Hjem Thailand Chiang Rai og Den Gyldne Trekant

Chiang Rai og Den Gyldne Trekant

+ masser af nyttig rejseinformation nederst på siden

Her er forbavsende stille. Fra min plads oppe over Mekongfloden kigger jeg ud over Den Gyldne Trekant, der gemmer på så megen historie. Narkobaroner, oprørsgrupper og smuglere har alle huseret i det berømte område, der i dag er en populær turistattraktion. Men det nordligste Thailand og nabolandende Laos og Myanmar byder stadig på enestående oplevelser i form af smuk natur, spændende historie og farverige bjergstammer.

Ad Kok-floden til Chiang Rai

Båden suser op ad floden. Til alle sider er der skov, og frodigheden er fantastisk. Vi ser badende børn, bøfler, der drikker i vandkanten, og lokale fiskere, som prøver lykken med net eller fiskestang. Mae Nam Kok er fuld af overraskelser, og fra båden oplever vi skiftevis lange øde skovstrækninger og små primitive byer, hvor livet synes at gå sin gang. Det er den eneste rigtige måde at komme fra Tha Ton til Chiang Rai, får vi at vide flere gange. Sådan gjorde man i gamle dage, men med nutidens infrastruktur er bil og bus meget hurtigere, men helt sikkert ikke lige så charmerende.

Det tager et par timer at sejle mellem de to byer. Undervejs overhaler vi flere små bambusbåde, hvor turister med mere tid end os gør oplevelsen endnu mere autentisk. De tager en slow-boat og overnatter undervejs. Vi gør et stop i Karenbyen Ban Ruammit, der er lidt af en turistfælde. Her er elefanttrekking og restauranter, og frygtløse turister får taget et billede med en kæmpe pythonslange om halsen.

Chiang Rai
Ad Kok-floden til Chiang Rai, ferskvaremarkedet i Chiang Rai, Wat Phra Kaew i Chiang Rai
På rundtur i Chiang Rai – templer og morgenmarked

”Her har smaragdbuddhaen stået”, fortæller en mand, da vi er på vej ind i Wat Phra Kaew. Af samme grund er templet det vigtigste i Chiang Rai, og indenfor ser vi en kopi af Thailands mest berømte Buddha, der i dag er at finde i Grand Palace i Bangkok. I høj sol ankommer vi med båden til Chiang Rai og nyder endnu en gang den friske og tørre luft, der er anderledes behagelig end sydens fugtige tropevarme.

Chiang Rai blev grundlagt af Kong Mengrai i 1262. Det siges, at han besluttede at udvide sit kongerige mod syd da en af hans elefanter en dag stak af og først stoppede op lige præscis her. Mengrai opfattede det som et tegn og grundlagde Chiang Rai, der således var en del af Lanna-Thai riget, som først blev thailandsk provins i 1910.

Byen er længe blevet betragtet som porten til den Gyldne Trekant. Visionerne har været store, og i 1990’erne oplevede Chiang Rai et mindre byggeboom af hoteller og feriehuse. Investorer har i flere omgange haft et godt øje til byen, og i dag har Chiang Rai fået sin egen fanskare, der mener, at de omkringliggende stammelandsbyer er mere autentiske end ved Chiang Mai. Thai’erne har en lang tradition for at besøge byen, her er roligt, og klimaet noget mere udholdeligt end i Bangkok.

På byens marked er der fuld af liv. Boderne står helt ude på gaden, hvor lokale er ved at købe ind til madlavningen. Der er en fantastisk atmosfære på Chiang Rais ferskvaremarked, hvor et leben af mennesker går rundt mellem et væld af grøntsager og poser med færdiglavet mad. Eksotiske frugter ser vi ikke, til gengæld bemærker vi bjerge af løg, tomater, kartofler og gulerødder. Jo, det er tydeligt, at vi er oppe i højderne, hvor man har samme afgrøder som hjemme.

I de smalle overdækkede gange inde i markedshallen går vi på opdagelse i kødafdelingen, men her er også almindelige forretninger, der sælger tøj, ure, husgeråd og meget andet. Det er her de lokale køber ind, og det er her vi oplever thai’ernes hverdag på nærmeste hold.

Ferskvaremarkedet ligger på hjørnet af Thanon Utarakit og Thanon Suksathit, præcis ved det gamle klokketårn, som man ofte ser på billeder fra Chiang Rai. Længere nede ad gaden står et nyere klokketårn, der er smukt udført af den samme kunstner som har bygget det berømte hvide tempel syd for byen.

Chiang Rai har kun få historiske monumenter. I udkanten af byen har man genopbygget et stykke af den gamle bymur, og området prydes også en statue af Kong Mengrai, der skuer ud over Chiang Rai. En tempeltur i byen er et must. Først besøger vi Wat Phra Kaew, der ikke kun består af templet, hvor smaragdbuddhaen har stået. Vi går også på opdagelse i den imponerende smukke teaktræsbygning, der huser et yderst interessant museum.

Gamle buddhaer, almisseskåle og andre spændende effekter står på række, og udstillingen er ligesom bygningen fantastisk. Vi forlader museet, går bag om chedien og kommer ind til det allerhelligste. Kopien af smagradbuddhaen, der er udført i jade af en kinesisk kunstner.

Også Wat Phra Singh få hundreder meter fra Wat Phra Kaew og et stenkast fra ferskvaremarkedet huser en kopi af et berømt Buddharelikvie. Templet er fra det 14. århundrede og i typisk nordthailandsk stil. Med sit lave tag og træstruktur har det en slående lighed med mange af de templer, vi tidligere har besøgt i Laos.

Vi er ikke helt færdige med Chiang Rais templer. I bunden af Thanon Jet Yod går vi rundt om Wat Jet Yod. Templet er nyrenoveret og farvestrålende, og skiller sig ud ved den firkantede chedi med syv spir, der er lidt af et særsyn. Indenfor sidder de lokale og beder, mens vi nærstuderer den store Buddha og ikke mindst det flotte blå træloft, der er udført som en kalender for thailandsk astrologi.

Chiang Rai
Wat Jet Yod, natmarkedet, sælger og tuk-tuk og det Hvide Tempel syd for Chiang Rai
Natmarkedet og Chiang Rais turistgader

De er her alle sammen. Akha-kvinderne, de unge hmong-piger og den lille lahu-familie. Alle prøver de at komme af med deres spændende varer på Chiang Rais natmarked, der er yderst interessant. Udover bjergstammernes smukke håndværk ser vi masser af tøj, sko, tasker og meget andet. På en lille scene underholder en duo med moderne musik og fra gadekøkkenerne indsnuser vi skønne dufte af frisklavet mad.

Natmarkedet ligger på Thanon Phahonyothin, der sammen med parallelgaden Thanon Jet Yod er en af Chiang Rais turistgader. Heldigvis er her ingen souvenirbutikker eller tvivlsomme fastfoodrestauranter. Sådan er Chiang Rai ikke. Her blander man sig med de lokale, og gadernes lidt misvisende navn skal heldigvis ikke tages bogstaveligt. Nok er her en stribe restauranter og på Jet Yod barer, der understreger byens lidt tilbagelænede atmosfære, men udvalget er ret begrænset.

Pudsigt nok vrimler det ikke ligefrem med restauranter i gaderne, men ingen behøver at sulte. På Siam Corner spiser vi enkel thailandsk mad til lavpris, mens den gamle og engang så trendy Aye’s Restaurant har udviklet sig til et mainstream sted proppet med tourgrupper. Maden fejler ikke noget, men den høje musik og kraftige os fra grillen løfter ikke ligefrem oplevelsen.

Næh, så er der mere stil over Jatujak Restaurant, der lige nu må være den mest trendy restaurant i Chiang Rai. En hær af tjenere er over os, mens vi spiser lækker mad i et kreativt og minimalistisk miljø. Vi forlader Chiang Rais natmarked med en god følelse. Godt nok er det målrettet turister, men når bjergstammerne kommer med deres farvestrålende varer, så er man garanteret håndlavede og unikke ting.

Det Hvide Tempel (Wat Rong Khun)

”Wow”, siger vi i munden på hinanden, da vi står foran det berømte hvide tempel Wat Rong Khun. Den sene eftermiddagssol kaster lange skygger over Nordthailand og lægger det smukke tempel i et mystisk gulligt lys. Vi er kørt 11 kilometer syd for Chiang Rai for at besøge det smukke og meget specielle tempel, der er et must-see.

Templet blev påbegyndt i 1998 af den kendte thailandske kunstner Chalermchai Kositpipat, der som ung var munk på dette sted. Han siger, at han med templet vil give noget tilbage til de mennesker, der har gjort ham til den han er. Rygter påstår dog, at Chalermchai Kositpipat har fået konstateret kræft, og at han med templet vil gøre en god gerning og dermed forbedre sin karma. På et skilt ved templet står der: Det er ikke fordi jeg mangler penge at templet ikke er færdigt, men fordi jeg vil lave et mesterværk.

Og det er i sandhed et mesterværk Kositpipat har opført. Templet er lavet af en speciel cementblanding, der kan formes, og på blandingen er der limet tusinder af små spejle, der gør, at bygningen glimter smukt uanset hvor man står og kigger på det. Chalermchai Kositpipat har oplært lokalbefolkningen i teknikken omkring cement og spejle, så de kan færdiggøre templet, hvis der skulle ske ham noget. Det Hvide Tempel er desværre ikke åbent for besøgende, da vi kommer forbi, men det er bestemt også imponerende udefra.

Den Gyldne Trekant

De kalder det hjertet af Den Gyldne Trekant. Byen Sob Ruak ligger med perfekt udsigt over præcis det sted, hvor Mekongfloden deler Laos, Myanmar og Thailand. Vi har forladt Chiang Rai og de omkringliggende bjerge og er kørt nordpå, hvor skriggrønne rismarker ligger side om side. I virkeligheden dækker Den Gyldne Trekant over et stort areal, der går langt ind i alle tre lande, men smarte forretningsdrivende har gjort byen Sob Ruak i Thailand til det officielle centrum for det historiske område.

I årtier har Den Gyldne Trekant været berømt eller måske snarere berygtet for den omfattende produktion og handel med opium. Det siges, at opiumfremstillingen i Thailand er nede på et minimum takket være de projekter, der skal få bjergstammerne til at dyrke grøntsager i stedet for valmuer. Ufattelig mange penge har skiftet hænder i dette område, hvor især de etniske minoriteter i Myanmar har finansieret deres kamp mod militærdiktaturet ved salg af opium.

Tidligere producerede man primært morfin af valmuen, men i dag er det mest heroin man får ud af den eftertragtede plante, det meste fremstillet i Myanmar. Fortjenesten på opium er langt højere end på grøntsager, så det har været en lang kamp at få bjergstammerne i Thailand til at ændre afgrøde, men missionen ser stort set ud til at lykkedes.

Sob Ruak betår ikke af meget andet end hovedgaden med souvenirboder og forretninger. Byens nye vartegn er den store Buddha, opført i anledning af dronningens fødselsdag. Den store Buddha symboliserer Thailand og de tre mindre på siden symboliserer Laos, Kina og Myanmar. Området omkring Buddhaen er lidt af et tivoli, og vi ser bl.a. flere thai’er smide en mønt i en tragt, der ruller hele vejen ned i maven på en Buddhafigur, som kvitterer med en kort melodi. Selvom udsigten fra Buddhaen er smuk, så er den endnu bedre fra udkigspunktet oppe over floden. Det er her jeg sidder og skuer ud over Mekong og de tre lande, der har så meget at byde på.

Opiumsmuseet og te hos Mr. Vichai

De små fyldte kopper står på række foran mig. Jeg kan ellers godt lide te, men ikke i de mængder vi får serveret i Mr. Vichais tebutik. Tilbage i Sob Ruak besøger vi det lille opiumsmuseum, der har en række effekter som vægte, opiumspiber og meget andet. Her er også information om bjergstammerne i omegnen og fortællinger fra dengang Den Gyldne Trekant var præget af gangstere og opiumshandel.

Overfor museet ligger Mr. Vichais tebutik, der fra gulv til loft er proppet med te. Disken minder om en bar, og her bliver vi bænket for at smage på det store udvalg. Hver gang der kommer nye kunder ind i butikken, bliver der hældt frisk te op i de små kopper. Vi smager bl.a. jasmin- og ginsengte, noget er lokalt produceret, men det meste importeret fra Kina. Butikken er et hyggeligt sted, og selvom der er visse sprogvanskeligheder, så er det sjovt at sidde og drikke te sammen med de lokale.

Chiang Rai
Den Gyldne Trekant, opiumsmuseet, til te hos Mr. Vichai, ad Mekongfloden i båd, Wat Chedi Luang
Ad Mekongfloden til Don Sao

Welcome to Laos står der på det store skilt ved bådpladsen. Godt nok tilhører den lille ø Don Sao midt i Mekongfloden nabolandet, men man skal ikke forvente, at den skiller sig væsentligt ud fra Thailand. Man lever i vid udstrækning af turister, og det første vi møder, da vi har taget en båd fra Sob Ruak til Don Sao er da også souvenirboder på række.

Men med et besøg her har man på få timer mulighed for at opleve alle tre lande ved Den Gyldne Trekant. Normalt skal man have visum for at komme ind i Laos, men ikke engang pas er nødvendigt for at sætte fødderne på Don Sao. Det koster dog 20 baht at besøge øen, og dem betaler vi i det lille bambusskur ved bådpladsen. Et hit blandt turisterne er at tage færdigskrevne postkort med til Don Sao og aflevere dem på det lille postkontor, der påsætter laotiske frimærker.

Chiang Saen

Både sejler af sted, og på land er der hektisk aktivitet. Havnen er lidt af et trafikknudepunkt for flodbåde fra de omkringliggende lande, der bliver lastet og losset. Men det er ikke derfor vi er kørt få kilometer mod syd til Chiang Saen, der gemmer på så megen historie. Der er fundet spor efter bebyggelse så langt tilbage som i det 7. århundrede, og byen er fyldt med ældgamle templer, de fleste blot ruiner.

Vi besøger Wat Chedi Luang, der er bygget mellem det 12. og 14. århundrede. Årene har været hårde ved templet, der ligner noget i hastigt forfald, men vi får at vide, at det er helt bevidst, at det ikke er restaureret. Bagved templet ser vi den høje Chedi, og endnu længere væk ligger munkenes beboelsesområde, hvor der hænger massevis af orange klæder til tørre. Et stenkast derfra går vi på opdagelse i nationalmuseet, der naturligvis omhandler byens gyldne periode.

Tilbage ved Mekongflodens breder sætter vi os i solnedgangens skær og følger med i livet. En tøffende båd kommer forbi og børn i skoleuniform leger ved vandkanten. Jeg har læst, at det skulle være muligt at tage en speedbåd op ad floden til Kina. Spændende, men det må blive en anden gang, for vi har nået denne rejses mål, Den Gyldne Trekant. Siddende her med udsigt til Laos, kan vi se tilbage på en fantastisk rejse. Jo, Nordthailand er anderledes. Billigere, venligere og med en helt anden ro end Sydthailands turistmylder.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiBook pakkerejse

Information Chiang Rai

Transport
Der er adskillige daglige flyafgange fra Bangkok til Chiang Rai. Både Thai Airways, Bangkok Airways, AirAsia og Nok Air flyver på ruten. Hold øje med fra hvilken lufthavn der flyves. Lavprisselskaberne benytter primært den gamle Don Mueang lufthavn, mens Thai Airways og Bangkok Airways flyver fra Suvarnabhumi. Fra lufthavnen er det nemt at tage en taxi ind til byen, der ligger ca. 15-20 minutters kørsel væk.

Chiang Rai har busforbindelse til flere byer i området, inklusive Chiang Mai, hvortil der er adskillige afgange dagligt. Prisen er ca. 2000 baht for billigste klasse. Turen tager tre timer. Der er også ruter til Bangkok (ca. 600 baht/12 timer), Chiang Saen (ca. 50 baht/1.5 time), Lampang (ca. 130 baht/5-6 timer), Phrae (ca. 180 baht/4 timer), Phitsanulok (ca. 300 baht/7 timer), Mai Sai (ca. 50 baht/1.5 time). Der findes flere andre ruter, forhør dig på busstationen, der ligger på Th. Prasopsuk, lige ved natmarkedet.

Man kan gå til det meste i Chiang Rai, men er der behov for transport, kan du vælge Songtaew (grisebil) for ca. 15-20 baht pr. person. Tuk-Tuk koster ca. 60-70 baht pr. person og cykeltaxi ca. 30-40 baht pr. person. Alle priser er for ture inden for byområdet, husk at aftale pris inden du kører.

Bank
Byen har både banker og kontantautomater.

Mad
Chiang Rai har et mindre udvalg af restauranter. Den lokale mad består mere af stegt ris og nuddelretter end man ser i f.eks. det sydlige Thailand. Er du til billig mad, er det værd at besøge natmarkedet, hvor der findes mange små madsteder, der primært er thai/kinesisk/lao inspireret. Det er superhyggeligt at iagttage den lokale atmosfære mens man spiser. Chiang Rai er stor nok til at der også er internationale restauranter. Flere italienske spisesteder ligger i byen, alternativt kan du prøve på hotellerne.

Aktiviteter
Den altdominerende aktivitet i Chiang Rai er trekking. Som nævnt er der mange, som foretrækker dette område fremfor Chiang Mai. I de bjergrige egne omkring byen findes bl.a. lisu-, karen-, lahu-, og akha-stammer. Ligesom i Chiang Mai gælder det også her om at finde den rette udbyder, hvis man vil trekke. Du kan forhøre dig i et af tourbureauerne eller på dit hotel.
Del
Forrige artikelMennesker på min vej
Næste artikelKoh Chang – Thailands skønne jungleø
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 43 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

2 Kommentarer

  1. Det lille turistområde i Chiang Rai er et fedt sted. Temmelig tilbagelænet med en række gode og billige barer og restauranter. Jeg har et par venner der bor i byen og jeg er der flere gange om året og bliver aldrig skuffet.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here