Hjem Vietnam Cu Chi & Cao Dai – krig og religion i Sydvietnam

Cu Chi & Cao Dai – krig og religion i Sydvietnam

Skulle tunnelen virkelig være udvidet? Med besvær kravler vi gennem den 80 meter lange gang, der er blevet gjort større for turisternes skyld. For os, der med vores magelige liv hjemme i Danmark slet ikke kan forestille os, hvordan tilværelsen har været for de tusinder af vietnamesere, der levede i disse tunneler. Ved Cu Chi nord for Ho Chi Minh City kommer vi tæt på Vietnamkrigen, der stadig præger dagligdagen for tusinder af mennesker.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Ansat på vej ned i det originale tunnelsystem ved Cu Chi

”Det er partiets flag”, siger vores guide. På vej ud af Ho Chi Minh City bemærker vi de mange små flag, der er sat op langs vejene. Umiddelbart ligner det det sovjetiske flag med hammer og segl, men vi får at vide, at det er det kommunistiske parti, der gerne lige vil gøre opmærksom på sig selv i anledningen af det forestående nytår.

Vores udflugt mod nord handler slet ikke om politik. Og dog, for det var den kommunistiske ideologi på fremmarch, der fik amerikanerne til at bekæmpe nordvietnameserne og gennemføre en lang og blodig krig, som man senere trak sig ud af.

Cu Chi-tunnelerne

En af Sydvietnams mest populære attraktioner er Cu Chi-tunnelerne, hvor man ved selvsyn kan se, hvordan Viet Cong førte guerillakamp mod fjenden. Det er der vi er på vej hen nu. Vietnameserne har altid haft en tradition for at bruge underjordsike tunnelsystemer når de førte krig mod skiftende besættelsesmagter. De fik gradvist mere og mere betydning i krigen mod franskmændene, men tunnelsystemerne blev kraftigt udvidet og helt afgørende i den amerikanske krig.

Viet Cong, der var Nordvietnamesernes allierede i Sydvietnam, brugte tunnelerne til overraskelsesangreb. Men soldaterne kunne også bo i længere tid under jorden, flere steder var tunnelerne i flere etager og indrettet med bl.a. sovesale, køkken og hospital. Det var primært Viet Congs sympatisører, der boede i landsbyerne, som gravede tunnelerne.

I dag er området ved Cu Chi, der blot er et af mange steder, hvor tunnelsystemet er nogenlunde intakt, næsten et stort udendørs museum. Tunnelerne er selvfølgelig hovedattraktionen, og de venlige medarbejdere på stedet viser gerne hvor indgangene er og giver en i demonstration i, hvordan man kom ned i gangene.

Vi går gennem et lille skovområde og kommer forbi et krater lavet af et B52 bombefly. Vi ser også de fælder som Viet Cong satte op i junglen, og vi finder ud af, at det ofte gjaldt om at såre fjenden frem for at dræbe ham. På den måde pålagde man de øvrige soldater en stor byrde ved at de skulle bære rundt på deres kammerater. Fælderne var godt camouflerede og bestod af adskillige spidse spyd, der sårede fjenden. Ofte var de smurt ind i afføring fra mennesker eller dyr for at fremtvinge en blodforgiftning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
En af Viet Congs fælder

Siden krigens begyndelse havde det undret amerikanerne, hvordan fjenden kunne forsvinde lynhurtigt fra kamppladsen og foretage angreb tæt på Saigon. Men der var nogle brikker, der faldt på plads, da australske soldater ved et tilfælde fandt et af tunnelsystemerne. Man prøvede at bombe, ryge og gasse Viet Cong ud, og man sendte endda hunde og senere de berømte tunnelrotter ned i tunnelerne for at gøre det af med fjenden.

Vi ser også bunkere, og der er udstiling af redskaber og en minesprængt amerikansk tank. Da vi når til caféteriaet er det ikke så meget kaffen, der tiltrækker turisterne. Næh, her kan man få lov til at skyde med de våben, der blev brugt under krigen. Hvornår kan du ellers få lov til at skyde med AK 47 som russerne leverede til Viet Cong og den nordvietnameiske hær samt M 16 og M 60 geværer? I caféteriet er der i øvrigt en fin udstilling af våben.

Vi følger en ansat ned i tunnelerne for at få et indtryk af størrelsen. Utroligt, at man har kunnet føre en tilværelse i de smalle gange.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det har været forstyrrende for Viet Cong at blive opdaget, men tunnelsystemerne var enorme og mange, og desuden var de konstrueret til at modstå bombe- og gasangreb. Da man havde meget lidt held med at få Viet Cong ud af tunnelsystemerne, måtte der andre midler til.

Amerikanerne satte sig for at ville fange eller dræbe fjenden inden de forsvandt ned i tunnelerne. En svær opgave da Viet Cong lignede almindelige mennesker fra landsbyerne og man vidste således ikke, hvem der var civil, og hvem der var Viet Cong.

Det problem fandt man dog hurtigt en løsning på. Amerikanerne og sydvietnameserne ransagede utallige landsbyer for at finde folk, der sympatiserede med fjenden. Resten blev deporteret og sat i lejre.

Amerikanerne havde nu frit spil til at jævne landområder med jorden, og de kastede både afløvningsmidler og napalm ud over landsbyer, afgrøder og skov. Det nu nøgne landskab blev udnævnt til “fri skyde zone”, og amerikanerne mente, at de, der var i området måtte være fjender, da man havde sat alle andre i lejre.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
På vej gennem den udvidede tunnel

Amerikanerne havde dog ingen idé om, hvor enorme tunnelsystemerne var. I Cu Chi var de ca. 250 km lange, og Viet Cong kunne med lethed forsvinde ned i tunnelerne langt fra de steder, hvor man havde opdaget indgangene. Amerikanerne fik efterfølgende flere problemer at slås med.

De hårdtarbejdende vietnamesere, der sad i lejrene havde uendeligt svært ved at forstå, hvordan man kunne behandle deres jord på den måde som amerikanerne gjorde. De afgrøder de skulle leve af var væk, og man havde på ingen måde vist respekt for den jord, hvor deres forfædre hvilede.

Cao Dai Templet

Vi er ikke helt klar over, hvad der foregår. Vi følger opmærksomt med, da mennesker i blå, gule og røde dragter kommer ind i den store al og sætter sig på gulvet. Vi er kørt videre mod nord til byen Tay Ninh, der ligger tæt på grænsen til Cambodja for at besøge en befolkningsgruppe, der sværger til religionen Cao Dai.

Cao Dai Templet er omdrejningspunktet for det religiøse mindretal, der næsten har oprettet en stat i staten lige præcis her. Overalt ser vi disciple, nogle gør sig klar til den forestående ceremoni, men rundt om templet er der et helt almindeligt byliv med markeder og skoler.

Religionen Cao Dai ligger tæt op af buddhisme, taoisme og konfucianisme. Mange af levereglerne er taget herfra, men Cao Dai adskiller sig fra disse filosofier ved at have en gud. Andre religioner som f.eks. kristendommen og islam spiller også en rolle, og den sære sammensætning skyldes måske, at Cao Dai’s grundlægger, Ngo Minh Chieu, i årevis studerede verdens religioner.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Cao Dais hovedtempel i Tay Ninh

Han afholdt ceremonier og åndelige seancer, og det var under en af disse at han fra højere sted fik pålagt at skabe en ny religion. Cao Dai adskiller sig også ved, at religionens helgener alle er tidligere kendte personer som f.eks. Lenin, Shaekspeare, Jeanne d’ Arc og ikke mindst franskmanden Victor Hugo, der har en særlig plads i Cao Dai’s historie.

I 1926 fik Cao Dai status af officiel religion. Stort set alle indbyggere i Tay Ninh-provinsen bekendte sig til Cao Dai, og de oprettede deres egen hær og styrede provinsen som deres egen. De nægtede dog at støtte Viet Cong under den amerikanske krig, og det var en beslutning de kom til at bøde for efter krigen. Deres templer og landområder blev inddraget og flere medlemmer henrettet. Først i 1985 fik Cao Dai deres mange templer tilbage, deriblandt hovedtemplet i Tay Ninh, hvor vi går rundt nu.

Templet er temmelig specielt. Det er farvestrålende og kigger man efter vil man se symboler fra næsten alle religioner. Men et gennemgående symbol er “øjet” som Ngu Minh Chieu så i en drøm. “The Holy See”, som templet også kaldes er åbent for besøgende. Mænd skal gå ind i den ene side og kvider i den anden. Skoene sskal tages af og midten af templet er forbeholdt de bedende, så vi går langs siden for at komme op til det bagerste af templet, der gemmer på et væld af effekter.

Vi ser en række stole og får at vide, at den øverste enlige stil er forbeholdt Cao Dais pave, men en sådan har man ikke haft siden 1933. Bag alteret ser vi figurer af især vigtige personer fra taoismen, men også Siddartha Gautama (Buddha), skytshelgener og Jesus.

Klokken er 12.00, og det betyder at en af dagens fire ceremonier skal til at begynde. Fra balkonen langs templets sider har vi et fint udsyn til den 30 minutter lange ceremoni, der består af sang og bøn. De almindelige troende er klædt i hvidt og højerestående personer i farvede dragter, der symboliserer den religion udover Cao Dai, de også praktiserer.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Ceremoni i hovedtemplet
Spisetid – på lokal vietnamesisk restaurant

Det er hverken kønt eller appetitligt at se på. Der er mere mad på gulvet end på bordet, og de seks mænd taler højlydt og helst med mad i munden. Det er blevet spisetid, og vi har fundet en restaurant lidt udenfor Tay Ninh. Vi får at vide, at ejeren, en ældre dame, var gode venner med selveste Ho Chi Minh. På billeder på væggen kan vi ganske rigtigt se en ung udgave af kvinde sammen med Vietnams berømte frihedskæmper.

Selvfølgelig er hun stadig medlem af partiet, og lige nu er en delegation fra Hanoi på besøg i hendes restaurant. De lader tydeligt restaurantens øvrige gæster vide, hvem der har magten. De stakkels ansatte vimser rundt om bordet og prøver på at holde nogenlunde rent, men mad, dåser og spisepinde bliver smidt på gulvet hurtigere end de kan følge med.

De seks mænd er ikke bare svin, men åbenbart rige svin. Da de er færdige med at spise går de rundt i restauranten og deler penge ud. ”Det er jo nytår”, som en af dem siger, da han kaster en 2000 dong seddel efter os. Først tror vi den er falsk, men da vi er tilbage i Ho Chi Minh City opdager vi, at den er helt ægte. Ak ja, det havde nu klædt de seks partimedlemmer at give pengene til personalet, der i den grad kom på overarbejde.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiRejser til Vietnam

Del
Forrige artikelKnossos – Kong Minos palads
Næste artikelShanghai – det nye Kina
Carsten Gath
Siden jeg som dreng besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 42 lande og territorier og været mere end tre år på farten.