Hjem Bangkok rejseguide

Bangkok rejseguide

Smukke templer, heftig trafik og kvælende varme. Skyskrabere, lækker mad og imponerende markeder. Bangkok. Hvor man siger, at øst møder vest. Den thailandske hovedstad er et must-see for enhver, der besøger smilets land. Beliggende centralt i landet er byen et godt udgangspunkt for udflugter og oplevelser, men også for videre transport i det spændende og dragende Sydøstasien.

Bangkok kan ved første øjekast synes enorm og uoverkommelig, men er overraskende imødekommende og nem at finde rundt i. Der er ingen undskyldninger for ikke at besøge byen, det er Thailands hjerte, og det er her du oplever nyt og gammelt side om side, og hvor du på en gang kan forundres over Østens mystik og gå shop-amok i ultramoderne indkøbscentre.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Solnedgang over Silom

Bangkok er en enorm by. Her bor ca. 11 millioner mennesker, og befolkningstilvæksten er støt stigende. Her er varmt, forurenet, kaotisk og trafikken er intens, men alligevel er det et sted jeg altid glæder mig til at besøge. Bangkok er utrolig alsidig og kontrastfyldt med mange muligheder, når det gælder f.eks. kultur og shopping. Og så er Bangkok jo et rigtig godt udgangspunkt for rejser videre ud i Asien, en erfaring som jeg selv og flere tusinde andre danskere hvert år gør sig.

Byen blev grundlagt i 1782 af Rama I., efter at den gamle hovedstad, Ayutthaya, brændte ned. Bangkok lignede i mange år så mange andre byer i Asien, men udviklingen tog fart i midten af 1900-tallet, da soldater fra vesten tog på orlov i byen. Det dannede grundlag for nye hoteller, restauranter, markeder og ikke mindst den massive prostitution der stadig er en del af Bangkok. Sidenhen har byen udviklet sig til en af Asiens vigtigste byer, både når det gælder trafik, handel og økonomi.

Book hotel i Bangkok med prisgaranti

Byen – orientering

Der er ikke noget egentligt centrum i Bangkok, hvor hoteller, butikker og restauranter er spredt ud over et stort område med hver deres særpræg. Langs floden er der altid liv, her ligger primært luksushoteller, men også de fleste af byens historiske attraktioner som f.eks Grand Palace, Wat Po og på den anden side af floden Wat Arun.

Dette område har selvfølgelig også sine gode shoppingsteder. Lige syd for Menam Riverside Hotel ligger Asiatique, der har flere end 1.500 forretninger og 50 restauranter. Her er også underholdning i form af cabaret og musik. Også det travle Chinatown finder man ud til floden. Tag en expressbåd eller flodtaxi når du skal rundt i området, så slipper du for den voldsomme trafik. Ved Taksin-broen kan man tage Skytrain til andre områder i byen, f.eks til den gode shopping ved Siam Square.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Et kig ned ad Khao San Road

Khao San Road
Khao San Road er for de fleste backpackere centrum i Bangkok. Denne gade er mødested for rygsækrejsende, der her kan finde alt hvad de skal bruge af bespisning, shopping og turarrangører. Gaden ligger lige nord for Grand Palace, tæt på Democracy Monument. Der er masser af billig overnatning på Khao San Road, 30-35 kr. pr. nat er ikke ualmindeligt. Der er adskillige barer hvor man kan mødes med andre backpackere og udveksle erfaringer.

Gaden har en lidt sjov stemning, alle er her for det samme, og man kan næsten mærke backpackernes forventninger om store oplevelser. Khao San Road er absolut ikke noget kønt sted, her er overklistret med skilte og neonlamperne blinker i takt med musikken fra gadens barer. I de senere år har Khao San Road dog udviklet sig til et lidt trendy sted hvor også den lokale ungdom kommer for at gå i byen.

Sukhumvit Road
Denne gade starter omtrent efter Ploenchit Skytrain station. Sukhumvit Road er kendt af mange turister, da her ligger adskillige hoteller, restauranter, barer og markeder. Sukhumvit Road er en af Bangkoks mest trafikerede gader, men skytrain gør det trods alt nemt at komme rundt.

Sidegaderne (soi’s) er mere rolige med små gadekøkkener og knap så meget trafik. Startende fra Ploenchit Skytrain station kommer man hurtigt til en af gadens mest populære steder, Nana Plaza, der fungerer som et af Bangkok’s store barområder med beerbars, go-go barer og letlevende piger.

Nana Plaza ligger ned ad Soi 4, men hele området omkring Nana Skytrain station er hektisk med alverdens tilbud til turisterne. Fra Soi 2 til Soi 15 finder man Sukhumvit marked der starter omkring klokken 14 og slutter ud på aftenen. Her fås de sædvanlige varer som tøj, dvd’ere, tasker osv., markedet er i den grad henvendt til turister.

bkk003
Sukhumvit Road er travl døgnet rundt

Soi 11 er en af de største sidegader på Sukhumvit Road. Her er både australske, tyske, irske og engelske barer, men også nogle af Bangkoks absolutte in-steder som barene Bed Supperclub og Q-Bar. Ved Asoke Skytrain station (stationen efter Nana), finder man shoppingcentret Terminal 21, et lidt anderledes sted, der er bygget op som kopier af forskellige steder i verden, f.eks. Istanbuls bazar og Fishermans Wharf i San Fransisco.

Efter Asoke krydser man soi 21/Thanon Ratchadaphisek og kommer ind i et meget populært område hvor Soi Cowboy er det store trækplaster. Soi Cowboy er en lille gade mellem soi 21 og soi 23, her er fyldt med barer af den syndige slags. Længere ude ad Sukhumvit Road, ved soi 24, ligger det eksklusive shoppingcenter Emporium, her mødes overklassen for at shoppe, priserne er skyhøje. Ved soi 38 kan man besøge et andet natmarked, et madmarked med en skøn atmosfære.

Siam Square
Området er Bangkoks shoppingområde nummer 1. Mest berømt er nok MBK, hvor der er shopping i 2000 forretninger fordelt på otte etager. Nogle steder skal man prutte om prisen, andre steder har fixed prices og man kan være heldig at støde ind i nogle fantastiske tilbud der er så billige at man ikke tror sine egne øjne.

MBK er yderst populært blandt de lokale, især lørdag er her stuvende fuldt. Og hvad kan man så købe? Stort set alt, bla. tøj, tasker, tørklæder, bælter, kosmetik, mobiltelefoner, sko og meget meget mere. Der er også restauranter og biograf på øverste etage.

Rigtige mærkevarer kan man finde i Siam Paragon, der er et af sydøstasiens største shoppingcentre. Her er 250 forretninger med alle de kendte mærker fra hele verden. Shoppingcenteret åbnede december 2005, og kostede ikke mindre end 375 millioner dollars! Overfor Siam Paragon ligger Siam Discovery Center, der har samme varer som MBK.

På den anden side af gaden, overfor Siam Paragon og Siam Discovery, ligger en række små gader der ikke er mindre kedelige. Her kan shoppingen fortsætte i forretningerne og det lille Siam Marked, der er en række boder med turistting. Fra Siam Square kan man gå ad skywalk, et langt fortov der løber langs skytrainbanen, til Central World Plaza. På den måde undgår man den heftige trafik. Central World er åbnet igen efter den hårde medfart det fik under urolighederne i april 2010.

Bangkok
Erawan Helligdommen ved Siam Square

Er du nået til Central World ad skywalk, vil du i det store kryds ved Grand Hyatt Erawan hotel se et virvar af mennesker, der tilbeder en lille helligdom, som forestiller hinduguden Brahma. Det er Erawan helligdommen, berømt siden 1954, hvor man satte statuen op efter flere uheld under byggeriet af hotellet. Helligdommen er kendt for at give lykke og velstand.

Udover den gode shopping er der mange forlystelser ved Siam Square. Det gælder barer, også med karaoke som asiaterne er så glade for, biografer og alverdens restauranter. Man kan også besøge Jim Thompson hus ved Siam Square.

Jim Thompson er manden der har fået æren for at grundlægge den mere etablerede handel med silke i Thailand. Området er hyggeligt, desværre tager man sig selv lidt for højtidelig. Du skal følge en guide for at se det indvendige af husene, personer der ikke forstår fransk eller engelsk, og derfor ikke har gavn af en guide, har ikke adgang til Jim Thompsons hus alene.

Der er en stor shop tilknyttet, her kan man naturligvis købe alle mulige ting i thaisilke, men underligt nok kan man ikke købe silke i metermål. Jim Thompsons hus ligger fem minutters gang fra skytrainstationen National Stadium. Siam Square ligger meget centralt, de to Skytrainlinier mødes nemlig her, så man har rigtig gode muligheder for at komme rundt.

Bangkok
Det lille Soi Pradit-marked ved Silom Road

Silom Road
Silom Road er Bangkoks forretningsgade. Her er banker og forsikringsselskaber, men den lange gade byder også på god shopping og glimrende restauranter i sidegaderne. Silom Road ligger centralt, man kommer nemt til andre dele af byen med skytrain fra stationerne Chong Nonsi og Sala Daeng, sidstnævnte har også metroforbindelse. Silom Road er en lang gade der starter tæt på floden ved det 63 etager høje Lebua State Tower med den berømte restaurant Sirocco på toppen.

Midt i gaden ligger hindutemplet Sri Mariamman, opført af tamilske indvandrere i 1860’erne. Udefra ser det ikke ud af noget særligt, men templet er et af de vigtigste hindutempler i Bangkok. Omtrent overfor Sri Mariamman ligger Soi Pradit markedet, et skønt lokalt marked hvor de fleste købere og sælgere ser ud til at være af kinesisk afstamning. Her er et skønt liv i gaden med salg af madvarer, frugt & grønt, tøj osv.

Fortsætter man ad Silom Road kommer man til Sala Daeng Skytrainstation, her ligger også et af gadens mest populære områder, Patpong, et natmarked der stort set kun har tøj, en hel del kopivarer og lidt thaisilke. Natmarkedet starter ca. klokken 18.00. Som mange vil vide, så er Patpong ikke kun et natmarked for turister, gaderne er også kendt som et af Bangkok’s red light districts.

Natmarkedet ligger på Patpong 1, hvor der i begge sider af gaden findes temmelig uartige barer. Det er ikke sådan, at man bare kan kigge den anden vej, sexindustrien er en stor del af Patpong, og du vil uden tvivl få tilbudt mange utrolige ting når du går i gaden. Det er i øvrigt i Patpong de verdensberømte ping-pong shows finder sted. Jeg skal ikke komme med detaljer her, men det er ikke for sarte sjæle. Parallelt med Patpong 1 ligger Patpong 2, hvor der ikke er meget shopping, men til gengæld en del prostitution. I gadens ene ende ligger en stribe beerbars.

Bangkok
Lille passagerfærge på Chao Praya-floden
Værd at vide

Inden man tager til Bangkok, bør man lige bruge et par minutter på at sætte sig ind i de værste scams. De fleste kommer i kløerne på taxi- eller tuk-tuk chauffører, der ofte påstår at en eller anden attraktion er lukket, og derfor vil køre dig et andet sted hen. Forbered dig grundigt og undersøg eventuelt inden du tager ud i byen, om et sted har åbent.

Tuk-tuk chaufførerne er forholdsvis harmløse, men hopper du på deres “gode tilbud”, så ender det sandsynligvis med, at du finder dig selv hos en skrædder eller juveler omringet af påtrængende sælgere. I den mere grove afdeling kan man finde falske turistkontorer og konsulater.

Den pæne velklædte mand på gaden, der gerne vil hjælpe, kan sagtens være i ledtog med den tuk-tuk chauffør, der helt tilfældigt holder lige ved siden af, og som gerne vil køre dig til “turistkontoret”. Denne lille advarsel skal ikke afholde nogen fra at besøge Bangkok, man vil almindeligvis opdage, at thai’erne er utrolig venlige og hjælpsomme mennesker.

Seværdigheder i Bangkok

Bangkok har seværdigheder til mange ugers ferie, hvad man vil opleve er helt individuelt, men et par af byens attraktioner er næsten et must at besøge, se mere herunder.

Grand Palace
Byens absolut største attraktion er Grand Palace, et must at besøge når man er i Bangkok. Området blev grundlagt af Rama I i 1782, og var indtil 1946 hjem for Thailands konger. Der er mange utroligt smukke bygninger, de fleste efterligninger af bygningerne i Thailands gamle hovedstad, Ayutthaya, der brændte ned i 1767.

Stort set alle konger har bidraget med noget til Grand Palace, men den vigtigste attraktion er Wat Phra Keo, smaragdbuddhaens tempel, bygget af Rama I i 1785. Templet er fantastisk flot og indeholder smaragdbuddhaen, en af Thailands helligste buddhaer. Bemærk de smukke udsmykninger og figurer i templet der er et populært pilgrimsmål for buddhister.

Bangkok
Grand Palace set udefra

Smaragdbuddhaen får skiftet “tøj” tre gange om året, det sker ved begyndelsen til den varme, den kølige og den regnfulde periode, det er kongen selv der foretager tøjskiftet. Indersiden af templet er dekoreret med historier fra buddhas liv og fra Ramakien. Man kan gå ind i templet og sætte sig foran buddhaen sammen med alle de lokale, husk at sidde i en stilling hvor du ikke vender fødderne mod buddhaen, da de anses for den ringeste del af kroppen.

Et andet smukt og bemærkelsesværdigt bygningsværk er Phra Si Ratana Chedi’en, en slags spir med fod dækket af hele tre millioner stykker bladguld. Det blev opført af Rama 4. og siges bl.a. at indeholde et stykke af Buddhas brystben. Husk også at se den store modtagelsessal, Chakri Mahaprasat, en flot bygning i tydelig europæisk stil, men med de traditionelle thailandske spir på toppen. Det midterste og højeste spir indeholder asken fra kongerne i Chakri-dynastiet. Bygningen er opført på Kong Chulalongkorns ordre.

Med front mod Chakri Mahaprasat vil man til venstre, bag gitterporten, se palæet hvor udenlandske statsoverhoveder bor når de er i Bangkok. Grand Palace blev som nævnt brugt som residens for kongefamilien, men idag er området kun i brug ved statsbesøg og ceremonier af royal karakter. Klokken 10.00 er der vagtskifte foran den store tronsal, det er en fin oplevelse. Entré til Grand Palace 200 baht, åbent fra 8.30 til 15.30.

Påklædningsregler: Skuldrene skal være dækket, bredstroppet top bliver ikke accepteret. For herrer gælder kun lange bukser. Damer kan have sarong, nederdel eller lange bukser, men ikke stumpbukser, uanset længden. Hælen skal være dækket, dvs. at der kan bruges almindelige sko og minimum sandaler med rem ved hælen.

Bangkok
Smukke chedier og templer i Grand Palace

Wat Po
Syd for Grand Palace ligger Wat Po, Thailands største og Bangkoks ældste tempelområde. Templet indeholder landets længste Buddha, den største samling af buddhafigurer, og området var Thailands første center for offentlig uddannnelse. Wat Po er mest kendt for sin liggende Buddha der er hele 46 meter lang og 15 meter høj.

Statuen forestiller den døende Buddha på vej ind i Nirvana, dødsriget. Buddhaen er dekoreret med bladguld, fodsålerne i perlemor viser Buddhas 108 reinkarnationer. Den liggende buddha er placeret i et ganske lille tempel hvor statuen faktisk fylder det meste, men bemærk vinduernes skodder, udført i ét stykke teaktræ og dekoreret med bladguld.

Selvom den liggende buddha er hovedattraktionen, så kan man finde masser af andre interessante ting i Wat Po, allerede ved indgangen kan man se statuer og en anseelig mængde chedier. Det første man når er dobbeltgalleriet der helt omkranser templets viharn. I dobbeltgalleriet vil man kunne se ikke mindre en 394 buddgafigurer fra Ayutthaya- og Sukhothaiperioden.

Wat Po blev grundlagt i 1500-tallet, men der kom først rigtig gang i byggeriet i 1789, da Rama 1. udbyggede templet i årene efter Bangkok fik status som hovedstad. Wat Po består af to dele der er adskit af Chetuphon Road, på den ene side af vejen bor munkene, og på den anden sider finder man selve tempelområdet. I dag fungerer Wat Po også som det nationale hovedkvarter for undervisning og bevarelse af traditionel thailandsk medicin og massage.

Bangkok
Den liggende Buddha i Wat Po

Wat Arun
Ud til Chao Phraya, i bydelen Thonburi, ligger Wat Arun, Daggryets Tempel, der er 80 m højt og lavet af porcelæn. Templet var en del af Wat Jaeng, der servicerede Kong Taksin, da Thonburi i en kort periode var hovedstad. I sin tid har Wat Arun endda indeholdt Smaragdbuddhaen som nu er at finde i Grand Palace. Templet blev påbegyndt af Rama I, men Rama 2 besluttede at forhøje templet fra 15 meter til de nuværende 80.

Templet er helt usædvanligt i khmer-stil og har en slående lighed med de templer man kan se i f.eks. Ayutthaya og Angkor Wat i Cambodja. Også det symbolske i, at den høje prang i midten skulle illustrere Mount Meru, bjerget hvor Shiva ifølge hinduismen boede, er typisk khmer-stil. Man kan besøge templet via en bådbro, men det er naturligvis også muligt at komme til templet fra “landsiden”. Entré ca. 200 baht, åbent fra 8.00-17.00.

Chao Phraya
En fin oplevelse er en tur på kongefloden Chao Phraya og de tilstødende klonger, Bangkoks kanalsystem. Når man ser byen i dag er det næsten ikke til at tro, at Bangkok engang var en flydende by med masser af små kanaler. I bydelen Thonburi er der bevaret lidt af det charmerende kanalsystem, og man skal ikke langt væk fra den travle hovedflod, før man står i en helt anden verden. Der er en hektisk aktivitet ved bredden, og man kan stadig se resterne af Bangkoks flydende marked ved Watsai. På en af Chao Phrayas sidefloder ligger de kongelige bådes hal.

Det er ikke meget man kan se fra flodsiden, men det skulle være muligt at besøge bådene fra en bådebro. Ved bredden ligger også flotte templer, og kommer man langt nok ud er det faktisk muligt at se vilde krabbeaber i træerne. Hold i øvrigt øje med de store firben i vandet eller ved bredden, de kan blive to meter lange. Man kan nemt hyre en båd ved en af molerne, regn med ca. 800-1000 baht for et par timers sejlads på floderne.

Bangkok
Bangkoks klonger (kanaler) er fredfyldte og fyldt med lokalliv

Chinatown
Chinatown er et mylder af mennesker, larm, bilos og klaustrofobiske tilstande, men absolut et sted der skal opleves i Bangkok. Man kan gå ind i de små gyder, hvor man kan købe alverdens tingel-tangel. Det er nemt at blive væk her, og af og til har man en fornemmelse af at man ikke selv bestemmer, hvor man er på vej hen, men at det er menneskemængden, der styrer. Chinatown består i princippet af flere forskellige markeder som stofmarkedet, tyvenes marked, der bl.a. sælger antikviteter og blomstermarkedet Pak Khlong.

Chinatown går for at have Bangkoks billigste varer, men husk at prutte om prisen. Bydelen ligner på ingen måde resten af Bangkok, specielt for Chinatown er de sjove husbutikker hvor familien bor på 1. sal og har forretning i stueetagen. Også gastronomisk er forskellen til at få øje på, dim sum og won ton er blandt det foretrukne, når der skal spises. Med båd fra Chao Praya skal man stå af ved Ratchawong. Du kan læse mere om Chinatown her.

Lumphini Parken
Parken er Bangkoks største og opkaldt efter Buddhas fødested i Nepal. Allerede klokken 6 om morgenen er her liv, hvor hundreder af kinesere tager opstilling for at dyrke tai chi og lige så mange thai’ere er i gang med den daglig løbetur. I midten af parken ligger en sø, hvor man kan leje robåde. Fra omtrent midten af februar til april er det sæson for drageflyvning, så her er der ekstra mange mennesker.

Med Skytrain står man af på Sala Daeng. Over for parken på den anden side af Witthayu Road ligger Lumphini Stadion der har thaiboksning tirsdag, fredag og lørdag. Tirsdag skulle være bedst på Lumphini Stadion. Der er som regel 12 kampe og de sidste tre er hovedkampe. Det er virkelig en oplevelse at overvære thaiboksning, stemningen er fantastisk og der er noget højtideligt over hele traditionen med musikken, opvarmningen osv.

Når man kommer til stadion vil billetsælgerne gøre alt for at sælge ringsidebilletter til turisterne, de kan godt løbe op i et par hundrede kroner, men så har man også lidt mere plads og sidder hvor det sker. Men mange vælger at sidde ude blandt thai’erne for virkelig at få stemningen med. Husk masser af vand, varmen kan være ulidelig! Læs mere om Lumphiniparken.

Bangkok
Chinatown er næsten en by i byen

Weekend markedet
Dette vanvittigt store marked må bare være lykken for den der ikke kan få shopping nok. Over 15000 boder er stillet op og man kan købe alverdens ting. Lokalt håndværk fra de nordlige bjergstammer, importerede ting fra bla. Indien og Burma, kæledyr, opiumspiber, grøntsager, antikviteter osv. osv. Weekend markedet hedder også Chatuchak markedet, både lokale og turister kan finde gode ting at købe, om ikke andet er det et spændende sted at være tilskuer.

Markedet ligger i den nordlige del af byen ved Chatuchak Parken, her er åbent fra omkring klokken 9.00 om morgenen. Med Skytrain kan man stå af på Mon Chit station, og så er det bare om at følge med strømmen. Det kan være en god idé at få fat i et gratis kort over området, det er stort og består mest af endeløse rækker af lange gange. Kortene uddeles på markedet.

Overnatning

Få steder i verden finder man så mange muligheder for overnatning som i Bangkok. Byen kan tilbyde alt fra snuskede guesthouses til overdådige luksushoteller. Generelt får man rigtig meget for pengene i Thailand, og selv mellemklassehotellerne har god service og flotte værelser, men der skal som regel ikke så mange baht til før man kan leve som konge på et af byens luksushoteller.

Men hvor skal man så bo? Da der ikke er noget centrum, kan man vælge at bo omkring den gode shopping ved Siam Square, tæt på attraktionerne ved floden eller have nattelivet indenfor rækkevidde et sted på Sukhomvit Road. Som nævnt ligger backpackerkvarteret i og omkring Khao San Road, her er der ikke megen lokalstemning, men til gengæld billig overnatning.

Et guesthouse med fællesbad på gangen koster ca. fra 30 kr. og opefter pr. overnatning, men bed eventuelt om at se værelset først. Jeg bruger selv hotels.com og Sawadee.com når jeg booker hotel i Thailand. Du er mere end velkommen til at kontakte mig hvis du har spørgsmål til booking. Mail: webmaster@gaths-rejseside.dk • Telefon: 20894585.

sawasdee-bkk

Populære hoteller i Bangkok

HotelBeliggenhedStjerner
Grande Centre Point Hotel Terminal 21Sukhumvit Road****Book nu
Ibis Bangkok RiversideVed floden***Book nu
Smile Society Boutique HostelSilom Road**Book nu
Centre Point SilomCharoenkrung Road****Book nu
UMA ResidenceNakhonchaisi Road***Book nu
Sam Sen Sam PlaceBanglampu**Book nu
Chatrium Hotel RiversideVed floden****Book nu
Citadines Soi 8Sukhumvit Road***Book nu
K Boutique HotelRangnam Road***Book nu
Pathumvan PrincessSiam Sqaure****Book nu

Se alle hoteller i Bangkok – klik her

Bangkok
Fra weekendmarkedet
Transport

Ind og ud: Både Norwegian og Thai Airways flyver direkte til Bangkok fra København. Alternativet er et kort stop, fra Billund eksempelvis i Amsterdam eller Frankfurt. Fra København er der adskillige muligheder, både Emirates, Qatar Airways og Turkish Airlines har gode forbindelser og ofte til gode priser. Bangkok lufthavn er et af Sydøstasiens trafikknudepunkter, uanset hvor man måtte befinde sig i verden, så er det muligt at finde en flyforbindelse dertil.

Fra lufthavnen ind til byen er der flere muligheder. Skilte fører til taxiautomaterne, som spytter en seddel ud med et nummer på den bås du skal gå til for at finde din taxi. Fortvivl ikke, hvis der ikke holder en taxa, de venter udenfor området og kommer susende. Bruger du automaterne er du sikker på at benytte en registreret taxi. Fra lufthavnen (Suvarnabhumi) skal man nok regne med 400-450 baht for en tur til Bangkok Centrum med en af de officielle taxier.

Fra lufthavnen kan man også tage bussen eller det forholdsvis nye Bangkok Airport Train, der bringer dig ind til centrum af den thailandske hovedstad. Se mere om den mulighed på dette link.

At komme rundt: I Bangkok findes mange forskellige transportmuligheder, men de er stort set alle afhængige af den voldsomme trafik. Hvis man er uheldig, så kan man nemt bruge timer på at sidde i kø på vejene. De officielle taxa’er kører med et skilt på taget hvor der står taxameter. Som man nok kan regne ud kører disse taxa’er efter taxameter, men det er ikke altid at chaufføren “husker” at slå det til, når der er turister i bilen. Bed om at få det slået til, hvis det ikke er gjort.

Du kan også tage en tuk-tuk, der er så karakteristisk for Thailand. Her skal man dog være på vagt, chaufførene har gjort det til deres fornemste opgave at lokke kunderne med diverse juvelbutikker, så ha’ et mål og stå fast på, at det er der du vil hen, og aftal altid en pris inden du kører nogen steder.

Bangkok har en skytrain, en højbane der kører i centrum af byen i turist- og forretningskvartererne. Det er absolut en god måde at komme rundt på, da du undgår den vanvittige trafik på gaden. Det er nemt at trække en billet, de høje automater tager kun mønter, mens de små automater med screentouch også tager sedler. Alle stationer er bemandede og personalet hjælper gerne. Byen har også fået en metro, der skal udvides yderligere.

Bybussen koster ca. 3.50 baht, men har det med at være ret overfyldt, desuden kan chaufføren i tilfælde af en trafikprop finde på at køre en anden rute. En god måde at komme fra nord til syd i Bangkok er Chao Phraya express, både der sejler op og ned ad floden og har stop ved f.eks. Grand Palace, Wat Po og Chinatown. Forvent kaos ved af- og påstigning i de ofte temmelig overfyldte både. Prisen afhænger af hvor langt du skal, men man kan højst komme af med 30 baht. Der er også små både der krydser floden, f.eks. fra Wat Po til Wat Arun, prisen er 3 baht.

Skal man længere væk findes der tog og hurtigbusser, f.eks. til Hua Hin, Krabi, Phuket og Chiang Mai. Toget er billigt og 2. klasse lever som regel op til dansk standard.

Bangkok
Hos Lek & Rut
Mad og drikke

På restaurantsiden spænder byen vidt. Her er mad fra hele verden, og prismæssigt er der alt fra Michelin-restauranter over burgerbarer til de simple gadekøkkener. Det betaler sig at holde sig til det afsindigt lækre thaikøkken, der i mine øjne er et af de bedste og mest veltilberedte i verden. Thaimad har så godt som altid ris som tilbehør, og kan være meget stærk, men nogle tjenere forstår hvad man mener når man siger “not spicy”. Citrongræs, chili, galanga og koriander er nogle af de spændende ting der er med til at give maden smag.

Prisniveauet på restauranterne er yderst rimeligt, en almindelig ret på en thairestaurant koster 15-25 kr. Regn med noget højere priser hvis man ønsker europæisk mad. Thai’erne selv drikker vand eller whisky & cola til maden, men er man ikke lige til den cocktail er det mest almindeligt at drikke øl, det passer glimrende til den ofte stærke mad. Vin er dyrt i Thailand, regn med priser fra 80 kr. og opefter for en almindelig flaske. Herunder finder du et par forslag til restauranter i Bangkok, men du kan også læse mere om byens gode spisesteder i artiklen 8 gode spisesteder i Bangkok:

Restaurant Baan Kanitha: En supergod og prisbelønnet restaurant med fremragende thaimad. Omfattende menukort og et sted man kan vælge hvis det skal være lidt fint. Mange lokale og fastboende udlændinge. Er I mange må bordbestilling anbefales. Ligger i nogle smukke træhuse på Sukhumvit Soi 23, ca. 500 meter fra Sukhumvit Road.

Silom Village Restaurants: Her er både forretninger og restauranter. Det lille område består af en række originale teaktræshuse, alle med samme ejer. Restauranten er kendt for sin danseunderholdning om aftenen. Den var nu ikke noget speciel, men Silom Village har udover a la carte restaurant, også et et stort lokale på 1. sal hvor der serveres en fast set menu, her skulle underholdningen være bedre. Maden i a la carte restauranten var glimrende. Silom Village ligger på Silom Road, næsten overfor det enorme Hotel Holiday Inn.

Restaurant Mango Tree: Den højtprofilerede restaurant Mango Tree ligger i den lille gade Soi Tantawan mellem Silom Road og Surawong, meget tæt på Patpong. Restauranten har vundet flere priser, maden er også helt i orden uden at være prangende. God atmosfære, udmærket betjening og overraskende billig. Bemærk den fine udstilling af gamle kameraer.

Restaurant Red Pepper: Dejlig, lidt pænere restaurant med lækker thaimad. Stedet hører til Hotel Rembrandt der ligger på Sukhumvit Soi 18, men der er indgang til restauranten på Sukhumvit Soi 20.

Restaurant Suda: Ekstremt populær restaurant i Soi 14. Glem alt om hygge her, til gengæld rigtig god og ikke mindst meget billig mad. Her kommer mange turister og fastboende udlændinge, ofte skal man vente på at få et bord.

Restaurant Cabbage & Condoms: En glimrende konceptrestaurant der støtter HIV/AIDS-oplysning i Thailand. Man kan se figurer udsmykket med kondomer, ret specielt. Maden er god, man kan sidde i gårdhaven eller i den åbne terrasse på 1. sal, førstnævnte er hyggelig, men airconditionen er heftig. På Sukhumvit Soi 12.

Lek & Rut: Legendarisk gaderestaurant i Chinatown. Her er rigtig god stemning, og det er lidt af en oplevelse at sidde på campingstole ved lave borde få mere fra vejbanen. Stort menukort. Andre lignende steder findes i Chinatown.

Bangkok
Del af Jim Thompsons flotte teaktræshuse
Aktiviteter og forlystelser

Der er masser af underholdningsmuligheder i byen, der er et utal af barer, pubber, diskoteker osv. En by i Bangkoks størrelse tiltrækker selvfølgelig store begivenheder som f.eks. koncerter og udstillinger, programmet skifter fra uge til uge så forhør dig på turistkontoret eller i hotellets reception om hvad der sker netop nu.

Kig efter bladet Metro, der har god information om aktiviteter i byen. Bangkok Post og Nation er begge aviser på engelsk der også kan være nyttige i jagten på et spændende arrangement. Begge aviser har også gode informative websider, klik ind på Bangkok Post og The Nation for at se mere.

Er du til shopping, så er du kommet det helt rigtige sted hen. Se mere om, hvor du skal gøre dine indkøb i artiklen 5 gode steder at shoppe i Bangkok.

Udflugter fra Bangkok

De flydende markeder
De flydende markeder findes stadig i Thailand, men i noget indre målestok end tidligere. Mest populært at tage til er markedet Damnoen Saduak, der ligger på vejen mellem Bangkok og Knchanaburi (River Kwai). Selvom handlen mellem bådene lige bortset fra mad er stærkt begrænset, så er her en fin stemning, og man kan sagtens forestille sig, hvordan det må have set ud for år tilbage.

I dag eksisterer markedet stort set kun for turisternes skyld og de mange både tilbyder foruden mad også massevis af souvenirs. Markedet kan iagttages enten fra en lejet båd eller fra det store marked på land, der løber langs kanalen. Det eneste, der forstyrre hyggen ved markedet, er de utallige longtailbåde, der sætter turister af, de larmer helt forfærdeligt.

Bemærk at priserne på markedet i Damnoen Saduak er væsentligt højere end de fleste andre steder i Thailand. Er man alligevel i området omkring Damnoen Saduak, så må man ikke undlade at køre forbi byen Nakhon Pathom. Her ligger nemlig Thailands højeste chedi, Phra Pathom, der er hele 121 m høj. Det siges at chedi’en er placeret lige præcis der, hvor buddhismen blev grundlagt i Thailand.

Et mere lokalt flydende marked finder man i Amphawa, der ligger længere mod syd, men stadig i nem køreastand fra Bangkok. Markedet her er bedst at besøge i weekenden, hvor thai’erne strømmer dertil og det giver en langt mere autentisk atmosfære. Markedet er dog noget mindre og kan til tider virke klaustrofobisk. Det er muligt at leje en båd og sejle ad floden til en par fine templer. Læs mere om Amphawa og det specielle togmarked i Maeklong i artiklen Maeklong & Amphawa – for enden af River Kwai.

overst
De flydende marked ved Amphawa

Bang Pa-In
ca. 70 km nord for Bangkok ligger Bang Pa-In der er kongens sommeresidens. Dele af området bliver stadig brugt, dog mest ved officielle lejligheder da Kong Bhumibol er flyttet til Hua Hin pga. den fourenede luft omkring Bangkok. Området består af en række smukke bygninger beliggende i en helt fantastisk velplejet park med de smukkeste blomster. Bang Pa-In blev grundlagt i 1632 af Kong Prasat Thong og han og de efterfølgende konger bosiddende i Auytthaya brugte det som sommerresidens.

Rama 5. har dog bidraget med mest til Bang Pa-In. Han var meget berejst og det skulle være årsagen til at områdets bygninger er opført i forskellige stilarter. Af vigtige bygninger skal først og fremmest nævnes Aisawan Thiphya-Art, der ligger smukt i en lille sø. Kong Chulalongkom lod dette bygningsværk opføre i 1876. Går man venstre om Aisawan over broen kommer man til Varophat Phiman, en slags palads med smukke møbler og kunstgenstande. Bemærk at der er særlige regler for påklædning til dette sted.

Går man til højre om søen støder man lige ind i Phra Thinong, en nyere bygning som stadig bruges, især af dronningen. Selve huset blev bygget i 1938 men har fået en kraftig ombygning efter ønske fra Dronning Sirikit. Følger man stien forbi indgangen, når man til et flot kinesisk tempel som blev importeret fra Kina og samlet stykke for stykke. Templet blev restaureret i år 2000 og indeholder nogle af kongens private ejendele. Det er forbudt at fotografere i templet og husk at tage skoene af inden du går ind.

Der er mange andre smukke bygninger i Bang Pa-In og sammen med den vidunderlige park, er det virkeligt et anbefalelsesværdigt sted. Her er åbent fra 8.30-15.30 og entréen er 50 baht. Det er muligt at leje noget der ligner en golfbil hvis man ikke orker at gå rundt. Souvenirshop hvor der kan købes forfriskninger findes også. Husk at have skuldrene dækket til og kvinder bør undgå shorts. Det er en god idé at komme tidligt da Bang Pa-In er meget besøgt op af dagen.

bkk004
Aisawan Thiphya-Art ved Bang Pa-In

Ayutthaya
Ayutthaya ligger 90 km nord for Bangkok og var fra 1350-1767 Thailands hovedstad. Byen blev grundlagt af Prins U-Thong og blev hurtigt et af de mest magtfulde områder i Asien. Ayutthaya hvervede dygtige arbejdere og soldater fra stort set hele kontinentet og den store handel med europæiske købmænd gjorde byen stenrig.

Thailand blev dengang jævnligt angrebet af burmeserne så Ayutthaya blev bygget på en lille ø hvor floden Chao Phraya møder floderne Pa Sak og Lopburi for bedre at kunne beskytte den. Men i 1767 gik det galt, burmeserne brændte byen af og myrdede løs på de godt 1 million indbyggere.

Ayutthaya forfaldt og lige så smuk den må have været dengang, lige så trist ser den ud i dag. Ruinerne ligger spredt ud over et meget stort areal og det er nødvendigt med et transportmiddel for at komme fra område til område.

Her skal kun nævnes de vigtigste områder, f.eks. Wat Mahathat, som i 1400-tallet da det blev bygget, var et imponerende palads. Der er ikke meget tilbage men man kan sagtens forestille sig hvor enormt det må have været med den 46 meter høje prang der nu er brudt sammen. Fra dette område kan man se over på Wat Rajaburana med den restaurerede prang i khmer-stil.

bkk007
Buddha foran ruinerne af Wat Phra Sri Sanphet

Kører man forbi søen ad Naresuan Road kan man på venstre hånd se Wat Phra Ram der er et af de ældste templer, Prangen har idag nogenlunde samme højde som dengang så det er nemt at få øje på. For enden af Naresuan Road ligger et andet interessant tempel (p-pladsen ligger på modsatte side). Det er det restaurerede tempel Wat Mongkul Bophit der blev genopdaget i 1951. Det er meget smukt og oplevelsen bliver ikke dårligere af den 17 m øje siddende buddha belagt med bladguld der sidder lige indenfor.

Umiddelbart ved siden af dette tempel ligger ruinerne af et af Ayutthaya’s vigtigste templer, Wat Phra Sri Sanphet, opført i 1491 til ære for tre konger der siges at være begravet i de tre restaurerede chedi’er. Dette ruinområde er også et af de bedre hvis man vil have et indtryk af hvor enorme templerne var i Ayutthaya’s storhedstid.

På vej til parkeringspladsen ved de to templer kan man passende gøre stop ved den hyggelige elefantcamp på Pa Thon Road. Her kan man få sig en tur på elefantryg i området eller bare nøjes med at købe lidt bananer til dem. Camp’en er et udemæket alternativ for Thailands mange arbejdsløse elefanter.

Mere intakt, og en af Ayutthayas bedste oplevelser, er det mindre betydningsfulde Wat Chai Wattanaram, der ligger udenfor øen. Den flotte chedi er omgivet af flere andre tårne og buddhafigurerne er ikke så medtagede som andre steder i Ayutthaya.

I sommeren 2010 har Ayutthaya fået en helt ny seværdighed, et flydende marked, hvor man udover boder med souvenirs og kunsthåndværk, også kan se lidt om kultur og traditioner i Thailand. Der er danseshows og præsentation af ceremonier.

Ayutthaya’s mange ruinområder har åbent fra 8.30-15.00 og entréen er 30 baht. Gadesælgere og mulighed for køb af forfriskninger findes ved alle ruiner. Det er en god idé at komme tidligt så man undgår den store turistinvasion. Husk rigeligt med vand og kasket! Alle tourbureauer i Bangkok kan lave en tur til Ayutthaya, ofte i kombination med Bang Pa-In.

bkk008
Wat Chai Wattanaram

River Kwai & Kanchanaburi
Kanchanaburi ligger ca. 130 kilometer vest for Bangkok. Byen fungerer som en slags udgangspunkt til områdets mange spændende seværdigheder. Det var Rama 1. der gundlagde Kanchanaburi, han opførte her et forsvar mod burmeserne, der ofte benyttede det nærliggende Tre Pagoders Pas som vej ind i Thailand.

Et par hundrede år tidligere sad Khmerene på området, den historiske park ved Prasat Muang Singh, der var en af khmerenes vestligste bosættelser giver et fint indblik i en khmerby, og mange templer og skulpturer er restaureret. I dag er det primært historien om Dødens Jernbane og Broen over floden Kwai, der gør området interessant.

I 1942-43, da japanerne havde besat Thailand, ønskede de en jernbane fra Bangkok til Rangoon i Burma. Til det hårde arbejde brugte man allierede krigsfanger, primært fra England, men også fra USA og Australien. Derudover importerede man 250000 asiatiske tvangsarbejdere. Japanske ingeniører havde regnet ud at det ville tage fem år at bygge den 415 kilometer lange jernbane, krigsfangerne fik 16 måneder.

Jernbanen er bygget langs floden, der er opført 15 broer, og arbejdet var umenneskeligt hårdt, i alt døde ca. 16000 krigsfanger og op mod 100000 tvangsarbejdere under byggeriet. Malaria, sult og tortur var de hyppigste dødsårsager.

Jernbanen var i brug i 20 måneder inden englænderne bombede broen, den bro man kan se i Kanchanaburi i dag er således ikke den originale, der i øvrigt stod længere mod nord. Den første bro blev bygget af træ, men de senere udgaver er af stål. “Broen over floen Kwai” står i dag som en slags mindesmærke, og som en lille sjov detalje kan det nævnes, at broens buer er importeret fra Japan.

Dødens Jernbane fungerer stadig, ikke kun som turistattraktion, de lokale bruger banen som transportmiddel. Toget kører fra stationen i Thonburi i Bangkok og har endestation i Nam Tok, ca. 50 kilometer nordvest for Kanchanaburi. Langt de fleste turiser bosiddende på et af hotellerne i området, tager turen til Takilen (150 baht) eller til Kanchanaburi (300 baht). Skyhøje priser efter thaiforhold, og det er naturligvis ikke i nærheden af hvad de lokale betaler. Højdepunktet på turen er Krassae-broen, en træbro bygget på en klippeside over Kwaifloden.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Broen over floden Kwai

Stationen i Krassae ligger umiddelbart før broen, inden man når dertil vil man på venstre side kunne se en grotte der tidligere blev brugt som fængsel af japanerne, idag indeholder den flotte buddhafigurer. Nu kommer man så til træbroen som nogle nok vil syntes er en anelse nervepirrende at køre over, men spændende, det er det ihvertfald. Ved stationen i Kanchanaburi, der ligger ca. 100 meter fra broen, kan man se nogle af de gamle lokomotiver. Det er også muligt at gå ud på broen, skulle toget komme kan man gå ud på en af platformene så man ikke bliver kørt ned.

Langs hovedgaden Saengchuto I Kanchanaburi, lige overfor togstationen, ligger den store krigskirkegård der har hele 6.982 grave. Det er primært englændere der ligger begravet, men her er faktisk også en dansker. De døde amerikanske soldater er fragtet hjem til Arlington-kirkegården i Washington. Man kan ikke undgå at blive berørt når man går på kirkegården, gravstenene står på stribe, de faldne er ikke meget ældre end 21-22 år, og mange af dem har fået nogle rørende ord med på vejen.

Chung Kai er Kanchanaburi’s lille krigskirkgård, den ligger et par kilometer syd for Kanchanaburi og man kan enten køre eller sejle dertil. Krigskirkegården har ca. 1700 grave, ca. 1400 er englændere, resten kommer primært fra Holland. Langt størstedelen af de begravede døde ikke under byggeriet af jernbanen, men efter japanernes overgivelse, kvæstelserne var dog så store, at det ikke var muligt at redde dem. Chung Kai ligger præcis hvor der tidligere har været en krigsfangelejr der både indeholdt kirke og hospital.

Museer om krigen og byggeriet af jernbanen findes selvfølgelig også, mest kendt er JEATH museet der ligger ud til floden i den sydlige del af Kanchanaburi. Museet, der er åbnet og drevet af lokale munke, ligger i kopier af de bambusbarakker som krigsfangerne boede i. Man kan se avisudklip, fotos, våben og beskrivelser fra de grusomme år. Thailand-Burma Railway centre er et andet museum der er værd at nævne, det er omfattende og nok det mest komplette af områdets museer. Her er ni rum der alle fortæller noget om begivenhederne omkring krigen, der er mange gode facts og modeller af landskaber i området.

overst
På tur med Dødens Jernbane

Nord og vest for Kanchanaburi kan man få nogle fantastiske naturoplevelser, her er frodig jungle med bjerge og betagende vandfald. En stor del af området er udlagt som nationalparker, tættest på Kanchanaburi ligger Erawan Nationalpark med det berømte vandfald i syv niveauer.

Parken og vandfaldet er opkaldt efter den trehovede elefant i hinduistisk mytologi. Det er en hård tur at komme op på de øverste niveauer af vandfaldet, det er to kilometer i svært terræn, pas især på de mange glatte sten. Erawan-vandfaldet er helt specielt, vandet i de små søer neden for faldene er krystalklart og det er selvfølgelig muligt at bade i dem. Undgå området i weekends og på helligdage, thai’erne camperer og holder picnic i parken, der er ofte et mylder af mennesker.

Kører man videre mod nordvest ad hovedvej 323 kommer man til Sai Yok Nationalpark. Dette område er mere vildt og utæmmet, trekker man i parkens mere øde egne kan man være heldig at støde på dyr som gibbonaber, hjorte og sågar elefanter.

Omkring parkens hovedkvarter, der ligger smukt ud til floden, findes flere spændende seværdigheder, her er små kilder, grotter og et lille vandfald der dannede rammen om flere scener fra filmen The Deer Hunter. Der er en bro over floden og man kan bo idyllisk på Sai Yoke River Rafts, flåder der kan være fuldt booket i weekends og helligdage, men i lavsæsonen kan man også være heldig at have det hele for sig selv.

På hovedvej 323, ikke langt fra afkørslen til Sai Yok Nationalpark, ligger Hell Fire Pass, der er et mindesmærke for en berømt strækning på dødens jernbane. Flere steder blev man nødt til at sprænge klipper væk for at bygge jernbanen, Hell Fire Pass var et af dem.

Strækningen blev etableret på et tidspunkt hvor man var i alvorlig tidsnød, krigsfangerne blev tvunget ud i 18 timer lange arbejdsdage under frygtelige forhold, 70% af dem var døde da man nåde gennem klipperne. Ved Hell Fire Pass, ud til hovedvejen, ligger et glimrende privatejet museum der har gode og fortællende udstillinger om krigen, broen og ikke mindst Hell Fire Pass. Fra museet’s indgang er der trapper ned til selve mindesmærket, det kan være en hård tur i den varme og fugtige luft.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Krigskirkegården i Kanchanaburi

Khao Yai Nationalpark
Khao Yai Nationalpark ligger ca. 200 km nordøst for Bangkok. Nationalparken er Thailand’s ældste, grundlagt i 1962, og på Unesco’s liste over bevaringsværdig natur. Der findes fire forskellige klimazoner i parken, fra den eviggrønne regnskov til savanne. Det højeste punkt hedder Khao Rom, der er 1351 meter højt, men parken har flere andre bjerge, som alle har imponerede udsigter.

Khao Yai er berømt for sit dyreliv, her bor ca. 250 vilde elefanter, men i parken lever også forskellige hjortearter, bjørne, leoparder og sågar tigre. Khao Yai er også berømt for sine gibbonaber og den imponerende næsehornsfugl. Netop fuglelivet er noget helt for sig selv i Khao Yai, der er observeret ca. 315 forskellige fuglearter. Selvom dyrelivet er det der tiltrækker mest, så er naturen helt fantastisk, her er jungle, vandfald, grotter og i sommermånederne juni og juli kan man se et væld af orkidéer, flere af arterne lever kun her.

Besøgscentret i Khao Yai Nationalpark ligger ca. 10 kilometer fra den nordlige indgang. I centret er der en mindre udstilling der primært handler om parkens dyr. Der gøres også meget ud af at fortælle hvorfor det er så vigtigt at bevare og gøre noget for verdens truede dyrearter. Det venlige personale besvarer gerne spørgsmål om f.eks trekking og overnatning, bestil dog altid overnatning i forvejen.

I besøgscentret kan man også leje en guide og eventuelt iglesokker. Overfor centret ligger et spiseområde, det ser ud som om at der engang har ligget en restaurant, men idag kommer maden fra et lille køkken ved den ene ende af bygningen, kig efter den lille hytte. Maden og hygiejnen er på gadekøkkenniveau.

I nationalparken er det populært at tage på natsafari. Det foregår som regel i pick-up biler hvor man sidder på ladet, her står også en medhjælper der med en kraftig lygte prøver at få øje på dyrene. Oplevelsen afhænger naturligvis af hvor mange dyr man ser, der er omtrent 100% garanti for at se en af hjortearterne, især Sambarhjorten er næsten overalt. Men derudover kan man blot håbe på heldet, den helt store gevinst er at se elefanter eller endnu bedre; et af de store kattedyr, hvilket er meget meget sjældent. Der er god mulighed for trekking i Khao Yai Nationalpark, og der er ruter i alle sværhedsgrader.

ky-03
Smuk natur i Khao Yai Nationalpark

Nogle af ruterne/stierne er gået til, andre går gennem stort set uberørte områder af nationalparken. Man skal være i god fysisk form og en guide eller ranger er et must hvis man vil prøve kræfter med de udfordrende trekkingruter. Men også den blødere trekking kan være en prøvelse, væltede træer ligger ofte over stien og terræet er mange steder kuperet.

Som i mange andre trekkingområder i Asien, så er der også i Khao Yai forskel på om man trekker i regntiden eller den tørre periode, førstnævnte er væsentlig mere udfordrende. Iglesokker er et must i regntiden, men kan også være nødvendigt i den tørre periode, i Khao Yai er regn nemlig ikke en sjældenhed i vintermånederne.

Flagermusgrotten er en populær attraktion i Khao Yai-området. Grotten ligger udenfor selve nationalparken, ca. 30-40 minutters kørsel fra hotellerne på vejen mellem Pak Chong og Khao Yai Nationalpark. Det sidste stykke af vejen dertil er ikke den bedste, og i regntiden kan jord/grusvejen blive ret besværlig at køre på. Til gengæld venter der en fantastisk oplevelse når 1-2 millioner (måske flere) flagermus ved skumringstid, ca. klokken 18.00, flyver ud af grotten for at finde føde.

Efter nogle minutter har flagermusene dannet en lang bølgende stribe der kan ses så langt øjet rækker. Når flagermusene har nået et bestemt punkt deler de sig op og bruger natten på at jage føde, primært insekter. Når man kigger op på grotten vil man med stor sandsynlighed se rovfugle på jagt efter flagermus, et nemt måltid skulle man mene. I hele 30-40 minutter flyver der flagermus ud af grotten, faktisk så længe at det når at blive mørkt inden det ophøre. Flere hoteller og guesthouses i området arrangere en tur til grotten, der bestemt ikke er overrendt.

Fra Bangkok kan man tage en organiseret tur til Khao Yai, alle tourbureauer kan arrangere en tur til nationalparken af en eller flere dages varighed. Er du på egen hånd kan du tage bussen fra Bangkok’s nordlige terminal til Pak Chong, turen tager 2-3 timer og koster ca. 150 baht. Der er flere afgange i timen. Fra Pak Chong til selve besøgscentret er der ca. 40 km, turen kan gøres med en såkaldt grisebil (songthaew), hvor man sidder på ladet. Ved indgangen til nationalparken kan det blive nødvendigt at finde andre transportmuligheder da man ellers skal betale for songthaew.

ky-01
Flagermus på vej ud efter føde
Vejret i Bangkok

Bangkok har typisk tropeklima med høj luftfugtighed. Det kan blive meget varmt i byen med dagtemperaturer omkring 40°. Det gør det absolut ikke mere behageligt at byen er så forurenet som den er. Regntiden følger det øvrige Thailand, dvs. en del regn i sommer og efterårssæsonen og mere sol fra december-april. Man kan sagtens besøge Bangkok i sommermånederne, en daglig byge er normalt, men man bliver bestemt ikke snydt for solen. September og oktober er mere regnfyldte. Herunder kan du se vejret lige nu i Bangkok.

Fakta og nyttige links

Religion: Buddhister (ved grænsen til Malaysia og på Phuket flest muslimer) • Indbyggertal: ca. 60 millioner • Hovedstad: Bangkok • Valuta: Baht, se aktuel kurs her. Masser af kontantautomater og vekslemuligheder i byerne • Lufthavn: Bangkoks nye lufthavn Suvarnabhumi er enorm, desværre er der også her kaos ved indcheck, dårlige ventearealer og manglende skiltning. Til gengæld er her fantastiske shoppingmuligheder. En række spisesteder findes også • Turistsprog: Prøv med engelsk, ellers tegnsprog • Indrejsekrav for danske statsborgere: Pas skal være gyldigt 6 mdr. efter hjemkomst. Ophold i max. 30 dage uden visum. Børn SKAL have eget pas! Indrejsekort skal udfyldes, det bliver som regel delt rundt af flypersonalet. Tjek aktuelle regler herTidsforskel: Sommer: +5 timer/Vinter +6 timer.

Thailands turistbureau (TAT)
Udenrigsministeriets rejsevejledning
Book hotel i Bangkok
thailandrundt.dk
Vejret i Thailand

Book flybilletBook hotel i BangkokBook pakkerejse

2 Kommentarer

  1. Hej.

    Tak for super info på rejseguiden 😄
    Hvis man skal flyve fra Bangkok til Chiang Mai, er det så bedst fra udenrigslufhavnen, hvor vi lander fra Kbh i forvejen. Eller kan man også flyve fra indenrigs, hvor det er en smule billigere.
    Hvor langt er der mellem disse lufthavne og skal man først tjekke ud for at komme til indenrigs lufthavnen.
    Mvh Bärbel

    • Hej Bärbel. Tak for de pæne ord :-). Det er nok mest smidigt at benytte den nye lufthavn (Suvarnabhumi), hvor I lander med flyet fra København. Her Kan I være heldige at kufferterne bliver sendt direkte til næste fly,således, at I ikke skal hente dem på transportbåndet og tjekke ind på ny. Flyver I med Thai Airways kan det helt sikkert lade sig gøre. Også andre flyselskaber kan have et samarbejde, hvor kufferten automatisk bliver sendt videre til flyet til Chiang Mai.

      Skifter I lufthavn skal I selv hente kufferten på transportbåndet og tjekke ind i den gamle lufthavn (Don Mueang) som du kalder indenrigslufthavnen. Der er 45 km mellem de to lufthavne og køreturen tager alt efter tidspunkt og trafik en times tid.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here