Hjem Asien En smuttur til Myanmar

En smuttur til Myanmar

Med et tomt blik stirrer manden ud i luften. Et par meter længere fremme sidder en mor med hendes få måneder gamle datter og ser lige så opgivende ud. Vi passerer flere arme skæbner, der håber på en skilling fra de forbipasserende. Håbløsheden er til at få øje på, da vi er på vej over den lille bro, der forbinder Thailand og Myanmar. Allerede her i ingenmandsland fornemmer vi, at det tidligere så lukkede naboland er anderledes. Meget anderledes.

my-01
Grænseovergangen, munk i Myanmar og shan-templet

”Hvor længe skal I være væk”, spørger den gnavne mand i paskontrollen. I kridhvid og nystrøget uniform, ser han vigtig ud og lader os forstå, at det er ham, der har kommandoen. Han er en stor kontrast til det primitive rum, der er nedslidt og som skriger på en gang maling. Vi skal kun være i Tachilek en dag, mere end rigeligt til at se byens seværdigheder, der primært består af templer og pagoder. Men Myanmar er så anderledes, at livet i gaderne er mindst lige så spændende.

Tachilek ligger overfor Thailands nordligste by Mae Sai. En typisk grænseby, der er travl og hvor der handles livligt. Hovedgaden er fuld af forretninger, og i en lille smøge går vi på opdagelse på markedet, der ligner en bazar fra mellemøsten. Vareudvalget er stort, men det er mest farvestrålende kineserting i plastic, der er til salg. Her i Mae Sai er det tydeligt, at der kun er 200 km til den kinesiske grænse. Byen er forholdsvis hurtigt overset, og fuld af forventninger vender vi snuden mod grænseovergangen.

Grænsen mellem Thailand og Myanmar

”Hvad koster det? Hvad forlanger de?”, næsten råber en ældre engelsk kvinde, da vi efter en tur rundt i Tachilek atter er tilbage i Thailand. Året er 2009, og militærdiktaturet i Myanmar vækker stærke følelser hos folk. Det gælder også den ophidsede kvinde, der nægter at betale 500 baht for at krydse grænsen og dermed støtte diktaturet.

I dag er noget forandret. I 2009 betalte vi os fra at besøge Myanmar. Paskontrollen i Thailand deponerede vores pas og det var ret tydeligt, at de 500 baht som vi afleverede i Myanmar ikke gik til diktaturet, men til pasbetjentene. Sådan er det ikke i dag. Vi tjekker ud af Thailand og ind i Myanmar på korrekt vis. Det nedslidte rum har dog ikke forandret sig, og det har Myanmar for så vidt heller ikke.

Templer og pagoder i Tachilek

Knallerten hoster og hakker, da vi er på vej op ad den stejle bakke. Med et par gearskift får vi atter gang i den gamle maskine, der som alt andet i Myanmar synes at have overskredet sidste salgsdato. Fra grænsen er vi nu ude i gaderne, hvor 10-12 mænd kæmper om at få lov til at køre med os. Thailand ligger kun 100 meter væk og virker helt moderne i forhold til de faldefærdige huse og beskidte gader. Nej, intet har forandret sig her i Tachilek, der ser ud præcis som for seks år siden.

Tiggerne er her, og det er de falske munke også. Overalt fornemmer vi at være blandt et folk, der for længst har opgivet at få et bedre liv. Vi husker at stille uret en halv time tilbage, men det er ikke kun tiden, der fortæller os, at vi har forladt Thailand. Her i Myanmar går mændene i sarong og kvinderne smører gul farve i hovedet for at undgå at blive solbrændte.

Det lille blå tempel er første stop på vores tur. Med et par minareter kunne det lige så godt have været en moské, i hvert fald er det et meget anderledes tempel. Indenfor er der dog ikke noget at være i tvivl om. For enden sidder en stor flot Buddha, og glimmeren og de fine velholdte figurer er en stor kontrast til livet udenfor.

Templet er et shan tempel, ingen synes at kunne huske, hvornår det er opført, men det antydes, at militærdiktaturet har haft en finger med i spillet. De smukke rubiner, der sidder i Buddhaen skulle være styrets vigtigste bidrag til at formilde befolkningen, der primært består af Shan-folk som i årevis har kæmpet for en selvstændig stat i denne del af Myanmar.

my-04Det er da vi er på vej op til Shwedagonpagoden, vores næste stop, at knallerten er ved at tabe pusten. Chaufføren viser os, hvordan hans køretøj er sat sammen af alle mulige forskellige dele. Den årelange handelsembargo har gjort det umuligt at fremskaffe reservedele til stort set alt, herunder den gamle knallert, hvis køler er et gammelt airconditionanlæg.

Shwedagonpagoden i Tachilek er lavet som en kopi af den i Rangoon, der er den tidligere hovedstads smukke vartegn, og som for længst er blevet verdensberømt. Den vi kigger på nu er dog langt fra så høj, men bestemt imponerende. Som ved grænsen er der også her masser af mennesker, der vil have vores opmærksomhed. Med solen skinnende fra en skyfri himmel går vi ind på den store plads, hvor pagoden blænder os som var den lavet af guld.

”Hvornår er I født”, spørger en ung pige. Det er ikke uden betydning for de overtroiske burmesere, der står i kø for at guide os og finde frem til vores lykkedyr og fødselsdag. Rundt om pagoden er hver ugedag markeret med et dyr, og da vi står foran fredag, slår vi på trommen for et godt og lykkebringende liv. Vi slår videre på en af trommerne, der er placeret langs siderne, hvorfra der er en flot udsigt over byens tage, nabolandet Thailand og længere væk de grønklædte bjerge.

Den smukke messen giver genlyd i den store sal. Et halvt hundrede munke, primært børn, sidder på gulvet foran den store Buddha og gør lige præcis dette øjeblik specielt. Østens mystik er spændende og forunderlig og udfolder sig lige foran os. I 10 minutter lytter vi til den fremmede messen før vi går ind i templet Phra Jow La Keng, der er nyt og bygget i teaktræ.

De pragtfulde udskæringer og utallige effekter står i stor kontrast til alteret, der nok er smukt, men også udsmykket med et mindre lysshow. Det virker temmelig malplaceret, men sådan ser burmeserne det ikke. Da jeg slår på den enorme tromme ved indgangen, giver det genlyd i tempelgården, hvor munkene venter på frokosten. I de karakteristiske røde klæder sludrer de lystigt, og jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvem de er og hvor de kommer fra.

Grænsemarkedet

Varer i tusindvis ligger til salg i butikkerne. Tøj, sko og bunker af ubrugeligt kineserragelse i plastic. Nok har Tachilek ikke forandret sig meget siden 2009, men på grænsemarkedet, hvor vi går rundt nu, er der alligevel sket noget. Det er primært kinesere, der kommer på markedet, og de er åbenbart også begyndt at streame film og musik. For seks år siden, da vi sidst gik rundt her, kæmpede horder af kinesiske turister om at købe de sidste nye film på dvd for fem kroner.

I dag er der kun få af den slags forretninger tilbage. Det er som om, at vareudvalget er nøje afstemt med det, der tilbydes på den thailandske side af grænsen. Men vi ser også adskillige kvinder, der sælger cigaretter til ingen penge. Marlboro står der på kartonerne, men det er selvfølgelig burmesisk hjemmerul, der er inden i. I det hele taget ville mærkevareproducenterne nok få et chok, hvis de gik rundt her. Tasker fra Louis Vuitton, skjorter fra Armani og falske iPhones blandt meget andet ligger til salg i butikkerne.

Tiggerne er her naturligvis også. Hvor ellers end på markedet blandt rige turister skulle disse arme mennesker forsøge at skaffe penge til deres næste måltid? Vi ser også flere boder, der sælger den gule pulverfarve, som kvinderne smører i hovedet. Barken fra et træ bliver revet og brugt som et middel til at undgå solens stråler. Det ser sjovt ud, og det virker ret tilfældigt, hvor meget pulver kvinderne bruger.

Tilbage til Thailand

Vi spejder efter dem. Børnene, som lever i ingenmandsland langs den smalle flod, der deler Thailand og Myanmar. Ingen vil vide af dem. De kan ikke overleve i Myanmar, og thai’erne vil ikke have noget med dem at gøre. Så her lever de. På grænsen mellem to lande, der ikke altid er på talefod. Vi ser dem også denne gang, og fra grænsebroen kigger vi ned på børnene, som desværre ikke blevet færre.

Ingen synes at være interesseret i at vi forlader Myanmar. Intet udrejsestempel i passet eller så meget som et blik fra den håndfuld betjente, der står ved grænsebommen. Men hvem vil dog også blive her? Myanmars reformer og nye åbenhed er tilsyneladende ikke nået hertil. Den fattige befolkning venter stadig, og omverdenen bliver stadig oversvømmet med historier om massiv undertrykkelse af befolkningen.

Hvad der ikke er af kontrol i Myanmar er der til gengæld på den anden side af grænsen. Vi stempler ind i Thailand igen og går lige gennem tolden, men så heldige er de fleste lokale ikke. Smugling af narkotika er udbredt, og med få kilometer til den berygtede Gyldne Trekant, er det med historien i baghovedet, at tolderne roder i tasker og kufferter.

Tilbage i Mae Sai kan vi se tilbage på en interessant og begivenhedsrig dag. Et besøg i Myanmar er bestemt stadig kontroversielt, men vi slipper for de store scener, da vi igen er på thailandsk jord. Myanmars største oplevelser finder du ikke i Tachilek, men inde bag bjergene gemmer det spændende land på seværdigheder i verdensklasse; Bagan, Mandalay og Inlesøen. Steder, som jeg håber på snart at besøge.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiBook pakkerejse

my-03

Tachilek
Fra Mae Sai er det nemt at besøge Tachilek og Myanmar. Du afleverer dit thailandske udrejsekort og får stempel i passet i Myanmar, men skal være opmærksom på, at du kun får ophold i 15 dage, når du rejser ind i Thailand igen. Det koster 500 baht i indrejseafgift/dagspas, som du betaler til de burmesiske pasbetjente. Du må kun færdes i byen og skal være ude af Myanmar igen samme dag. Det er muligt at få lov til at blive længere i Tachilek.

Som noget nyt er det muligt for udlændinge at tage videre fra Tachilek til Kengtung uden officiel guide. Det kræver dog speciel tilladelse fra myndighederne. Transportmulighederne er dog begrænsede, da det stadig ikke er tilladt for udlændinge at benytte den offentlige transport. Alternativet er at booke privat transport, der med stor sandsynlighed er koordineret af myndighederne.

Reglerne har det med at ændre sig fra dag til dag og uden varsel. De lokale myndigheder i Thailand kan give gode råd om at krydse grænsen og pasbetjentene i Myanmar kan forhåbentlig fortælle mere om at rejse videre fra Tachilek.

Ved grænsen er der en hær af mennesker, der vil have din opmærksomhed. De fleste er tuk-tukejere, der vil have dig som kunde. Fint nok, men mange af dem vil sandsynligvis gøre alt for at køre dig til kasinoet udenfor byen. Vær bestemt og snup en bytur i stedet for. Lok eventuelt med lidt drikkepenge.

Du kan bruge thailandske baht overalt i Tachilek.

Del
Forrige artikelLanjia Lodge – perlen i Ban Kiew Karn
Næste artikelMennesker på min vej
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 43 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here