Det her er Grækenland. Det er sådan jeg husker det fra mine første rejser i 1980’erne, og det er sådan jeg gerne vil opleve det. Med vejrbidte bønder, duftende krydderbuske og spredte landsbyer i det bjergrige terræn. I lejebil er vi på vej mod sydvest for at opleve det ægte og uspolerede Vestkreta.

Den alvorlige mand krydser klostergården og forsvinder bag de høje mure. Han værdiger os ikke et blik, men vi holder øje med ham. I sin sorte dragt og den karakteristiske hat er han en stor kontrast til kystens sorgløse liv og afklædte turister.

Vi har lagt Vestkretas feriebyer bag os, og ved byen Kolimbari drejer vi af for at besøge Moni Gonias klostret. Det er her, vi ser den hellige mand, og det er her vi nyder de smukke ikoner i det gamle kloster, der er opført første gang i 1618. Osmannerne ødelagde klostret under angrebet i 1645, og det nuværende er fra 1662, men dog renoveret flere gange.

vestkreta
Stranden i Falarsarna

Det vestligste Kreta

Vi passerer Draponias og Kissamos (Kastelli) og kan snart se havet forude. Ved Platanos tager vi en afstikker til Falarsarna, der engang i hellenistisk tid var en vigtig bystat. I dag kommer turisterne primært for den fine og 200 meter brede sandstrand, hvor der er masser af plads. Autocamperne står på række, og det er som om, at kysten her tiltrækker et helt andet publikum end badebyerne ved Chania.

Syd for Falarsarna bliver landskabet mere bjergrigt. Gederne står på skråningerne og her og der ser vi en bonde, der prøver at at få styr på sin flok. Flere gange stopper vi op for at nyde udsigterne og den smukke natur. Krydderbuskene vokser vildt i terrænet og her er befriende øde og stille.

Ved Kefali forlader vi endnu en gang hovedvejen for at besøge klostret Moni Chrissoskallitissa. Vor Frue af Guldtrappen skulle klostret nogenlunde hedde på dansk, og det er i hvert fald nemmere at udtale end det græske navn. Klostret er af den slags, vi gerne tager en omvej for at besøge.

De 90 trin op til den karakteristiske hvide bygning med de blå trærammer er hurtigt overstået. Indenfor i klostret er der tændt masser af små lys, der symboliserer ønsker fra tidligere besøgende. Udsigten fra Moni Chrissoskallitissa udover Middelhavet er smuk, men det er også et barskt og vindblæst sted. En enkelt nonne er stadig tilknyttet klostret får vi at vide, men mon ikke det lever videre. En souvenirbod, der kan synes malplaceret, sørger i hvert fald for lidt indtjening.

vestkreta
Geder i bjergene

Europas Maldiverne

Badegæsterne lader til at have det fantastisk. Det krystalklare turkisblå hav får automatisk børn til at juble og voksne til at trække på smilebåndet. Fra Moni Chrissoskallitissa er vi kørt de sidste stykke ned til Vestkretas sydvestkyst, hvor badeparadiset venter.

Europas Maldiverne kalder man Elafonissi, der består af lækker strand, sandtanger og en lille ø. Det er helt forståeligt et trækplaster for turisterne, og da vi ankommer har vi svært ved at finde en parkeringsplads.

Nogle badegæster har lejet solstole, mens andre blot har smidt et håndklæde i sandet. Vi går en soppetur i det lune vand og når ud på den lille ø, hvor der er sanddyner og spredt vegetation, der giver lidt privatliv til solbaderne. Elafonissi er fantastisk smuk, og stranden må uden tvivl høre til blandt Europas bedste.

Ad bjergvejene tilbage til nordkysten

Potamida, Voulgaro og Topolia. Navnene på de små byer er os temmelig ukendte, men det gør dem ikke mindre interessante. Ifølge vores kort tager vi den lige vej tilbage til nordkysten, men det vestlige Kreta er bjergrigt, og de små veje fører os op i højderne, hvor vi ser pragtfulde kløfter, klippemassiver og en helt anden verden end Elafonissis strandliv.

Den lille by, hvor vi spiser en meget sen frokost har nok et navn, men man skilter ikke med det. Faktisk burde den beskedne samling huse være mere kendt, for lige præcis her sidder vi og spiser en enkel frokost med udsigt over Vestkretas bjerge. Det er mor selv, der kommer med den græske salat og lækre souvlaki tilberedt over åben ild.

Omsider når vi nordkysten igen. Vi er tilbage i turistmylderet, og selvom vi har alle fornødenheder inden for rækkevidde, så kommer vi hurtigt til at savne landsbyerne og den rolige sydkyst. Måske er det der vores næste rejse til Kreta skal gå hen.

Book flybilletBook hotel med prisgarantiBook pakkerejse

vestkreta
Chrissoskallitissa klostret
Del
Forrige artikelTre gode oplevelser i Antalya
Næste artikelMarmaris – ferie ved den tyrkiske skærgård
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 44 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here