samme kan Nordthailands bjergstammer, hvis smukke produkter også er til salg.

Det er nemt at besøge Chatuchak Weekendmarked. Tag Skytrain til Kamphaeng Phet Station, og følg menneskestrømmen de 200 meter til markedets indgang.

chatuchakMBK & Siam Square

Vi stiger af Skytrain på National Stadium Station, og følger menneskemængden ind i den store bygning. Her er fyldt med mennesker, og i stueetagen pruttes der om prisen på varer som t-shirts, tasker, bælter og tørklæder, der ligger i bunker i de små boder. Et øjeblik efter står vi midt i den store bygning, hvor den hektiske atmosfære og de fyldte rulletrapper vidner om MBKs popularitet.

Med det tungevridende navn Mahboonkhrong, er det ikke så underligt, at det store og populære shoppingcenter ved Siam Sqaure bare bliver kaldt MBK. Det er et af thai’ernes yndlingssteder at shoppe, og det holder priserne nede. Det bliver nok ikke meget billigere end her. Skjorter for 100 baht, det samme for t-shirts, og selvom det er en turist, der spørger efter en pris, så er den som regel i den lave ende. Men husk altid at prutte, der er gode penge at spare.

MBK er i syv etager, og forretninger og boder i masse vis tilbyder alt fra lamper, tøj, souvenirs, tasker og sko til guld, kunsthåndværk og alt i elektronik. Det er her du kan købe brugte iPhones, kopispil du ikke vidste fandtes og alt i fotogrej. Nåh ja, så er her også biograf og en stribe spisesteder. MBK ligger i hjertet af Bangkoks shoppingcentrum omkring Siam Square, hvor du også finder Siam Center, Siam Discovery og Siam Paragon. Ad Sky Walk, et fortov, der løber under Skytrainbanen kommer du også nemt til Central World.

Du kommer til MBK ved at tage Skytrain til National Stadium Station (endestation). Du kan også stige af på Siam Square Station for at komme til de øvrige centre og så tage Sky Walk til MBK.

Patpong

Selvom klokken er ni om aftenen er varmen trykkende. Den lange smalle gade er proppet med boder, der er lyst op af kraftige lamper. T-shirts, bælter, tasker og meget andet ligger i bunker og bliver vurderet af de besøgende turister. Fra husene på begge sider af gaden pumper musikken ud af små døre, og indenfor vrider thailandske piger sig på podierne. Patpong er et af Bangkoks mest berømte markeder, ikke kun for de mange turistting, der er sat til salg, men også for go go barene og den åbenlyse prostitution.

Varerne på Patpongs natmarked er så langt fra unikke, men den lidt specielle stemning fås kun her. Patpong er en lille gade mellem Silom Road og Surawong Road skråt overfor Lumphiniparken. Om dagen er her stille, men når mørket falder på syder denne del af Bangkok. Parallelgaderne er ikke mindre kedelige, og hos flere af gadesælgerne kan man være heldig at finde flot kunsthåndværk og produkter lavet af Thailands bjergsatmmer.

Skytrainstatioen Sala Daeng ligger på Silom Road lige hvor Patpong starter, og markedet er således nemt tilgængelig fra det meste af Bangkok.

shop-02Chinatown

Menneskemylder, osende busser og dyttende biler og tuk-tuks. Larmen er øredøvende, og vi flygter ind i gyderne og de smalle sidegader for at finde ro. Et ukendt begreb i Chinatown finder vi hurtigt ud af. Bydelens gader er proppet med mennesker, og konstant må vi flytte os for tungtlæssede sækkevogne med bjerge af varer.

Chinatown er en by i byen, og skiller sig markant ud fra det øvrige Bangkok. Det er ikke her man køber t-shirts, bukser eller andre ting som turisterne sædvanligvis hamstrer i den thailandske hovedstad. Man kommer til Chinatown for at købe specialvare. God te, porcelæn og ingredienser til køkkenet derhjemme, som du ikke vidste du manglede. Og så er der selvfølgelig alle guldbutikkerne, hvor kinesere i massevis står og kigger på dagens kurs.

Sampheng Lane er Chinatowns mest berømte handelsgade, og både her og i de omkringliggende gader er der fyldt med varer importeret fra Kina. Det er hektisk og varmt, men bydelen er Bangkoks mest atmosfærefyldte og spændende, og sted man bare skal besøge. Når du har travet igennem gaderne, så besøg det enorme blomstermarked Pak Khlong. Om morgenen er det også et af hovedstadens største grønsagsmarkeder, og som i den øvrige del af Chinatown, så er der masser af liv. Sørg for at være tilbage i Chinatown til spisetid om aftenen, hvor gadekøkkenerne rykker ud og sørger for masser af stemning. Det er en oplevelse du ikke finder andre steder i Bangkok.

Tag en tuk-tuk eller taxi til Chinatown. Alternativt kan du tage metroen til Hualamphong og gå ca. 10 minutter til bydelen. Metroen er i øvrigt ved at blive udvidet så den kører gennem Chinatown, og det vil gøre det noget nemmere at komme dertil.

Khao San Road

Som på kommando suser medarbejderne ud af butikkerne for at flytte de store stativer med varer. Et øjeblik efter kommer en politibil kørende, og mens den stadig er i syne bliver stativerne flyttet tilbage igen. Jo, også I Bangkok er der regler for, hvor langt ude på gaden butikkerne må sætte deres varer.

Vi er på Khao San Road, verdens backpackercentrum og en sand heksekedel af turister, tourbureauer, gadekøkkener, butikker og billige guesthouses. I den kvælende varme under de farvestrålende neonskilte samles hippier, flashpackere, fastboende udlændinge, nysgerrige pakketuriser og mange andre i en international atmosfære, der er helt særlig for denne verdensberømte gade.

Hvad du kan købe i Khao San Road kan du sandsynligvis også købe andre steder i Bangkok. Du kan være heldig at gøre et kup, men den fortættede stemning er grund nok til at besøge Khao San Road og de smalle gader omkring Soi Rambutri på den anden side af Chakraphong Road. Atmosfæren er takket være de rygsækrejsende ungdommelig, og det er her du kan købe et par sandaler, en ny tegnebog eller måske en I love Bangkok t-shirt inden turen går videre ud i verden.

Book flybilletBook hotel i BangkokBook pakkerejse

shop-01

Del
Forrige artikelSafari i Yala Nationalpark
Næste artikelQueens hotel – Kandys stolthed
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg