Hjem Kina Besøg ved Den Kinesiske Mur

Besøg ved Den Kinesiske Mur

2

I 10 år har jeg ventet på dette øjeblik. I lige så lang tid har jeg ærgret mig. Dengang i 2004 ankom jeg i kraftig tåge til præcis dette sted for at opleve et af verdens mest berømte bygningsværker: Den Store Mur, der fuldstændig forsvandt bag de lavthængende skyer. I dag skinner solen fra en skyfri himmel, og muren bugter sig smukt gennem landskabet. Det er det øjeblik, jeg har ventet på.

den kinesiske mur
Menneskemylder på Den Kinesiske Mur

”Hvordan har der dog kørt stridsvogne her”, siger jeg til mig selv. Det er måske heller ikke lige her, at de frygtede kampvogne har kørt, men jer er overrasket over, hvor stejl muren er. Det er jeg ikke den eneste, der er. Folk stønner og puster, da de ligesom jeg er på op ad Den Store Mur.

Vi er i Badaling, der ligger ca. 90 km nord for Beijing. Det er her, vi prøver at forcere de utrolig stejle trapper for at komme op på det lille bjerg, som muren bugter sig op ad. Da vi når toppen, bliver vi heldigvis belønnet med en smuk udsigt over det næsten øde landskab. Her og der kan vi se muren, tårnene, og jeg imponeres over det enorme arbejde, der skabt dette enestående bygningsværk.

Den Store Mur, måske bedre kendt som Den Kinesiske Mur, blev påbegyndt af Kinas første kejser, Qin Shu Huang, der forsøgte at holde nomadestammerne fra nord ude med store volde af jord og småsten. Voldene blev bygget mellem eksisterende vagttårne, opført af de kongeriger som Qin Shu Huang erobrede i forbindelse med grundlæggelsen af Kinas første dynasti, Qin-dynastiet.

Det krævede mange hundrede tusinde mand at bygge jordvoldene, og eksperter mener, at der er flyttet hele 180 millioner kubikmeter jord for at lave den 6.350 km lange mur. Mange arbejdere var fanger, og det siges, at de dødes kroppe blev brugt som byggemateriale.

Selvom voldene blev bygget for at holde fjender ude, så lykkedes det alligevel Djenghis Khan at erobre Kina og grundlægge Yuan-dynastiet. Muren var på det tidspunkt i forfald, men det efterfølgende Ming-dynasti begyndte en storstilet renovering, der igen krævede flere hundrede tusinder arbejdere.

Den kinesiske mur
Besøg ved Den Kinesiske Mur

Genopbygningen af muren betød, at man gik væk fra at en mur af jord og begyndte at bruge sten. Heller ikke denne mur formåede at holde indtrængende fjender ude, dog var det kineserne selv, der lukkede manchurerne ind for at slå et oprør ned. Resultatet blev grundlæggelsen af Qing-dynastiet i 1644, Kinas sidste dynasti.

De sidste par hundrede år har muren fuldstændig mistet sin betydning. Kinas fjender er kommet ad søvejen og ikke over land. Det har været medvirkende til, at muren forfaldt igen. Kineserne selv har brugt sten fra muren til byggemateriale, og var det ikke for turismen, så ville muren sandsynligvis forgå. Store områder er forsvundet, og hver dag forsvinder mere og mere af det berømte bygningsværk.

I Badaling ankommer turistbusserne på stribe. Det er et af flere steder man kan besøge muren, men nærheden til Beijing gør, at her er rigtig mange mennesker. Her er ikke kun udlændinge, men også kinesere, der synes at være lige så begejstrede som os for at bestige muren. Det er dog ikke alle, der klare den ca. 500 meter lange tur til toppen. Det kræver gode ben, og så er der de her meget stejle trapper, som vi næsten kravler op ad.

Ad Åndevejen til Minggravene

”Uvedkommende, der gik gennem denne port blev henrettet”, fortæller en guide, da vi står ved begyndelsen af Åndevejen, der ligger snorlige foran os. Det er forår, og blomsterne vælter op af jorden i alle mulige farver. Frodigheden er fantastisk, overalt er her grønt i forskellige nuancer, og det velplejede område tager sig godt ud som det ligger her badet i sol.

Vi forstår, hvorfor Mingkejserne valgte lige præcis dette sted at stede til hvile. Beliggenheden i bunden af den kæmpe dal er smuk, og i gamle dage har dette sted sandsynligvis gemt på adskillige myter.

MUR02
Men det var dengang. Dengang, hvor man mistede livet, hvis man betrådte det kejserlige gravområde. I dag er det heldigvis anderledes, og vi vover os ned ad vejen, der er væsentlig kortere end i Mingdynastiets tid. Her er stenfigurer, der forestiller løver, kameler, heste og forskellige fabeldyr. Der er kæmpe kinesiske roser, og bedst som vi føler os i Torneroseland, når vi indgangen til gravene.

I dag er kun tre af Minggravene åben for offentligheden. Mest besøgt og bestemt også den mest imponerende, er kejser Yong Le’s grav. Vi ser offerhallen, en fantastisk flot træbygning, der indeholder effekter fra Mingdynastiets tid, og vi når gennem flere porte Sjæletårnet, der ligger som en mystisk vogter foran den kæmpe pyramideformede jordvold, hvor Yong Le er begravet.

En spændende dag er ved at være slut. Solen skinner stadig fra en skyfri himmel, og jeg kunne ikke ønske mig et bedre vejr. Jeg har fået, hvad jeg kom efter, men der behøver ikke at gå 10 år før jeg besøger Den Store Mur igen.

Book flybilletBook hotel i KinaRejser til Kina

Information Den Kinesiske Mur

Var det ikke for turismen, så ville hele den store mur sandsynligvis forgå. Store områder er forsvundet og befolkningen henter stadig sten som de bruger til byggemateriale. Men nogle steder har man prøvet at genopbygge muren, som den så ud i sin storhedstid.

Det absolut mest besøgte stykke af muren er ved Badaling, ca. 75 km fra Beijing. Her er flere vagttårne og muren er renovere. Busser fra hovedstaden ankommer på stribe for at sætte turister af, der vil prøve at bestige den meget stejle mur, der er fra Ming-perioden. Der er caféer og flere souvenirboder på området, ligesom sælgere går rundt med deres varer. Sidstnævnte er dog i væsentlig færre antal end da vi sidst besøgte Badaling. Her på området ligger også China Great Wall Museum, der fortæller om murens historie.

Juyongyuan er den del af muren, der ligger tættest på Beijing, og det tager lige over en times tid at køre de 50 km fra hovedstaden. Muren her er fra Ming-perioden, men renoveret. Her er kun få turister og det er muligt at gå et længere stykke uden det er stejlt som ved Badaling.

Det næstmest besøgte sted at se og gå på muren er ved Mutianyu, ca. 85 km nordøst for Beijing. I forårs- og sommermånederne kan man se muren sno sig gennem det grønne og frodige landskab. Også her er muren renoveret, og det samme er hele 26 vagttårne. Mutianyu er sine steder stejl, men man kan gå et godt stykke uden at anstrenge sig. Orker man ikke turen til toppen, så kan man tage kabelbanen, det koster 35 yuan.

Som nævnt er muren noget der bare skal ses når man besøger Beijing. Det ved kineserne selvfølgelig godt, og af samme grund bliver der udbudt utallige ture til muren. Det er dog værd at undersøge grundigt, hvad turene præcist indeholder. Ofte er der besøg på flere perle-, jade-, og silkefabrikker inkluderet - ikke lige sagen når det er muren, man er kommet for at se.

Nyttige links
Visit Beijing
Udenrigsministeriets rejsevejledning
Pas- og visumregler

Del
Forrige artikelBeijing – hvor det nye og gamle Kina mødes
Næste artikelPhnom Penh – i fodsporene på Khmer Rouge
Carsten Gath
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 44 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

2 Kommentarer

  1. Meget spændene at se muren, men var nok lidt skuffet. Utrolig mange mennesker, det var næsten ikke til at komme til.

    • Helt enig. Selvom det selvfølgelig er spændende at gå på muren, så er det måske mere historien om muren, der imponerer. Jeg går ud fra, at I var ved Badaling – husk, der er også andre steder at se muren.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here