Hjem Rejseliv Escape the crowds

Escape the crowds

Det er altid spændende at møde nye mennesker

indien01
På gedemarked udenfor Jaipur i Indien

Det var overskriften på en historie i et af Lonely Planets seneste nyhedsbreve. Artiklen fangede mig, og jo mere jeg læste, jo mere tænkte jeg tilbage på mine egne rejser.

For hvor er det rigtigt. Feriens bedste minder kan meget vel være at gøre det modsatte af alle andre. Gå til højre når andre går til venstre. Tage den overfyldte bus og håbe på det bedste eller bare gå derudaf langt væk fra andre turister. Kontakten med de lokale og de spontane oplevelser giver ofte gode minder. Det gør det i hvert fald hos mig.

Snak med de lokale

Nemlig. Hvis man vil vide noget om det land man besøger og måske få et lille rejsetip med på vejen, så er det oplagt at tale med de lokale. Det kan være alt fra receptionisten på hotellet til en person, man helt tilfældigt kommer i snak med et sted i byen.

Jeg synes, at jeg har talt med masser af mennesker på mine rejser, men der er nogle møder, jeg husker bedre end andre.

Nogle af de længste og sjoveste samtaler jeg kan huske, har været med chauffører, som jeg har været sammen med fra morgen til aften i mange dage. Især i Indien, og her har der været rigeligt at tale om.

Udveksling af samfundsforhold, traditioner og livsstil kan være genstand for megen misforståelse og morskab. Hvor mange tjenestefolk har I? Hvor stort er jeres hus? Hvor mange virksomheder ejer du? Sandheden bliver som regel mødt med mistro…

I Kina havde vi fornøjelsen af at tale med en ung pige, der lige som os var med nattoget fra Xi’an til Beijing. Det blev til en næsten tre timer lang samtale om Kina, livet, drømmene og forventninger til fremtiden. Jo, jeg fik lært et par kinesiske gloser, der desværre er glemt igen – sådan noget skal jo holdes ved lige.

Pigen er lykkelig for at have fået mulighed for at sidde ned, for alternativet har hun prøvet; at stå op i samtlige 14 timer som det tager at køre mellem de to byer. I Kina er det i øvrigt nemt at komme i snak med folk.

Mange vil gerne øve deres engelske, men det er sjældent, at man taler om andet end vind og vejr. Heldigvis er befolkningen blevet lidt mere åbne siden mit første besøg i Kina.

Og så er der den venlige tuk-tuk chauffør i Phnom Penh i Cambodja. Uden en mine kører han os fra Toul Sleng til Killing Fields. Sikkert en tur han har taget mange gange før, og da vi bagefter går rundt på det lokale marked, fortæller han om sit liv.

Mens han gnasker kakerlakker og jeg friturestegte græshopper, går det langsomt op for os, at vi egentlig har det meget godt. Han og familien oplevede de forfærdelige år under Khmer Rouges styre, og det er en hjertegribende beretning om død, sult og tortur. ”I flere år var min daglige madration kun 3-4 bananer”, fortæller han os flere gange.

På en kaffebar udenfor Taj Mahal i Indien kommer vi snak med en mand, der ligesom os sidder og kigger på et bryllupspar, der er ved at blive fotograferet. Det er ikke som i gamle dage, fortæller han. Og gamle dage er blot 15 år siden. Dengang han selv blev gift ved et tvangsægteskab.

Han havde aldrig set sin kommende kone, og det var først i bilen på vej hjem fra bryllupsfesten, at han måtte løfte hendes slør for at se, hvem han var blevet gift med. ”Heldigvis var hun smuk”, siger han med et glimt i øjet.

En meget tidlig morgen bliver jeg spontant inviteret indenfor hos en vietnamesisk familie. På min gåtur ind til Hoi An møder jeg den smilende mand, der udover mig synes at være den eneste i byen, der er vågen.

Han står og fejer udenfor sit hus, der på disse breddegrader er åbne ud til gaden. ”Hvor kommer du fra”, spørger manden interesseret, og det bliver starten på en lang samtale, der begynder på gaden og ender i mandens stue.

Forfædredyrkelse er noget vietnameserne går meget op i. På væggen hænger billeder af de døde, og jeg hører om hver eneste af dem. Jeg hører også om, hvordan man i Vietnam graver de døde op et par år efter begravelsen for derefter at rense knoglerne, der bliver lagt i et skrin eller krukke.

vietnam01
Ved Mekong Deltaet i Vietnam

På en trekking med overnatninger kommer man automatisk tæt på de lokale. Således også da vi vandrede i Mae Taeng området nord for Chiang Mai i Thailand. Om aftenen sidder man rundt om bålet og varmer sig, mens øl efter øl bliver åbnet og den ene røverhistorie afløser den anden.

Det kan være festligt nok, men det er mere spændende at stå op sammen med landsbyboerne og følge med i deres liv. Ingen taler engelsk, men alligevel forstår vi en masse, og finder hurtigt ud af, at opium stadig er en del af hverdagen. Mændene vader skæve rundt med en kæmpejoint i munden, og på forunderlig vis kommunikerer vi.

At man ikke behøver at tale med voksne for at få et indblik i livet de steder man besøger, er mit møde med det herlige søskendepar fra Sri Lanka et godt eksempel på. På vej tilbage fra Jungle Beach ved Unawatuna er vi faret vild. Det er her vi møder storebror og lillesøster, der uden tøven følger os på vej.

Gennem skoven, over klipper og forbi små lerhuse går vi gennem de lokale bydele og passerer på et tidspunkt børnenes hus. Vi hører historien om en arbejdsløs far, en mor, der gør rent for de rige, og om drengens elskede cykel, der er punkteret.

Og nu vi er i Sri Lanka. Lige udenfor Tissahamarama holder vi ind til siden for at se på flettede kurve og tasker. Åbenbart noget man har specialiseret sig i hernede på den sydlige del af øen. Men vi får ikke kun set på kurve. Den venlige mand, der står i den åbne butik fortæller, at det er hans søster, der fletter og ham, som sælger.

Vi bliver budt på yoghurt med honning lavet på bøffelmælk serveret i lerskåle. Det bliver ikke min livret, men jo mere manden fortæller om sit liv, jo mere spiser jeg.

Vi skal selvfølgelig se, hvor mælken kommer fra og bliver slæbt over i privaten, hvor et par bøfler synes at være en del af familien. Søsteren sidder på gulvet og fletter på livet løs, det er nemlig nu, der skal tjenes penge får vi at vide – i regntiden har familien stort set ingen indkomst.

Det er ikke altid, at man går smilende fra et møde med de lokale. I Gambia kommer vi i snak med en ung mor, der sidder udenfor familiens hytte sammen med hendes små tvillingepiger. Manden er død, og hun har kun periodevis indtægt i turistsæsonen, der er ved at være slut.

Vi fornemmer, at hun ikke vil have vi går, og det bliver til en lang snak om det at være enlig mor i Afrika, og om, hvordan hun overlever regntiden. Vi spæder lidt til husholdningen, og håber det kan være en hjælp til familiens eksistens.

Vi er tilbage i Vietnam. Nærmere betegnet byen Tay Ninh, hvor vi efter et besøg i Cao Dai-templet, træder ind i en restaurant, som vi får at vide er ejet af en ældre kvinde, der er tidligere Vietcongsoldat. På et billede ser vi hende stå sammen med selveste Ho Chi Minh, og lige nu er partikammeraterne til møde i restauranten.

De æder og sviner som små børn, og der er mere mad på gulvet end på bordet. Da de bryder op, går de rundt i og deler penge ud i anledning af nytåret. Vi får også stukket et par sedler i hånden, og en af dem sætter sig ved vores bord og fortæller om kommunismens lyksaligheder. Det blev en lang frokost.

Det var første del af Escape the Crowds. Udvalgte historier om møder med mennesker, der har sat sine spor. I anden del tager vi den lokale transport. Vil du med?

thailand01

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her